Hjemme hos mig
har vi altid vidst, at min lillebror var en anderledes dreng. Min lillebror
hedder Markus og var i vuggestuen meget svær for pædagogerne at komme i kontakt
med. Han havde svært ved direkte øjenkontakt. Marcus havde en kammerat i
vuggestuen som voksede fra ham i en alder af 1 år. Mine forældre har fortalt
mig, hvordan de allerede dengang oplevede at der var noget galt. Det blev til et
stort udredningsarbejde som tog et par år. Efter 2 år kunne en børnespykiater komme
med en diagnose på Markus. Marcus havde infantil autisme. Han begyndte i
specialbørnehave og pædagogerne gjorde meget for Markus. I dag er han 8 år og
selvom jeg synes vi har et helt almindeligt familieliv ved jeg godt, at det har
vi ikke. Vores hverdag er indrettet efter Markus. Han det svært i store
forsamlinger og er nogen gange på kanten til at blive vred, hvis vi presser ham
for meget. Vi har i vores familie lært, at vi skal huske på, at vi har en 8 årig
dreng i en 3 årigs krop. Det i sig selv er en kæmpe udfordring, men vi tager det som det kommer. Ådalskolens søskendekursus hjalp mig til at forstå Marcus
meget bedre og særligt for mig var det at møde andre børn og vide at jeg ikke er den eneste
i verden med en bror som har et handicap. Jeg lærte også på søskendekurset, at jeg ikke kan forandre
Markus og handicappet, men jeg kan forandre den måde jeg tænker på og det
bruger jeg i dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar