Ådalskolen i Ringsted har gennem sit arbejde med familier til børn med handicap erfaret, at det er vigtigt at støtte op om søskende til børn med handicap. Når en familie får et barn med handicap, vil en stor del af forældrenes opmærksomhed gå til dette barn både praktisk i form af hjælp, mødedeltagelse, undersøgelser m.v., men også i form af sorg og bekymring. Tiden til søskende bliver uundgåeligt mindre, og der er risiko for, at de kan blive overset. Søskende risikerer med tiden at blive "små voksne", der tager overdrevent hensyn til den handicappede søster eller bror og ikke af sig selv giver udtryk for de bekymringer og den tvivl, de selv bærer rundt på.
Formålet
Det primære formål med Ådalskolens
søskendekurser er at danne netværk for børn med handicappede søskende og give
dem det frirum, hvor de selv er i centrum. Det er målet, at børnene opnår viden
om deres søskendes handicap og større selvindsigt i deres egen situation, og
derigennem får konkrete redskaber til at tackle hverdagen praktisk og
følelsesmæssigt og til at håndtere det at være søskende til en handicappet bror
eller søster. Det er desuden målet at aflaste forældre med handicappede børn i
forhold til søskendeproblematikken, og dermed bidrage til at få familien kommer
til at fungere bedre.
Målgruppe
Målgruppen er søskende
til børn med handicap. De er mellem 9 og 12 år og der vil normalt være 10-12
deltagere på et kursus. Søskendekurset kører gennem 3 måneder og er på i alt 42
timer. Kursets ultimative højdepunkt er en søskendecamp der indeholder en
overnatning. Det er den weekend hvor alle trådene spindes sammen og hvor det
hele går op i en højere enhed. Ådalskolens søskendekursus er ikke sammensat ud
fra bestemte diagnoser hos den handicappede bror eller søster og udbydes
tværkommunalt til alle kommuner.
Metode
Udgangspunktet er, at
børnene vil få størst udbytte af emnerne, når de bliver formidlet gennem
aktiviteter og lege. Der gøres derfor brug af oplæg, gruppearbejde, øvelser,
leg og diskussion. Indholdet kan f.eks. være at få besøg af en voksen søskende,
at finde ud af, hvad det vil sige af have et handicap, at lege et
"diagnose-spil" eller at tale om fremtiden. For at tilgodese de
forskellige aldersgruppers behov, vil aktiviteterne kunne deles op, så der
arbejdes i mindre grupper. Deltagerne på søskendekurset vil løbende have
mulighed for at påvirke indholdet alt efter deres interesser og behov. Hvis du er interesseret i, at dit barn skal
deltage i et søskendekursus, kan du kontakte Ådalskolens søskendekursus i
Ringsted på telefon 41 99 40 70 eller på mail soskendekursus@gmail.com. Her kan
du høre nærmere om, hvornår der igen starter et søskendekursus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar