 |
| Martin er 11 år og fortæller det helt ærligt |
En kryptisk sætning (og der er ingen stavefejl) som ved første læsning ikke er lige
til at forstå, men det er sådan Martin på 11 år oplever hans liv.
Mange tak til Martin og familie fordi I ville dele jeres historie her på
Ådalskolens søskendekursus blog. Det er en historie som opleves af rigtig mange
familier, som har en barn med særlige behov eller et handicap.
For lillebror Martin på 11 år er det bare helt naturligt,
at Rasmus er handicappet. Han har aldrig kendt til andet. Da Martin var mindre,
spurgte han ofte, hvornår Rasmus begyndte at tale, lidt som at lære at gå og
cykle. Det måtte jeg så fortælle Martin, at der jo nok gik endnu et stykke tid.
Og som 7-årig talte Martin om autisme og bleer og han er i dag meget omsorgsfuld
over for Rasmus. Allerede som 8-årig kunne Martin komme ind fra haven og
fortælle mig, at Rasmus havde ”lavet i bleen” og nok trængte til en ny. Han
elsker at få lov til at give Rasmus et glas æblejuice eller et stykke kage. Martin
har aldrig givet udtryk for, at der var for meget fokus på Rasmus. Selv om Rasmus
jo ofte kommer i første række, sådan er det jo bare. Over for begge mine drenge
har jeg i årene valgt den positive vinkel. Der er meget, som er værre end et
handicap og i dag kan vi faktisk se positivt på, at det for eksempel har været
muligt for mig at arbejde hjemmefra, og at jeg har haft et fag, som har gjort
det muligt. Jeg nægter generelt at have for stort fokus på handicappet og har
for eksempel sidestillet det at have handicap med at have rødt hår. Martin er
rødhåret og det er ikke altid sjovt. Heller ikke når han på grund af sin lyse
hud skal smøres ekstra meget med solcreme om sommeren og skal bade med t-shirt.
Så snakker vi om, at der er noget med alle mennesker. Nogen har et handicap,
nogen har rødt hår og nogen noget helt andet.
Rasmus oplever rigtig mange begrænsninger ved at have et
handicap og det vil han også gøre fremover. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Sådan
må det nu engang være for ham. Det, jeg kan gøre noget ved, er måden, vi takler
udfordringerne på. Jeg nægter at give op overfor et handicap eller at skjule handicappet
på nogen måde. Jeg har altid forsøgt at fortælle Martin, at have en bror med et
handicap ikke er noget at skamme sig over eller have alt for meget fokus på. Martin
tager det ufatteligt pænt, men selvfølgelig er der også perioder hvor det er
meget svært. Især, når man tænker på, hvor frustrerende det er, at lige meget
hvor meget umage man end gør sig, så er der dage, hvor det handicap bare
”fylder” enormt meget. At komme hertil hvor vi er i dag kræver benhårdt arbejde
i familien og et nært samarbejde med omgivelserne.
I min familie har vi virkelig
haft glæde af Ådalskolens søskendekursus i Ringsted, som netop afholder
søskendekurser for børn i alderen 9-12 år. At være en del af det netværk er
meget gavnligt og et sted, hvor vi som søskende kan møde hinanden og netværke.
Det er der ikke altid tid og plads i familien. »På Ådalskolen i Ringsted har vi
søskendekurser for børn og vi oplever tydeligt, at børnene higer efter at tale
med andre søskende om de fælles oplevelser.
Børnene udveksler masser af
erfaringer og oplevelser med hinanden siger John Quist Frandsen,
som er en af gruppelederne på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. Det letter børnenes virkelighedsopfattelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar