søndag den 1. august 2021

”Man skal ikke deltage i et søskendekursus fordi der er noget galt men for at der ikke skal blive det”

Sådan siger søskende efter at de har afsluttet søskendekurset på Ådalskolen i Ringsted. Et kursusforløb som varer på den anden side af 42 timer og afholdes i weekenden. Søskendekurser er for børn og unge i alderen 9-16 år som har en bror eller søster med et handicap og det er meget naturligt at et sådant vilkår stiller store krav til både familie og børn og unge. Disse krav står ikke beskrevet i nogen lærebøger og det er op til den enkelte familie hvorledes man får rustet søskende til at forholde og acceptere omstændighederne. Der findes heller ikke en universal nøgle som passer til alle familier og derfor må man se hvad der er det bedste for hver især. Den største indsats finder naturligvis sted i familien men et søskendekursus er selvfølgelig et rigtig godt supplement. Her meder søskende andre børn og unge som også har en bror eller søster med et handicap, neutrale voksne som kender til mennesker med handicap og den tænketank der kommer ud af det bliver både sjov, lærerig og hyggelig. At være søskende stiller krav til fleksibilitet, forståelse og accept samtidig med at de nogle gange skal være ”mur for omgivelsernes stirrende blikke eller kommentarer”. Når søskende bliver ældre begynder de at interesserer sig for den fremtid der kommer. Ofte er der i medierne historier om handicappede, nogle gange med grufulde besparelse for øje eller værre når der fra tid til anden dukker historier op, hvor et handicappet medmenneske mistrives eller lider en grad af overlast. Sådanne historier kan naturligvis ikke undgå at påvirke søskende efterhånden som de bliver ældre og det fører mange tanker med sig om det også kan ”komme til at ske for deres bror eller søster på et eller andet tidspunkt”. Bekymringer kan i perioder stå i kø og det vil de nok fortsætte med at gøre men det vigtige er hvordan man forholder sig til de tanker som sætter gang i bekymringerne. Hvem taler søskende med og hvem kender de som de kan støtte sig til når besværlighederne rammer?  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar