søndag den 24. marts 2024

Søskende og identitet

Mennesket er et biologisk væsen på samme måde, som dyr er det og som biologiske væsener er mennesker meget ens. Vi har de samme grundlæggende behov, vi fødes med bestemte færdigheder og vores udvikling følger nogenlunde samme mønster. Vi har alle nogle primære behov og alle mennesker ældes og dør. Der er altså nogle grundlæggende menneskelige faktorer, der gør det muligt at sige noget generelt om vores adfærd. Gennem barndommen og ungdommen udvikler vi vores personlige og sociale identitet. Men lad os lige starte dette blogindlæg med at definere hvad vi mener med identitet idet der jo findes et hav af teoretiske retninger med hver sin forklaring. Ud fra vores synspunkt forstår vi identitet som menneskets kerne. Tanker som: ’hvem er jeg’, hvad kan jeg, hvad vil jeg acceptere og hvad vil jeg ikke acceptere, danner grundlag for den måde jeg ser andre på og hvordan jeg fortolker andres adfærd og følelser. For søskende som har en bror eller søster med et handicap bliver oplevelsen af at være et barn med en bror eller søster med et handicap en integreret del af den udvikling. Oplevelser med og håndtering af handicappet fortolkes af børnene, fordi de betyder noget for, hvem de er og bliver. Oplevelserne betyder noget for, hvordan de kan se sig selv, og hvordan andre ser på dem. I et psykodynamisk perspektiv er barndommen meget vigtig i forhold til den enkelte persons udvikling, fordi vi gennem barndommen og op mod puberteten danner vores jeg. Samtidig udvikler vi vores identitetsfølelse gennem erfaringer og oplevelser og ved at reflektere over disse. For søskende som har en bror eller søster med et handicap synes det derfor meget centralt at få lov til at se sig selv som – og blive set som – normal. Især for de yngre skolebørn bestemmes normalitet af om de gør de ting, som børnene tror jævnaldrende gør og om de drømmer om de ting, som de tror de jævnaldrende drømmer om. Efterhånden begynder vi at udvide vores forståelse og kunne se vores nære omgivelser i forhold til en større omverden. Ligner vores familie

andres? Er jeg som de andre? Vi får en forståelse af os selv i sammenhæng med omverdenen og selvom vi har en form for kerneidentitet med fra barndommen, påvirkes vores selvforståelse af omverdenen. Det ubevidste – altså det, som ligger skjult for os selv spiller også en stor rolle i vores tilværelse. På baggrund af det ubevidste kan vi udvikle mønstre og forsvarsmekanismer, der også kommer til at udgøre en del af vores identitet. Søskende med et handicap inde på livet beskriver ikke deres liv som kendetegnende med et tab. De udvikler bevidste eller ubevidste strategier for at undgå, at deres livsvilkår kommer til at tegne og dominere deres liv. De vil gerne se sig selv som alle andre børn med de samme interesser og med de samme mål i livet. Og det gør de naturligvis gerne indtil helt konkrete situationer opstår, der fremhæver dem som værende anderledes end deres jævnaldrende. Oplevelsen af sig selv som værende anderledes opstår således helt konkret, når barnet ikke kan deltage i det, de andre gør eller i mødet med omgivelsernes holdninger og blikke. Oplevelser som kan efterfølges af følelser som ensomhed og eksklusion. Nogle børn har også søskende som får forskellige følgesygdomme udover handicappet som ændrer deres rolle og identitet som for eksempel epilepsi eller andre fysiske problemer. Sådanne børn taler om, at de bliver nød til at ”genopfinde sig selv”. Selv også mange sygdomme som kan helbredes, vil et handicap nemlig ofte have følgevirkninger som gør, at søskende og deres familier ikke kan det samme som før. Deres hverdag bliver ændret for altid. Børn og unge udvikler som sagt deres identitet i samspil med andre og derfor er det også vigtigt for dem, hvordan andre forstår dem og ikke mindst deres bror eller søster med et handicap. Nogle børn kommer lettere i dialog med deres jævnaldrende omkring deres bror eller søsters handicap i et forsøg på at påvirke deres forståelser og holdninger. Andre søskende forsøger at afproblematisere handicappet ved at sige, at næsten alle jo ”har et eller andet særligt”. Andre børn bruger kræfter på at forholde egen status med den status, som andre børn med andre handicaps synes at have. Således arbejder søskende på forskellig vis med at skabe sig en ønskværdig identitet på trods af en bror eller søsters handicap ved at forholde sig til information og forhandle forståelser og en egentlig selv-repræsentation. I det perspektiv vil det derfor være meningsfuldt at motivere alle børn til at fortælle om deres eventuelle søskendes handicap i skolen. På den måde kan de være med til at forme andres forståelser og

holdninger til det at have et handicap og det faktum at være anderledes. Dog viser undersøgelser om åbenhed ved handicap, at det desværre ikke altid har den ønskede effekt. Fra forskellige handicaporganisationer har undersøgelser fundet meget forskellige resultater. Hvor nogle børn oplever, at det øger forståelsen, oplever andre børn, at det i stedet stigmatiserer eller medfører, at de bliver set ned på eller direkte drillet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar