mandag den 2. maj 2022

Et søskendekursus gør det lettere at være søskende

At være søskende til en bror eller søster med et handicap kan godt være udfordrende. Der er mange ting i hverdagen der skal tages hensyn og der er mange gøremål som skal nås. Søskende som deltager på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted fortæller, at søskendekurset har givet dem et sprog til at tale om det vilkår det er at være pårørende på og er blevet bevidst om, hvor afgørende det er at passe på sig selv, sætte grænser samtidig med, at man passer på ens bror eller søster som har et handicap. Søskende oplever, at de har fået et skub i retning af at komme i gang med tanker og aktiviteter, som også er gavnlige for dem selv, fordi det er noget de selv har lyst til og gør for deres egen skyld. Dette kan være at læse bøger, gå til en fritidsinteresse, besøge kammerater oftere eller andre ting og mange fortæller også, at søskendekurset samtidig har hjulpet dem til at have mindre dårlig samvittighed. Ved søskendekursets begyndelse var der 28 % som fortalte, at de ”hele tiden” eller ”det meste af tiden” havde en hverdag, som var fyldt med ting, der interesserede dem. Ved søskendekursets afslutning, var selvsamme andel steget til 48 %. Søskende fortæller også, at de er blevet mere opmærksomme på, at det er i orden at bede om hjælp fra andre og indrømme, at der er ting de ikke har lyst til at gøre. Endvidere tales der om, at søskendekurset giver redskaber og ideer til at tackle situationer bedre end før, til at kunne lægge bånd på sig selv og være mere tålmodig og acceptere, hvis tingene går langsomt med deres bror eller søster med et handicap. Andre søskende fortæller om, hvordan kurset har hjulpet dem med at få mere ro og struktur i hverdagen, hvilket giver et andet overskud og gør det lettere at tackle uforudsete hændelser i samværet med ens bror eller søster. Endelig er der stemmer, som fortæller, at kurset har bidraget til, at de ikke længere har et ønske om ”at flygte fra det hele”. En gennemgående oplevelse hos søskende er, at samværet med de andre søskende på holdet har været meget værdifuldt, det vil sige muligheden for at udveksle tanker, følelser og erfaringer, men også det at kunne hjælpe hinanden ved at dele konkret viden om muligheder for hjælp og støtte er et væsentligt plus ved søskendekurset. Alle fortæller, at stemningen og samspillet søskende imellem har været god og dannet udgangspunkt for gode samtaler - ikke bare i under aktiviteterne, men også i pauserne og efterfølgende. Det fremhæves, at selvom søskende på mange måder er forskellige og er kommet med forskellige udgangspunkter, var der generelt et stort engagement og en interesse i hinanden. Flere af børnene og de unge beskriver, at netop dette element – at møde andre som deler de samme vilkår og følelser omkring søskenderollen, er afgørende for deres udbytte af søskendekurset. Endelig er der børn og unge, som fortæller, at de på kurset oplevede, at de allerede var opmærksomme på, hvad der var godt at gøre og dermed mere blev bekræftet i, at de var på rette spor eller at det var godt at få frisket nogle ting op og blive mindet om det på ny.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar