At være et barn med et handicap stiller ikke kun store krav til barnet selv, men også de andre pårørende i familien må yde en stor indsats og må ofte i perioder ”huse bekymringer”. Der skal i perioder arbejdes hårdt for at klare de mange ekstraopgaver som er på hjemmefronten. Hele familien er på godt og ondt involveret i hinanden og alle familiens medlemmer reagerer på situationen – herunder også søskende. Hvordan de reagerer, vil imidlertid afhænge af flere ting, f.eks:
• Hvordan plejer I at tackle udfordringer i jeres familie?
• Hvordan er søskendes forhold til barnet med handicap?
• Hvor gamle er børnene?
• Hvordan har søskende det med skolen og vennerne?
• Og vigtigt: Hvordan har du det som far eller mor med situationen som nogle gange vender op og ned på dagligdagen og hvordan reagerer du?
Ådalskolen i Ringsted tilbyder søskendekurser til børn i alderen 9-12 år som har en bror eller søster med et handicap. Sammen med andre børn på samme alder deltager søskende på et kursus hvor de får lejlighed til at opleve en masse nyt, fortælle om de oplevelser og erfaringer som de synes er vigtige og ikke mindst får de nye venner som kender til præcis de sammen dagligdags tanker som dem selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar