Når det hele begynder med en tanke

Søskende har brug for at føle, at de ikke er alene, og at andre forstår og anerkender deres tanker og følelser der er forbundet med at have en bror eller søster med et handicap. De må hjælpes af nære voksne til at forstå, at deres reaktioner på forældrenes brud er helt normale. Og her har de i særlig grad brug for, at der lyttes til de signaler, de sender, og at voksne tør tale med dem om, hvordan de har det, og at de aktivt involverer sig i barnets trivsel og videre vej. I denne sammenhæng er det ikke mindst vigtigt, at virkninger af at have søskende med et handicap håndteres i et tæt samarbejde mellem skolen/institutionen og hjemmet. Det er betydningsfuldt, at lærere, pædagoger og andre fagfolk, der til dagligt omgås børn, vover at tale om det, som er svært – også selv om det kan opleves udfordrende at skulle involvere sig i en familie hvor vilkåret kan være meget anderledes. Mange børn på søskendekurserne har fortalt os, at det netop har været en stor hjælp for dem, at en yndlingspædagog eller -lærer engang imellem har spurgt ind til, hvordan det går derhjemme med deres bror eller søster. At de voksne har vovet at sætte ord på det, der føltes svært og sårbart for barnet, og måske oveni købet har hjulpet barnet til at finde måder at tackle nogle af de udfordringer, der uundgåeligt dukker op, når barnet skal begå sig i en uforudsigelig hverdag. For nogle forældre kan det måske opleves som vanskeligt at skulle involvere skolen eller daginstitutionen deres familieliv. For at komme disse forældre i møde anbefaler vi, at skoler og daginstitutioner forebyggende melder klart og tydeligt ud, for eksempel på deres forældreintra, at det prioriteres højt, at skolens/institutionens ansatte får viden om store og indgribende livsforandringer i det enkelte barns liv, netop fordi det er så betydningsfuldt for et barns videre trivsel, at de nære voksne forstår og ser barnet, dér hvor det er. Det vil således være godt, hvis forældre trygt ved, hvem de skal gå til, og at skolen eller daginstitutionen er klædt på til disse samtaler og informationer. Vi kunne godt drømme om, at både skoler og daginstitutioner laver en intern procedure for, hvordan de som institution tager hånd om deres børn, når en familie har et barn med et handicap og at de melder klart ud til alle familier, der har berøring med organisationen, hvad dens holdning og tilgang er. Det er langt mere effektfuldt at afmystificere og forebygge end at vente til den dag, man konkret står med et barn der mistrives. Og det skaber tryghed for både børn og voksne. Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er en af de organisationer som bevidst arbejder for søskende til børn med et handicap. Et søskendekursus er et frirum, hvor søskende kan møde og dele erfaringer og bekymringer med andre i lignende situation. Børnene taler om fælles udfordringer og tanker i relation til et udvalgt emne, som kan skabe nye ideer og redskaber i forhold til at tackle de hverdagssituationer, som opstår. Der er plads til, at alle børn kan udtrykke og få luft for alle de følelser og tanker, der opstår i forhold til at søskende til et barn med et handiacp. Vi skaber det frirum der skal til for at søskendes stemmer høres. Et frirum som giver søskende en følelse af at høre til og ikke at være uden for nummer som en af gruppelederne John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus afsluttende siger.