Børnene på søskendekurset er mellem 9-12 år |
Ådalskolens søskendekurser
for børn er populære og i år er der kun få pladser tilbage. Et søskendekursus
hjælper børnene til at få luft for nogle af de bekymringer, de tumler med,
mener Christian på 11 år som deltog i foråret. »Jeg kan godt lide at snakke med
nogen om det. Det er ikke så nemt at snakke med mine forældre, fordi de har så
travlt med min lillebror” Sådan lyder det fra Christian som fik en plads på
søskendekurset sidste år. Kurserne er nu blevet så populære, at der er
venteliste for at få en plads. Og ifølge kursusleder John Quist Frandsen fra
Ådalskolen, er den store fordel ved søskendekurserne, at børnene får luft for de udfordringer
og tanker, de ofte oplever ved at være bror eller søster til et barn med
særlige behov eller et handicap. »Først og fremmest får børnene et sted, hvor
de kan få sagt nogle af de ting, som de ellers nemt kommer til at gå med alene.
Børnene kan gå rundt med følelsen af, at de er anderledes og nogle kan faktisk
være bekymret for, om det er dem, som er skyld i, at deres bror eller søster har
et handicap. På søskendekurserne er der professionelle til at hjælpe dem,« fortæller
John. Ådalskolens søskendekursus er for børn i alderen 9-12 år. I grupperne har
børnene mulighed for at tale med andre børn, som de kan dele erfaringer og
historier med. »Jeg oplever, at søskendekurser udfylder et stort behov hos børnene.
Her bliver de taget seriøst af professionelle voksne, der sætter fokus på dem
og deres udfordringer i forhold til at leve i en familie med særlige
udfordringer. På et søskendekursus er der plads til alle de tanker og følelser,
man har, når man er barn,« siger John, socialpædagog og ansvarlig for søskendekurserne
i Ringsted. Blandt andet samværet med andre børn i lignende situationer gør
børnenes bekymringer og problemer lettere at leve med, siger John. »Det er
enormt vigtigt, at børnene ikke føler sig forkerte, men oplever, at andre børn kan have præcis de samme tanker og bekymringer som dem selv. Selvom der sandsynligvis er kammerater på
deres egen skole, som også har en bror eller søster med et handicap er det sjældent sådan, at de åbner sig for hinanden og spørger ind til, hvordan de håndtere det at være bror eller søster. Der er stadig meget som forbliver usagt, fortæller John.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar