tirsdag den 21. april 2020

Den længste rolle der findes


Søskende har som udgangspunkt en meget betydningsfuld- og livslang rolle i deres brors eller søsters liv. En rolle som er længere end nogen andens, længere end forældrenes og helt klart meget længere end nogen offentlig social myndighed kan tilbyde. Det betyder for søskende, at fremtiden byder på mange forskellige samarbejdrelationer med institutioner, pædagoger og andre, som alle skal forstå hinanden og samarbejde om de opgaver og nogle gange udfordringer der er forbundet med mennesker som har et handicap. At indtænke dette særlige fokus på søskende og støtte dem i rollen allerede fra de er børn giver derfor rigtig god langsigtet mening. Ådalskolens søskendekursus i Ringsted arbejder for at udbrede kendskabet til søskende, som har en bror eller søster med et handicap og tilbyder søskendekurser en gang om året. Vi henvender os til søskende fra hele landet i alderen 9-16 år. Vi opfordrer forældre og kommuner til at investere ressourcer i søskende som vil være de personer som skal bidrage med støtte til deres bror eller søster med handicap når forældrene ikke mere kan. Som et af børnene fra vores søskendekursus sagde ”vi bliver omsorgspersoner for vores søskende, når vores forældre ikke lever mere”. Ganske rigtigt formuleret af en kun 11 årige pige efter at hun havde deltaget i Ådalskolens søskendekursus i efteråret 2019.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar