Hjemme hos mig har vi altid vidst at min lillebror var en
anderledes dreng. Min lillebror hedder Martin og var i vuggestuen meget svær
for pædagogerne at komme i kontakt med. Han havde svært ved direkte
øjenkontakt. Martin havde en kammerat i vuggestuen som voksede fra ham i en
alder af 1 år. Mine forældre fortalte mig, hvordan de allerede dengang oplevede
at der var et eller andet galt. Det blev til et stort udredningsarbejde som tog
et par år. Efter 2 år kunne en børnespykiater komme med en diagnose på Martin. Han
havde infantil autisme. Han begyndte i specialbørnehave og pædagogerne gjorde
meget for Martin. I dag er han 8 år og selvom jeg synes vi har et helt
almindeligt familieliv ved jeg godt, at det har vi overhovedet ikke. Vores
hverdag er fuldstændigt indrettet efter Martin. Han har det svært i store forsamlinger og er
nogen gange ”på kanten” til at give op, hvis vi presser ham for meget. Vi har i
vores familie lært, at vi skal huske på at vi har en 8 årig dreng i en 2 årigs
krop. Det i sig selv er en kæmpe udfordring, men det tager vi som det kommer.
Ådalskolens søskendekursus hjalp mig til at forstå Martin meget mere og særligt
det at møde andre børn og vide at jeg ikke er den eneste i verden var rigtig
vigtigt for mig. Jeg lærte også at jeg jo ikke kan forandre Martin og vores
situation med en gylden tryllstav, men jeg kan forandre den måde jeg tænker på
og det gør jeg i dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar