Når vi spørger børnene efter et søskendekursus, hvad det bedste har været svarer de ofte, at de har haft stort udbytte af at møde andre med lignende baggrund, som kender til deres følelser og reaktioner. Børnene udtrykker, at klassekammerater kan have svært ved at sætte sig ind i deres situation, hvorfor det har været godt at komme på søskendekursus, hvor de har følt sig accepteret og forstået fra starten uden nødvendigvis altid at skulle forklare alt i detaljer. Eksempelvis fortæller en 11 årig pige, at det gode ved søskendekurset er, at: ”… jeg har haft andre børn og voksne at dele mine problemer med. Vi forstår og ligner hinanden utrolig godt. At jeg ikke føler mig alene i min situation. Godt at føle, at man kan hjælpe og rådgive andre. Har følt mig forstået og accepteret mere, end jeg gør i forhold til mine andre kammerater.” Mødet med de andre børn på søskendekurset hjælper også børnene til at acceptere deres egne følelser og reaktioner, da de oplever, at de ikke er de eneste, der handler og tænker, som de selv gør. De får en oplevelse af, at de ikke er unormale, egoistiske eller bør skamme sig. Citaterne nedenfor eksemplificerer dette. ”Opleve at andre har haft samme oplevelser og tanker og man ikke er alene. Få bekræftet at ens tanker er naturlige, og man ikke skal skamme sig over at blive vred, egoistisk, utålmodig osv. i forbindelse med ens bror eller søster som har et handicap”. ”Det har været godt at møde andre med lignende problemer - at få lov at tale frit fra hjertet - blive forstået og accepteret”. ”At opleve, at der er andre, der slås med de samme ting. At der er nogen, der kan forstå ens problemer”.
De mange tilkendegivelser fra børnene viser at Ådalskolens søskendekurser har fat i noget af det helt rigtige. Vi skaber et frirum hvori søskende kan udfolde deres tanker og skaber grobund for at komme videre.
Næste søskendekursus i Ringsted begynder til august 2016.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar