mandag den 12. februar 2018

Min bedste ven har Downs syndrom, siger Nikolaj.


Vi er både konkurrenter og bedste venner siger drengene i kor. De er begge 10 år, begge går de i skole, bor i Roskilde, begge deres forældre arbejder og de har søskende. Men så hører de store ligheder vist også op. Martin har Downs Syndrom, som er en medfødt kromosomforstyrrelse som forstyrrer hans udvikling på mange områder. Nikolaj har ikke Downs Syndrom. Begge er de opvokset på den samme villavej i Roskilde og har kendt hinanden siden barndommen. Martin og Nikolaj går sammen til karate og har gjort det i flere år. De står og pjatter med hvem der er i den bedste form. Det er svært at finde ud af hvem der er den bedste og det skorter ikke på invitationer til at jeg skal komme og se drengene træne. Drengene er de bedste venner og de hjælper hinanden både når de er til træning, skolearbejdet og når der skal klares andre opgaver. På hver deres måder er de meget forskellige. John Quist Frandsen fra Ådalskolen er meget interesseret i at høre mere om drengenes snak og venskab. Jeg har oftest i årenes løb set børn med Downs syndrom være kammerater eller venner med andre børn med Downs syndrom og enkelte børn med lettere udviklingshæmning. Men jeg langt sjældnere set børn med Downs syndrom have kammerater eller venner i gruppen af normale børn. Der har været fælles glæde i oplevelserne og i at være sammen i praktiske gøremål, men mindre dybe relationer. Måske kan grundene hertil være, at mennesker med Downs syndrom nogle gange har vanskeligheder ved at komme i dialog. Dertil kommer at nogle børn med Downs syndrom ofte forekommer flygtige i deres kontakt. Endvidere at et barn med Downs syndrom sjældent imiterer de andre børn her og nu, men at der er en forsinket imitation. Når to børn med Downs syndrom er sammen, ses megen imitation, som af iagttageren fornemmes som en her og nu imitation, men skiftet er blot langsommere end blandt normale børn. Dette medfører, at den del af et positivt samvær, der er baseret på en her og nu imitation, har bedre forudsætninger imellem to børn med Downs syndrom. Til marts (d. 21/3) sættes der således fokus på temaet ”Mine venner, mit fællesskab” og jeg glæder mig meget over at netop dette tema italesættes. Martin, Nikolaj og jeg taler videre og de giver mig mange eksempler på deres venskab, som jeg bliver meget betaget af. Jeg spørger til hvad det er de gør for at holde venskabet ved lige og om hvad de gør hvis de bliver uvenner. Nikolaj svarer at for ham handler det meget om accept af, at venskabet er anderledes, men også anderledes på den måde at det er meget troværdigt. Martin svarer ”ja engang venner altid venner”, men selvfølgelig kan vi da engang imellem blive uvenner, hvem kan ikke det? Så er det jo bare med at blive venner igen siger begge drenge i kor. Vi hjælper hinanden, dyrker karate sammen, læser lektier sammen og spiller computer sammen. Vi har i hvert fald et venskab som vi ikke vil bytte for noget. Tusind tak til Martin og Nikolaj fordi I ville dele jeres historie her på søskendekursets blog og jeg er sikkert på, at der er mange som vil kunne lære noget af jeres måde at have venskab på

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Søskende kan bekymre sig om mange ting

Der er ingen tvivl om, at det påvirker hele familien, når man får et barn med autisme. Hverdagen skal tilrettelægges på en helt anden måd...