lørdag den 16. januar 2016

”Jeg havde forsøgt at glemme alt om at min storebror er handicappet”

Sådan siger Mikkel som er 11 år. Hans storebror er udviklingshæmmet og hele Mikkels liv har han nuturligvis kunne følge med i tingene. Egentlig har jeg ikke haft så mange spørgsmål dengang jeg var yngre. ”Det var jo sådan det var” siger Mikkel men jeg kan godt mærke at jo ældre jeg bliver jo flere spørgsmål trænger der sig på og jo større bliver mit behov for at møde andre, som også har søskende med handicap. Når jeg husker tilbage kan jeg jo godt se, at der har været masser af gange, hvor vores weekender er blevet anderledes eller afbrudt fordi min storebror var der. Vi har også tit været nød til at tage hjem fordi han blev sur eller ikke kunne klare det mere. At være lillebror til en bror med et handicap er et kæmpe dilemma.
Det er svært at være søskende til et barn med et handicap siger Mikkel. Vi børn føler os ofte ensomme og står i et dilemma mellem at være et barn og kræve opmærksomhed fra vores forældre og samtidig har jeg min ”overveludviklede forståelse” og ansvarsfølelse for min storebror. Der er ikke så meget plads til at være et ubekymret barn og opmærksomheden skrumper umærket og let ind. Vi kan let føle os tilsidesat og kæmper med at forstå og finde deres vores plads i familien.
Som søskende til et barn med handicap kan der også være i konflikter med broren eller søsteren. Det sker også for almindelige søskende, men summen af mange, gør det altså hårdere og anderledes i vores familier. Som lillebror føler jeg mig også skyldig, når jeg ønsker noget andet end det som er muligt og det kan give mig følelsen af ensomhed både hjemme og ude blandt kammerater.
Mikkel fortæller også, at han naturligvis holder af, men også være vred og irriteret på hans storebror, men at det ikke er nemt at forklare til kammeraterne, så det bliver forstået og respekteret. Jeg bruger faktisk mange ressourcer på at holde familie balancen og jeg synes at omverdene skal huske på, at vi måske i perioder ikke har så mange ressourcer til andre ting eller at det halter lidt med lektierne.
Jeg husker tilbage på perioder hvor jeg har været trist, indadvendt, voldsomt jaloux, urolig, grænsesøgende, ikke ville tage kammerater med hjem eller ”flygtede” fra hjemmet.
Ådalskolens søskendekursus i Ringsted hjalp mig til at få sat gode ”ord” på de mange oplevelser og tanker som jeg i årevis er gået rundt med. Gruppeleder fra søskendekurserne John Quist Frandsen siger det på denne måde ”der er heldigvis efterhånden en bred enighed om i kommunerne, at vi også skal huske at værne om søskende". Det kan være befriende for søskende, hvis deres kammerater forstår den anderledes adfærd som deres bror/søster har. Det er også vigtigt at de får mulighed til samvær med andre søskende. Søskende har afgjort brug for et frirum og fortrolighed med deres far og mor. Ofte hører vi på søskendekurserne, at de har de ret mange spekulationer omkring deres bror/søster med handicap. Hvor kommer de til at bo? hvilket arbejde kan de få? Når jeg bliver voksen og vores forældre gamle, er det så mig der skal være ansvarlig for min bror/søster? Og masser af spørgsmål af samme slags.
Disse og mange andre spørgsmål italesætter vi og besvares på søskendekurserne. Vi kan støtte søskende til at fortælle det til deres venner så der er en forståelse og accept af den til tider vanskelige hverdag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Søskende som kender handicappet

Søskende som ved noget om deres bror eller søsters handicap eller særlige behov står langt stærkere. De har en klarere og stærkere forståels...