Spørgsmålene var, hvilke reaktioner ses hos søskende og hvad
kan gøres for at hjælpe det? For at kunne danne sig en forståelse af søskendes
reaktioner og problemer må man betragte dem i den kontekst og den familie, de
indgår i. Et handicap fører til store ændringer i familiens almindelige hverdag
og fungeren. Barnet med det særlige behov bliver ofte hverdagens omdrejningspunkt:
både med hensyn til tanker og følelser som angst, sorg og bekymringer for
barnets helbred og overlevelse og i forhold til praktiske gøremål som at
transportere barnet til og fra daginstitution eller skole og deltage i den
daglige pleje af barnet. Dette fører ofte til store ændringer, ikke blot for
forældrene, men også for søskende, der oplever ændring i de daglige rutiner og
på mange måder må tage større ansvar end tidligere. Hverdagen og virkeligheden
er blevet en anden end før. En ofte omfattende ændring sker i relationen til
den søster eller bror med et handicap.
Søskende, der vokser op sammen, har gennem opvæksten stor betydning for
hinanden. De indgår i forskellige roller og relationer til hinanden, der
udspiller sig omkring forskellige grader af: kærlighed, had, alliance,
konkurrence, magt, fortrolighed, jalousi, loyalitet og fællesskab. Desuden deler
de forældrenes tid, opmærksomhed og kærlighed. Følelserne hos søskende er mange
og forskelligartede. Nogle af de følelser, som ofte opleves, er kærlighed,
vrede, sorg, angst, fortvivlelse, afmagt, jalousi, ensomhed, skyld samt en
følelse af at være overset. Det kan være svært at integrere mange forskellige
følelser, ikke mindst da søskende nogle gange føler sig overladt til sig selv og
ikke har nogen at snakke med. En væsentlig reaktion hos mange søskende er
skyldfølelse. Mange oplever stor jalousi og vrede rettet mod barnet med
handicap, over at han eller hun får al opmærksomheden. Det er hans eller hendes
skyld, at ingenting længere er, som det plejer at være. At forældrene ikke
længere har tid og overskud. At alle er kede af det. At ferieplanerne må
aflyses. At kammeraterne ikke må komme på besøg. At der ikke blev holdt nogen børnefødselsdag.
Søskende står ofte alene med sådanne tanker. De skammer sig og føler sig
skyldige. For mange resulterer dette i, at de isolerer sig og undlader at fortælle andre om deres tanker. Nogle
søskende skammer sig over deres følelser, da de tænker, at deres situation er
bedre end barnet med handicap. De føler, at de ikke kan tillade sig at være vred eller ked af det, eftersom de bør være
taknemmelige for, at det ikke er dem, der har et særligt behov. Nogle føler
endda skyld ved at være lettet over, at det ikke er dem, der er handicappet,
hvorved de tilsidesætter gyldigheden af egne følelser og i sidste ende eget
værd. De bliver endnu engang overset – ikke længere kun af andre, men også af
sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar