Vi har fået et meget fint og personligt brev fra Lars Johansen fra Frederikssund området, som fortæller om deres oplevelser og reaktioner dengang tilbage i 2009 da de fik et barn med Downs syndrom. Mange tak for dit brev, Lars og tak fordi I bidrog til Ådalskolens søskendekursus med positiv omtale.
"Vi kan som forældre reagere meget forskelligt, når vi får beskeden om at “vores barn har Downs syndrom”. For nogle forældre er overraskelsen ikke så stor fordi man ved, at ens lille nye barn har Downs syndrom. Men for langt de fleste forældre og specielt for os var det en voldsom overraskelse, da intet i graviditeten viste tegn på Downs syndrom. Så det kom helt bag på os. Vi som mor og far reagerede meget forskelligt. Tiden lige efter fødslen var præget af stor sorg over, at vores barn ikke var som forventet og det vi som forælder har glædet os enormt til. Jeg kan tydeligt huske oplevelsen med et lille nyt liv i hænderne og mærke de buldrende følelser af usikkerhed, sorg, håbløshed og vrede. Vores verden blev fuldstændig vendt på hovedet. Vi blev sat i en situation som vi ingen erfaringer havde med og vi anede ikke hvad vi skulle gøre. Heldigvis er Johannes, som lige er blevet 6 år med tiden blevet en helt naturlig del af vores familie. Den sorg og skuffelse vi oplevede fra dengang er langsomt og sikkert blevet afløst af glæde og stolthed over ham. Det har hjulpet os rigtig meget at få kontakt til andre forældre i samme situation og som stor overfor de samme udfordringer. Særligt Johannes storebror på 11 år har haft stor glæde af søskendekurset, som han fik bevilliget fra kommunen her i efteråret. Måske kan han nå at få endnu et kursus på Ådalskolen i Ringsted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar