Søskendekursus med et tydeligt behovsorienteret afsæt. Et søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted tager udgangspunkt i en række temaer og situationer de enkelte søskende selv vælger at tage op. Det vil sige, at gruppen ikke på forhånd har klart definerede temaer, men at temaerne skabes i kraft af den enkelte søskende. Søskendekurset faciliteres med en lang række øvelser men indholdet kommer fra de enkelte søskende. Omdrejningspunktet er klart en deling af erfaringer søskende imellem, frem for formidling af fagspecifik viden gennem fastsatte temaer fra os voksne. Derved er det også samtidig muligt at skabe en gruppe på tværs af diagnoser, da fokus ikke ligger på læring om en bestemt diagnose. Målet er nemlig gennem dialog at give søskende en oplevelse af ikke at være alene og gennem gruppen at skabe et helt særligt ”frirum”, hvor det er muligt og ok at tale om frustrationer, vrede og afmagt med andre søskende. Samtidig åbner dialogen også op for muligheden for at lære af hinanden og derved danne grobund for nye kammeratskaber, hvor man lærer om håndtering af søskenderollen inspireret af andres oplevelser og erfaringer. For at skabe et sådant søskendekursus kræver det særlige krav til gruppeledernes evne til at lytte og afstemme de indholdsmæssige input alt efter søskendes behov. Det betyder at vi at vi er i stand til at give plads til og skabe en balance mellem de individuelle historier og samtidig skabe base for genkendelighed og dialog søskende imellem. Da der er tale om grupper på tværs af diagnoser og handicaps er det også vores opgave så vidt muligt at fremhæve og fokusere på det der er fælles ved søskendes oplevelser, frem for hvad der symptomer og handicapmæssigt adskiller dem. Det betyder dog langtfra, at den diagnosespecifikke viden ikke er nødvendig i denne sammenhæng. Tværtimod er det vigtigt at vi som gruppeledere har en solid og bred viden om diagnoser - for også at kunne bidrage med relevant viden i forhold til de emner der optager gruppen og ikke mindst kunne give et fornuftigt svar på de mange ”hvorfor spørgsmål”. Fra det seneste søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted har vi sammenskrevet følgende tilbagemeldinger fra søskende:
”Det har været et
fantastisk forløb”
”Der har været fokus
på alle de “rigtige ting” og vi opnåede hurtigt et “safe place”, hvor alle
turde åbne op for tanker og bekymringer. Aller søskende har bidraget på en
fantastisk måde”
”Dejligt med et
åndehul”
”At opleve at andre søskende
også kan have det svært”
”At jeg ikke er den
eneste som kan føle sig lidt trist”
”At få snakket med
andre søskende”
”At jeg kunne være
ærlig omkring mine følelser og stole på de andre søskende”
”At få et break fra min
hverdag derhjemme”
”At blive i godt humør
fordi der er så dejlig en stemning”
”At turde sige nogle
grænseoverskridende og pinlige ting”
”At der var en
afslappet og ikke akavet og anspændt stemning med god plads til leg og hygge”
”Jeg elsker stemningen
og den tryghed og åbenhed der følger med et søskendekursus. Også bare at lære
endnu flere søskende at kende på en anderledes måde end normalt”
“Ville du anbefale søskendekurset
til andre”: JA!!!!!!!! Det hjælper virkelig meget”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar