søndag den 8. august 2021

Tilgangen til et søskendekursus

Dette har de 3 gruppeleder fra Ådalskolens søskendekursus sat sig for at reflektere over en sen fredag eftermiddag efter at efterårets søskendekursus nu er afsluttet. Gitte, Nadia og John er de 3 gruppeleder fra Ådalskolen og de voksne som er med til at facilitere kurserne. Ifølge både familierne og søskende er det især frirummet, de andre søskende, hyggen, den anerkendende og løsningsfokuserede tilgang, som på sigt skaber den store forandring. Det er også måden at møde søskende på, troen på at søskende selv kan skabe forandringer, et fokus på succeser og det, som virker og at søskendes egne spørgsmål og erfaringer altid bliver sat i centrum. Tilgangen til søskende som har en bror eller søster med et handicap er fundamentet i søskendekurserne og den afspejler sig i alle aktiviteterne og i sammensætningen af tilbuddet til den enkelte gruppe. Hertil kommer vores nysgerrighed og lyst til at finde ”hen til det sted” hvor den enkelte søskende befinder sig, skabe den nødvendige tryghed og vores personlige begejstring for metoderne, som vi på autentisk vis formidler videre til børnene. Når vi som gruppeledere tror på metoderne, virker de også bedre. At relationen og mødet mellem søskende og os spiller en større rolle end den konkrete aktivitet vi vælger bekræftes positivt i den grad af børnene og deres familier. Ådalskolens søskendekursus hviler på en tro på at dét at arbejde med grupper har store potentialer, som det fagligt og menneskeligt er værd at stræbe efter. Et samvær med ligestillede i de rette rammer og med kvalificeret gruppeledelse af processerne giver meget store muligheder for vækst for børnene. At søskende føler sig genkendt og forstået af ligestillede og mærke, at ens livserfaringer kan komme andre til gavn er basale menneskelige behov. At deltage på et søskendekursus opleves ”ligesom at komme hjem” siger flere af børnene og hvad betyder det så? Her gør mødet med ligestillede, at børnene oplever accept og forståelse, her kan de være sig selv og tør smide facaden, spørge om de tinge som de ikke spørger andre voksne om og der opstår et særligt fællesskab. Deltagelse i på søskendekurserne muliggør, at man kan øve sig i og lære forstå og acceptere ens søskende endnu bedre. Etablering af sociale relationer på kurserne rækker nogle gange videre efter at kurset er slut og ud i hverdagens liv, hvilket er en kæmpe styrke for børnene. Søskende fortæller om, hvordan de på søskendekurserne møder en helt særlig genkendelse og forståelse, som gør, at de ikke føler sig så alene, at de ikke føler sig "unormale", mere accepterede og som muliggør erfaringsudveksling med andre børn. Erfaringer fra søskende er, at grupperne er vældigt hjælpsomme i forhold til den personlige udvikling og udvikling af sociale kompetencer. Søskende bliver de fremtidige omsorgsgivere den dag forældrene ikke mere kan og derfor giver det kun god mening at lade dem deltage på et søskendekursus. Børnene arver og overtager så at sige et ansvar for deres bror eller søster som deres forældre har på nuværende tidspunkt. Et ansvar som nødvendigvis kræver, at ”de klædes på” i passende doser og anerkendes for deres fantastiske indsats.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar