tirsdag den 7. juni 2016

Når min storebror næste gang fylder 15 år

Sådan begynder Nicole at fortælle da hun for et år siden, som en helt almindelig 10 årig pige deltog på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. Et søskendekursus er for børn i alderen 9-12 år, der har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Nicole fortæller videre, at selvom hendes bror bliver så gammel skal han stadig have hjælp til at tage tøj på om morgenen og vælge tøj som passer til årstiden. Hendes storebror er udviklingshæmmet og har dagen igennem brug for rigtig meget hjælp fra de pædagoger som passer ham. Sådan vil det være resten af hans liv og det faktum har Nicole fået støtte til at acceptere ved hjælp fra søskendekurset, fortæller Nicoles mor. ”Søskendekurset har været en fantastisk god hjælp og Nicole kan nu nemmere acceptere, at hendes storebror er handicappet og skal have hjælp resten af livet”, ”hun har også lært at fokusere på alle de færdigheder som han kan og mange af dem er hun rigtig stolt af”. Nicole fortsætter med at fortælle, min storebror er utrolig hjælpsom, han vil gerne gøre alt muligt for os andre og det er sjældent han siger ”nej”. Jeg kan selv godt have lyst til at være ret doven en gang imellem, men det er min storebror aldrig. Det synes jeg faktisk er en ret god styrke som jeg gerne ville have, siger hun. På den måde er der rigtig mange lyspunkter for Nicole og ved at holde fat i alt det som er positivt i hverdagen er det nemmere at acceptere, at ens storebror også er så meget anderledes end hendes klassekammeraters. Tak Nicole fordi du ville dele din historie her på bloggen. Vi er sikker på, at der er mange søskende som kan nikke genkendende til det, du fortæller.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar