Når søskendekurset er begyndelsen på et venskab

På søskendekurset begynder børnene at tænke på hinanden mellem lørdagene, efterhånden som de lærer hinanden at kende: ”Altså jeg har tænkt på, hvordan Nikolaj fra Kalundborg har det sån... Ja altså sån, at jeg ikke er den eneste – i starten tænkte jeg, at der ikke var andre, der havde prøvet det, at det kun var en selv – og lige nu tænker man også på, at der også er andre, som har en bror med et handicap”. Det får mig til at føle mig mindre alene - også selv jeg ikke ser de andre mellem lørdagene. Jeg tænker på de andre børn og det de havde fortalt på søskendekurset. Jeg tænker også på, hvad de andre mon laver, og hvordan de mon har det. At deltage i et søskendekursus fører nogle gange blivende venskaber med sig. To opdagede på grund af søskendekurset, at andre elever på skolen også havde en bror eller søster med et handicap. Børnene fortæller at det bare er rart at vide, at de andre ”bare er der”. De behøvede ikke mere kontakt end det. De mindste på søskendekurset oplevede, at de godt kunne være venner med nogen, der var ældre end dem selv. ”Altså vi tænker sådan meget ens. Jeg plejer altid at sige til mig selv, at det er lige meget med alderen, bare man kan finde ud af det” (10 år). Børnene oplever søskendekurset som et socialt sted, ”hvor man møder nye mennesker og lærer dem bedre at kende”. En mente, at øvelsen i at møde nye børn i fælleslegene - og at tale med dem - gjorde det nemmere at få venner nu end tidligere: ”Hver gang jeg prøvede at få nogle nye venner i skolen, da jeg ikk’ var i gruppen, der tog det flere dage, men... nu da jeg går i på søskendekursus, så tager det kun max en halv time” (9 år).

Før søskendekurset vidste barnet ikke helt, hvordan det skulle få venner men det at høre de andre børns historier ”om alt muligt” og snakke med dem viste, at man ”bliver ligesom hurtigt venner, når man både snakker og leger lidt sammen – altså når man også spørger, hvad hinanden kan lide og sådan noget” (10 år).