Hvis man bliver overset af sig selv

Hvordan er det at vokse op som søskende til en bror eller søster med et særligt behov eller et handicap? Ja det er der jo naturligvis tusindvis af svar på, men på søskendekurserne hører vi mange af dem og her er et lille sammendrag.

Spørgsmålene var, hvilke reaktioner ses hos søskende og hvad kan gøres for at hjælpe det? For at kunne danne sig en forståelse af søskendes reaktioner og problemer må man betragte dem i den kontekst og den familie, de indgår i. Et handicap fører til store ændringer i familiens almindelige hverdag og fungeren. Barnet med det særlige behov bliver ofte hverdagens omdrejningspunkt: både med hensyn til tanker og følelser som angst, sorg og bekymringer for barnets helbred og overlevelse og i forhold til praktiske gøremål som at transportere barnet til og fra daginstitution eller skole og deltage i den daglige pleje af barnet. Dette fører ofte til store ændringer, ikke blot for forældrene, men også for søskende, der oplever ændring i de daglige rutiner og på mange måder må tage større ansvar end tidligere. Hverdagen og virkeligheden er blevet en anden end før. En ofte omfattende ændring sker i relationen til den  søster eller bror med et handicap. Søskende, der vokser op sammen, har gennem opvæksten stor betydning for hinanden. De indgår i forskellige roller og relationer til hinanden, der udspiller sig omkring forskellige grader af: kærlighed, had, alliance, konkurrence, magt, fortrolighed, jalousi, loyalitet og fællesskab. Desuden deler de forældrenes tid, opmærksomhed og kærlighed. Følelserne hos søskende er mange og forskelligartede. Nogle af de følelser, som ofte opleves, er kærlighed, vrede, sorg, angst, fortvivlelse, afmagt, jalousi, ensomhed, skyld samt en følelse af at være overset. Det kan være svært at integrere mange forskellige følelser, ikke mindst da søskende nogle gange føler sig overladt til sig selv og ikke har nogen at snakke med. En væsentlig reaktion hos mange søskende er skyldfølelse. Mange oplever stor jalousi og vrede rettet mod barnet med handicap, over at han eller hun får al opmærksomheden. Det er hans eller hendes skyld, at ingenting længere er, som det plejer at være. At forældrene ikke længere har tid og overskud. At alle er kede af det. At ferieplanerne må aflyses. At kammeraterne ikke må komme på besøg. At der ikke blev holdt nogen børnefødselsdag. Søskende står ofte alene med sådanne tanker. De skammer sig og føler sig skyldige. For mange resulterer dette i, at de isolerer sig og undlader at fortælle andre om deres tanker. Nogle søskende skammer sig over deres følelser, da de tænker, at deres situation er bedre end barnet med handicap. De føler, at de ikke kan tillade sig at være vred eller ked af det, eftersom de bør være taknemmelige for, at det ikke er dem, der har et særligt behov. Nogle føler endda skyld ved at være lettet over, at det ikke er dem, der er handicappet, hvorved de tilsidesætter gyldigheden af egne følelser og i sidste ende eget værd. De bliver endnu engang overset – ikke længere kun af andre, men også af sig selv.