fredag den 11. februar 2022

”Når man taler om det bliver ens rygsæk ligesom tømt, hvis du forstår – så kan jeg komme videre i min dagligdag…”.

Sådan forklarer Nikolaj sig når han fortæller om, hvorfor han er tilmeldt et søskendekursus. Han har en lillebror på 7 år med en autisme diagnose. Nikolaj oplever derfor en meget anderledes hverdag med en bror som ”fylder” forholdsvis meget og som kræver en tæt struktur og forudsigelighed som det til tider kan være svært for familien at leve med. En af de umiddelbare og meget mærkbare effekter af at deltage i et søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted er, at ophobningen af bekymringer, frustrationer, spørgsmål og tanker i den grad efterfølgende kommer til at fylde mindre. Ens rygsæk bliver ligesom tømt i løbet af blot en lørdag. Man kan godt komme og tænke, ”jeg har det helt ad pommeren til” eller man har det godt, men man går altid derfra med en følelse af en vis lettelse”. Det giver en umiddelbar fornemmelse af lethed, afslapning og overskud, som de deltagende søskende tillægger en meget stor værdi. Hverdagen sammen med en bror eller søster som har et handicap er på mange måder anderledes og kan være stressfyldt, både følelsesmæssigt og relationelt. Det at have et rum, hvor man kan tale om det, ser ud til at lette presset og give mere overskud til hverdagens opgaver. ”Man har tit gået med en masse tanker oppe i hovedet, så er man helt sådan pyyyh ...afslappet bagefter, og man kan komme videre i sin dagligdag”. I dette udsagn gemmer der sig en væsentlig pointe ifølge gruppeleder John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus. Den umiddelbare lettelse rækker nemlig ud over selve lørdagsmødet og får direkte indvirkning på hverdagen. Det at have et sted til at få ”lettet dampen” gør, at det bliver nemmere for søskende at rumme, forholde sig og finde accept af deres bror eller søster som har et handicap. Søskende finder overskud til, at deltage i sociale arrangementer og at tale med andre om deres følelser, uden at de bliver overvældet eller det direkte modsatte. Det er med til, at søskende får tømt deres "tankebibliotek", og de bedre kan være i situationen omkring deres bror eller søster som har et handicap.

Andre søskende udtaler: "Ådalskolens søskendekursus har gjort, at jeg er bedre til at forklare mig selv og mine følelser til andre udenfor gruppen uden at jeg bliver trist eller ked af det, fordi jeg har fået lettet trykket og haft mulighed for at snakke med andre som i den grad forstår hvordan det er. Samtidig udgør søskendekurset et afgrænset men tilbagevendende rum, hvor der er plads til at komme af med og forholde sig til alt det svære der også kan være i familien, hvilket giver mere overskud til at være glad og udadvendt i hverdagen". ”Nogle gange tog jeg faktisk ikke med til festerne i klassen, fordi jeg ikke kunne overskue det og fordi jeg troede der var mere brug for mig derhjemme, hvis jeg skulle aflaste mine forældre med min storebror”. Det kan jeg bedre nu, fordi jeg får læsset af et sted og lært noget mere om grænser, roller og ansvarlighed. Det gør, at det er ok, at have det ok i hverdagen og være glad – og så var jeg heldig at have fået en plads på søskendekurset, hvor jeg kunne få støtte til at håndtere de rigtig svære ting, der er ved det. Lørdagsmøderne på søskendekurset opleves som en alletiders mulighed, hvor vi søskende kan få lukket den ”damp” ud, som opstår på grund af det følelsesmæssige pres, vi konstant står i som søskende til en bror eller søster med et handicap. Det opfattes som et meget værdifuldt udbytte i sig selv i en situation og et forløb, der ikke holder op eller bliver anderledes med tiden. Desuden opleves aktiviteterne ved møderne som noget, der har en stor overførselsværdi i hverdagen og langsomt får de deltagende søskende en indsigt og en forståelse af, hvad det vil sige, på den korte og den lange bane at være bror eller søster til en som har et handicap.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar