Et enkelt søskendekursus kan gøre en stor forskel. Det er socialpædagog og gruppeleder, John Quist Frandsen fast overbevist om efter mange års arbejde med søskende til børn med handicap. De skal sætte ord på deres oplevelser, erfaringer og følelser og man skal som forældre ikke vente til at børnene selv spørger, siger han. John Quist Frandsen har stor erfaring med at arbejde med børn, som har en bror eller søster med et handicap på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted.
På søskendekurserne
mødes børnene og får mulighed for at snakke om, hvordan det er at have en
søskende med et anderledes behov. En anderledes søskendesituation behøver ikke nødvendigvis
være problematisk, men det betyder, at søskende i deres familie og i fællesskab
med andre har brug for samtaler, viden og svar på deres tanker og spørgsmål,
siger John. Hvis barnet ikke får svar på deres til tider uudtalte spørgsmål,
skabes deres egne billeder og fantasier, som kan være værre end virkeligheden.
Som den dreng, der længtes efter at blive storebror og efter fødslen erfarer,
at hans lillesøster ikke kan se. Først som syvårig spørger han en tilfældig pædagog
i SFOen "var det mig, der gjorde hende blind, da jeg kyssede hendes
øjne?" Som forældre forsøger vi at altid beskytte vores børn og omvendt børnene
forsøger at beskytte os forældre. Derfor skjuler nogle børn, hvad de tænker, de
siger det ikke til deres forældre for ikke at bekymre dem eller måske fordi de
tror, at så vil mor eller far blive kede af det. Vi har brug for nogen til at
sige, at det er lige meget, hvis mor græder lidt, det går over. Det er bedre
end tavshed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar