Succes med søskendekurser, hvordan?

Hvad skal der til for at få succes i et projekt, som henvender sig til børn og unge som har en søskende med et handicap? Hvordan hverver vi søskende til vores søskendekursus? Hvordan begejstrer vi dem? Hvordan møder vi dem? Jeg har i dette blogindlæg prøvet at tegne nogle situationsbilleder fra vores arbejde med søskende på kurserne, som forsøger at give svar på nogle af de mange spørgsmål. ”Det er en meget tavs gruppe, jeg møder første gang. Alle kigger på hinanden, de er på vagt og på usikker grund! Hvem vil lægge ud med sin historie? Jeg starter med at fortælle min egen historie som søskende. Jeg tager også eksempler med, som ikke viser den perfekte søskende, for lidt tid med min mor og far, perioder med manglende nærvær, misforståelser, konflikter osv”. På de kommende lørdage er der mange spændende og udfordrende aktiviteter og det kommer der mange gode snakke ud af, børnene er nu helt trygge og vi har skabt en stemning, hvor det er ok at åbne op for det som ligger "en på sinde". Historierne myldrer efterfølgende ud og detaljer, som normalt ikke kommer fra en ”søskende mund” vælter frem. Bekymringer om fremtiden, usikkerhed om rollen som søskende, stressbelastninger, spørgsmål til de mange myter, skolekammeraters manglende vilje til at forstå hvad det handler om og andre lignende ting fylder intenst i rummet.

Hvordan skaber vi et sådan kursus?

Vi har inviteret 12 søskende til søskendekurset på Ådalskolen i Ringsted. De har alle en bror eller søster med et handicap som oftest er helt forskellige fra hinanden. Børnene er spændte. De har fået at vide, at det er et sted, hvor man ikke skal udlevere sig selv og sin familie, hvis man ikke har lyst. Alligevel er alle spændte og der mærkes meget hurtigt en ivrig lyst til at berette. Vi som gruppeledere er garvede i forhold til at møde nye søskende. Vi har særligt fokus på de søskende, som vi af erfaring ved har svært ved at deltage i kurser som dette. Vi forklarer, hvad søskendekurset går ud på og hvordan børnene og de unge er med til at sætte deres præge på kurset. At det bliver tilrettelagt, ud fra hvilke behov søskende har. Vi mærker hurtigt trygheden sænke sig over forsamlingen, børnene og de unge kigger på hinanden og spejler sig, legen går derudad, snakken spreder sig og lydniveauet stiger markant. For nogle søskende er det første gang, at de fortæller om deres bror eller søsters handicap og de udfordringer der kan følge med. De næste gange på søskendekurset er isen brudt og der er fra start en meget mere løssluppen snak. Nogle søskende fortæller ivrigt, hvad de har tænkt over siden sidst og hvordan de har brugt de ideer, de hørte sidste gang. Nogle har også kunnet bruge legene og aktiviteterne i skolen. Den sidste gang vi afholder søskendekurset finder det sted ved hjælp af en søskendecamp, et kæmpe højdepunkt og noget vi alle glæder os rigtig meget til. Alle er nu blevet trygge med hinanden og har fået erfaringer som de kan bruge til noget hjemme hos dem selv. Mange snakker om at mødes og efter søskendekurset udveksles mulige datoer for besøg. Vi oplever nu, at de er meget trygge og bliver hængende for at snakke, lang tid efter at kurset er slut. Igennem disse situationsbilleder og beskrivelser har jeg fundet svar på mine indledende spørgsmål. Men det har samtidig også betydet, at nye spørgsmål har meldt sig på banen. At have fokus på søskende som har en bror eller søster med et handicap er på mange områder et nyt afsæt, som kræver en særlig bevågenhed. På Ådalskolen i Ringsted kalder vi det for "fremtidens advokater". Samtidig viser det sig også klart og tydeligt, at vi gennem det særlige fokus på søskende kan ændre og understøtte mange børn og unges tvivl omkring deres rolle til tryghed og ansvarlighed på den livslange søskenderolle.