lørdag den 23. juli 2022

Her kan jeg være præcis mig selv

Når børnene på et søskendekursus træder ind af indgangsdøren den første lørdag beskriver de det, som at træde ind i et rum, hvor de helt kan være sig selv og ikke behøver at spille med fordækte kort. “Man kan sige tingene lige præcis sådan, som de er”. Der opleves en stor grad af samhørighed og tillid; “Man sidder her frit”, og alle reaktioner er acceptable; “Her kan man være lige præcis den som man er”. Man skal ikke være bange for andres reaktioner og kan tale om det, vi ikke kan tale med andre om uden for gruppen. Flere søskende nævner, at den tillid, der er til stede på et søskendekursus er en meget væsentlig betingelse for, at det er muligt at have en åbenhed overfor hinanden. En siger: “Normalt sidder man jo ikke og fortæller om sin brors eller søsters handicap til alle og enhver” og en anden søskende fortæller: “Der er den her ømhed omkring os og omkring hinanden, de første gange kan jeg ikke lige huske, hvad de andre søskende hedder, men jeg føler virkelig en ømhed og en tæthed omkring det, der bliver sagt”. Der føles således en virkelig omsorg for hinanden til trods for, at vi uden for dette rum ikke i begyndelsen har kendskab til hinanden, men her på søskendekurset for en stund får alle søskende et pusterum fra hverdagen. Søskende bliver anerkendt, som dem de er, uden at føle sig gået for nær. En meget vigtig forudsætning for at søskendegruppen kan betegnes som et åndehul – er et rum, hvor der kan tales om de tanker og følelser, som det ikke er muligt at tale om i andre sammenhænge, er, at der hersker en hyggelig og anerkendende tone i rummet. Når en relation skal være befordrende for refleksion og udvikling er en mellemmenneskelig accept og værdsættelse samt vægtning af den enkeltes integritet af meget stor betydning. Dette finder netop sted her ved, at de voksne i gruppen er i stand til at i italesætte “en aftale” for søskendegruppen i form af nødvendige rammer og struktur for gruppen, herunder bl.a. at alle søskende får taletid, ”får lov til at komme på banen” og at der er tavshedspligt og ikke mindst, at der forventes en anerkendende tilgang til hinanden og om det, der bringes med ind i rummet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar