Erkendelsestrappen når erkendelsen kommer gradvist

For søskende som har en bror eller søster med et handicap kommer erkendelse og accept erstattet med en større refleksivitet og indsigt, jo ældre børnene bliver. Alderen medfører, at børnene opnår øget kontakt med omgivelserne samt en højere grad af bevidsthed og nysgerrighed efter at få svar på uafklarede spørgsmål. For mange kommer oplevelsen af, at ”noget er galt” lang tid før selve informationen fra forældrene om, at det handler om et udviklingshandicap. Sådan fortæller John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted og i dette blogindlæg vil vi forsøge at forklare at erkendelsesprocessen er lidt lige som at gå på trappe. Der er sjældent en lige og direkte vej og nogle gange er det både op og ned på trinnene. Mange gange bliver vi mødt at spørgsmål fra forældre om, hvornår de skal begynde at fortælle deres barn om den bror eller søster som har en diagnose? Et egentligt svar er svært at give for det er vores erfaring, at barnet som oftest allerede ved eller fornemmer det. Børn er meget dygtige til at fornemme om noget er anderledes og derfor er det nærliggende at tro, at børnene hitter ud af det meget tidligt måske ubevidst i alderen 2-3 år. Det vigtigste er efter vores mening, at forældrene ikke venter for længe og ikke tøver med forklaringer fordi tavshed og uvidenhed bidrager til både usikkerhed og utryghed. Erkendelsestrappen er en måde at se, hvordan børnene og de unge bevæger sig på. Som sagt taler vi med søskende om, hvor de oplever de står på erkendelsestrappen. Nogle oplever at de er højt på trappen mens andre er længere nede. Det som er afgørende er, at der er en opmærksomhed på hvor på trappen man er og at tage trin op eller ned på trappen er en naturlig del af livet. Det handler altså ikke om at komme på øverste trappetrin hurtigst muligt men snarere om at bevæge sig på trappen i sit eget erkendelsestempo. De fleste søskende begynder i banealderen som novicen på det nederste trin, hvor de endnu ikke registrerer at deres bror eller søster har en diagnose. Det er naturligvis anderledes, hvis søskendebarnet er ældre og så får en mindre bror eller søster med et handicap. Disse søskende begynder jo i virkeligheden også som novicen men hopper hurtigt til de næste trin fordi deres kognitive niveau er højere. Erkendelsestrappen er med til at sætte perspektiv på, hvilke tanker og følelser søskende kan gå med og en god model for, at opdage sammen med andre, at det at acceptere ens bror eller søster med et handicap sker i forskellige tempi. Når vi har skrevet 99% accept på trappens øverste trin er det i virkeligheden et postulat fordi det er svært at sige om det er muligt at acceptere 100 % at ens bror eller søster har et handicap. Mange søskende også ældre og voksne søskende som vi har haft på søskendekurser fortæller, at de fra tid til anden kan overmandes af følelser som skyld/tab og at det er svært sådan 100% at acceptere at have en bror eller søster som har et handicap. ”Der vil altid være en lille stemme inden i mig, som spørger hvorfor mig”?