Et dybt kik ned i maskinrummet af et søskendekursus

Ådalskolen i Ringsted har siden 2011 udbudt søskendekurser for børn og unge, som har en bror eller søster med et handicap. Vi har siden begyndelsen været optaget af at italesætte et søskendesyn, hvor vi ser og oplever søskende som værdifulde medspillere i familiekonteksten. Ikke som nogen decideret sårbar gruppe men som en værdifuld og ressourcegruppe når vi tilfører dem de rette ”trædesten”. I det anerkendende og ressourcefyldte søskendesyn, taler vi om ressourcer, styrker og muligheder for søskende. Vi taler om de erfaringer og oplevelser som børnene og de unge har og bestræber os på, at alle søskende oplever sig set, hørt, forstået og taget alvorligt og hvor målet klart er at tilbyde en kursus praksis i relation hertil. Dette blogindlæg vil forsøge at italesætte vores fundamentale perspektiver i forbindelse med Ådalskolens søskendekurser samt de erfaringer vi har gjort os i 12 år. Den helt klare forudsætning vil være et ”kik ind i” i den systemiske forståelsesramme, hvor vi forstår søskende på baggrund af deres samspil med deres familier og ikke som isolerede enkelt individer. Det grundlæggende systemiske princip er, at der ikke findes nogen objektiv sandhed om verden og at den sande forklaring/fortolkning altid afhænger af øjnene, der ser. Denne opfattelse kaldes konstruktivismen. Ifølge den konstruktivistiske tankegang er menneskets erkendelse og viden en fortolkning – dvs. en konstruktion, der bygger på sanseindtryk, som forarbejdes på grundlag af den enkeltes kognitive tankestrukturer. Vi fortolker alle det, vi ser eller oplever, ud fra vores egne forforståelser og vores eget verdensbillede. Der findes derfor mange virkelighedsopfattelser – såkaldte multivers hvilket vi konkret i børnehøjde forklarer på søskendekurserne. Det er ikke os som de voksne der skal til med vores syn og forklaringer men derimod de søskende som er de deltagende. Det er dem som har virkeligheden under huden og det er deres erfaringer og oplevelser der er de interessante. Det er jo i princippet umuligt for os at udtale os om, hvordan søskendebarnet oplever det eller hvad der i virkeligheden sker i verden omkring dem. Alt bør efter vores mening ses som perspektiver. F.eks. når søskende på søskendekurserne beretter om konflikter mellem deres bror eller søster eller når der tales om problemadfærd som en del af et mønster af forskellige mellemmenneskelige interaktioner og ikke som en brors eller søsters mangler eller svagheder. De forskellige forhold og involverede omkring en søskende udfordring, bør derfor forstås som noget, der kan påvirke og fastholde hinanden og systemet i en negativ og/eller positiv retning. På den måde er alle i en familie både hinandens årsag og virkning.

Den cirkulære kausalitet

Traditionelt opfattes mange hændelsesforløb ud fra en lineær tilgang: ”Han gør sådan, fordi…”. Hvis vi udelukkende bruger den lineære forklaringsmodel, er vi optaget af at finde frem til årsagerne til de handlinger og begivenheder, der udfolder sig. Lineær tænkning hænger sammen med vores tendens og ønske om at skabe et forenklet billede af verden. Når vi tænker i enkle sammenhænge bliver vi derimod udfordret af verdens mangfoldighed og kompleksitet. Grundprincippet i det systemiske perspektiv og dermed søskendekursets mindset er derfor modsat at tænke ud fra en cirkulær tilgang. I den cirkulære forståelsesmåde udforskes mønstre af kommunikative handlinger og begivenheder. Interessen for at finde årsager erstattes af en interesse for at opdage den gensidige påvirkning mellem søskendes handlinger og tale om deres egen andel i og medvirken til, at netop disse mønstre blev skabt. Enhver hændelse bør altid opfattes i relation til andre begivenheder og andre involverede, som noget der foregår samtidigt, griber ind i hinanden og gensidigt påvirker hinanden.

Det cirkulære metodik tager bl.a. følgende afsæt i sin anvendelse:

• Enhver fortælling af et individ omfatter både individet og omgivelserne.

• I et system, f.eks. en skole eller et dagtilbud, studeres kommunikationsmønstrene og relationerne mellem de forskellige medlemmer i stedet for medlemmerne enkeltvis.

• En beskrivelse begynder ikke noget bestemt sted.

• Ingen er ikke født med bestemte problemer. De skabes og holdes ved lige i fortællinger.

• Man kan ændre et sted i systemet for at opnå ændringer et andet sted i systemet.

Et anerkendende perspektiv

Når vi møder børn og unge på søskendekurserne i Ringsted er de mellem 9 og 16 år. De har alle krav på at opleve sig set, hørt, forstået og taget alvorligt og vi tager det meget alvorligt når vi møder dem for første gang. I de første teorier omkring den anerkendende undersøgelse handlede det om at være nysgerrig på den andens perspektiv og gode grunde til at handle og gøre som det gør men med tiden udviklede dette sig til, at netop ved at forsøge at se det meningsfulde i den andens handling eller kommunikation, ja så opstår anerkendelsen. Det er barnet og den unge, der definerer om det oplever sig anerkendt ikke os voksne på søskendekurset. I en anerkendende forståelsesramme, forstås børn og unge ud fra et ressourceorienteret syn, der bygger på en forståelse af, at det er de voksnes ansvar at finde ud af, hvad der står i vejen for et barn, når det ikke lykkes i forhold til de krav og forventninger, der stilles barnet. Søskende fratages ikke ansvar for deres handlinger, men frem for at fokusere på negativ adfærd fokuseres der på den intention, det håb eller drøm, der ligger bag handlingen eller adfærden. Således tages der afsæt i det, der ønskes opnået, frem for det handlingen skaber af f.eks. uro og konflikter. Når f.eks. når søskende fortæller om udfordrende adfærd fra deres bror eller søster som et forsøg på at løse visse problemer i lyset af de manglende færdigheder eller forståelse. I den situation er det omgivelsernes ansvar at gøre noget anderledes for at afhjælpe. Så når vi taler om udfordrende adfærd skal det ofte ses som relationelt betinget.

Grundprincipper på søskendekurserne

Alle børn har svært ved at udvikle sig, hvis de er negativt beskrevet, så med et anerkendende syn vil der være fokus på udvikling i et positivt felt. Sagt med andre ord det vi fokuserer på, får vi mere af:

• Som søskende udforsker vi tingene der, hvor de fungerer bedst/lykkes.

• Som søskende finder vi de faktorer, der skaber succes.

• Som søskende forestiller vi os det ideelle, det ønskede.

Når man studerer succeser, bliver man god til at skabe dem. Omvendt fornægter det anerkendende perspektiv heller ikke problemer som der nogle gange eller bliver sagt. Det anerkendende perspektiv insisterer blot på, at problemer ikke er tilstede hele tiden eller er konstante. Så hvornår er problemet ikke tilstede og hvad gør vi der og kan vi med den viden få det til at ske på ‘problemområdet’? Langt de fleste børn vil gerne efterleve de regler og rammer der findes i de fællesskaber, de indgår i. Kan et barn ikke det, må de ansvarlige voksne foretage justeringer i konteksten og dermed skabe forandringer for barnets muligheder for at handle anderledes. Hvad er der eksempelvis af problemfastholdende faktorer i miljøet? Er relationerne mellem deltagerne kvalitative? Er kommunikationsmønstrene hensigtsmæssige?

I det anerkendende og ressourceorienteret syn antages det altid, at:

• Børn gør det bedste, de kan i situationen ud fra de givne omstændigheder og ud fra egne ressourcer.

• Børn ønsker at være en del af et fællesskab.

• Børn vil gerne komme godt ud af det med andre.

• Børn ønsker mening med deres liv.

Et underkendende børnesyn består af kritik, bagatellisering, ignorering og skæld ud.

Det narrative perspektiv på søskendekurset

I en narrativ forståelsesramme sådan som det kommer til udtryk på søskendekurserne forudsætter man, at menneskers liv i højere grad formes af fortællinger frem for kendsgerninger. Ordet narrativ oversættes med fortælling. En dominerende historie hos et menneske forstås, som værende konstrueret af den enkelte ud fra vedkommendes personlige historie, som atter igen er skabt gennem opdragelse, socialisering, kulturelle normer og omgivelsernes påvirkning. En af grundlæggerne af den narrative metode, Michael White, formulerer, at det ikke er personen, der er problemet, men problemet som er problemet. På den måde arbejder man med at eksternalisere problemer - at placere det uden for det enkelte menneske. Identitet skabes i narrativ forståelse ved den fortælling andre har om en og den, man skaber om sig selv. Identitet er en social konstruktion. Det bliver den dominerende fortælling, der kommer til at blive kortet over sit liv og definere hvem man er, som menneske. Hvis den dominerende fortælling ikke er den foretrukne identitetsbeskrivelse eller den uhensigtsmæssig (problemfortælling), arbejdes der med de såkaldte unikke hændelser, der ikke stemmer overens med den dominerende problemfortælling. Fortællinger kan heldigvis ændre sig igennem genfortælling og ved at man opdager nye sider af fortællingen. Ved at forandre fortællingerne, der fungerer som negative etiketter og definitioner, kan man som omgivelser åbne nye veje og muligheder for positiv handling og udvikling. Sådan kan det være muligt at tale med et tidligere defineret uroligt barn om, hvad man stiller op, når uroen kommer. Barnet er således ikke uroligt men der kommer blot uro i lokalet engang imellem. Mennesket erkender fænomener i verden ved at punktuere. At punktuere vil egentlig sige at vælge at beskrive og forstå verden på én måde frem for en anden mulig måde. F.eks kan søskende punktuere sin bror eller søster som stærk eller og sårbar. Der er to forskellige punktueringer af det samme menneske. Ethvert begreb vi anvender, er vores tolkning af den givne situation og vores punktuering. Som søskende punkturerer man hele tiden og punktueringsmåden er den eneste måde, hvorigennem man kan erkende virkeligheden. Søskendes punktueringsmønstre kan være hensigtsmæssige eller uhensigtsmæssige i forhold til at indgå i relationer med andre mennesker. Det grundlæggende narrative princip er derfor, at sproget skaber virkeligheden og derved de fortællinger, søskende har om sig selv, deres søskende og familie. At tænke og arbejde narrativt på søskendekurserne indebærer et stærkt fokus på de intentioner, værdier og håb, der ligger bag fortællinger, som fungerer negativt. Som udgangspunkt spørger man i de forskellige aktivitetssammenhænge efter opmærksomheden på den enkeltes foretrukne historie, som et forsøg på at gå imod de dominerende (negative) fortællinger og komme i kontakt med de foretrukne værdier. Antagelsen i aktiviteten er, at der bag ethvert problem findes positive erfaringer, som kan danne udgangspunkt for alternative fortællinger og nye muligheder for handling og udvikling. Det narrative, såvel som det systemiske, bygger på en sådan forståelse, at identitet hele tiden dannes og forandres gennem fortælling. Man kan kort sagt sige, at forandring sker når mennesker begynder at tale om sig selv på nye måder. På den måde forstås livet som en enorm mangfoldighed af unikke fortællinger med mange muligheder for nye indsigter, handlinger og muligheder.

Indlægget her kikker dybt i maskinrummet på de mekanismer som fungerer på et søskendekursus sådan som det tilbydes fra Ådalskolen i Ringsted. Det er grundene til at vi er optaget af søskendes perspektiv at arbejde med accept og at lære dem at forstå ”at man bliver som man tænker”. I virkeligheden kan det hele samles op i vores kursusmotto ”børn og unge med et handicap har brug for søskende med en særlig forståelse”. Som kursus er vi naturligvis nysgerrige på det teoretiske bag men vi er optagede af at ”ramme plet” når vi inviterer til søskendekursus i Ringsted og ser det unikke omdrejningspunkt at få så mange dilemmaer foldet ud som muligt. Søskendekurset er tro mod, at det er et pædagogisk forløb men hvor konteksten kan have en terapeutisk virkning. Vi opererer med 5 overskrifter i et søskendekursus for at få det anerkendende og ressourceorienterede syn til at virke i praksis.

I: Står for Invitation. Hvad inviterer søskende os til? Hvad har søskende i sit eget billede brug for?

M: Står for Mening. Hvad kan søskende fortælle og hvad giver mening for ham eller hende? Hvad er det søskende kan se, som vi andre måske ikke kan se? Hvad er søskendes historie?

A: Står for Anerkendelse. Her tjekker vi om vi har forstået søskende korrekt?

M: Står for Mening. Nu er det vores og de andres søskendes mulighed for at fortælle, hvad der giver mening for dem men først her.

S: Står for samskabelse. Det vil sige, at nu har vi hørt søskende og de andre på kurset fortælle og så kommer spørgsmålet: Hvad gør vi så?

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er et unikt mødested, hvor søskende trygt kan mødes, dele deres historie, stille spørgsmål og lære nye strategier som kan bruges i deres egen familie. Alt sammen pakket ind i en børnevenlig forståelsesramme som matcher alder og udviklingsniveau. Ådalskolens søskendekursus tilbyder kurser i 2 niveauer. Om foråret for de 13-16 årige unge og efteråret for de 9-12 årige søskende. Nogle år, hvis der er en ekstraordinær tilstrømning af søskende afvikler vi dobbelt kurser.