Et søskendekursus set med Camillas øjne

Søskende fortæller her fra et søskendekursus

Camilla er 11 år og en af de søskende som har været med på søskendekurset i efteråret 2015. Hun har skrevet en historie til vores søskendeblog. Tak for hjælpen og tusind tak for denne gang og fordi vi fik lov til at lære dig at kende.

Jeg har gennemført Ådalskolens søskendekursus i Ringsted i november 2015. Det foregik hver måned og startede tidligt en lørdag i marts. Det var min mor som havde fundet en brochure på internettet og spurgte mig om det ikke var noget for mig. I begyndelsen sagde jeg ”nej”, men mest fordi jeg ikke anede hvad et søskendekursus var og hvad man lavede. Jeg havde aldrig før hørt det ord. Her bagefter kunne jeg godt tænke mig, at kurset havde fortsat endnu længere. Det vil jeg gerne fortælle om. Det er rart at snakke med andre børn, der er i de samme udfordringer som mig. Det er godt at få nogle nye vinkler på det, jeg oplever.

Selvom vores søskende er meget forskellige er der alligevel rigtig mange oplevelser som minder om hinanden. Jeg kan godt komme til at lukke det inde og synes, at det hele bare er noget lort. Det er også rart, at der er nogle voksne, som jeg ikke kendte og derfor kunne snakke mere åbent med. Selv om jeg selvfølgelig har fortalt at min bror har et handicap til mine nære venner, kan de godt være bange for at spørge ind til det, fordi de sikkert tænker, at det kan være svært for mig at snakke om. På den måde er det rart at komme ind til et sted, hvor man ikke er bange for at sige noget. På søskendekurset troede jeg først, at vi skulle snakke intenst om min brors handicap. Men sådan var det overhovedet ikke. Vi fik emnet serveret på alle mulige sjove og legende måder. Gennem film, lege, nip napper, dilemmaspil og så har vi fået en scrapbog hvor det hele er samlet i, for eksempel.

Der er forskel på, hvordan piger og drenge reagerer når man har en bror eller søster med et handicap. Jeg blev faktisk overrasket over, hvordan nogle af drengene reagerede. De er meget åbne og fortalte, at de har det på samme måde som mig. Det kom bag på mig. At de kunne udtrykke sig så præcist. Jeg troede, at drenge var nogle, at man ikke må se er kede af det. Især i min alder er de begyndt at blive nogle rigtig hårde typer, som bare skal vise, hvor seje de er. Jeg er en meget åben person, og jeg tier ikke stille i timerne. Men jeg havde i en lang periode været meget stille i timerne og blev lettere irriteret når min lillebror var hjemme, og derfor var det også rart at få forklaret på søskendekurset, hvorfor jeg havde det sådan.

Min anden lillebror skal bestemt også på søskendekursus om 3 år, når han har alderen til det. Han siger ikke så meget endnu. Han synes det er mere sjovt, men han er også kun 6 år. I forhold til følelser snakker han ikke så meget. Det er svært for mig at finde ud af, hvordan han har det, og det kunne være rart, når vi kan snakke mere om det. Det kommer vi til når vi bliver ældre. Jeg havde en forventning om, at jeg ville have det bedre, efter jeg havde været på søskendekursus. Det har jeg også fået, men jeg havde også lidt en forventning om, at alt bare ville være kureret. Og det skal man ikke regne med. Man skal selv arbejde for det og det første skridt at er at acceptere og leve med, at vores bror har et handicap og sådan bliver det ved med at være resten af livet.

Jeg bruger så ofte som jeg kan de grønne tanker som jeg lærte at finde frem på Ådalskolens søskendekursus.