fredag den 10. august 2018

Autisme kræver stor forståelse fra omgivelserne


Hvordan er det at have autisme?
Hvad er vigtigt at vide som søskende?
På det sidste søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted var der flere børn som havde søskende med autisme. Her er lidt, hvad vi talte om.
Børn med autisme er helt unikke med en masse kvaliteter og ressourcer. Disse børn kan nemt blive overloadet og stresset af de krav, som vi normalt stiller til børn i familien eller i skolen. Derfor kan børnene nemt være dem, der pludselig ikke kommer i skole, ikke fungerer i frikvarteret, har svært ved at skrive en stil, svært ved at forstå “mellem linjerne”, når en historie diskuteres på klassen og kan reagere voldsomt hjemme, i skolen eller begge steder. Børn med autisme har ikke den samme sociale kode som andre. Derfor kan de have svært ved mange forskellige ting. Her er nogle eksempler:
At aflæse andre og forstå det vi ikke siger (det vi siger underforstået måske med mimik, kropssprog, toneleje eller med ironi)
Have svært ved det “ping-pong” der er i en samtale. (Jeg spørg dig, du spørg mig)
At forstå hvad andre tænker i forskellige situationer
Børn med autisme tænker på en anderledes måde: meget mere konkret og i detaljen. De har ofte brug for længere tid til at tænke over ting og give deres besyv. De har brug for at vide, hvad der skal ske (gerne som en oversigt med rækkefølgen). En stor procent af dem med autisme bliver forstyrret af sanseindtryk. Det betyder at de fx kan være udfordret på:
mange visuelle stimuli som fx at se alle de andre elever og ting i klassen
svært ved bestemte lyde eller får alle lyde lige meget “ind”
at blive rørt ved, give knus, klap på ryg eller skulder
klippet hår, vasket hår, klippet negle mm.
For at skabe en hverdag for et barn med autisme, hvor de kan bidrage med deres ressourcer, skal vi som omgivelser prøve at få en forståelse for, hvordan der kan skabes beskyttende faktorer for dem i miljøet. Det kan betyde, at der skal tænkes helt andre løsninger og andre måder at gøre ting på. Dét at gøre det gængse omvender ikke barnets hjerne eller sanseforstyrrelse. Barnet holder ikke op med at opleve verden eller forstå den ved at vi presser dem ind i “vores gængse systemer”. Det vil blot stresse barnet at vi holder fast ved den gængse måde og hvem er så de infleksible? For barnet har en udviklingsforstyrrelse. Den holder ikke op med at være der (altså udviklingsforstyrrelsen). Barnet skal leve med det resten af livet. Vi som omgivelser kan være med til at påvirke om barnet skal leve med det som en autismeforstyrrelse eller en autismetilstand. En “tilstand” betyder, at barnet stadig har udfordringerne, men ikke er så høj i stress og dermed kan de nemmere udvikle deres ressourcer. Autisme er en meget kompleks funktionsnedsættelse i meget forskellige grader. Autisme kan være svært at forstå for andre, fordi det er en helt anderledes tænkning. Men det er os som omgivelser, der skal give rum og plads for den “anden tænkning” og væren i verden på. Det kan være en udfordring og det kan kræve noget viden og en masse nysgerrighed og tålmodighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar