mandag den 20. april 2020

En selvtillid der kan overføres til mange andre situationer…


For nogle større søskende kan deres fritidsaktiviteter opleves at være et nødvendigt fristed, hvor det kan være rart, at der ikke snakkes om problemer forbundet med situationen hjemme. Selvom man som forældre kan synes, det er vigtigt, at man også tager søster eller bror med til arrangementer m.v., så tror vi det er vigtigt, at man respekterer, hvis søskende siger nej og giver udtryk for, at han eller hun gerne vil være alene om det. Vi ved jo, at generelt for unge betyder den ydre verden meget og at det også er vigtigt at være en del af denne verden. Man skal nødigt forstyrre det så den unge trækker sig. Præpuberteten eller teenageårene er som oftest en rigtig svær alder uanset om man har en søskende med et handicap eller ej. Så for nogen vil det måske være sådan, at det ikke er noget man nødvendigvis taler om ovre i skolen. Det er vigtigt, at man som forældre ikke presser på, men vurderer situationen ud fra hvor sårbar den er. Det bedste er naturligvis at lade den unge være med til at bestemme, hvornår og hvordan det evt. skal ske. Det er selvfølgelig også vigtigt at se på, om den unge har andre venner at dele sin situation med for ellers kan man risikere, at det kan vokse sig til ”en meget stor hemmelighed”, som man går rundt og bære på alene. At den unge kommer til at leve i to verdener, en derhjemme og en derude. Det vi kan se fra vores søskendekurser er, at de fleste meget frit fortæller om de mange ting, de oplever derhjemme med deres søskende og som vi tænker, at de måske ikke snakker med andre om. På et søskendekursus er det ligesom legalt og egentlig også meget nemmere, fordi de andre også snakker om deres søskende med handicap og der ligger også den helt klare forudsætning, at de andre søskende meget nemmere kan forstå det. Så de behøver ikke at sidde og holde på sig selv eller være bange for, at de gør nogen kede af det eller griner. At kunne fortælle om ens søskende og følelsen af fortællingen bliver accepteret og forstået giver en stor portion af selvtillid. En selvtillid som kan overføres til mange andre situationer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar