Hvordan siger man "pyt"

Når der fødes et barn med et handicap så påvirker det hele familien. Alt, hvad der før var normalt, bliver pludselig vendt om på hovedet og intet er længere som før. Et barn med et handicap ændrer det, som før var. Sådan fortæller mange familier, når man spørger dem, hvordan det er at være dem. En familie kan rammes af en psykisk ubalance som så afstedkommer følelser af magtesløshed, frustration, hjælpeløshed og ikke mindst tanker som; Har vi gjort noget galt? Kunne vi have gjort det anderledes?

At have et handicap opleves stadig for mange som tabu, og ofte taler de pårørende ikke så meget med deres omgivelser omkring den svære tid, de går igennem. Måske føler de sig tynget af skyld eller oplever, at det er skamfuldt at skulle fortælle andre at vores barn har et handicap. Tanker som, hvad tænker de andre, naboerne eller veninden stopper os i at fortælle åbent om vores kvaler. Som pårørende og ikke mindst søskende til et barn med handicap må man derfor hurtigt lære sig at være ligeglad med omgivelserne, og hvad de nu end tænker og kunne sige ”pyt”. Søskende holder nogle gange deres bekymringer og tanker for sig selv. De ønsker naturligvis ikke at belaste forældrene yderligere med deres bekymringer, og af hensyn til familien kæmper de nogle gange for at holde sammen på sig selv. Særligt for søskende er det vigtigt at få talt med nogen, som har overskud og er i stand til at kunne lytte, rumme og give plads. En god ven, en skolelærer, en nabo (og har du overskuddet), kan du måske selv række en hånd frem og på den måde give plads til, at barnet kan få lidt luft for sine bekymringer. Bekymringerne kan du ikke fjerne - og skal heller ikke - men bare det at kunne få lov til at sætte ord på og på den måde få luft, kan være nok til, at barnet samler lidt flere kræfter til at gå den ofte snørklede vej, der ligger foran.

En anden mulighed er også at tilmelde sig et søskendekursus.

Ådalskolen i Ringsted holder søskendekursus flere gange årligt.