fredag den 30. november 2018

Kursusfolderen for søskendekursus 2019

Flere har efterspurgt kursusfolderen for det næste søskendekursus som afholdes på Ådalskolen i Ringsted. Kurset begynder til marts 2019 og der er åbent for tilmeldinger nu. Vi glæder os til at høre fra dig.




torsdag den 29. november 2018

Jeg er født som lillebror men er storebror for min bror...

En kryptisk sætning som ved første læsning ikke er lige til at gennemskue, men det er sådan Martin på 11 år oplever hans liv som bror. Mange tak til Martin og familie fordi I ville dele jeres historie her på Ådalskolens søskendekursus blog. Det er en pointe som opleves af rigtig mange familier, som har en barn med særlige behov eller et handicap. For lillebror Martin på 11 år er det bare helt naturligt, at Rasmus er handicappet. Han har aldrig kendt til andet. Da Martin var mindre, spurgte han ofte, hvornår Rasmus begyndte at tale, lidt som at lære at gå og cykle. Det måtte jeg så fortælle Martin, at der jo nok gik endnu et stykke tid. Og som 7-årig talte Martin om autisme og bleer og han er i dag meget omsorgsfuld over for Rasmus. Allerede som 8-årig kunne Martin komme ind fra haven og fortælle mig, at Rasmus havde ”lavet i bleen” og nok trængte til en ny. Han elsker at få lov til at give Rasmus et glas æblejuice eller et stykke kage. Martin har aldrig givet udtryk for, at der var for meget fokus på Rasmus. Selv om Rasmus jo ofte kommer i første række, sådan er det jo bare. Over for begge mine drenge har jeg i årene valgt den positive vinkel. Der er meget, som er værre end et handicap og i dag kan vi faktisk se positivt på, at det for eksempel har været muligt for mig at arbejde hjemmefra, og at jeg har haft et fag, som har gjort det muligt. Jeg nægter generelt at have for stort fokus på handicappet og har for eksempel sidestillet det at have handicap med at have rødt hår. Martin er rødhåret og det er ikke altid sjovt. Heller ikke når han på grund af sin lyse hud skal smøres ekstra meget med solcreme om sommeren og skal bade med t-shirt. Så snakker vi om, at der er noget med alle mennesker. Nogen har et handicap, nogen har rødt hår og nogen noget helt andet. Rasmus oplever rigtig mange begrænsninger ved at have et handicap og det vil han naturligvis også gøre fremover. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Sådan må det nu engang være for ham. Det, jeg kan gøre noget ved, er måden, vi takler udfordringerne på. Jeg nægter at give op overfor et handicap eller at skjule handicappet på nogen måde. Jeg har altid forsøgt at fortælle Martin, at have en bror med et handicap ikke er noget at skamme sig over eller have alt for meget fokus på. Martin tager det ufatteligt pænt, men selvfølgelig er der også perioder hvor det er meget svært. Især, når man tænker på, hvor frustrerende det er, at lige meget hvor meget umage man end gør sig, så er der dage, hvor det handicap bare ”fylder” enormt meget. At komme hertil hvor vi er i dag kræver benhårdt arbejde i familien og et nært samarbejde med omgivelserne. I min familie har vi virkelig haft glæde af Ådalskolens søskendekursus i Ringsted, som netop afholder søskendekurser for børn i alderen 9-12 år. At være en del af det netværk er meget gavnligt og et sted, hvor vi som søskende kan møde hinanden og netværke. Det er der ikke altid tid og plads i familien. »På Ådalskolen i Ringsted har vi søskendekurser for børn og vi oplever tydeligt, at børnene higer efter at tale med andre søskende om lignende oplevelser. Børnene udveksler for eksempel erfaringer med forskelle og ligheder fra søskende til søskende,« siger John Quist Frandsen, som er en af gruppelederne på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted.

onsdag den 28. november 2018

Søskendekursus til marts 2019

Vi har netop åbnet for tilmeldinger til søskendekurset, som begynder til marts 2019. Kontakt os allerede nu, hvis du vil skrives op til en kursusplads.


Alene tid med søskende er guld tid

Når Ådalskolen i marts 2019 åbner op for endnu et søskendekursus er det igen med tårnhøje forventninger om et givende kursus. Og givende bliver det altid for hvert søskendekursus er anderledes og nyt for det er nemlig de deltagende søskende som i den grad er med til at sætte dagsordenen. Vi som gruppeledere har selvfølgelig en plan med indholdet, men det er søskende som med deres individuelle bidrag giver det endelige indhold. Sidste gang vi havde kursus var det store samtale emne ”alene tid”. Her kommer et lille sammendrag af de mange snakke. Børn som har en bror eller søster med et handicap har en gang i mellem behov for tid alene med forældrene, hvor de mærker din opmærksomhed. Det kan være en god idé, at man hver uge afser tid til at lave noget sammen, som søskende godt kan lide. Det kan f.eks. være at læse en bog, spille et spil eller bage en kage. I familier med ældre søskende kan det måske være en idé at lave en fælles kalender, hvor I skriver ind, hvornår den næste undersøgelse eller behandling finder sted og hvem af forældrene som skal med på hospitalet. Så kan børnene altid kigge der og I kan også skrive søskendetid ind i kalenderen. Så kan søskende hele tiden se, hvornår der er alene tid med forældrene. Her er det vigtigt, at aftalerne om alene tid naturligvis også overholdes ellers kan det opleves som et svigt for søskende. Christian som var en af drengene på søskendekurset sagde, at ”alene tid er guld tid”.

Vi lærer af hinanden og slapper af sammen

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er for børn i alderen 9-12 år som har en bror eller søster med et handicap eller særlige behov. Søskendekurset giver mulighed for at mødes med andre i samme situation, lære nyt og bare være sammen. Søskende har snart i 7 år haft mulighed for at udveksle erfaringer på søskendekurserne i Ringsted, som gruppeleder John Quist Frandsen var med til at stifte tilbage i 2012.
At have en bror eller søster med et særligt behov kan være en udfordende situation, fordi man ofte er parat til at ofre alt – men det er ikke en gang nok. Gevinsten på et søskendekursus handler i høj grad om at være sammen med andre børn på sin egen alder, uden at man skal forklare helt fra Adam og Eva om, hvad det betyder at have en søskende som er anderledes. Vi lærer af hinanden, og vi slapper af i hinandens selskab, forklarer John. Søskende vil naturligvis gerne have et normalt liv som alle andre børn, men deres vilkår er anderledes og det hjælper at vide, at der er andre børn som har det på samme måde og oplever mange af de samme tanker. På søskendekurset sidder vi ikke bare sidde i rundkreds og klager over, hvad handicappet betyder for dem, nej vi er faktisk med til at understøtte en ny og anderledes forandring ved hjælp af de aktiviteter og øvelser vi tilbyder. Fordelene ved at deltager i et søskendekursus er mange. Det er godt for søskende at se, hvordan andre børn kæmper med de samme ting som dem selv. Og for søskende handler det mest af alt om at udveksle erfaringer og lære af hinanden. Det er også vigtigt at have et andet forum end sin normale omgangskreds af venner og familie. Mange søskende ønsker ikke at belaste deres familie, men nogle børn kan opleve at forældrene bliver ”trætte af” at høre om handicap fordi det fylder så meget i hverdagen. På søskendekurset får man overskud til at tale om almindelige hverdagsproblemer. Der er fx mulighed for at tale om problematikken med pinligheder, drillerier, andre mennesker der kikker, fniser og vender øjne. Vi modtager mange henvendelser fra forældre, som har hørt om os via Google. Det er jo meget godt, men jeg kunne ønske, at lærere og kommuner blev endnu bedre til at henvise til søskendekurserne og deltage i vores netværk, siger John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted.

fredag den 23. november 2018

Når et søskendekursus er slut

Når et søskendekursus på Ådalskolen er slut er vi naturligvis altid meget nysgerrige på, hvad der sker bagefter og hvordan kurset ”kommer i spil” i børnenes dagligdag. Vi tror på, at der altid sker en forandring, altså en personlig bevægelse fra et sted til et andet. Nogle gange kommer forandringen først efter et stykke tid mens der andre gange er mærkbare forskelle fra dag et. ”
Vores drengs forhold til hans bror er kendetegnet ved en mærkbar positiv forandring”, sådan siger en familiefar fra Roskilde her nogle uger efter at søskendekurset er afsluttet og hverdagen stille og roligt er vendt tilbage. Han er selvfølgelig bevidst om, at det naturligvis tager tid at ændre en svær relation til en mere positiv relation, men søskendekurset blev afgjort et banebrydende vendepunkt. Forældre fortæller os generelt, at deres børn har fået det bedre sammen, hvilket fx betyder, at de er blevet bedre til at lege sammen, forstå hinanden og "vi kan tage alle børnene med ud at handle eller besøge familiemedlemmer, uden at det skaber de irriterende konflikter". En anden familie fortæller, at relationerne mellem hans døtre også er forbedret: "Jo længere tid der gik med Ådalskolens søskendekursus jo bedre blev de til at lege sammen. De kan nemmere lege uden vores hjælp nu." Desuden udtaler flere forældre, at de har anvendt de lærte pædagogiske redskaber på eventuelle søskende, som dermed også har fået gavn af søskendekurset. Børnenes forhold til jævnaldrende klassekammerater opleves også forbedret. En klasselærer som fik at vide, at en af hendes elever skulle på Ådalskolens søskendekursus har efterfølgende kontaktet os med denne kommentar. Hun fortæller om en dreng, som før var meget indelukket og asocial i sin omgang med klassekammerater: "Hvor han før legede parallelt med de andre børn i klassen, byder han nu selv ind i forhold til de andres leg. Når han fx leger med riddere, henvender han sig til de andre og han er blevet en del af rollelegen. Han har selv en rolle og giver andre roller. Han har også fået en god ven i klassen". 
Nogle af de søskende som har deltaget i søskendekurset har en bror eller søster med ADHD og fortæller de om de konflikter som de oplever i hverdagen. Undervejs på søskendekurset tager vi naturligvis emnet op i flere omgange. Her er hvad et par af drenge afslutningsvis er kommet frem til: "Vi har lært at lægge mere bånd på os selv og ignorere ham [ved uhensigtsmæssig adfærd] samt at rose ham […], Det betyder konkret, at når han gør noget godt, skal vi starte med at tale pænt til ham og rose ham for selv har taget initiativet og "fange ham på rette ben". Det har hjulpet og konflikterne er ikke længere så voldsomme". Citatet fortæller, at søskende benytter sig af de konkrete tips og tricks, som søskendekurset italesætter, som eksempelvis evnen til at ignorere og rose bestemte typer af adfærd. Grundlæggende er søskende blevet bedre til at have forståelse for deres bror eller søster og derved forebygge situationer, som fx kaotiske morgener, drillerier og konflikter.

Søskende som har en bror eller søster med et handicap

Ådalskolen i Ringsted tilbyder søskendekurser for børn i alderen 9-12 år. Et kursusforløb som foregår over 3 måneder og her er et kort resume over nogle af de emner søskende vil opleve. Hvert søskendekursus er naturligvis meget forskellige idet det tager afsæt fra de perspektiver og erfaringer som børnene kommer med.

Overvejelser fra søskende
•Ting børn siger om at have en søskende med et handicap
•Hvad du kan gøre for at støtte din bror eller søster
•Et ønske om mere viden og information
Når et barn har et handicap, påvirker det alle i familien, herunder også søskende. Hvordan du reagerer på at have en søskende med et handicap afhænger af mange ting blandt andet:
•Typen af handicap
•Din egen alder
•Alder på din søskende
•Hvordan handicappet håndteres i din familie
•Den støtte, der gives hvert barn i familien
Søskende kan have nogle af de samme følelser, som forældre kan have – derfor er det er vigtigt, at deres følelser høres og forstås. Børn og deres søskende med handicap kan have det sjovt og nyde at være sammen. De får chancen for at lære noget som andre børn ikke komme så nemt til og som vil hjælpe dem til at blive mere empatiske og eftertænksomme unge.

Overvejelser fra søskende:
At have en søskende med et handicap kan give mange udfordringer for børnene. Det kan være:
•Påvirkning af det generelle familieliv
•Påvirkning af familieudflugter og aktiviteter
•Gå glip af tid sammen med forældre, og måske føle sig misundelig over dette
•Søskende kan stille for store krav til sig selv fordi de føler at de skal gøre det dobbelt så godt
•Kan føle skyld, hvis de brokker sig, fordi deres søskende har det endnu værre
•Kan være bange for, hvad handicappet betyder for dem – måske har de ikke fået at vide, at det ikke kan smitte
•Kan blive flov over deres søskendes adfærd, når deres venner kommer på besøg
•Kan blive bedt om at fungere som omsorgspersoner for at hjælpe forældrene – og det kan måske ubevidst komme til at tage overhånd
•Kan være bekymret for deres forældres reaktioner på handicappet især hvis forældre oplever det stressfyldt

onsdag den 21. november 2018

ADHD foreningen i Vestsjælland

ADHD foreningen i Vestsjælland og Ådalskolens søskendekursus samarbejder for at skabe mulighed for endnu mere netværk. Lørdag d. 15. december arrangerer ADHD foreningen en søskende og familiedag på Ådalskolen i Ringsted. En spændende, sjov og lærerig dag er i vente og vi glæder os til at se jer alle sammen. Tilmeldingen fremgår af indbydelsen.


mandag den 19. november 2018

Populære søskendekurser

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er populære og vi er allerede nu i gang med at forberede det næste kursus, som begynder til marts. Læs her hvad andre søskende fortæller om søskendekurset og send en email, hvis du er interesseret i en kursusplads.
"Jeg kan godt lide at snakke med nogen om det. Det er ikke så nemt at snakke med mine forældre fordi de jo har så travlt med min lillebror og jeg vil ikke give dem flere bekymringer”. Sådan lyder tilbagemeldingen fra en Martin, en dreng på 11 år, som har været med et søskendekursus. Kurserne er blevet så populære, fordi de formår at sætte fokus på en pårørendegruppe som har brug for et rum til at ”komme frit frem”. Ifølge John Quist Frandsen, socialpædagog og ansat på Ådalskolen, er de direkte fordele ved kurserne, at børnene får luft for de udfordringer, som de oplever i hverdagen sammen med en bror eller søster med et handicap. ”Først og fremmest får børnene et sted, hvor de kan få sagt nogle af de ting, som de ellers nemt kan gå med alene. Børnene kan gå rundt med følelsen af, at de er årsag til handicappet. På søskendekurserne er der professionelle til at hjælpe dem”, siger han.
Ådalskolens søskendekurser optager børn i alderen 9-12 år og tilbuddet er åbent for alle kommuner i hele landet. Undervejs i kursusforløbet har børnene rig mulighed for at tale med andre børn, som de kan dele erfaringer og historier med. ”Vi oplever, at søskendekurserne udfylder et behov hos børnene. Her bliver de taget seriøst af professionelle voksne, der sætter fokus på dem og deres udfordringer i forhold til at leve i en familie med et barn med et handicap. På et søskendekursus er der plads til alle de tanker og følelser man har, når man er barn,« siger John. 
Blandt andet samværet med andre børn i lignende situationer gør at deres tanker og eventuelle bekymringer bliver lettere at leve med, siger han. ”Det er enormt vigtigt for søskende ikke at føle sig forkerte og blive oversamarbejdsvillige, men opleve at andre børn kan have de samme tanker som dem selv. Selvom der er kammerater på deres skole, som også har en søskende med et handicap er det ikke sådan, at de åbner sig op over for hinanden og spørger ind til, om ens kammerater oplever det samme”, fortæller han. John siger, at Ådalskolens søskendekurser i Ringsted er et sted, som hjælper børnene til at føle sig ”mødt” i søskenderelationen og som giver dem en vished om at der er nogen, de kan tale med om udfordringerne.
Et søskendekursus består af 10-12 børn. Læs mere her på bloggen, find vores kursusfolder på www.aadalskolen.dk eller på Facebook.

En blandet gruppe børn giver mangfoldighed

De er her alle sammen, drengen som lige er fyldt 9 år og som er lidt genert, den storsnakkende pige på 12 år som glæder sig til hendes næste fødselsdag, pigen som kommer fra Odense og som står op kl. 06.00 for at komme på søskendekursus, drengen på 11 år som lige har fået at vide, at hans bror har et handicap og sådan kunne vi blive ved. Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er et forum og bliver et fællesskab, hvor børnene er vidt forskellige, men hvor det som binder dem sammen er det livsvilkår, at de alle har søskende med særlige behov eller et handicap. På søskendekurset er der sjove aktiviteter og aktiviteter som hjælper børnene med at sætte ord på deres virkelighed. Ord som er med til at støtte det enkelte barn med forståelsen af, at han eller hun ikke er den eneste som har en bror eller søster med et handicap. En udfordrende hverdag kender de fleste søskende til og naturligvis kan søskendekurset ikke fjerne udfordringerne, men søskendekurset forsøger at lære børnene at hvis de kan øve sig i at tænke på en anderledes måde kan hverdagen blive væsentlig nemmere. Et barn med et handicap har brug for søskende med et særlig forståelse.

lørdag den 17. november 2018

Min storebror Emil kan ikke sidde stille

Vi ved alle, at der ikke er noget usædvanligt i, at små børn har svært ved at sidde stille, koncentrere sig og kontrollere deres impulser. Når så børnene ikke længere er små, men 10 til 12 år så er det pludselig en helt anden sag. Sådan er det for Christoffer, der har en storebror på 12 år, Emil, som har ADHD. For Christoffers storebror, der har ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder) er problemet så stort, at det hindrer en normal hverdag og påvirker hans naturlige udvikling. Hans storebrors hverdag kan nemt virke kaotisk. Han mister ofte ting, glemmer tiden og får ikke lavet lektier. Han har også ofte svært ved at vente på tur eller gøre ting færdige, som han ikke umiddelbart synes, er sjove. Han kommer tit op at skændes med andre, fordi han lettere bliver vred og hidsig – ofte over ingenting. Hvis ADHD ikke behandles, kan det have negativ indflydelse på barnets og hele familiens trivsel. Det kan også være svært for Emil at få venner og tackle sociale situationer i skolen.
Hvordan påvirker Emils ADHD familien?
At leve med ADHD er først og fremmest anstrengende for Emil selv. Men at være forælder til et barn med ADHD kan også være både svært og krævende. Problemerne bliver særlig tydelige i situationer, hvor der stilles krav. Emil reagerer hurtigt med stærke følelser, og det bevirker, at han måske udtrykker vrede og protest, fordi han oplever kravene som frustrerende. Selv småting kan føre til voldsomme vredesudbrud og følelsesladede scener. Det er vigtigt, at man som forælder forstår sit barns måde at fungere på, så man ikke kontrollerer dets adfærd med forbud, negative kommentarer og trusler om straf. Hvis man ikke forstår, hvordan et barn med denne type problemer kan påvirke sine omgivelser, er der risiko for, at man giver forældrene skylden for problemerne. At være søskende til Emil kan også være både svært og krævende. Det kan medføre, at man ikke får helt så meget plads i familien, som man måske har behov for og det kan føre til konfliktsituationer.
Hvad kan jeg gøre som forælder?
Hvis man som forælder er urolig, kan man henvende sig til skolens pædagogisk-psykologiske rådgivning eller egen læge. Det vil ofte være indgangsporten til den videre udredning. For udredningsteamet er det vigtigt at få så mange detaljer frem som muligt om, hvordan barnet fungerer i skolen, blandt kammeraterne og i hjemmet. Det er derfor en god idé at tale med klasselæreren for at finde ud af, hvordan barnet fungerer i det pågældende miljø. 
Søskendekurser støtter
Det er en god løsning at tilbyde de andre børn i familien søskendekurser. Ikke at det løser alle udfordringerne, men det giver mulighed for at tale med og være sammen med andre børn som oplever de samme udfordringer i hverdagen. Det giver også mulighed for at sætte ord på oplevelser og erfaringer sammen med neutrale voksne. Ådalskolen i Ringsted arrangerer søskendekurser for søskende. Næste kursus begynder i marts 2019.

torsdag den 15. november 2018

Næste søskendekursus begynder...

Det næste søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted begynder til marts 2019. Målgruppen er børn i alderen 9-12 år som har en bror eller søster med særlige behov. Der er nu åbent for tilmeldinger og vi anbefaler at I allerede nu reserverer en plads på kurset, hvis det har interesse. Derefter tager I kontakt med sagsbehandleren og får lavet en ansøgning som dækker kursusafgiften. Dette er der mulighed for ifølge Serviceloven. En kopi af betalingstilsagnet vil vi gerne have en kopi af når I modtager det fra kommunen.




onsdag den 14. november 2018

Søskende oplever også en rutschebanetur

Ådalskolen i Ringsted er en specialskole i Ringsted og fra mange forældre hører vi, at det kan opleves som en følelsesmæssig rutsjebanetur at blive forældre til et barn med handicap, hvor mange fortæller at de ryger helt ned i kulkælderen, og bliver opslugt af den sorg, det for mange er, at få et barn med et handicap. Når forældrene får mulighed for - på en sund og konstruktiv måde - at bearbejde de mange tanker og følelser sammen med ligestillede, kan der dannes grobund for at familien kan ændre opfattelsen af deres familie fra at være ressourcesvag til at være en mere åben og ressourcestærk familie, der har et barn med en funktionsnedsættelse. I takt med at barnet bliver ældre, vil forældrene til stadighed opleve at køre op og ned i følelsernes rutsjebane men et stærkt netværk med ligestillede gør disse op-og-nedture lettere at håndtere. Søskende oplever den samme rutschebanetur og derfor er det afgørende, at søskende til børn med funktionsnedsættelse får mulighed for at danne netværk med ligestillede, så kan nogen at dele deres tanker og erfaringer med. Når man møder ligestillede, som man kan spejle sig i, bliver man klogere på egne stærke og svagere sider og bliver bedre til at få øje på egne og andres kompetencer. Den erfaringsudveksling, som foregår på et søskendekursus, har til mål at række ud over selve kurset, så søskende lærer at trække på netværket fremadrettet, når der er brug for ressourcer eller inspiration ”udefra”.

ADHD og autisme er ikke altid lutter lagkage

At være storebror til en mindre bror med ADHD og autisme er ikke altid lutter lagkage, men han er jo min lillebror. Når Mikkel som er 12 år kommer hjem fra skole er det første han gør, at lave et eftermiddagsskema for hans lillebror. Mikkels lillebror hedder Bertram, har ADHD og autisme og er meget visuelt tænkende. Derfor bruger vi i min familier meget skemaer og piktogrammer fortæller Bertram fordi det er vigtigt for ham at vide, hvad der skal ske hvornår. Det er en fuldstændig nødvendighed at have skemaer til Bertram siger Mikkel ellers er resten af dagen ødelagt. I starten var det svært at acceptere, at vi i min familie skulle lave skema, jeg synes faktisk det var pinligt og flovt. Når mine kammerater var med mig hjemme kunne de se den store tavle i køkkenet og jeg tror de undrede sig rigtig meget. Det var ikke noget jeg talte om, men særlig efter at jeg var med på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted har jeg fået meget mere mod til at fortælle andre om min familie og hvordan det er at have en lillebror med ADHD og autisme. Nu her efter 2 års træning er vi generelt blevet gode til at bruge korte præcise sætninger og sige det Bertram skal og ikke det han ikke skal. Det var virkelig noget, som jeg skulle vænne mig til. Det at jeg hele tiden skal tænke over, hvad jeg siger og hvordan jeg skal sige tingene. Jeg kan godt se, at det hjælper min lillebror rigtig meget, men en gang imellem er det bare irriterende. Da jeg deltog i Ådalskolens søskendekursus var det første gang jeg var sammen med andre børn på min egen alder som også har søskende med et handicap. Det var en fantastisk oplevelse og en klar øjenåbner for mig. Jeg lærte en masse om ADHD og autisme og jeg fik nye kammerater. Jeg lærte blandt andet, at jeg skal undgå at bruge ordet "ikke", så omformulerer jeg hellere sætningen og fortæller min lillebror, hvad han skal gøre. De voksne på søskendekurset fortalte, at hjernen ikke kan høre ordet "ikke" fx. hvis jeg siger "Bertram du skal ikke gå igennem vandpytten" så kan jeg være sikker på at han gør det, men siger jeg "Bertram du skal gå uden om vandpytten" så går han pænt (for det meste) uden om. I min familie gælder det om at være 4 skridt foran hele tiden. Jo mere faste rammer og forudsigelighed jo bedre. Vi fortæller altid, hvor lang tid der til, at der skal ske et eller andet, hvornår vi skal afsted, hvornår er det sengetid osv. den forudsigelighed har min lillebror brug for. På den måde undgår vi mange konflikter, når vi bryder ind i et eller andet han er i gang med. At være storebror til en lillebror med ADHD og autisme er ikke altid lutter lagkage, men han er min lillebror. Takket være Ådalskolens søskendekursus har vi i min familie fået styr på noget meget væsentligt.

Det er godt at "læsse af" blandt andre

I løbet af et søskendekursus som hos Ådalskolen i Ringsted har vi mange snakke med søskende, som har en bror eller søster med handicap. Der er også mange sjove aktiviteter og ikke mindst muligheder for at dele de oplevelser man som søskende har. Vi oplever, at søskende har rigtig mange erfaringer og mange forskellige følelser forbundet med situationerne. Vi har bl.a. oplevet, at nogle søskende har følt sig utilstrækkelige eller været frustrerede og bekymrede for, hvordan fremtiden skulle forme sig for sig selv og deres bror eller søster med et handicap. Vi har også hørt at nogle, som har haft en følelse af at have mistet kontrollen eller været stresset og urolige over situationen. Andre søskende har følt sig misundelige eller haft en følelse af ikke at kunne forstå, hvorfor tingene sker, som de sker. Alt i alt, så er alle disse følelser naturlige og helt okay at have. Vi reagerer alle meget forskelligt på de ting, vi møder i livet, og derfor er der heller ikke nogen rigtig eller forkert måde at forholde sig til, at en, man holder af har et handicap. Når man som barn går rundt og tumler med de her følelser, så handler det først og fremmest om at få sat ord på følelserne, sætte fokus på sig selv og finde ud af ’hvad er det egentlig, som berører mig’. Derefter handler det om at finde ro i det ukendte og få noget perspektiv og refleksion over situationen. Det kan være svært. Et søskendekursus kan hjælpe med at sætte tingene i perspektiv, få reflekteret over situationen og få en tryghedsfølelse ved at få læsset nogle af følelserne af. Handicappet er der naturligvis fortsat og faktum ændres ikke, men visheden ved at kunne læsse af blandt andre giver en stor lettelse for mange. Det er nemlig vigtigt, at man som søskende også husker på sig selv. Det er ikke kun den, som har et handicap der bliver påvirket. Som søskende kan du blive påvirket i lige så høj grad. Tænk derfor også på dig selv og anerkend, at du også kan have det svært men at det hjælper at sætte ord på det ”svære” og lufte det til andre. Det handler nemlig også om at kunne få øje på det mulige i stedet for det umulige og på den måde få fokus væk fra begrænsningerne og irritationerne. I sidste ende får søskende nogle redskaber til, hvordan man kan klare at tage en dialog med hinanden om de ting de oplever i hverdagen. Samtidig handler det om at få lagt en form for strategi for, hvordan tingene skal gøres og klares fremadrettet.

tirsdag den 13. november 2018

Hvad ønsker søskende?

Spørger man søskende, hvad de ønsker fortæller mange at de gerne vil:
  • Informeres og inddrages i deres søskendes handicap
  • Have tid alene med deres forældre
  • Møde andre børn i samme situation
  • Have de voksnes forståelse for, at det nogle gange er svært at have en bror eller søster med handicap. F.eks. kan det være svært at koncentrere sig om at lave lektier i et hjem, hvor hverdagen ofte er turbulent
  • Have hjælp til at håndtere mobning, hvis de går på samme skole som deres bror eller søster

Søskende kan ikke lide:
  • Forskelsbehandling derhjemme
  • Når de skal forsvare deres bror eller søster i skolegården
  • Når de bliver bedt om at fortælle klassekammerater og venner om deres søskendes handicap – det føles som om man hænger sin bror eller søster ud

mandag den 12. november 2018

Så er fotobogen på vej

Kære søskende
Så blev fotobogen færdig og den er nu på vej til jer. Når vi kikker alle billederne igennem fra start til slut så synes vi, at I har været et fantastisk hold at være sammen med. I har været super interesserede i aktiviteterne og I har været gode og nærværende ved hinanden.
Vi håber I alle vil glædes ved bogen og at vi måske kommer til at se hinanden en anden god gang.
De bedste november hilsner
Nadia, Gitte og John


fredag den 9. november 2018

Erfaringsdeling i søskendegrupper

I søskendegrupper mødes børnene med andre, der er i en situation, som ligner deres egen. Indholdet i søskendegrupperne baserer sig på viden om og erfaring med systemisk tænkning og positiv psykologi og kerneværdierne er gensidighed, lighed og at man får hjælp ved at hjælpe andre. Man modtager ikke behandling i gruppen, men er en aktiv deltager på lige fod med de øvrige deltagere. Gruppen støttes af 3 professionelle pædagoger der hjælper med struktur og praktiske forhold. Børnene på søskendekurset giver dem selv et frirum og et fællesskab, hvor der er plads til alle slags tanker og følelser, og hvor der opstår nye ideer til at håndtere situationerne. Gennem den gensidige forståelse og fælles erfaringer understøttes børnenes oplevelser af sig selv som normale mennesker i med et anderledes livsvilkår. Det medvirker til, at søskende på sigt lettere bliver i stand til at håndtere de følelser og udfordringer, som kan være forbundet med livet som søskende pårørende. Søskendekursets resultater viser tydeligt, at kurset skaber forudsætning for, at de børnene får en oplevelse af emotionel, social anerkendelse, som medvirker til, at de både kan opretholde hverdagen som søskendepårørende og vedligeholde en stabil og velfungerende identitet. Grupperne har således skabt basis for, at søskende pårørende har kunnet etablere nye sociale relationer, har kunnet håndtere deres følelser og nemmere har kunnet håndtere hverdagen. Søskendekurset har også arbejdet med andre former for erfaringsdeling, hvor børnene i mindre grupper med en særlig problemstilling eller særlige behov kan mødes.

Kommentarer fra børnene på søskendekurserne


Som afslutning på søskendekurset bliver børnene spurgt, om de har oplevet en forandring hos dem selv eller i deres liv som følge af søskendekurset og hvilken betydning forløbet har haft for dem. Vi har samlet noget af feedbacken her på bloggen:

” … er blevet bedre til at acceptere, når jeg begår fejl. Og er blevet bedre til at acceptere de udfordringer, som min søster giver mig”

”Har skåret ned på mine krav til mig selv, for at passe på mig selv og ikke overbelaste mit system”

”Jeg har i hvert fald oplevet at gå glad fra kurset med et mere positivt syn på mig selv og andre ting i min hverdag, hvilket også har haft betydning i mit liv. Også godt at blive mindet om at give plads til andre”

”Er blevet bedre til at sige ”pyt” og ikke hidse mig op”

”Jeg er blevet mere opmærksom på at tænke på mig selv, og ikke andre menneskers meninger/tanker om mig. Opmærksom på mine styrker, der gør min hverdag nemmere, og har fået hjælp til det der var svært”

”Jeg er nok blevet mere bevidst om min opførsel især over for kammerater i skolen. Har fået lidt nemmere ved at være åben omkring min brors ADHD”

” … større accept, hvilket gør at jeg er mere åben over for andre omkring at min bror som har ADHD”

”En fantastisk oplevelse at møde andre søskende. Ikke at skulle forklare sig. Og at komme af med frustrationer og bekymringer. At blive mødt med forståelse. Ulempe at der kun var 10 gange. Vil mødes fremover”

 ”Er blevet opmærksom på nogle ting. Hvad er rigtigt/relevant/nødvendigt.

”Derudover skal der lyde et tak fra mig – jeg er utroligt glad for at have deltaget på søskendekurset”

”Det har været meget positivt, og jeg har glædet mig til at komme hver gang”

”Det har været fantastisk at møde andre og blive forstået”

”Jeg har glædet mig til hver gang at se de andre og været spændt på hvordan, dagens emne måske havde noget godt at tage med hjem. Jeg synes, jeg har fået meget, men det er stadig en kamp i hverdagen. Der er dog kommet nogle positive ting ind i min hverdag, og det har gjort, at jeg tit tænker på, hvordan jeg kan handle anderledes i forhold til de ting jeg har lært på kurset”

”Det har været et meget berigende forløb, som har givet mig en positiv personlig udvikling. Jeg har lært meget positivt om mig selv, fået en bedre forståelse for mig selv (…)”

”(…) generelt taknemmelig for hele forløbet. Tak”

Over 200 børn kan ikke tage fejl


Tilbuddet om søskendekurser på Ådalskolen i Ringsted har eksisteret siden 2012 og erfaringerne er meget positive. Indtil videre har mere end 220 børn været med, fortæller gruppeleder og socialpædagog John Quist Frandsen. Hovedårsagen til at vi har sat søskendekurserne igang er, at børnene skal møde hinanden og dele deres erfaringer med at have en bror eller søster med særlige behov. De lærer en masse nyt om handicap, får et rum til at fortælle, de får en bedre forståelse for, hvorfor deres bror eller søster reagerer som de gør i nogle situationer. Det er til stor gavn for børnene at få en større forståelse for det handicap, som deres bror eller søster har. De får lært nogle ord, så de selv kan begynde at forklare deres venner, hvad deres søskende har af udfordringer. Søskende har brug for et rum, hvor de kan tale frit om deres tanker og følelser. Søskende kan ofte opleve, at meget af forældrenes tid og energi går til barnet med særlige behov og at deres egne behov ofte må udskydes. Derfor kan det være særligt udfordrende at have en søster eller bror med et handicap. Som pårørende søskende kan man føle sig overset eller tilsidesat og opleve, at man skal tilpasse sig og udskyde sine egne behov. Pårørende søskende vil også ofte opleve, at de bliver pålagt et større ansvar i familien. Som pårørende søskende, kan man overvældes af mange blandede tanker og følelser. Man bekymrer sig for sin søster eller bror og føler sig samtidig magtesløs og uforståelig over for diagnosen. De udfordringer, som handicappet kan skabe, vækker følelser som irritation, frustration og vrede. Nogle søskende vil måske også opleve det som meget skamfuldt at have en søskende med særlige behov, og det kan eksempelvis have betydning for, om barnet ønsker – eller har mulighed for – at tage kammerater med hjem fra skole. På Ådalskolens søskendekursus lægger vi vægt på, at ved at give søskende en større viden om og indsigt i handicappet, kan blive skabt en større forståelse, hvilket vil gøre det nemmere for søskende at håndtere situationen både nu og i fremtiden. Dette er kernen i vores søskendekurser.

onsdag den 7. november 2018

Familielivet i kølvandet på et barn med særlige behov

Nadia Kyed og John Quist Frandsen begge gruppeledere og socialpædagoger fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted fortæller her om nogle af de overvejelser der kan være i en familie, når man har et barn med et handicap. Det skal siges, at børn reagerer meget forskelligt og individuelt på det vilkår som det er at have en søskende med særlige behov. Der er endda stor forskel på hvordan drenge og piger reagerer. Over tid kan den enkelte skifte mellem perioder, hvor man kan forholde sig til nye ting, måske finde nye roller og mestringsstrategier og perioder, hvor man falder tilbage i tabets følelser og reagerer med sorg, vrede og afmagt. John sammenligner det lidt som et hus, hvor der findes et ”sorgens rum” og et ”livets rum”. Som forældre skal man rumme manges sorg – sin egen, barnets, eventuelle søskendes, hvilket naturligvis i sig selv kan være en stor opgave og belastning. Samtidig fortsætter hverdagen derudaf for fuld kraft. Når vi taler om søskende kan man sige generelt at ”hvad børn ikke ved har de ondt af”. Fortielser og hemmeligheder kan gøre børnene usynlige og skaber følelser af skyld og usikkerhed. Søskende skal have besked på et målrettet børneniveau. At være søskende til et barn med handicap kan hen ad vejen give større modenhed og selvtillid, hvis barnet samtidig vokser med opgaven. Søskende kan have brug for at bearbejde deres følelser over det at have fået en søster eller bror med et handicap. Her er det vigtigt, at de voksne anerkender barnets følelser. Nadia råder til at man opfordrer barnet til at være ærlig omkring egne følelser, også overfor forældrene. Barnet skal vide, at såvel stærke som negative følelser er normale og man skal lade barnet få luft. Man kan evt. bruge sig selv som rollemodel og fortælle, hvornår man selv har mærket ikke så pæne følelser som barn og hvad man gjorde ved det. Man ser forskellige reaktioner på at føle sig overset hos søskende. Nogle tillægger sig en tilbagetrukket, hensyntagende og uproblematisk adfærd, hvor de kan blive næsten usynlige og alt for hjælpsomme. De kan færdes meget ude og holde sig væk fra hjemmet og ellers opholde sig på værelset. De er ikke til besvær og altså ikke længere en del af familien. Andre går ind og bliver ”reserveforældre”, hvorved de modnes alt for hurtigt. De tager eller får et ansvar, som de ikke burde have i så ung en alder. Måske har de så travlt med at være hjælpsomme, at de ikke længere tager kammerater med hjem. Helt andre kan tillægge sig en udadreagerende adfærd og dermed fylde rigtig meget i familien. Måske tillægger de sig det handicappede barns adfærd da de har opdaget, at det giver umiddelbar opmærksomhed. Søskende har ligesom forældrene bekymring for, hvordan det skal gå barnet med handicap når forældrene ikke er der mere. De kan tænke på, om de selv skal overtage et forældreansvar. Nadia råder til, at forældrene skal være åben overfor disse tanker og foreslår, at emner italesættes naturligt hen ad vejen, at de lægger en plan, så alle ved, hvad forældrene ønsker for det handicappede barn.

tirsdag den 6. november 2018

Indsigt og ydmyghed

"Det var en fantastisk oplevelse for mig at være gruppeleder på Ådalskolens søskendekursus", sådan siger Nadia Kyed, som er en af de 3 voksne, som netop har været med til at afslutte endnu et søskendekursus i Ringsted. Vi mødte en gruppe søskende, der havde tillid til os og havde deres bror eller søster i fokus og i den grad brændte for at få mere viden om, hvordan de bedst muligt kunne støtte deres bror eller søster med særlige behov. På søskendekurset var børnene utroligt åbne overfor hinanden og brugte hinandens erfaringer meget konstruktivt. Det var klart vores opfattelse, at de fik stor gavn af det kursusforløb på 42 timer (som søskendekurset varer) til at blive klogere på at være søskende til en bror eller søster med særlige behov. Oplevelsen har givet mig en dyb indsigt og en stor ydmyghed overfor disse børns store og små dilemmaer. Som gruppeleder får jeg mulighed for at have en stor indflydelse overfor børnene, når de lægger deres private liv til skue. Det har jeg en meget dyb respekt for. Som gruppeleder er jeg i kraft af min uddannelse og erfaring klædt godt på til at kunne facilitere de mange forskellige aktiviteter og øvelser, som vi bruger på søskendekurset. Med indsatsen bliver jeg også selv så meget klogere på de dilemmaer, børnene og deres familier står i. Og sikken glæde, når nye redskaber virker på børnene. Det er skønt at se deres stressniveau dale og deres overskud til deres bror eller søster øges. Det er fantastisk at være med til.

Vi havde en alletiders sjov søskendecamp

Ådalskolens absolutte højdepunkt er en søskendecamp, en slags lejrtur i en hytte med en overnatning. Sådan siger børnene i hvert fald og de ville gerne have at den varede længere måske en hel uge. Her kommer et par af de mange gode billeder. Og for første gang nogensinde var der også en kursus kat med. Han hun hedder "John John" og var pludselig fundet vej til hytten. Katten blev krammet, kælet med og tilbudt mad og en seng at slappe af i. Det var tydeligt at katten var godt kendt med hyttens køjesenge.


"De andre søskende er nemme at snakke med"

Ådalskolen i Ringsted tilbyder og tilrettelægger søskendekurser for børn i alderen 9-12 år som har en bror eller søster med et handicap. En meget væsentlig del af tilbuddet er også at organisere et frirum for børnene. Under søskendekurset er vi meget optaget af, at skabe et neutralt rum for børnene, hvor tanker og følelser kan mødes og udtrykkes. Det har stor betydning for især de ældre børn, som fortæller os, at de har opnået større bevidsthed om, hvordan de selv har det og er blevet opmærksomme på deres relationer til deres søskende. Vores evaluering viser også, at mødet med ligesindede er et meget betydningsfuldt element i oplevelsen på Ådalskolens søskendekurser. For de yngste har oplevelsen af at italesætte det faktum, at de ikke er alene med deres udfordringer været deres væsentligste udbytte. For de større børn har de kunne berige hinanden med handlemuligheder, gode råd og få et nyt syn på, hvad de kan gøre i situationen. Denne bevidning imellem børnene gør, at der gives stemme til mere nuancerede og mangfoldige identitetsfortællinger om den enkelte, så det ikke er bliver problemfortællingerne, der dominerer, hvilket netop er et væsentligt element i vores udformning af et søskendekursus. Ud over en ændring i, hvordan børnene oplever sig selv medfører bevidning også oplevelsen af fællesskab og ikke at være alene, hvilket tydeligt beskrives af en af de 12 årige drenge:
”For første gang taler jeg med andre børn om min brors handicap”
At børnene på Ådalskolens søskendekursus kan bevidne hinandens historier og med gruppeledernes støtte, hjælpe hinanden med at udfolde synet på sig selv og deres situation, må siges at udgøre et særligt kendetegn ved valget af netop et søskendekursus som form, der har en værdifuld betydning for børnenes oplevelse.

søndag den 4. november 2018

Ådalskolens søskende er slut for denne gang

Kære søskende
Tusind tak for en fantastisk weekend. Det har været så fedt at lære jer at kende, have jer med på søskendekursus og sætte et så pragtfuldt punktum, som vi har gjort i denne weekend. Vi er alle trætte og når vi har fået udsovet ja så vågner vi op til en masse nye erfaringer og opdagelser som vi sammen har fået. Tusind tak for det. Det er vi så glade for. Vi lægger billeder op her på bloggen i de kommende dage. Så husk at vende tilbage.
De bedste hilsner
Nadia, Gitte og John