Man skulle fantisk tro at vi var en stor familie

Jeg vil bare lige fortælle jer alle sammen, at det ikke altid er lige nemt at vokse op i en familie med en handicappet lillebror, som tager det meste af mine forældres opmærksomhed og kræfter. Sådan begynder Kenneth i et brev til os som vi har fået lov til at bringe her på bloggen. Navnet har vi selvfølgelig ændret. Jeg har en multihandicappet lillebror. Det skete på grund af iltmangel da han blev født. Han kan absolut ingenting og så er det ikke hele sandheden. Han sidder i en rullestol og har ikke engang noget almindeligt sprog, men alligevel er han et af de mest fantastiske menneske jeg kender. Selvom han ikke har noget sprog kender vi i familien hans signaler. Jeg kan bare via hans mimik se, hvad han tænker og hvad han gerne vil. Han er en meget glad dreng og jeg er ikke i tvivl om, når han ikke er tilfreds, for ellers smiler han altid. Det har aldrig været et problem for mig at han var handicappet. Han var 2 år da jeg blev født og flyttede på institution som 10 årig, så det har jo altid bare været sådan. Men for min ældre bror har det været meget svært. Han er 3 år ældre og da Jesper, som han nu hedder, blev født forsvandt opmærksomheden jo helt fra min ældste bror. Det var især svært for ham i teenageårene, for han lærte hurtigt, at der ikke var plads til teenageoprør med Jesper i huset. Det er noget af en prøvelse med et sådan barn i huset og jeg har så meget respekt for min mor, at hun har kunnet klare det, for det er en stor opgave. Vi søskende til handicappede børn går ofte rundt med mange ubesvarede spørgsmål, fordi vi ikke vil belaste vores hårdtarbejdende forældre, eller måske fordi der ikke er tradition for at være nysgerrig og stille spørgsmål i vores familie. Men vi har lige som vores forældre brug for viden og information om vores søster eller brors handicap. Samtidig kan vi opleve at have usikre tanker om vores søster eller bror. Alle vi søskende har kontroverser og bliver vrede på hinanden, men det kan være svært at få luft for sine aggressioner over for den handicappede, som der skal tages særligt hensyn til. At komme på søskendekursus er noget af det bedste som er ske. Der var andre søskende som jeg kunne tale med og have det sjovt sammen med og det var fantastisk at så mange af vores erfaringer og oplevelser er det samme. Man skulle faktisk tro, at vi var en stor familie.