lørdag den 27. februar 2016

Hvad laver vi på et søskendekursus?


Vi bliver ofte spurgt om, hvad man egentlig laver på et søskendekursus? Vi vil forsøge at svare med at sammenligne med noget som du helt sikkert kender i forvejen. Du har sikkert en eller flere fritidsinteresser og du har sikkert også prøvet at være afsted på en lejrskole sammen med din klasse. Et søskendekursus er en blanding af disse ting. Altså en blanding af sjov, nye kammeratskab, hygge, leg og aktiviteter mixet sammen til et seriøst forløb som varer 3 weekender. Når du går til en fritidsaktivitet, om det er spejder, sport eller noget kreativt så mødes du med kammerater 1-2 gange om ugen. Du får ganske sikkert masser af frisk luft, lærer nye ting – og du lærer de andre at kende på andre måder end i skolen.

På søskendekurset mødes du også andre børn på din egen alder og I har alle det til fælles, at I har en bror eller søster med et handicap. Det at have noget til fælles betyder, at I har en masse at snakke om og at der er en masse ligheder mellem jeres hverdag. På søskendekurset snakker vi om hvordan det er at være søskende, vi ser film om søskende, vi leger og griner, vi snakker også om handicap og hvad der kan være bedst at gøre i forskellige situationer, vi kan snakke om drilleri og mobning hvis du har lyst til det, vi spiser god mad og lidt slik.
Det bedste ved søskendekurset er at vi tager afsted på en hyttetur i slutningen af kurset. Vi lejer en hyggelig hytte i et dejligt område og får en masse sjove oplevelser sammen. Der er bål, natløb og sjove aktiviteter.

Håber vi ses på søskendekursus. Hilsen Birgit, Gitte og John.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar