fredag den 21. august 2020

Søskendekursus rækker længere

En af de vigtige erfaringer fra de senere års indsatser på området er, at børn med en bror eller søster med et handicap, har et meget stort udbytte af at møde jævnaldrende med opvækstvilkår som dem selv. Det er eksempelvis det som sker på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. Her kan børnene blandt andet få viden om deres søskendes handicap, udveksle erfaringer med andre i lignende situationer, få praktisk og personlig støtte og få mulighed for at sætte ord på en masse tanker og oplevelser. Søskende der har deltaget i kurserne fortæller, at de er lettede over at have fået en forklaring på deres bror eller søsters handicap, der er skabt en større forståelse og flere af børnene ser og kontakter også hinanden i mellem kursusdagene.  

”Jeg kan godt lide at snakke med nogen om det. Det er ikke så nemt at snakke med min mor, for hun har jo så mange andre gøremål” og ”kammeraterne i skolen forstår det naturligt nok ikke”.

Derfor betyder det meget for hende, at hun har fået muligheden for at deltage i Ådalskolens søskendekursus i Ringsted, et møde med jævnaldrende børn i alderen 9-16 år alle med en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. "Mine klassekammerater siger tit, at de forstår, hvordan jeg har det, men det gør de jo ikke. De har måske engang været på besøg hjemme hos mig til fødselsdag men de forstår ikke, hvordan det er at leve et liv med en søskende som har et handicap". En sådan hverdag hjemme hos os er bare svær at forstå når man ikke har prøvet det fortæller børnene fra Ådalskolens søskendekursus. Fordelen ved søskendekurserne er ifølge gruppeleder John Quist Frandsen ved Ådalskolens søskendekurser er, at børnene kan få luft for de oplevelser og erfaringer, de oplever med en bror eller søster med særlige behov. ”Først og fremmest får børnene på de her kurser et sted, hvor de kan få sagt nogle af de ting, som de ellers nemt kommer til at gå med alene. Nogle børn kan gå rundt med følelsen af at være bekymret for, om det er dem, der er skyld i deres brors handicap. På søskendekurset er der professionelle pædagoger til at hjælpe dem," siger han. Ådalskolens søskendekurser er for børn i alderen 9-16 år. På kurserne har børnene mulighed for at tale med andre børn, som de kan dele erfaringer og historier med. ”Vi oplever, at søskendekurserne klart udfylder et behov hos børnene. Her bliver de taget seriøst af professionelle voksne, der sætter fokus på dem og deres udfordringer i forhold til at leve i en familie med et særligt behov. På søskendekurserne er der plads til alle de tanker og følelser, man har, når man er barn," siger John Quist Frandsen. Blandt andet samværet med andre børn i en lignende situation gør børnenes bekymringer og problemer lettere at leve med, siger han. ”Det er enormt vigtigt, at børn ikke føler sig forkerte men oplever, at andre børn kan have de samme tanker og bekymringer som dem selv. Selvom der er kammerater på deres skole, som også er har en bror eller søster med særlige behov, så er det ikke altid sådan, at de åbner sig op over for hinanden og spørger ind til, om det andet barn har oplevet det samme”, fortæller han. John peger på, at søskendekurserne giver børnene et sted, som kan hjælpe dem til at føle sig normale i hverdagslivet og som giver dem en vished om, at der er nogen, de kan tale med om oplevelserne andre børn såvel som neutrale voksne.

Det siger søskende...

”Man finder ud af, at man ikke er den eneste, der har en bror eller søster med et handicap… Man kan både grine, fjolle og være seriøse sammen og her får man nye venner.” (pige på 11 år).       

”Det er dejligt at komme ud med alle de følelser, man går rundt med. På søskendekurset kan man sige alt…. Man glæder sig til hver gang, man skal derhen og jeg ville ønske, at det varede længere.” (pige på 10 år).

”Vi er virkelig blevet overraskede over, hvor begejstret og engageret han har været for søskendekurset og for, hvor meget det betød at have et fællesskab omkring det at have en søskende der har et handicap. (forældre til dreng på 11 år). ”På en eller anden måde har han sluttet fred med sig selv og sin situation efter forløbet på søskendekurset. Det at vide, at andre er i samme situation som ham selv, har været enormt befriende at få talt om og sat ord på.” (forældre til dreng på 12 år).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar