At se den anden som en væsentlig anden

Ådalskolen i Ringsted har netop i dette efterår afviklet to meget succesfulde søskendekurser. Denne feedback får vi fra de søskende som deltog men også fra forældrene som mange gange kan mærke en mærkbar forskel på deres børn. Når vi som gruppeledere selv sidder tilbage med en god følelse i maven er det meget naturligt, at vi forsøger at ”grave lidt” efter, hvad der egentlig er som med til at give det gode søskendekursus. Svarene kan være mange, men her et et af vores bud. 

Søskendekurset er bygget på et ligeværd mellem børnene og de voksen som et ideal vi er stolte af og vi gør det ved at have stor fokus på at se tingene fra børnenes perspektiv og naturligvis anerkende det. Sådan siger gruppeleder fra Ådalskolens søskendekursus John Quist Frandsen, som er en af de voksne bag kurserne. "Hos os kommer børnenes perspektiv helt klart på banen". Vi skal sørge for at se tingene fra barnets perspektiv – som man fx gør når man står over for et barn der græder og man forsøger at sætte sig ind i grunden for at kunne give barnet den rigtige omsorg. I den situation er barnets perspektiv lige så relevant som den voksnes. Og den tankegang overfører vi på søskendekurset ”for når du indtager barnets perspektiv, anerkender du at barnet er forskelligt fra dig selv". Den voksnes erfaring med at være menneske er ikke identisk med barnets, og ved at opleve verden fra barnets perspektiv anerkender du barnet som et menneske der har lige så stor værdi som dig selv,” siger John Quist Frandsen.

Vi er sammen om noget

Der ligger dog den store udfordring i at se verden fra en andens perspektiv, medgiver John, at det nærmest er umuligt. I stedet kan man lytte til hinanden, undersøge hvordan den anden ser verden og forholder sig til den, men man kan aldrig krybe helt ind under huden på hinanden. Derfor har man brug for noget at være sammen om når man forsøger at skabe en ligeværdig relation. Det kan være en aktivitet som vi afvikler på søskendekurset, et terningespil med gode spørgsmål eller det kan være fodboldkampen i pausen hvor vi er sammen med børnen og om noget man deler og mødes om – et ”tredje led” i forholdet. ”Når to søskende fx laver vores terningespil udforsker hvordan et spørgsmål bliver til et svar og et svar som oftes er genkendeligt for den anden, de er sammen optaget af noget tredje – og de er ligeværdige i deres udforskning,” fortæller John og supplerer med et andet eksempel om en situation hvor en gruppe drenge sidder og snitter. En af drengene har svært ved at koncentrere sig, og vi viser ham en bestemt snitteteknik som gør at han nemmere når sit mål med pinden og igen kan koncentrere sig om at snitte. ”Den voksnen satte sig ind i barnets situation og så at drengen havde svært ved at holde kniven. Derfor foreslog hun ham en enkel løsning som han kunne koncentrere sig om – hun viste engagement i den aktivitet han sad med. Det fik ham til at engagere sig i snitteopgaven på ny.”

Vi voksne skal engagere os

Vores engagement er et af de absolutte kodeord til at skabe en ligeværdig relation mellem barn og voksen på søskendekurserne, mener John Quist Frandsen. Vi voksne på kurserne viser, at søskende har en masse at byde på, og at vi er interesserede og engagerede sammen med børn om aktiviteter. Vi voksne er ikke bare ’maskiner’ der skal få børnene til et eller andet, men vi er selv aktive.” Det er vores ansvar, at der er noget meningsfuldt at være sammen om, slutter John Quist Frandsen og navnlig hele tiden at bestræbe os på at se verden fra søskendes perspektiv.