Et enkelt søskendekursus kan gøre en stor forskel. Det er socialpædagog og gruppeleder, John Quist Frandsen fast overbevist om efter mange års arbejde med søskende til børn med handicap.
De skal sætte ord på
deres oplevelser, erfaringer og følelser og man skal som forældre ikke vente
til at børnene selv spørger, siger han.
John Quist Frandsen
har stor erfaring med at arbejde med børn, som har en bror eller søster med et
handicap på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted.
På søskendekurserne
mødes børnene og får mulighed for at snakke om, hvordan det er at have en
søskende med et anderledes behov. En anderledes søskendesituation behøver ikke nødvendigvis
være problematisk, men det betyder, at søskende i deres familie og i fællesskab
med andre har brug for samtaler, viden og svar på deres tanker og spørgsmål,
siger John. Hvis barnet ikke får svar på deres til tider uudtalte spørgsmål,
skabes deres egne billeder og fantasier, som kan være værre end virkeligheden.
Som den dreng, der længtes efter at blive storebror og erfarer, at lillesøster
ikke kan se. Først som syvårig spørger han en pædagog "var det mig, der gjorde
hende blind, da jeg kyssede hendes øjne?"
- Som forældre
forsøger vi at altid beskytte vores børn og børnene forsøger at beskytte os.
Derfor skjuler nogle børn, hvad de tænker, de siger det ikke til deres forældre
for ikke at bekymre dem eller måske fordi de tror, at så vil mor blive ked af
det. Vi har brug for nogen til at sige, at det er lige meget, hvis mor græder
lidt, det går over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar