Hvordan kommunikerer man om diagnosen og handicappet?

Som forældre vil man naturligvis gerne - så vidt muligt - beskytte sine børn mod livets barske vilkår og det kan derfor nogle gange være svært at vurdere, hvad, hvordan og hvor meget man skal fortælle sit teenagebarn om diagnosen. Det er dog vigtigt, at du er åben og ærlig i din kommunikation om diagnosen med din teenager så tidligt som muligt, og at du giver din teenager specifik viden om diagnosen og adfærdsmønstre gennem hele barndommen. Generelt trives teenagere bedst med at blive inddraget og få fortalt sandheden, også om et handicap, udfordringer og eventuelle indlæggelser, så længe det bliver gjort på en hensynsfuld og alderssvarende måde.

Hvem skal fortælle om diagnosen?

Det bedste er, at det er forældrene, der tidligt fortæller om diagnosen, fordi det er jer, som jeres barn kender bedst og er tryggest ved. Måske har du brug for lidt tid til selv at komme dig over den første rystelse, før du fortæller det videre til din teenager. Men vent ikke for længe - teenagere vil typisk godt kunne fornemme, at der er noget galt og hvis de ikke inddrages, kan de nemt blive forvirrede over de blandede signaler, samt komme til føle sig isolerede og udenfor. Manglende inddragelse kan også føre til, at din teenagers tillid til dig som forælder påvirkes, fordi han eller hun kan føle, at der er blevet løjet for ham eller hende.

Hvordan kommunikerer jeg om diagnosen med min teenager?

Når du har bestemt dig for, at dit barn skal inddrages i situationen, kan det være en god ide at forberede dig selv på samtalen, f.eks. ved at udfærdige nogle helt konkrete sætninger og alderssvarende faktuel viden. En god ide er at fokusere på det, som du konkret ved, og på det, som du tror og håber.

Fokusér på hvad du konkret ved, fx: ”Nu skal vi have besøg af en pædagogisk hjemmevejleder om 14 dage, som kan fortælle os mere om det sjældne syndrom”

Fokusér på hvad du tror og håber, fx: ”Jeg tror, at vores nye struktur herhjemme hjælper din lillebror med at få en bedre hverdag”

Løbende gennem barndommen er det naturligt at følge op på hvad der sker om der er forandringer, forværringer eller lignende. Den løbende åbenhed er alfa og omega for alles trivsel.