søndag den 29. november 2020

Efterårets søskendekursus

Der er nok ikke et menneske som i denne verden der ikke har hørt om Corona virus eller er blevet af påvirket af det på en eller anden måde. Naturligvis heller ikke Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. Vi har måtte forandre indholdet flere gange og forlænge efterårets kursus på grund af de restriktioner vi skal følge. Nu har vi forhåbninger til slutningen af januar. I mellemtiden gør vi alt for at holde kontakten med hinanden. Den tillid vi havde opbygget må ikke "løbe ud med badevandet". Derfor holder vi kontakt med hinanden via e-mail og må sjove opgaver sendes rundt. Vi håber I allesammen er friske på at være med til at give den gas og fortætte skriverierne mellem hinanden.

Vi har netop sendt en ny lille kryptisk opgave ud og den glæder vi os til at høre jeres svar på.

God søndag

Hilsen

Gitte, Nadia og John

fredag den 27. november 2020

Der er flere ting i spil når man har en bror eller søster med et handicap

 

Jeg kan ikke forestille mig noget bedre kursus

På Ådalskolens i Ringsted deltager 14 børn i alderen 9-12 år om få måneder i et søskendekursus. En oplevelse som handler om at møde andre børn som også har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap, lære nyt og naturligvis få en positiv og udbytterig oplevelse med hjem. Børnene har en masse til fælles. En af de ting, som alle børnene kan tale sammen om udover fodbold, gymnastik og computerspil er, at de enten har en bror eller en søster med et handicap. "Vi kan simpelthen ikke undvære søskendekursus”. Det er helt fantastisk, at det kan lade sig gøre for os at komme på sådan et kursus sammen, siger to af drengene i kor. De kendte ikke hinanden inden kurset begyndte, men det har de 3 kursusledere Gitte, Nadia og John sørget for efter nu kun få timer på Ådalskolen. En af drengene siger, at han ikke kunne forestille sig noget bedre kursus og at han lærer en masse. Det skortede ellers ikke på betænkeligheder, da Martins mor fortalte ham, at hun havde fundet en folder på biblioteket om et søskendekursus på Ådalskolen. I Martins familie er der 3 børn, hvoraf den yngste dreng har infantil autisme, en gennemgribende udviklingsforstyrrelse som varer hele livet. Martins familie fortæller, at de udmærket kender til en meget presset hverdag, hvor der bruges rigtig meget tid på møder med skolen og kommunen samt alle de andre ting der følger med. Nogle gange kan det være svært at få tid og overskud til de andre søskende, som ikke har et handicap. Martin nyder virkelig at være på søskendekursus, der er andre børn at lege med og han har det virkelig sjovt og når han kommer hjem og fortæller han om en masse spændende aktiviteter. Søskendekurset har et seriøst program samtidig med at der er plads til leg, fritid og masser af hygge. En rigtig god kombination, når man er dreng med vildskab i benene, som en af de andre drenge Peter siger med et stort grin om munden. Ja stemningen er bare rigtig god, siger Martin. Vi hører og oplever, hvordan andre børn oplever at være søskende til en som har et handicap, vi fortæller historier og lytter til de mange gode råd. Der kommer en masse gode ideer og erfaringer, som vi andre kan tage med hjem i hverdagen," siger Martin. Ja at være på søskendekursus på Ådalskolen er ligesom en rejse, en rejse som man glæder sig til og nødig vil hjem fra.

Jeg tænker over hvad der skal ske i fremtiden

”Jeg tænker over, hvad der vil ske med min lillesøster i fremtiden. Kommer hun til at få et arbejde”? Fremtiden er til evig bekymring når man har en søskende med særlige behov. Hvad kommer der til at ske for os og vores omgivelser? Hvor er vores udvikling på vej hen? Hvad er uundgåeligt? Og hvad har vi selv indflydelse på? Sådanne spørgsmål har Nikolaj som bare er 12 år gammel og deltager på søskendekurset på Ådalskolen i Ringsted. Når børn nærmer sig 12-13 års alderen begynder de naturligt at tænke mere over, hvad der vil ske med deres søskende i fremtiden. Børnene har mange tanker og nogle kan bekymrer sig om deres bror eller søster vil få et job eller skal bo på institution resten af livet. De kan også bekymre sig om, hvem der skal se efter ham eller hende, når forældrene ikke længere er i stand til det. De kan også bekymre sig om, om han eller hun vil være i stand til at leve på egen hånd. Alle disse bekymringer er vigtige for søskende at sætte ord på. Fælles for børnene på vores søskendekursus har været, at de har åbnet sig mere og mere i takt med, at de fandt trygheden i gruppen stabil. Der er plads til mange følelser og de har oplevet på skift at kunne fortælle om det som ligger dem på sinde, frustrationer og tvivl – oplevet, at de ikke var alene med disse følelser, men i stedet blev mødt med genkendelse og forståelse og nogle gange forslag til løsninger. Vi oplever afgjort, at børnenes selvværd er vokset undervejs i forløbet. De er blevet mere talende og præcise i deres udmeldinger, men også mere fleksible og reflekterende omkring svære følelser. Mange af børnene får således mere mod til at ”være sig selv” og behøver ikke at gemme sig bag en facade. 

Den fælles vidensdeling og refleksion på kurset har sikret at mange nuancer og perspektiver er kommet med i børnenes oplevelser historie og sikret kontinuitet og mulighed for videre udvikling. Arbejdet med de enkelte børns tanker og oplevelser i forbindelse med at have en bror eller søster med et handicap har øget deres bevidsthed og oplevelse af mestring, samt endnu bedre indflydelse på egen situation. Det er vores vurdering, at børnenes udbytte i forbindelse med deltagelse i søskendekurser primært skyldes ovenstående, idet børnene har været glade for at møde andre børn i samme situation. Ådalskolens søskendekursus skaber rammen for søskende i alderen 9-16 år og søskende som er med til at fylde den til bristepunktet. 

Ting du kan gøre er
Skriv alle de ting ned, som du tænker på omkring fremtiden for din søskende. Vis listen til dine forældre og spørge dem, hvad de mener der vil ske.
Spørg de pædagoger og lærere, som hjælper din bror eller søster om de kan fortælle dig om handicappet og hvad der sker når din søskende bliver ældre.
Spørg dine forældre om deres planer for hvem der skal se efter din bror eller søster i fremtiden.
Søskende fortæller, at de tænker meget på livet og så er det helt naturligt, at også tanker om fremtiden presser sig på. Det kan være svært at tænke på fremtiden, hvis man ikke synes nutiden fungerer eller hvis man er særlig bekymret. Derfor kan det være en god ide at give dig selv en pause på fx en måned, hvor du sætter fokus på nutiden (altså forsøger at sætte fremtidstankerne på standby) og hvor du som søskende øver dig i at få den personlighed du helst vil være til at fylde noget mere? Måske vil det give dig mere energi til at tænke på fremtiden og måske vil det give dig svaret på nogle af de spørgsmål, du stiller dig selv om livet og fremtiden. Nogle børn kan have et lavt selvværd og i perioder er det meget normalt. Det vil ofte være mere betydningsfuldt for mange børn, hvis de kan få mere fokus på alle deres stærke sider. Mange af børnene er meget omsorgsfulde, der gerne vil tage hånd om både dem selv, deres søskende og faktisk også andre. Sommetider kan man sige, at hvis man kun kigger på alt det man ikke føler man kan, så får man ikke øje på alt det man kan og faktisk er bedre til end man selv tror. 
På søskendekurserne plejer vi at sige, at børnene skal prøve at forestille sig, at det er helt mørkt og de skal lede efter de ting de kan, i mørket...det er ikke nemt af finde i mørket. Derfor får de en lygte, der kan lyse og hjælpe dem med at finde de ting som de synes, de er gode til, er godt ved dem og hvordan alle disse ting gør børnene til noget helt særligt. Når man leder efter noget, finder man kun det man kigger efter. Mange af børnene kan bruge historien med lygten til at se, at de skal huske at kigge efter de ting de rent faktisk rummer og ikke kun se på andre som dem, der er bedre end eller kan tingene bedre. Kort sagt brug dine styrker til en masse godt for dig selv og dem du har omkring dig. 

At have en bror eller søster med et handicap kan på en og samme tid både være fantastisk og frustrerende i lige store mål, men hvordan opleves det egentlig hvis vi dykker dybere ned? Har du nogle særlige oplevelser og er der nogle uudtalte sandheder, som ingen andre vil kunne forstå på samme måde? Disse svar søger dette blogindlæg at give et svar på. Der findes flere artikler og bøger, som beskriver hvordan det er at leve med et handicap og med rette er skrevet fra den handicappedes perspektiv men sjældnere finder man artikler som er rettet på søskendebarnets syn. Fra tid til anden hører vi i medier om hvordan voksne søskende kæmper for deres handicappede søskende, om uenigheder med kommunen og at det meget ofte kan ”føles som meget op ad bakke”. Igen er der fokus på den handicappedes livsvilkår snarere end den ikke-handicappede søskendes perspektiver og oplevelse. Når vi holder søskendekurser på Ådalskolen i Ringsted er det altid med det sigte at give søskende mulighed for at rette deres perspektiv mod det de oplever som vigtigt eller det som de mærker ”fylder i hverdagen”. En af drengene fra sidste kursus fortalte om denne oplevelse. ”Jeg er vokset op med 3 søskende og jeg har ikke været særlig opmærksom på den indflydelse, min yngste brors handicap har haft på vores liv. Men efterhånden som jeg er blevet ældre er jeg begyndt at tænke mere over det”. At være handicappet kan være hårdt, men hvad med os søskende der vokser op sammen med den handicappede? Hvad med vores tanker og følelser og hvad kan der fortælles om det helt specielle bånd, der opstår mellem os søskende? Hvilke sandheder oplever vi, som andre mennesker som ikke har en søskende med et handicap aldrig ville overveje? Uanset hvilket handicap ens søskende har formoder jeg at du vil kunne genkende følgende roller, sådan siger John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekurser i Ringsted. Sammen med 2 andre kollegaer har han i en årrække stået i spidsen for de søskendekurser som tilbydes fra Ådalskolen.

Rollen som livvagten:

Uanset om din bror eller søster med et handicap er ældre eller yngre end dig opleves rollen som en 'livvagt' automatisk i større eller mindre grad. Du har en trang til at beskytte og forsvare din bror eller søster mod uretfærdigheder, som om du er udnævnt til deres uofficielle livvagt. Det er naturligvis helt naturligt at beskytte din familie men det skal ganges med tusind for at det nogenlunde svarer til hvordan andre børn i andre familier oplever det. Den her beskyttende rolle bliver ofte mindre, når du bliver ældre og indser, at din søskende ikke har brug for den samme beskyttelse, men blot kræver din støtte. En støtte som for de flestes vedkommende bliver livslang.

Rollen omkring den konstante opmærksomhed:

Uanset om du er ude i byen med dit søskende eller ej er spørgsmålet om inklusion i handicapvenlige miljøer altid i dine tanker. Det er som en radar, der automatisk slukker, hver gang du kommer ind i en café, der ikke har nogen rampe eller krydser en vej med særligt høje kantsten eller besøger et offentligt sted, der ikke har nogen teleslynge eller bare bemærker folks negative holdninger til handicappede. Vi behøver slet ikke at nævne, hvordan du oplever det, når folk bruger ordet ”spasser” i din nærhed selv når de godt ved, at du har en søskende med et handicap. Det er som at have nogle helt særlig hjerneceller som i løbet af et splitsekund aktiveres fordi du har en viden og en bevidsthed om, hvordan det er at være handicappet, som mange andre mennesker aldrig engang ville overveje.

Rollen om den indre kamp:

Mange søskende kæmper med en følelsesmæssig indre konflikt om at ønske deres forældres opmærksomhed i lige så høj grad som deres bror eller søster med et handicap og alligevel ved søskende, at deres bror eller søster til tider har mere brug for det. Søskende skal lære at forstå, det det ikke er fordi at deres forældre ikke elsker dem, men det er det pågældende handicap, som kræver ekstra omhu og opmærksomhed. En pige på et af vores søskendekurser fortalte det på denne måde. ”Jeg tænker ofte tilbage på min egen personlige oplevelse. Min mor boede i lange perioder sammen med min søster imens hun var indlagt på hospitalet mens jeg måtte bo hos min bedstemor. Jeg husker jeg spekulerer meget på, hvad de lavede og om de hyggede sig? Jeg troede, at mor favoriserede min søster frem for mig og jeg husker følelsen af at blive efterladt hjemme. Det var først flere år efter at jeg fuldt ud forstod, at min søsters behov i denne periode var større end mine eller må jeg siger anderledes end mine”.

Rollen med de uudtalte fremtidsperspektiver:

Som søskende til en bror eller søster med et handicap er der ofte uudtalt antagelser, at når dine forældre ikke længere er der, så bliver det søskendebarnets opgave og ansvar at passe den handicappede bror eller søster, uanset om de er ældre eller yngre. Naturligt nok er dette vel typisk for langt de fleste familier, uanset om der er et handicap eller ej - det er hvert medlems pligt at være der for hinanden. Men jeg tror, ​​at der ligger en forskel i, at man som ofte ikke forudser indvirkningen, førend det faktisk sker. Når man har en bror eller søster med et handicap er tanken om fremtiden altid i dit hoved. Hvad kommer der til at ske?

Rollen med omgivelsernes mange meninger:

Når du har en bror eller søster med et handicap forsøger du at behandle ham eller hende som enhver anden søskende og alligevel er der ofte en anderledes forskel. I kan sikkert engang imellem slås, drille hinanden, lave sjov med hinanden men du kan naturligvis også beundre og elske ham eller hende ubetinget. Det er sandsynligt, at du på mange måder oplever et almindeligt søskendeforhold men uanset hvor ”normalt” du oplever forholdet, vil andre udenforstående altid have noget at sige om det. På søskendekurserne omtaler vi dem ofte i to grupper: De ”chokede” og de ”sympatiske”.

De ”chokede” mennesker er normalt overfladisk overfor hvad du og din søskende gør og kan bryde ud i latter eller latterliggørelse bare fordi der er noget der er anderledes. Disse mennesker kan endda blive overrasket over, at man kan snakke eller lege sammen med ”en handicappet”. Trods inklusionstanker i Danmark som har været kendt i over 20 år er der stadig mennesker i omgivelserne som ikke har indset at vokse op med en bror eller søster med et handicap giver et særligt vilkår. Efter så mange år vil det være nemt at sige, at ”de kommer aldrig til at forstå det”. Den anden gruppe er de ”sympatiske cheerleaders”, som vi kalder dem. De vil give dig et medlidenhedsblik efterfulgt af ”du er vel nok en god bror/søster fordi du tager ham med i ud byen”. At have en helhjertet tro på, at uden dig ville din bror eller søster med et handicap aldrig komme ud og bare blive hængende hjemme er ganske naivt. Omgivelsernes mange meninger kan være udfordrende for søskende at rumme. Særligt i de unge år kan man blive vældig påvirket. Med alderen bliver man heldigvis mere ligeglad overfor andres meninger men helt ligeglad tro jeg nu ikke, at man som søskende bliver.

onsdag den 25. november 2020

Enhver klog sømand medbringer altid som det vigtigste hans søkort når sejlruten går på tværs over de store verdens have. Undervejs kan der være mange uforudsete hændelser, vejret kan forandre sig og kursen må lægges om, klippefremstød og undersøiske bjerge der stikker frem. Alt sammen forhold og omstændigheder som han som sømand ikke kan gøre noget for og som er uden for hans kontrol. Alligevel bliver han som den ansvarlige sømand nød til at være ansvarlig for, hvad der skal gøres og i hvilken rækkefølge. Heldigvis er han ikke alene om de mange beslutninger på broen og med sig har han en række betroede skibsassistenter, som er med til at rådgive ham. En kan sige det ene, en anden kan sige noget andet men i sidste ende er det sømanden ”himself” som bliver nød til at træffe beslutningen om, hvilke sejl der skal sættes. Sådan er det også for søskende, børn og unge som har en bror eller søster med et handicap. De er på mange måder i samme båd som sømanden. De kan heller ikke forudse de mange anderledes vilkår, som kommer når der er en i familien der har et handicap, de kan heller ikke vide, hvad der kommer til at ske og hvad andre mennesker synes eller gør men ligesom sømanden bliver de også nød til at sættes deres egne sejl. Dem er de ansvarlige for og med hjælp fra andre i omgivelserne som f.eks forældre, en klasselærer, naboen, spejderlederen eller ved at deltage på et søskendekursus er det med til at give den hjælp og støtte som mange af dem har brug for at navigere godt og sikkert igennem livets farvand. Ådalskolens søskendekursus henvender sig til børn og unge i alderen 9-16 år og vi tilbyder søskendekurser i 2 niveauer. I foråret er der tilbud om søskendekurser der matcher aldersgruppen 13-16 år og i efteråret er det for aldersgruppen 9-12 år. For begge søskendekurser gælder at de foregår i weekends og at de indeholder en søskendecamp med enten en eller to overnatninger. Kurserne matcher alle typer af handicaps fordi vi tror på, at mangfoldigheden omkring de erfarede oplevelser styrker mere end de svækker. Den kloge sømand og søskende deler alle et livsmotto. ”det er frygtelig dumt at gå igennem livet med bind for øjnene” og ikke komme derhen, hvor man ønsker sig når nu søkortet er opfundet.

tirsdag den 24. november 2020

Jeg er født som lillebror men er storebror for min bror...

En kryptisk sætning som ved første læsning ikke er lige til at gennemskue, men det er sådan Martin på 11 år oplever hans liv som bror. Mange tak til Martin og familie fordi I ville dele jeres historie her på Ådalskolens søskendekursus blog. Det er en pointe som opleves af rigtig mange familier, som har en barn med særlige behov eller et handicap. For lillebror Martin på 11 år er det bare helt naturligt, at Rasmus er handicappet. Han har aldrig kendt til andet. Da Martin var mindre, spurgte han ofte, hvornår Rasmus begyndte at tale, lidt som at lære at gå og cykle. Det måtte jeg så fortælle Martin, at der jo nok gik endnu et stykke tid. Og som 7-årig talte Martin om autisme og bleer og han er i dag meget omsorgsfuld over for Rasmus. Allerede som 8-årig kunne Martin komme ind fra haven og fortælle mig, at Rasmus havde ”lavet i bleen” og nok trængte til en ny. Han elsker at få lov til at give Rasmus et glas æblejuice eller et stykke kage. Martin har aldrig givet udtryk for, at der var for meget fokus på Rasmus. Selv om Rasmus jo ofte kommer i første række, sådan er det jo bare. Over for begge mine drenge har jeg i årene valgt den positive vinkel. Der er meget, som er værre end et handicap og i dag kan vi faktisk se positivt på, at det for eksempel har været muligt for mig at arbejde hjemmefra, og at jeg har haft et fag, som har gjort det muligt. Jeg nægter generelt at have for stort fokus på handicappet og har for eksempel sidestillet det at have handicap med at have rødt hår. Martin er rødhåret og det er ikke altid sjovt. Heller ikke når han på grund af sin lyse hud skal smøres ekstra meget med solcreme om sommeren og skal bade med t-shirt. Så snakker vi om, at der er noget med alle mennesker. Nogen har et handicap, nogen har rødt hår og nogen noget helt andet. Rasmus oplever rigtig mange begrænsninger ved at have et handicap og det vil han naturligvis også gøre fremover. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Sådan må det nu engang være for ham. Det, jeg kan gøre noget ved, er måden, vi takler udfordringerne på. Jeg nægter at give op overfor et handicap eller at skjule handicappet på nogen måde. Jeg har altid forsøgt at fortælle Martin, at have en bror med et handicap ikke er noget at skamme sig over eller have alt for meget fokus på. Martin tager det ufatteligt pænt, men selvfølgelig er der også perioder hvor det er meget svært. Især, når man tænker på, hvor frustrerende det er, at lige meget hvor meget umage man end gør sig, så er der dage, hvor det handicap bare ”fylder” enormt meget. At komme hertil hvor vi er i dag kræver benhårdt arbejde i familien og et nært samarbejde med omgivelserne. I min familie har vi virkelig haft glæde af Ådalskolens søskendekursus i Ringsted, som netop afholder søskendekurser for børn i alderen 9-16 år. At være en del af det netværk er meget gavnligt og et sted, hvor vi som søskende kan møde hinanden og netværke. Det er der ikke altid tid og plads i familien. »På Ådalskolen i Ringsted har vi søskendekurser for børn og vi oplever tydeligt, at børnene higer efter at tale med andre søskende om lignende oplevelser. Børnene udveksler for eksempel erfaringer med forskelle og ligheder fra søskende til søskende,« siger John Quist Frandsen, som er en af gruppelederne på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted.

Sådan siger søskende

At være søskende til et barn med et handicap kan for mange være en stor og anderledes mundfuld – også psykisk. Derfor er det en stor og god støtte for søskende at udveksle erfaringer og tale med andre i samme situation på et søskendekursus. Martin kendte Lukas fra skolen, hvor de af og til havde talt sammen. Talt om alting mellem himmel og jord også nogle gange om, at de begge har en søskende med et handicap. Venskabet mellem drengene udviklede sig og da Martins familie nævnte muligheden om et søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted sprang Lukas på lige med det samme. ”Jeg havde i noget tid haft noget frustration over at jeg nærmest blev regnet for en servicefunktion i min familie” siger Lukas. Det var derfor rigtig godt at høre, andre børn kunne have det på samme måde, og det var godt at kunne komme ud med det. I det hele taget gav vores snakke på søskendekurset en kæmpe afklaring, der blev løsnet op for en masse ting for os alle. Man kan sige, at vi fik en slags fred i sindet, siger Martin og Lukas i kor. Drengene er helt enige om at det til tider kræver meget styrke, at være søskende til et barn med handicap både hos os men også i familien. Efter vi har været på søskendekurset har vi fået mere selvtillid og vi har i dag ikke svært ved at give udtryk for vores mening i en gruppe og vi påtager os gerne rollen som dem, der "provokerer" de andre altså på den gode måde. F.eks. ved at minde andre om, at man ikke altid kun skal tænke på den handicappede – men den pårørende skal også huske at tænke på sig selv, ”for hvis vi knækker, bryder systemet da helt sammen”, er begge drenge enige om.

En oplevelse fra virkeligheden Sebastian og hans lillebror

Når børn mødes til Ådalskolens søskendekursus i Ringsted har de alle det til fælles, at de har en bror eller søster med et særligt behov. Derudover har alle børnene en masse oplevelser fra deres hverdag som det egentlig kan være vanskeligt at fortælle og ”sætte ord på” overfor andre særligt andre som ikke kender til det vilkår som det er. Sebastian, en dreng på 11 år fortæller følgende historie. 

”Jeg er rigtig ked af det og var i dag ude og skulle købe fredags slik sammen med min lillebror på 8 år som har infantil autisme. Han spørger meget om mange ting og oppe ved kassen er der en klokke som bruges, hvis der ikke lige er personale tilstede. Min lillebror spørger hvad den er til. Inden jeg når at svare ham trykker han på den og damen foran siger til ham, at det kun er uopdragende unger som bruger den. Og jeg siger til damen det kunne jo også være fordi han er autist og har svært ved nogen ting men egentlig bare er nysgerrig. Så siger damen "ja den undskyldning kan alle jo bruge", når deres bror er provokerende og ikke har nogen opdragelse. Min lillebror spørger til hvad de andre ting ved kassen er og jeg svarer. Damen bag kassen begynder og bippe vores varer og damen foran bliver stående for enden af båndet og ryster på hovedet også selv om hun i virkeligheden er færdig og har pakket hendes vare. Til sidst bliver jeg så irriteret og siger til damen bag kassen, at vi ikke skal have varerne og min lillebror og jeg jeg forlader butikken”. Det er bare et eksempel på, hvad det er for nogle oplevelser som søskende står model til. Vi kan vist alle se for os, at det kræver noget helt ekstraordinært af søskende at kunne håndtere situationer som denne og den ekstraordinærhed vil vi gerne være med til at rette opmærksomheden på.

mandag den 23. november 2020

Hvad er skyld?

Du kan ikke se det

Du kan ikke røre det

Faktisk er skyld er en uhåndgribelig størrelse

Men det kan føles psykisk og følelsesmæssigt og har en meget magtfuld indvirkning på os

Skyld er en simpel tanke

Vi tænker noget og et splitsekund senere føler vi noget

Vi føler den og vores adfærd afspejler det og vi kommer til at udstråle det

”Så hvordan håndterer jeg i virkeligheden skyld og husker jeg at give mig selv mulighed for at tilgive mig selv” sådan kan ordene falde på et søskendekursus når søskende i fællesskab kommer ind på emnet skyld. Man kan som søskende ikke være perfekt 24/7 og det er helt umuligt at være i kontrol over, hvordan alting her i verden udvikler sig. Alle søskende bærer i hverdagen mange "byrder", såsom "hvorfor er der ingen der forstår mig”, ”hvorfor var det min søster der blev handicappet og ikke mig” eller ”hvordan er det i virkeligheden, at andre børn og unge håndterer det”. Skyld er noget alle mennesker mærker fra tid til anden men som søskende til en bror eller søster med et handicap kan der nemt opstå flere situationer, hvor man som søskende kan føle og opleve skyld. Dette blogindlæg prøver at italesætte, hvordan du som søskende bedst håndterer det. Følgende er fire eksempler som er taget fra snakkene på et søskendekurset og hvordan det via en dialog er muligt at tænke i stedet for.

1. ”Jeg føler mig skyldig over ikke at bruge mere tid sammen med min bror”

Når mine forældre beder dig om at lege med min bror i længere tid kan det føles som noget der virkelig giver skyld især når jeg selv har travlt eller synes, at jeg altså ikke orker mere. Jeg kan godt se, at han ikke har andre at være sammen med. Han har ingen venner og i virkeligheden har han kun mig. Som søskende kommer man til at overhale ens bror eller søster udviklingsmæssigt og selvom man fødes som en lillesøster bliver man med årene til at blive en storesøster. Men når man er mindre aldersmæssigt er det nemmere at lege sammen fordi man befinder sig på det samme kognitive niveau men med tiden kan det blive sværere at finde sammen om de fælles interesser fordi ens bror eller søster stadig kan opleves som værende barnlig.

Hvad kan man fokusere på i stedet for:

Prøv at gøre den tid som I er sammen på så sjov og meningsfuld som muligt. Vær fuld og helt tilstede når I leger sammen, læg mobil telefonen væk og lad bare tiden flyve. Når så legen er slut eller I begge skal til noget andet skal du anerkende overfor dig selv, at du har givet din bror eller søster noget virkelig stort – et nærvær – som han eller hun i den grad vokser af. Prøv at fokusere på legen og det legen gik ud på i stedet for at punke dig selv over, at det kun varede en ½ time og du jo godt kunne have gjort noget mere. Måske er din bror eller søster i den situation, at der er mulighed for kommunal ledsagelse. En støtte som kan gives af kommunen når man er over 12 år. Ledsagelse går ud på, at en person kommer og ledsager din bror eller søster til aktiviteter udenfor hjemmet måske til svømmehallen eller en tur i byen. På den måde får din bror eller søster også mulighed for at få nogle helt andre oplevelser og sammen med en anden hvilket er noget som kommer jer alle til gode.

2. ”Jeg føler mig skyldig, når jeg mister tålmodigheden med min søster”

Det er ganske sikkert, at din bror eller søster på et eller andet tidspunkt kommer til at sætte din tålmodighed på prøve. Måske er det ved at sige det samme igen og igen eller måske er det fordi, at han eller hun kun vil lege det samme igen og igen. Der kan i øvrigt være mange grunde til at tålmodigheden slipper op. Måske har du som søskende også bare en dag, hvor du er særlig træt eller måske har du også nogle bekymringer selv. Men du skal vide, at der er flere produktive måder at håndtere utålmodigheden på end ved at føle sig skyldig.

Hvad kan man fokusere på i stedet for:

Utålmodighed opstår typisk i det situationer når du selv er træt eller udmattet. Så hvis du oplever, at din tålmodighed ofte slipper op er det på tide at tage en pause og få en snak med nogle om at du ikke føler dig helt ”fit” i øjeblikket. Man kan også sige, at det er et slags advarselsskilt om, at du nu skal begynde at tage dig selv mere alvorligt. Det er altid vigtigt at passe på sig selv og sørge for, at man får søvn nok så du kan være den bror eller søster, som du gerne vil være. Der er ingen tvivl om, at mange søskende oplever det som et stort arbejde at være bror eller søster til en med et handicap. Prøv at anstrenge dig for at lægge gode pauser ind i hverdagen i stedet for at dvæle ved følelser som skyld.

3. ”Jeg føler mig skyldig, når jeg tager mig af mine egne behov”

At sætte en anden persons behov foran sine egne er noget faktisk alle søskende kender til eller i hvert fald på et eller andet tidspunkt kommer til at opleve. Som søskende har du jo også selv nogle behov og måske matcher de ikke ligefrem din brors eller søsters. Derfor kan der godt opstå skyld når man vælger sine egne behov fremfor en andens fordi ”du burde jo kunne eller ”det plejer du da…”. Det er bedst, hvis der kan være en slags balance så at du både husker dig selv men naturligvis også din bror eller søster. At glemme sig selv kan udløse endnu mere skyld og at ignorere sin egne behov er at svigte selv og dårligt for ens trivsel i det lange løb.

Hvad kan man fokusere på i stedet for:

Den bedste måde at opretholde den kærlighed og omsorg som du føler din bror eller søster fortjener er ved også at passe godt på sig selv. Mind dig selv om, at du kan være en bedre søskende til din bror eller søster, når du får pauser nok og har en chance for at imødekomme dine egne behov. Se også for dig at når du selv får gode og positive oplevelser sammen med din venner eller henne i fodboldklubben har du meget mere overskud til at lege sammen med din bror eller søster. Der er ingen mennesker som bare kan give og give. På et eller andet tidspunkt skal man også selv lades op nøjagtigt som din mobiltelefon som efter nogle dage fortæller dig, at nu er det tid til at få mere strøm på. 

4. Jeg føler mig skyldig over at min familie har placeret min storebror på et bosted

Måske mener du at jeres familie er blevet delt eller måske ville du have ønsket at din bror eller søster boede hjemme i længere tid. At forældre vælger et bosted er en af de aller sværeste beslutninger man kan vælge. Alle ville ønske at man kunne blive boende hjemme sammen og være en hel familie men nogle gange kan et handicap være så udfordrende og ”fylde så meget” at det er bedst at vælge den løsning der hedder bosted. Det er heller ikke dårligt ved at vælge det for din bror eller søster får lejlighed til at få nye venner og nye oplevelser så når I mødet sammen kan der være meget mere overskud og meget mere at tale om. Som søskende kan man let komme til at spekulere på om der er mere du kunne, skulle, burde have gjort for at holde din bror eller søster kunne blive derhjemme. Men spark en sådan tanke til hjørne fordi det ikke nytter at dvæle ved fortiden, som du alligevel ikke kan ændre på.

Hvad kan man fokusere på i stedet for:

En eller anden form for spire af skyld kan der ofte være for søskende når ens bror eller søster skal flytte på et bosted. Det betyder selvfølgelig også noget hvor gammel han eller hun er. For hvis din bror er 18 år er det naturligvis mere naturligt at flytte hjemmefra end hvis han er 7 år. Et bosted er en hjælp til din bror eller søster som har et handicap og som ikke vil kunne klare sig selvstændigt i egen lejlighed. Der findes rigtig mange gode bosteder her i Danmark og hvor der er pædagoger som er optagede af at hjælpe din bror eller søster bedst muligt. Du og dine forældre kommer alligevel til at spille en vigtig brik i samarbejdet med bostedet. Nogle får lyst til at engagere sig i bostedets bestyrelsesarbejde eller i de praktiske arbejdsdage som nogle bosteder afholder. I er som familie naturligvis altid velkommen til at komme på besøg og I kan tage barnet eller den unge med et handicap hjem i weekends eller i ferier.

 

lørdag den 21. november 2020

Vi ønsker at komme igen

Ådalskolen i Ringsted står bag søskendekurserne for børn i alderen 9-16 år, som har en bror eller søster med særlige behov. Fra søskende hører vi at de ønsker at kurset fortsatte eller at der var en "2èr", men også fra forældrene som mange gange kan mærke en mærkbar forskel. Når vi sidder tilbage med en god følelse i maven er det meget naturligt at vi forsøger at ”grave lidt” efter, hvad der egentlig er som med til at give det gode søskendekursus. Svarene kan være mange men her et af vores bud. Søskendekurset er grundlæggende funderet på et ligeværd mellem børnene og at vi voksne gør os rigtig umage for at se tingene fra børnenes perspektiv og anerkende dette. Sådan siger gruppeleder fra Ådalskolens søskendekursus John Quist Frandsen som er en af de voksne bag kurserne. Hos os kommer børnenes perspektiv helt klart på banen. Vi skal sørge for at se tingene fra barnets perspektiv – som man fx gør når man står over for et barn der græder, og man forsøger at sætte sig ind i grunden for at give barnet den rigtige omsorg. I den situation er barnets perspektiv lige så relevant som den voksnes. Og den tankegang overfører vi på søskendekurset ”for når du indtager barnets perspektiv, anerkender du at barnet er forskelligt fra dig selv. Den voksnes erfaring af at være menneske er ikke identisk med barnets, og ved at opleve verden fra barnets perspektiv anerkender du barnet som et menneske der har lige så stor værdi som dig selv,” fortæller John Quist Frandsen.

torsdag den 19. november 2020

Kammeratskabet på søskendekurset er styrkende

Ådalskolens søskendekurser i Ringsted har været i gang siden 2011, vi har gennem årene haft fornøjelsen af at lære rigtig mange søskende at kende. Forleden dag her midt i en mørk november ringede telefonen og det var en af ”vores gamle søskende”. Ja vi skriver ”vores søskende” med et stort smil på læben for vi oplever, at det er sådan det bliver - vores søskende. 

Idet Ådalskolens søskendekursus er meget intenst, med en varighed på 42 timer kommer alle tæt på hinanden, deler mange oplevelser, erfaringer og kammeratskabet med hinanden gør, at det kommer til at føles en intens tæthed blandt alle. Nå men tilbage til Martin. Han er i dag er 15 år. Han var 12 og næsten 13 år da han var med på det første søskendekursus. Martin ville bare sige tak for den oplevelse og de erfaringer som han fik på kurset både fra os voksne og særligt fra de andre børn. Martin fortæller, at der gik nogle måneder efter at kurset var slut inden han rigtig forstod, hvad han havde fået ud af det. Da vi spørger ham siger han i dag:
"Jeg har lært, at det er min forandring som gør forskellen"
"Jeg har lært at det er mig, som skal se tingene fra min brors øjne"
"Jeg har lært, at der er andre børn derude, som også går med de sammen tanker og oplevelse som jeg"
Martins lillebror er i dag også 3 år ældre og han har naturligvis stadig diagnosen autisme – en livslang udviklingsforstyrrelse som stiller store krav til forståelse fra omgivelsernes side. Når man er en dreng som Martin kan det være udfordrende at forstå, hvad en udviklingsforstyrrelse betyder, en dagligdag med mange konflikter, misforståelser og irritation bliver nemt reglen end undtagelsen. Sådan var det for Martin. Idag har Martin heldigvis fået en større forståelse for hans lillebrors handicap, en større accept og han har lært at leve med, at sådan vil det være for altid. Autisme er ikke noget hans lillebror vokser fra, men noget omgivelserne skal lære at ”leve med”, som han siger. Vi blev rigtig glade for samtalen med Martin fordi den total understreger vigtigheden af søskendekursernes eksistens. Nogle gange kan børnene sige ”at det har de ikke lyst til”, men bag en ulyst ligger ofte usikkerheden eller bekymringer for, hvad et søskendekursus egentlig indeholder. Vi håber, at samtalen med Martin er med til at sætte streg under at det er unødvendige bekymringer og at børnene naturligvis kommer styrket ud af et søskendekursus. Så for at slutte med Martins ord ”et søskendekursus er en langtidsinvestering, man ser det ikke lige med det samme".

Selvtillid eller selvværd - hvad er det et søskendekursus bidrager med?

Når vi arrangerer søskendekurser for børn og unge som har en bror eller søster med et handicap er der ingen tvivl om, at kurserne har en god effekt på søskende både på den korte- og den lange bane. Ikke kun et fællesskab og et lærende rum men især også et kursus der har en indvirkning på søskendes selvværd og selvtillid. Dette synes vi er meget interessant og derfor vil dette indlæg handle om disse to begreber og hvordan de kommer i spil på kurserne. Slår man ”selvværd” op i en nudansk ordbog, står der ”oplevelse af eget værd som menneske”. Det er faktisk ret spot on, vil jeg mene og lidt mere uddybende vil jeg sige, at det er en fornemmelse af værdi, bare fordi man er til. Altså, man skal ikke gøre noget for at være værdifuld, man har altid været værdifuld, siden man blev født. Slår man ordet selvtillid op, står der ”tillid til sig selv, sine evner, sin kunnen etc.”. Som det også her, så fint er formuleret, indikeres altså at tilliden er til sin egen formåen. Selvtillid har derfor noget at gøre med ens egenskaber, hvad man kan og ens præstationer. Hvor selvværd er baseret på noget statisk, altså noget uforanderligt, er selvtillid baseret på noget, der kan forandre sig, da det er ens egne evner på forskellige områder. Mange steder i teorien bliver et billede af et træ med rødder brugt til at beskrive de 2 begreber. Vi synes det er et godt billede fordi det sætter de to begreber selvværd og selvtillid i perspektiv med hinanden. Altså den ene fungerer ikke uden den anden og omvendt. På et søskendekursus er der oplevelser og aktiviteter til både ”rødderne” og til ”kronen” på træet. Mange søskende kan være nervøse den første gang de deltager på et søskendekursus men i løbet af kort tid oplever de, at det ikke er så farligt endda faktisk lige det modsatte det er sjovt nok. På den måde bliver ”kronen” tilføjet energi som på den måde giver barnet eller den unge selvtillid og troen på ”at de kan godt”. Alle de forskellige organiserede øvelser på søskendekurserne bidrager naturligvis også til ”kronen” men mest af alt henvender de sig til træets ”rodnet”. De fleste af aktiviteterne har til formål at fortælle og klarlægge oplevelserne og erfaringerne som søskende har med at have en bror elle søster med et handicap og det betyder, at de åbner op for tanker og refleksioner for ”den man er”. I virkeligheden er det ikke så synligt på den korte bane men når vi træffer søskende senere efter de har deltaget på et søskendekursus fortæller de, at noget at det vigtigste de husker og lærte var at ”de var ok, at de følte et værd og en værdifuldhed” altså elementer som ligger i træets ”rodnet”. Et selvværd udvikles ganske langsomt og der er ingen hurtige genveje. De daglige tanker om sig selv og andre, dine egne værdier er vigtige ingredienser i at udvikle et sundt selvværd som der senere vil være god brug for når ham er søskende til en bror eller søster med et handicap. At fokusere på sit ”rodnet” har altså en afgørende betydning for søskende og den rolle de kommer til at påtage sig senere hen i livet.

mandag den 16. november 2020

Søskendekurser i 2021

 


At se den anden som en væsentlig anden

Ådalskolen i Ringsted har i år afviklet to meget succesfulde søskendekurser. Den feedback får vi fra de søskende som deltager men også fra forældrene går på, at de kan mærke en positiv forskel på deres børn. Når vi som gruppeledere selv sidder tilbage med en god følelse i maven er det ganske naturligt, at vi forsøger at ”grave lidt” efter, hvad der egentlig er som med til at give det gode søskendekursus. Svarene kan være mange, men her et af vores bud. 

Søskendekurset er bygget på et ligeværd mellem børnene og de voksen som et ideal vi er stolte af og vi gør det ved at have stor fokus på at se tingene fra børnenes perspektiv og naturligvis anerkende det. Sådan siger gruppeleder fra Ådalskolens søskendekursus John Quist Frandsen, som er en af de voksne bag kurserne. "Hos os kommer børnenes perspektiv helt klart på banen". Vi skal sørge for at se tingene fra barnets perspektiv – som man fx gør når man står over for et barn der græder og man forsøger at sætte sig ind i grunden for at kunne give barnet den rigtige omsorg. I den situation er barnets perspektiv lige så relevant som den voksnes. Og den tankegang overfører vi på søskendekurset ”for når du indtager barnets perspektiv, anerkender du at barnet er forskelligt fra dig selv". Den voksnes erfaring med at være menneske er ikke identisk med barnets, og ved at opleve verden fra barnets perspektiv anerkender du barnet som et menneske der har lige så stor værdi som dig selv,” siger John Quist Frandsen.

Vi er sammen om noget
Der ligger dog altid den store udfordring i at se verden fra en andens perspektiv, medgiver John, at det nærmest er umuligt. I stedet kan man lytte til hinanden, undersøge hvordan den anden ser verden og forholder sig til den, men man kan aldrig krybe helt ind under huden på hinanden. Derfor har man brug for noget at være sammen om når man forsøger at skabe en ligeværdig relation. Det kan være en aktivitet som vi afvikler på søskendekurset, et terningespil med gode spørgsmål eller det kan være fodboldkampen i pausen hvor vi er sammen med børnene og om noget man deler og mødes om – et ”tredje led” i forholdet. ”Når to søskende fx laver vores terningespil udforsker hvordan et spørgsmål bliver til et svar og et svar som oftest er genkendeligt for den anden, de er sammen optaget af noget tredje – og de er ligeværdige i deres udforskning,” fortæller John og supplerer med et andet eksempel om en situation hvor en gruppe drenge sidder og snitter. En af drengene har svært ved at koncentrere sig, og vi viser ham en bestemt snitteteknik som gør at han nemmere når sit mål med pinden og igen kan koncentrere sig om at snitte. ”Den voksne satte sig ind i barnets situation og så at drengen havde svært ved at holde kniven. Derfor foreslog hun ham en enkel løsning som han kunne koncentrere sig om – hun viste engagement i den aktivitet han sad med. Det fik ham til at engagere sig i snitteopgaven på ny.”

Vi voksne skal engagere os
Vores engagement er et af de absolutte kodeord til at skabe en ligeværdig relation mellem barn og voksen på søskendekurserne, mener John Quist Frandsen. Vi voksne på kurserne viser, at søskende har en masse at byde på, og at vi er interesserede og engagerede sammen med børn om aktiviteter. Vi voksne er ikke bare ’maskiner’ der skal få børnene til et eller andet, men vi er selv aktive.” Det er vores ansvar, at der er noget meningsfuldt at være sammen om, slutter John Quist Frandsen og navnlig hele tiden at bestræbe os på at se verden fra søskendes perspektiv.

Mine tanker om fremtiden

”Jeg tænker over, hvad der vil ske med min lillesøster i fremtiden. Kommer hun til at få et arbejde”? Fremtiden er til evig bekymring når man har en søskende med særlige behov. Hvad kommer der til at ske for os og vores omgivelser? Hvor er vores udvikling på vej hen? Hvad er uundgåeligt? Og hvad har vi selv indflydelse på? Sådanne spørgsmål har Nikolaj som bare er 11 år gammel og deltager på søskendekurset på Ådalskolen i Ringsted. Når børn nærmer sig 12-13 års alderen begynder de naturligt at tænke mere over, hvad der vil ske med deres søskende i fremtiden. Børnene har mange tanker og nogle kan bekymrer sig om deres bror eller søster vil få et job eller skal bo på institution resten af livet. De kan også bekymre sig om, hvem der skal se efter ham eller hende, når forældrene ikke længere er i stand til det. De kan også bekymre sig om, om han eller hun vil være i stand til at leve på egen hånd. Alle disse bekymringer er vigtige for søskende at sætte ord på. Fælles for børnene på vores søskendekursus har været, at de har åbnet sig mere og mere i takt med, at de fandt trygheden i gruppen stabil. Der er plads til mange følelser og de har oplevet på skift at kunne fortælle om det som ligger dem på sinde, frustrationer og tvivl – oplevet, at de ikke var alene med disse følelser, men i stedet blev mødt med genkendelse og forståelse og nogle gange forslag til løsninger. Vi oplever afgjort, at børnenes selvværd er vokset undervejs i forløbet. De er blevet mere talende og præcise i deres udmeldinger, men også mere fleksible og reflekterende omkring svære følelser. Mange af børnene får således mere mod til at ”være sig selv” og behøver ikke at gemme sig bag en facade. 

Den fælles vidensdeling og refleksion på kurset har sikret at mange nuancer og perspektiver er kommet med i børnenes oplevelser historie og sikret kontinuitet og mulighed for videre udvikling. Arbejdet med de enkelte børns tanker og oplevelser i forbindelse med at have en bror eller søster med et handicap har øget deres bevidsthed og oplevelse af mestring, samt endnu bedre indflydelse på egen situation. Det er vores vurdering, at børnenes udbytte i forbindelse med deltagelse i søskendekurser primært skyldes ovenstående, idet børnene har været glade for at møde andre børn i samme situation. Ådalskolens søskendekursus skaber rammen for at søskende i alderen 9-16 år og søskende er med til at fylde den til bristepunktet. 

Ting du kan gøre er
Skriv alle de ting ned, som du tænker på omkring fremtiden for din søskende. Vis listen til dine forældre og spørge dem, hvad de mener der vil ske.
Spørg de pædagoger og lærere, som hjælper din bror eller søster om de kan fortælle dig om handicappet og hvad der sker når din søskende bliver ældre.
Spørg dine forældre om deres planer for hvem der skal se efter din bror eller søster i fremtiden.
Søskende fortæller, at de tænker meget på livet og så er det helt naturligt, at også tanker om fremtiden presser sig på. Det kan være svært at tænke på fremtiden, hvis man ikke synes nutiden fungerer eller hvis man er særlig bekymret. Derfor kan det være en god ide at give dig selv en pause på fx en måned, hvor du sætter fokus på nutiden (altså forsøger at sætte fremtidstankerne på standby) og hvor du som søskende øver dig i at få den personlighed du helst vil være til at fylde noget mere? Måske vil det give dig mere energi til at tænke på fremtiden og måske vil det give dig svaret på nogle af de spørgsmål, du stiller dig selv om livet og fremtiden. Nogle børn kan have et lavt selvværd og i perioder er det meget normalt. Det vil ofte være mere betydningsfuldt for mange børn, hvis de kan få mere fokus på alle deres stærke sider. Mange af børnene er meget omsorgsfulde, der gerne vil tage hånd om både dem selv, deres søskende og faktisk også andre. Sommetider kan man sige, at hvis man kun kigger på alt det man ikke føler man kan, så får man ikke øje på alt det man kan og faktisk er bedre til end man selv tror. 
På søskendekurserne plejer vi at sige, at børnene skal prøve at forestille sig, at det er helt mørkt og de skal lede efter de ting de kan, i mørket...det er ikke nemt af finde i mørket. Derfor får de en lygte, der kan lyse og hjælpe dem med at finde de ting som de synes, de er gode til, er godt ved dem og hvordan alle disse ting gør børnene til noget helt særligt. Når man leder efter noget, finder man kun det man kigger efter. Mange af børnene kan bruge historien med lygten til at se, at de skal huske at kigge efter de ting de rent faktisk rummer og ikke kun se på andre som dem, der er bedre end eller kan tingene bedre. Kort sagt brug dine styrker til en masse godt for dig selv og dem du har omkring dig. 

Hvad laver man på et søskendekursus

Vi bliver ofte spurgt om, hvad man egentlig laver på et søskendekursus? Vi vil forsøge at svare med at sammenligne med noget som du helt sikkert kender i forvejen. Du har sikkert en eller flere fritidsinteresser og du har sikkert også prøvet at være afsted på en lejrskole sammen med din klasse. Et søskendekursus er en blanding af disse ting. Altså en blanding af sjov, nye kammeratskab, hygge, leg og aktiviteter mixet sammen til et seriøst forløb som varer 3 weekender. Når du går til en fritidsaktivitet, om det er spejder, sport eller noget kreativt så mødes du med kammerater 1-2 gange om ugen. Du får ganske sikkert masser af frisk luft, lærer nye ting – og du lærer de andre at kende på andre måder end i skolen. På søskendekurset mødes du også andre børn på din egen alder og I har alle det til fælles, at I har en bror eller søster med et handicap. Det at have noget til fælles betyder, at I har en masse at snakke om og at der er en masse ligheder mellem jeres hverdag. På søskendekurset snakker vi om hvordan det er at være søskende, vi ser film om søskende, vi leger og griner, vi snakker også om handicap og hvad der kan være bedst at gøre i forskellige situationer, vi kan snakke om drilleri og mobning hvis du har lyst til det, vi spiser god mad og lidt slik. Det bedste ved søskendekurset er at vi tager afsted på en hyttetur i slutningen af kurset. Vi lejer en hyggelig hytte i et dejligt område og får en masse sjove oplevelser sammen. Der er bål, natløb og sjove aktiviteter. Håber vi ses på søskendekursus. Hilsen Gitte, Nadia og John.

At deltage føles som en byrde der løftes væk

”Nogle børn på søskendekurserne fortæller og taler meget og andre siger ikke så meget - i hvert fald i begyndelsen. Men vi oplever langt de fleste gange, at de børn, der ikke siger så meget, med tiden og når de er blevet trygge siger meget mere – eller de fortæller derhjemme, at de har fået en masse ud af at høre de andre søskende fortælle. Det er også en vigtig del af det at finde ud af, at man slet ikke er den eneste i verden med en bror eller søster med særlige behov,” siger John Quist Frandsen, som er en af gruppelederne bag Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. ”Et af vores gode eksempler er en familie, hvor storesøsteren har infantil autisme og hårdt ramt af stress på grund af nylig flytning til et bosted. Barnet får talt om det her hos os og det lykkedes også at få inddraget skolen i det så der kan blive taget de fornødne hensyn og omsorg. Barnet er holdt op med at have ondt i maven, for nu er der pludselig en åbenhed om, hvordan storesøsteren egentlig har det og hvorfor,” siger han. ”Børnene forstår pludselig, at deres søskende har nogle helt særlige udfordringer og at det er noget der hører til handicappet. Nogle af børnene sover fx ikke ret godt om natten oftest på grund af bekymringer. Når de begynder her på søskendekurset, hører vi ofte, at så går det bedre med at få sovet,” siger John.

lørdag den 14. november 2020

Corona forhaler mange ting

Det er en kendt sag, at Corona virus forhaler og aflyser mange ting for tiden. Ådalskolen har været nød til at udsætte vores lange lørdag til januar. Vi vil gerne bruge tiden til noget sjovt og til at "holde gryden i kog" - altså så vi ikke helt glemmer, hvem vi er. Den første sjove opgave er sendt ud her til morgen og vi venter spændt på svar fra alle jer søskende.

God weekend

John, Nadia og Gitte

onsdag den 11. november 2020

Inddragelse af søskende

Alle forældre vil typisk gerne beskytte deres barn mod livets barske vilkår, og det kan derfor være svært at vide, hvor meget de skal fortælle om en brors eller søsters handicap. På Ådalskolens søskendekursus møder vi søskende i forskellige aldre og mange af deres erfaringer tyder på, at de gerne vil informeres. Derfor er det vores holdning ud fra de erfaringer vi har, at det er vigtigt at være åben og ærlig over for søskende, når der kommunikeres om en funktionsnedsættelse og at give søskendebarnet specifik viden om diagnosen gennem hele barndommen. Generelt trives børn bedst med at blive inddraget og få fortalt sandheden også om et handicap når bare det bliver gjort på en hensynsfuld og alderssvarende måde. Søskende vil typisk godt kunne fornemme, at der er noget anderledes med deres bror eller søster enten ved direkte at kunne se det eller oplever det på adfærden og hvis de ikke inddrages, kan de nemt blive forvirrede over de blandede signaler, samt komme til at føle sig isolerede og udenfor. Mangel på inddragelse eller beskyttelse kan derfor sætte gang i fantasifulde forestillinger, der ofte er mere problematiske og skræmmende end selve virkeligheden. Særligt for ældre børn og teenagere kan manglende inddragelse føre til, at de mister tilliden til forældrene, fordi de kan mærke, at de ikke er blevet fortalt sandheden eller holdt udenfor. At fortælle åbent og ærligt om diagnosen betyder ikke nødvendigvis, at alt skal fortælles, men at det, der fortælles, skal være korrekt. Den mængde information der gives, skal være tilpasset barnets alder, og det kan derfor være en god ide at overveje, hvilken viden der er relevant at give et barn. Nedenfor kan du finde råd om, til hvem og hvornår der kan fortælles om handicappet, hvordan en dårlig besked kan gives, og hvordan man som forældre kan alderstilpasse informationen. Andre steder her på vores blog er der også ideer til, hvilken viden søskende har brug for. Mange af rådene er henvendt til forældrene, men hvis du er lærer eller pædagog i en klasse hvor du har et barn som har en bror eller søster med et handicap kan du også inspireres heraf.

Hvordan kan man fortælle om en diagnose?

Giv beskeden i rolige hjemlige og forbered dig på, hvad du vil sige og ikke vil sige

Forbered dig mentalt og afsæt god tid

Tilpas informationen til søskendes alder

Vær i øjenhøjde med søskende – det gør ofte barnet mere trygt

Signalér til barnet, at der kommer en svær besked, så barnet kort har mulighed for at forberede sig.

Giv beskeden kort og præcist og start ikke med lange indledninger

Giv bagefter plads til reaktioner og vær bevidst om, at søskende kan reagere forskelligt.

Spørg søskende, hvad han eller hun har hørt og forstået for at klarlægge misforståelser. Ret eventuelle misforståelser.

Spørg, om der er spørgsmål til det, der er blevet fortalt.

Følg op efter nogle dage om der er ting som I skal tale om igen

tirsdag den 10. november 2020

Vi tager afsæt i søskendes erfaringsverden

Når søskende som har en bror eller søster med et særligt behov eller et handicap mødes er det helt centralt, at søskendekursernes indhold knytter an til børnenes erfaringsverden - at den tager udgangspunkt i dét, som optager, undrer og motiverer søskende. Ådalskolen i Ringsted arrangerer søskendekurser for børn i alderen 9-16 år og vores erfaring peger på at det bedste søskendekursus kommer når børnene ”inviteres på banen”. John Quist Frandsen som er en af de 3 gruppeledere peger på, at kursets formål udvikles i et kontinuerligt samspil mellem søskende, os og det fællesskab de indgår i. Det understreges, at søskende lærer gennem vidende personer, som fungerer som forbilleder og skaber mulighed for, at man kan danne nye erfaringer og udvikle ny viden. På Ådalskolens søskendekursus ønsker vi at fokus flyttes fra den enkeltes læring til læringsfællesskabet. Læring som social deltagelse i praksisfællesskaber er netop omdrejningspunktet og vi tror på at læring foregår overalt og altid, påpeger John. Med dette perspektiv på søskendekurserne lægges der afstand til læringsforståelser, der knytter læring snævert til foredrag og undervisning centreret omkring faglige oplæg og ’vidensoverføring’ til børnene. Opmærksomheden i denne forståelse ligger derfor i stedet på den sociale interaktion og relationerne i læringsfællesskabet, og John understreger vigtigheden af at finde måder, hvorpå man kan ”… inddrage søskende i meningsskabende praksisser, give dem adgang til ressourcer, der styrker deres deltagelse, åbne deres horisont, så de kan påbegynde nye læringsbaner de kan identificere sig med. John fortæller at vi lærer ved at deltage som handlende mennesker sammen med andre. Hovedbudskabet på Ådalskolens søskendekursus er, at læring altid finder sted i en konkret, social sammenhæng – i et praksisfællesskab, og at læring er en social proces, der fordre en aktiv deltagelse. 

Et fortællende frirum

At være bror eller søster til en søskende med et særligt behov eller et handicap er en anderledes barndom som sjældent ligner den som andre børn oplever. Søskende som vokser op med dette vilkår får en anderledes erfaringsbank som af flere grunde sjældent kan deles med andre børn. Søskende som mødes på søskendekurserne med andre jævnaldrende børn får et frirum til at sætte ord på deres tanker, oplevelser og følelser uden at de behøver at tænke over, at de andre ikke kan forstå eller i værste fald griner. Søskende oplever at de ikke er alene med de tanker og følelser de går rundt med. Søskendekurserne understøttes af 3 gruppeledere, som sørger for, at børnene føler sig trygge nok til at åbne op og tale om det, der kan opleves svært. John Quist Frandsen som er en af gruppelederne på Ådalskolens søskendekursus ser et stort behov for søskendekurserne, vi glemmer ofte at søskende er de mennesker, som skal være længst sammen med deres bror eller søster med særlige behov – længere en enhver sagsbehandler og længere end forældrene. Undersøgelser på området peger oftest på, at man kan føle sig overset i familien, da den primære opmærksomhed fra mor og far går til ens bror eller søster. Dette betyder, at man som søskende befinder sig i en situation, hvor man lever med en konstant delt opmærksomhed. Søskende har mange reaktioner og mange oplevelser i bagagen. Nogle er kede af det, nogle er ligeglade og forvirrede, andre lukker sig inde i sig selv og drømmer om, at det hele engang bliver normalt og eventuelt som dengang søster og bror ikke var født endnu. Hvordan barndomsforløbet udvikler sig for søskende, afhænger meget af hvordan omgivelserne tackler situationen samt de muligheder der gives for støtte, fortæller John Quist Frandsen.

Søskende fortæller at de kan føle afmagt

Det kan være udfordrende at have en søster eller bror, der har et særligt behov eller et handicap. Hele familien mærker, når ét familiemedlem har et særligt behov og de pårørende søskende vil opleve, at meget af forældrenes tid og energi går til søskendebarnet. Som pårørende søskende kan man føle sig overset eller tilsidesat, og opleve, at man skal tilpasse sig og udskyde sine egne behov. Pårørende søskende vil også ofte opleve, at de bliver pålagt et større ansvar i familien. Som pårørende søskende, kan man overvældes af mange svære og blandede tanker og følelser. Man bekymrer sig for sin søster eller bror, og føler sig samtidig magtesløs og uforståelig over for handicappet. Alle de problemer, som et handicap kan skabe, vækker følelser som afmagt, irritation og vrede. Nogle søskende kan opleve det som meget skamfuldt at have en søskende med et handicap, og det kan eksempelvis have betydning for, om barnet ønsker – eller har mulighed for – at tage kammerater med hjem fra skole. Ådalskolen i Ringsted tilbyder søskendekurser for børn i alderen 9-16 år, som er pårørende til en søster eller bror, der har et handicap. Her får de muligheden for at møde ligesindede, der har mange af de samme tanker, følelser og erfaringer som dem selv. Vi lægger vægt på, at der ved at give søskende en bedre viden om og større indsigt i, hvad det er, deres søster eller bror kæmper med, kan blive skabt en større forståelse, hvilket vil gøre det nemmere for søskende at håndtere situationen. På kurset er der plads til både at være vred, frustreret, ked af det og have svære tanker, uden at man derved skal have dårlig samvittighed over for mor og far eller sin søster/bror. På søskendekurset er der mulighed for at blive hørt og set og ligeledes få sat ord på de mange tanker og følelser, man går rundt med alene. Man får samtidig strategier til, hvordan man kan håndtere at være pårørende til en søskende, der har det psykisk svært. Søskende er en særdeles betydningsfuld ressource, hvilket vi på søskendekurset ikke lægger skjul på og har et særligt fokus på. På søskendekurset lægger vi også vægt på, at søskende får hjælp, støtte og svar på spørgsmål.

Tricks til at fortælle børn om det der er svært

Vi har spurgt en af de voksne fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted, John Quist Frandsen, hvordan man som forældre bedst kan tale med børn om det svære og hvor meget børn skal vide om lillebror der har et handicap. John fortæller at mange voksne kan blive i tvivl om, hvordan man skal tale med børn om handicap. Hvor meget skal man fortælle dem om diagnosen? Hvor ærlig skal man være? Hvornår skal man fortælle dem det og hvordan taler man overhovedet om noget så svært? Som forælder er det naturligt, at man vil beskytte sine børn - mod truende omstændigheder og mod de bekymringer, som et handicap nogle gange føre med. Det kan derfor være meget svært at skulle fortælle, at lillebror har et handicap og nogle et handicap som man måske kan dø af. Men John understreger, at det er vigtigt at huske på, at børn registrerer alt. De lægger mærke til forandringerne i familien og fornemmer, at noget er ændret. De ved hurtigt, det er alvorligt. Det bedste er derfor at tale med dem om det, der sker. Børn trives bedst med at blive informeret. Børn, der ikke informeres om, hvad der er sket, overlades til deres fantasi - og fantasien er grænseløs. Børn trives derfor bedst med at blive informeret, så de kan forstå, hvad der sker omkring dem. Når man selv er åben og informerer om, at lillebror har et alvorligt handicap, indbyder man samtidig til, at børnene må fortælle om deres tanker og stille de spørgsmål, de måtte gå med.

Fortæl ikke detaljeret om handicappet/prognosen, men fortæl om hvilke konsekvenser det kan have for hverdagen. Vær åben og imødekommende. At informere børn om et alvorligt handicap kræver mod og åbenhed. Det er vigtigt at slippe tankerne om, hvad der er den rigtige måde at gøre det på. Vi er alle forskellige, og man skal gøre det på den måde, man har det bedst med. Det kan være en god idé at lave noget helt andet imens - fx fortælle om det, mens man går en tur, tegner eller bager sammen med dem. Det kan gøre det mere afslappet og nemmere at tale om det svære, end hvis man sætter sig på en stol over for barnet og dermed konfronterer ham eller hende direkte. Hvis man laver noget andet imens, giver man barnet mulighed for at kunne kigge væk eller ”gemme sig lidt”.  Vær forberedt på, at børn reagerer meget forskelligt på en alvorlig besked. Nogle - især små børn - har brug for at fordøje informationerne og det er derfor ikke unormalt, at de lige efter kan spørger, om hvad de skal have til aftensmad eller om de må spille computer. De vender som regel tilbage igen med spørgsmål, når de har fordøjet informationen - og så er opgaven at være åben og parat til at svare, så godt som du kan. Børn forstår alvor og svinger nogle gange mellem håb og håbløshed fuldstændigt ligesom de voksne. Når man fortæller om et alvorligt handicap, er det også væsentligt at fortælle om behandlingsmulighederne - hvad der kan og skal gøres og at lægerne gør, hvad de kan for at hjælpe lillebror. For nogle børn er det en god idé, at børnene kommer med til en enkelt behandling, så de ser, hvordan det foregår. Husk at forberede børnene så meget som muligt på situationen. Hvordan ser rummet ud, vil der være andre som er handicappede, skal I vente på at komme til osv. Prøv at forberede børnene på det - jo mere forberedte de er, jo bedre kan de håndtere det. Det er også en god idé at informere børnene om de ændringer, et forløb vil medføre for familien. Der kan i perioder være ting, man plejer at kunne gøre, men som man pludselig ikke kan gøre længere. 

Når åbenheden kvæler pinligheden

Mange børn synes at deres søskende med handicap opfører sig pinligt. Særligt omkring 10 års alderen og i begyndelsen af prepubertet er denne oplevelse af situationen meget almindelig. Derfor har de ofte ikke lyst til at have deres søskende med til klassefester eller andre arrangementer med deres venner. Det kan naturligvis være svært at acceptere som forældre og et helt umuligt valg at stå overfor. Ofte kommer det sådan drypvist, at søskende finder deres bror eller søster med et handicap pinlig. Problemet kom med alderen. En far fortæller det således: ”Vi prøvede at tage Julie med til sammenkomster i Thomas klasse. Og i de mindste klasser accepterede Thomas det. Men da han kom i de større klasser, ville han ikke med, hvis Julia også skulle med. At have en søster der var så mærkelig, det ville han ikke vise frem. Det er en svær situation, det er meget svært. Og det gør ondt i hjertet, at man har nogle børn, som man elsker over alt på jorden, og så at broderen ikke vil kendes ved sin søster, fordi hun savler eller opfører sig anderledes. Det gør så ondt. Man kan godt forstå det med sit hoved, at det kan virke for pinligt, men acceptere det med hjertet, det kan man ikke”. Man bliver nødt til at føje og gå til klassefesten. Hvad skal man ellers gøre? Ja der er jo nok ikke tale om kun en løsning, men det vi fra Ådalskolens søskendekursus oplever er at åbenheden er meget vigtigt. Når noget er pinligt er det tit fordi der er anderledes. Allerede fra en tidlig alder er det vigtigt at være åben overfor barnet og fortælle at deres bror eller søster har et handicap og vil være anderledes resten af livet. Senere skal søskende acceptere at sådan er livet, det kan være svært og tage tid og accept af en situation er noget som kommer gradvis for de fleste. Forældre kan tidligt i skolen fortælle klassen om handicappet og være med til at skabe den dialog som der virkelig er brug for. Når noget bliver tys tys bliver det også mere spændende og jo mere klarhed andre kan få om handicappet jo mindre mulighed er der også for at der skabes myter. På et søskendekursus er der god mulighed for at søskende kan fortælle om det de synes er pinligt. Det er også med til at give den accept af situationen der er så meget brug for. Ådalskolens søskendekursus i Ringsted tager emnet op og hjælper søskende med at få styr på pinligheden.