Det kan godt være svært at være søskende til en bror eller søster som har et handicap. Søskende kan komme til at opleve sig selv i skyggen når hverdagen kører for fulde omdrejninger. Et barn med særlige behov kræver meget opmærksomhed og forældrenes bekymringer kan tære på tid og kræfter. Derfor er der ikke nødvendigvis nok kræfter og overskud til at give de andre børn i familien den fornødne opmærksomhed, som de naturligvis fortjener og har brug for. Det er ikke engang sikkert, at forældrene overhovedet er opmærksomme på, at de andre børn mangler kontakt. Der kan opstå jalousi mellem søskende og nogle gange direkte udviklingsskader på børnene. De bliver påvirket af situationen, men tilpasser sig ofte på forskellige måder. Det er almindeligt, at de i tidlig alder opnår stor selvstændighed og modenhed, men denne "turbomodning" er ikke nødvendigvis den rene fordel. Det er vigtigt, at børnene ind imellem er sammen med forældrene uden barnet med særlige behov, så der er mulighed for at opretholde og udvikle forholdet mellem forældrene og søskende. Søskende må ikke føle, at de altid skal være de stærke og velfungerende for, at der er plads til dem i familien. De skal selvfølgelig også have lov til at være hele mennesker og føle, at det er tilladt at være skrøbelig og til tider svag, samt kunne give udtryk for deres frustrationer. Deres personlige behov skal i det hele taget tilgodeses, og de skal yderligere motiveres og stimuleres i at være sammen med kammeraterne. De må ikke – som det kan ske i nogle familier distancere sig fra omgivelserne. Det er vigtigt at gøre sig tanker om, hvordan man vil informere søskende om det handicap som deres søster eller bror har. Hvordan man skal gøre det afhænger selvfølgelig af den enkelte families forhold og børnenes alder. Men det er vigtigt at søskende bliver informeret og ikke for sent, da det er deres eneste mulighed for at forstå det anderledes familiemønster og dermed kunne lære at forholde sig naturligt til det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar