onsdag den 23. november 2016

Søskende lærer mestring

Når en søskende har et særligt behov eller et handicap påvirker det hele familien og det kan nogle gange spænde ben for det gode samvær. Erfaringer viser, at børn kan være opmærksomme på familiens trivsel på en måde, så de kommer til at tilsidesætte deres egne behov og følelser - også selvom de tilsyneladende virker upåvirkede af situationen. Det kan resultere i særlige udfordringer senere i livet. Når et barn deltager på et søskendekursus er det derfor både forebyggende og en direkte hjælp. Det er afgørende for søskendes mestring, at alle i familien og ikke mindst barnets netværk kan tale åbent om handicappet. Børn forsøger altid at forstå deres verden og særligt børn som er pårørende til søskende med handicap skal have hjælp til dette. De har brug for alderssvarende viden om, hvad handicappet gør ved deres søskende. Det hjælper barnet til at forstå deres søskende og gør det lettere for barnet at handle i familien og sit eget liv. Børn har stor glæde af at møde og dele erfaringer med andre i samme situation. Der sidder i gennemsnit 2-4 børn i hver skoleklasse, der er pårørende til en søskende med særlige behov eller et handicap – de fleste taler ikke med nogen om det og erfaringerne leves i det skjulte. Derfor tilbyder Ådalskolen i Ringsted søskendekursus for børn, som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Her får børnene redskaber til at håndtere deres livsvilkår og sætte fokus på de positive aspekter. Et af målene med søskendekurset er, at børnene oplever et netværk og at de kan tale og forstå deres situation.  

Hvordan foregår det? Tre gruppeledere mødes med 12 børn en gang om måneden i 3 måneder, 42 timer i alt. Hvert møde indeholder faste punkter, fx sjove lege og kreative øvelser om et bestemt emne. Det kan være ”hvordan lægger jeg mærke til når min søskendes handicap fylder”, ”hvordan tackler jeg konflikter” og ”hvad kan jeg gøre af gode ting for mig selv”. Søskendekurserne har fokus på børnenes levede erfaringer og ikke på forældrene. Det er ikke terapi. Formålet er primært, at børnene kan møde ligesindede og udveksle erfaringer i trygge rammer.

Alle kan deltage Søskendekurset foregår på Ådalskolen i Ringsted, Eriksvej 4, 4100 Ringsted. Alle i målgruppen er velkommen til at henvende sig – forældre, anden familie, sagsbehandlere, kontaktpersoner, søskende m.m. Søskendekurset udbydes tværkommunalt og dækker alle handicaps.

Vil du vide mere? Vil du vide mere om deltagelse i søskendekurset? Kontakt Ådalskolens søskendekursus på soskendekursus@gmail.com eller ring på 41 99 40 71.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar