tirsdag den 15. marts 2022

Erfaringerne er "guld værd"

Formålet og tankerne bag et søskendekursus er at skabe en særlig indsats for de børn og unge, som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. I en søskendegruppe er der særlig fokus på børnenes individuelle behov. Der skabes mulighed for snak, spørgsmål og hygge blandt børnene og de kan nemt komme til orde fordi vi tilbyder et lille og trygt forum. Det enkelte deltager kan vælge at fortælle sin historie, men det er ikke en nødvendighed for, at gruppen kan fungere og alle børn får noget ud af at deltage. I gruppen arbejdes der med konkrete øvelser, lege og aktiviteter, hvor der eksempelvis tales om det at vokse op sammen med en søskende med et handicap. Vi ser film og taler om ligheder og forskelle bagefter, lytter til hinanden og kommer med gode alternative løsninger på udfordinger, vi lægger øre til hverdagsoplevelser, drillerier i skolen og taler om tanker og følelser. Ja alt det som de deltagende søskende synes er vigtigt og genkendeligheden er meget stor når søskende taler sammen. Som det helt store højdepunkt på søskendekurset tager vi på en søskendecamp der varer 2 dage og som indeholder en overnatning. Det er sjovt og hyggeligt at være afsted og alle børnene kender hinanden rigtig godt på dette tidspunkt. Formålet med søskendegrupperne er også i lige så høj grad at give børnene mulighed for at mødes og hygge sig. Lidt ekstra opmærksomhed og interesse er ofte en stor del af det nogle af børnene har brug for. Dynamikken i gruppen og de fællestræk, der karakteriserer søskendes livssituationer bruges til at støtte den enkelte i dets egen færd. Børnene vil meget hurtigt opleve, at der er andre på kurset, der også går rundt med samme tanker og oplevelser og vil derfor føle sig som en del af et unikt midtpunkt i fællesskabet. Ideen er grundlæggende at styrke søskendes mestring i en hverdag sammen med deres bror eller søster med et handicap og skabe grobund for et socialt netværk blandt en eller flere af de deltagende søskende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar