torsdag den 14. april 2022

Et handicap vender op og ned

Et handicap i en familie vender op og ned det meste i en families liv. Det er ikke kun handicappet man skal lære at leve med, men også de vilkår som et handicap fører med sig. Og hold da op, hvor kan det være svært og vi må sige, at desværre heller ikke findes noget quick fix for at lære at leve med et handicap. Og desværre heller ikke nogen mirakelpille, man kan tage, for straks at komme et andet sted hen. At ændre noget til det bedre er et valg for livet, det er ikke et quick fix.

Således er det efterhånden en kendt sag, at børn til søskende som har et handicap har en anderledes opvækst end så mange andre af deres kammerater. At være søskende er ofte en livslang udfordring på både godt og ondt. Det drejer sig om helt almindelige børn men med et ualmindeligt vilkår i livet. De vokser op, erfarer og modnes under helt andre vilkår end deres kammerater og kan derfor have svært ved at forklare sig og spejle sig i andres liv og hverdag. De er ofte den eneste i deres klasse, som har en søskende med handicap og de har derfor heller ikke mulighed for, at dele nogle af hverdagens udfordringer med andre, som klart og naturligt genkender og anerkender de anderledes opvækstvilkår. På mange måder er deres bror eller søster med handicap omdrejningspunkt for hele familien. Mange søskende har en naturlig trang til, at tage sig af barnet med handicap og samtidig passe godt på forældrene, og være ansvarlig for den gode stemning i hjemmet — de kommer derfor meget let på overarbejde i deres hverdag.


På Ådalskolens søskendekursus gør vi meget ud af at italesætte dette ”overarbejde” og alle søskende bliver mødt i børnehøjde med de oplever og erfaringer som de medbringer. Vi skaber nogle rigtig gode og hyggelige rammer for børnene, hvor de kan mødes i et frirum som giver mulighed for at snakke om dette ”overarbejde” og alt det andet som ofte også trænger sig på.

Ådalskolens søskendekursus kører igen i foråret 2023. Har du lyst til at få en plads på kurset kan du skrive til os på e-mail soskendekursus@gmail.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar