Det er søskende der fortæller

Camilla er 10 år og en af de søskende som har været med på søskendekurset denne gang. Hun har skrevet en historie til vores søskendeblog. Tak for hjælpen og tusind tak for denne gang og fordi vi fik lov til at lære dig at kende. Jeg har gennemført Ådalskolens søskendekursus i Ringsted i 2018. Det foregik hver måned og startede tidligt en lørdag i august. Det var min mor som havde fundet en brochure på internettet og spurgte mig om det ikke var noget for mig. I begyndelsen sagde jeg ”nej”, men mest fordi jeg ikke anede hvad et søskendekursus var og hvad man lavede. Jeg havde aldrig før hørt det ord. Her bagefter kunne jeg godt tænke mig, at kurset havde fortsat endnu længere. Det vil jeg gerne fortælle om. Det er rart at snakke med andre børn, der er i de samme udfordringer som mig. Det er godt at få nogle nye vinkler på det, jeg oplever. Selvom vores brødre eller søstre er meget forskellige er der alligevel mange oplevelser som minder om hinanden. Jeg kan godt komme til at lukke det inde og synes, at det hele bare er noget lort. Det er også rart, at der er nogle voksne, som jeg ikke kendte og derfor kunne snakke mere åbent med. Selv om jeg selvfølgelig har fortalt at min bror har et handicap til mine nære venner, kan de godt være bange for at spørge ind til det, fordi de sikkert tænker, at det kan være svært for mig at snakke om. På den måde er det rart at komme ind til et sted, hvor man ikke er bange for at sige noget. På søskendekurset troede jeg først, at vi skulle snakke intenst om min brors handicap. Men sådan var det overhovedet ikke. Vi fik emnet serveret på alle mulige sjove og legende måder. Gennem film, lege, nip napper, dilemmaspil og så har vi fået en scrapbog hvor det hele er samlet i, for eksempel. Der er forskel på, hvordan piger og drenge reagerer når man har en bror eller søster med et handicap. Jeg blev faktisk overrasket over, hvordan nogle af drengene reagerede. De er meget åbne og fortalte, at de har det på samme måde som mig. Det kom bag på mig. At de kunne udtrykke sig så præcist. Jeg troede, at drenge var nogle, at man ikke må se er kede af det. Især i min alder er de begyndt at blive nogle rigtig hårde typer, som bare skal vise, hvor seje de er. Jeg er en meget åben person, og jeg tier ikke stille i timerne. Men jeg havde i en lang periode været meget stille i timerne og blev lettere irriteret når min lillebror var hjemme, og derfor var det også rart at få forklaret på søskendekurset, hvorfor jeg havde det sådan. Min anden lillebror skal bestemt også på søskendekursus om 3 år, når han har alderen til det. Han siger ikke så meget endnu. Han synes det er mere sjovt, men han er også kun 6 år. I forhold til følelser snakker han ikke så meget. Det er svært for mig at finde ud af, hvordan han har det, og det kunne være rart, når vi kan snakke mere om det. Det kommer vi til når vi bliver ældre. Jeg havde en forventning om, at jeg ville have det bedre, efter jeg havde været på søskendekursus. Det har jeg også fået, men jeg havde også lidt en forventning om, at alt bare ville være kureret. Og det skal man ikke regne med. Man skal selv arbejde for det og det første skridt at er at acceptere og leve med, at vores bror har et handicap og sådan bliver det ved med at være resten af livet. Jeg bruger så ofte som jeg kan de grønne tanker som jeg lærte at finde frem på Ådalskolens søskendekursus.

De næste søskendekurser begynder

 

Det skal være fedt at komme på søskendekursus

Vi vil i dette blogindlæg prøve at beskrive Ådalskolens søskendekursus i Ringsted med børneord. Vi har skrevet mange blogindlæg til de voksne men her kommer et forsøg direkte til dig, som er i alderen 9-12 år. Gitte, Nadia og jeg laver søskendekurser for dig fordi vi gerne vil give dig en god, sjov og anderledes oplevelse. Måske går du allerede til fodbold, til håndbold, til karate, til spejder, til gymnastik, til tennis eller noget helt andet og du har sikkert også på eller andet tidspunkt været af sted på koloni, lejr eller hyttetur med skolen? 

Kender du det? 

Så læs bare videre. Når du har en fritidsinteresse, som du godt kan lide så mødes du sikkert en gang om ugen med andre børn. I øver, træner og lærer af hinanden for at blive endnu bedre.

Når du har en fritidsinteresse så oplever du også et godt kammeratskab, sjov, ballade, alvor, leg og I har alle en ting til fælles. I er fælles om jeres interesser for fodbold, håndbold, natur, idræt osv. Du gør det fordi det er sjovt. Et søskendekursus er præcis det samme som en fritidsinteresse.

Det varer 3 weekends og den sidste lørdag skal vi på en hyttetur. Det I som søskende har til fælles er, at I alle har en bror eller søster med et handicap. Det er der jo ikke noget galt med, det er ikke noget problem i, det er ok, det er i orden - sådan er det i din familie.

Vi vil gerne byde dig velkommen til et sted, hvor du kan mødes med andre børn i samme alder som dig, som også har en bror eller søster med et handicap. Når vi mødes skal vi lege sjove lege, se film, spille computer, dele historier, og du vil opleve, at der er rigtig mange andre børn, som har det netop som dig. Du vil med det samme nikke genkendende til de andre børn erfaringer og oplevelser og du vil opleve hvilken lettelse det er, at din historie bliver lyttet til og anerkendt.

Så husk på vores motto ”Det er fedt at komme på søskendekursus ellers er det ikke et søskendekursus”. Du er meget velkommen til at skrive en e-mail til os på soskendekursus@gmail.com når du har noget, som du vil spørge os om.

Vi glæder os

Hilsen

Gitte, Nadia og John

Det er lettere at spørge neutrale voksne

Mathias på 11 år fortæller os på søskendekurset, at det „ikke så let at snakke med forældrene om det, som er vanskeligt, når det vanskelige handler om ens søster med autisme“. Mathias fortæller også at det er svært at finde tid til at tage emnet op – det drukner simpelthen i hverdagen. Søskendes stemmer kommer derfor ikke altid frem, bare fordi man spørger – men man kan høre den tydeligere, når der gives tid, tillid og ro. Dertil skal man være opmærksom på, at nogle gange ønsker søskende ikke at sige alle de ting, de har på hjertet, til deres forældre. De ved jo, at også de kan være både kede af det, forvirrede og trætte. „Hvordan går det“, spørger vi voksne ofte hinanden, når vi mødes tilfældigt på gaden. „Fint“, svarer mange af os så. Helt kort og godt. Det samme gør børn: „Hvordan gik det i skolen i dag“, spørger far ved aftensmaden. „Meget godt“, svarer sønnen. Et svar, som sikkert ikke er spor ukendt for mange forældre, når de sidst på eftermiddagen spørger til barnets dag. På lignende vis svarede 10-årige Ida da også kort og roligt: „Det går udmærket“, da vi lørdag nummer 2 på søskendekurset spørger hende, hvordan det går for hende nu, hvor hendes storebror er kommet godt igennem en hjerteoperation. Men da Ida siden fortsatte på søskendekurset fik hun mulighed for at fortælle de andre søskende og os gruppeledere gennem ord og tegninger, hvordan det så ud inde i hende, kom der også et andet billede frem. Halvdelen af tegningen var fyldt med glade og fine farver, mens den anden halvdel bestod af ret mørke og grå nuancer. Da der lidt efter lidt kom ord på tegningen, viste det sig, at der var mange tanker, spørgsmål og bekymringer. Hvordan det opleves for Ida at have en bror med en hjertesygdom kan man ikke lige opdage, når man bare spørger i første omgang. På denne måde kan vores overflade være meget forskellig fra det, der er inde bag. Derfor er det også vigtigt for os gruppeledere at understrege, at de tanker og udsagn, som børn kommer med på søskendekurserne ikke kommer ved hurtige samtaler i en hvilken som helst kontekst. De fleste af dem er kommet frem i den ramme, hvor søskende over en rum tid har haft mulighed for at blive trygge, og hvor der er opbygget tillid til, at de bliver hørt på – både af voksne og af de andre søskende, som har oplevet noget lignende i deres liv. Dette er et af kendetegnene bag de søskendekurser som afholdes på Ådalskolen i Ringsted.

Autisme er ikke altid lige let

Når Victor kommer hjem fra skole er det første han gør, at lave et eftermiddagsskema til hans lillebror. Victors lillebror hedder Niels, har ADHD og autisme og er meget visuelt tænkende. Derfor bruger vi i min familier meget skemaer og pictogrammer fortæller Victor. Generelt er vi gode til at bruge korte præcise sætninger og sige det han skal og ikke det han ikke må. Det var virkelig noget, som jeg skulle vænne mig til. Det at jeg hele tiden skal tænke over, hvad jeg siger og hvordan jeg siger tingene. Jeg kan godt se, at det hjælper min lillebror rigtig meget, men en gang imellem er det bare irriterende. Da jeg deltog i Ådalskolens søskendekursus var det første gang jeg var sammen med andre børn på min egen alder som også har søskende med et handicap. Det var en fantastisk oplevelse og en øjenåbner for mig. Jeg lærte en masse om ADHD og autisme og jeg fik nye kammerater. Jeg lærte blandt andet, at jeg skal undgå at bruge ordet "ikke", så omformulerer jeg hellere sætningen og fortæller min lillebror, hvad han skal gøre. De voksne på søskendekurset fortalte, at hjernen ikke kan høre ordet "ikke" fx. hvis jeg siger "Niels du skal ikke gå igennem vandpytten" så kan jeg være sikker på at han gør det, men siger jeg "Niels du skal gå uden om vandpytten" så går han som oftest pænt uden om. I min familie gælder det om at være 3 skridt foran hele tiden. Jo mere faste rammer og forudsiglighed jo bedre. Vi fortæller altid, hvor lang tid der til, at der skal ske et eller andet fx. hvornår vi skal ud af døren, hvornår er det sengetid osv. den forudsiglighed har min lillebror brug for. På den måde undgår vi nogle konflikter, hvis vi bryder ind i et eller andet han er i gang med. Det var særligt rart at møde andre søskende som kender til de samme regler og jeg var også heldig at få en masse gode råd fra de andre børn. At være storebror til en lillebror med ADHD og autisme er ikke altid lutter lagkage, men han er min lillebror.

Vi har god gavn af hinandens erfaringer

Formålet og tankerne bag et søskendekursus er at skabe en særlig indsats for de børn, som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. I en søskendegruppe er der særlig fokus på børnenes individuelle behov. Der skabes mulighed for snak og hygge blandt børnene og de kan nemt komme til orde i et mindre og meget trygt forum. Det enkelte barn kan vælge at fortælle sin historie, men det er ikke en nødvendighed for, at gruppen kan fungere og alle børn får noget ud af at deltage. I gruppen arbejdes der med konkrete øvelser, lege og aktiviteter, hvor der eksempelvis tales om det at vokse op sammen med en søskende med et handicap. Vi ser film og taler om ligheder og forskelle bagefter, lytter til hinanden og kommer med gode alternative løsninger på problemer, vi ligger øre til hverdagsoplevelser, drillerier i skolen og taler om tanker og følelser. Ja alt det som de deltagende søskende synes er vigtigt. Som det helt store højdepunkt på søskendekurset tager vi på en søskendecamp der varer hele 2 dage og som indeholder en overnatning. Det er sjovt og hyggeligt at være afsted og alle børnene kender hinanden rigtig godt på dette tidspunkt. Formålet med søskendegrupperne er også i lige så høj grad at give børnene mulighed for at mødes og hygge sig. Lidt ekstra opmærksomhed og interesse er ofte en stor del af det nogle af børnene har brug for. Dynamikken i gruppen og de fællestræk, der karakteriserer børnenes livs situationer bruges til at støtte det enkelte barn i dets egen færd. Børnene vil meget hurtigt opleve, at der er andre på kurset, der også går rundt med samme tanker og oplevelser og vil derfor føle sig som en del af et unikt midtpunkt i fællesskabet. Ideen er naturligvis at styrke børnenes mestring i en hverdag sammen med deres bror eller søster som har et handicap samt skabe grobund for et socialt netværk blandt en eller flere af de deltagende søskende.

Efterårets søskendekurser 2021

 

På et søskendekursus kommer børnene afsted på en hyttetur

Vi bliver ofte spurgt om, hvad man egentlig laver på et søskendekursus? Vi vil forsøge at svare med at sammenligne med noget som du helt sikkert kender i forvejen. Du har sikkert en eller flere fritidsinteresser og du har sikkert også prøvet at være af sted på en lejrskole sammen med din klasse. Et søskendekursus er en blanding af disse ting. Altså en blanding af sjov, nye kammeratskab, hygge, leg og aktiviteter mixet sammen til et seriøst forløb som varer 3 weekender. Når du går til en fritidsaktivitet, om det er spejder, sport eller noget kreativt så mødes du med kammerater 1-2 gange om ugen. Du får ganske sikkert masser af frisk luft, lærer nye ting – og du lærer de andre at kende på andre måder end i skolen. På søskendekurset mødes du også andre børn på din egen alder og I har alle det til fælles, at I har en bror eller søster med et handicap. Det at have noget til fælles betyder, at I har en masse at snakke om og at der er en masse ligheder mellem jeres hverdag. På søskendekurset snakker vi om hvordan det er at være søskende, vi ser film om søskende, vi leger og griner, vi snakker også om handicap og hvad der kan være bedst at gøre i forskellige situationer, vi kan snakke om drilleri og mobning hvis du har lyst til det, vi spiser god mad og lidt slik. Det bedste ved søskendekurset er at vi tager af sted på en hyttetur i slutningen af kurset. Vi lejer en hyggelig hytte i et dejligt område og får en masse sjove oplevelser sammen. Der er bål, natløb og sjove aktiviteter. Håber vi ses på det næste søskendekursus.

Hilsen Nadia, Gitte og John.

Det er søskendes ord der er de vigtigste

Camilla er 11 år og en af de søskende som har været med på søskendekursus i efteråret 2020 lige inden Corona nedlukningen nr. 2. Hun har skrevet en historie til vores søskendeblog. Tak for hjælpen og tusind tak for denne gang og fordi vi fik lov til at lære dig at kende. Jeg har gennemført halvdelen af Ådalskolens søskendekursus i Ringsted i 2020 og jeg vender helt klart tilbage for at få resten med. Søskendekurset foregik hver måned og startede tidligt en lørdag i august. Det var min mor som havde fundet en brochure på internettet og spurgte mig om det ikke var noget for mig. I begyndelsen sagde jeg ”nej”, men mest fordi jeg ikke anede hvad et søskendekursus var og hvad man lavede. Jeg havde aldrig før hørt det ord. Her bagefter kunne jeg godt tænke mig, at kurset havde fortsat endnu længere. Det vil jeg gerne fortælle om. Det er rart at snakke med andre børn, der er i de samme udfordringer som mig. Det er godt at få nogle nye vinkler på det, jeg oplever. Selvom vores brødre eller søstre er meget forskellige er der alligevel mange oplevelser som minder om hinanden. Jeg kan godt komme til at lukke det inde og synes, at det hele bare er noget lort. Det er også rart, at der er nogle voksne, som jeg ikke kendte og derfor kunne snakke mere åbent med. Selv om jeg selvfølgelig har fortalt at min bror har et handicap til mine nære venner, kan de godt være bange for at spørge ind til det, fordi de sikkert tænker, at det kan være svært for mig at snakke om. På den måde er det rart at komme ind til et sted, hvor man ikke er bange for at sige noget. På søskendekurset troede jeg først, at vi skulle snakke intenst om min brors handicap. Men sådan var det overhovedet ikke. Vi fik emnet serveret på alle mulige sjove og legende måder. Gennem film, lege, nip napper, dilemmaspil og så har vi fået en scrapbog hvor det hele er samlet i, for eksempel. Der er forskel på, hvordan piger og drenge reagerer når man har en bror eller søster med et handicap. Jeg blev faktisk overrasket over, hvordan nogle af drengene reagerede. De er meget åbne og fortalte, at de har det på samme måde som mig. Det kom bag på mig. At de kunne udtrykke sig så præcist. Jeg troede, at drenge var nogle, at man ikke må se er kede af det. Især i min alder er de begyndt at blive nogle rigtig hårde typer, som bare skal vise, hvor seje de er. Jeg er en meget åben person, og jeg tier ikke stille i timerne. Men jeg havde i en lang periode været meget stille i timerne og blev lettere irriteret når min lillebror var hjemme, og derfor var det også rart at få forklaret på søskendekurset, hvorfor jeg havde det sådan. 

Min anden lillebror skal bestemt også på søskendekursus om 3 år, når han har alderen til det. Han siger ikke så meget endnu. Han synes det er mere sjovt, men han er også kun 6 år. I forhold til følelser snakker han ikke så meget. Det er svært for mig at finde ud af, hvordan han har det, og det kunne være rart, når vi kan snakke mere om det. Det kommer vi til når vi bliver ældre. Jeg havde en forventning om, at jeg ville have det bedre, efter jeg havde været på søskendekursus. Det har jeg også fået, men jeg havde også lidt en forventning om, at alt bare ville være kureret. Og det skal man ikke regne med. Man skal selv arbejde for det og det første skridt at er at acceptere og leve med, at vores bror har et handicap og sådan bliver det ved med at være resten af livet. Jeg bruger så ofte som jeg kan de grønne tanker som jeg lærte at finde frem på Ådalskolens søskendekursus. Jeg ser frem til efteråret 2021 hvor vi ses igen.

Nogle af de svære ting for søskende derhjemme

Mange søskende føler, at tingene derhjemme er ret så intense omkring deres deres bror eller søster som har et handicap. Nogle søskende skal også hjælpe med en masse ting for at få hverdagen til at hænge samen som f.eks. at hjælpe med pleje af en bror eller søster, andre går glip af aktiviteter, som deres venner er er i stand til. Mange af disse emner bliver italesat på Ådalskolens søskendekursus og vi har i dette blogindlæg lavet et sammenskriv af nogle af dem. Læs søskendes tips til at håndtere nogle af de svære ting, som kan opleves derhjemme.

At søskende ofte ikke får nok tid med deres forældre...

At have tid sammen med sine forældre er virkelig vigtigt. En vis speciel tid hver dag med en forælder får børn og unge til at føle sig elsket og holdt af. Det behøver blot at være 15 minutter solotid.

Nogle ting kan du gøre, hvis du gerne vil bruge mere tid sammen med din forælder:

Spørg din forælder om at tilbringe lidt tid med dig hver dag. Det kan være, når din bror eller søster er gået i seng eller et andet tidspunkt der passer jer bedst.

Hvis din bror eller søster har et aflastningstilbud, så spørg din forælder, om I kan lave noget specielt sammen på dette tidspunkt som at gå på shopping, gå på en café eller gå i svømmehallen.

Fortæl din forælder, at du gerne vil have ham eller hende med til at se dig i en skolekomedie, til en sportsdag eller en anden speciel begivenhed.

Jeg er nødt til at passe på min søster hele tiden...

Mange søskende hjælper deres forældre med at passe på deres bror eller søster med et handicap. Selvom de naturligt elsker deres søskende, kan det stadig være rigtig hårdt. Alle familier kan lide at hjælpe hinanden, men det er også virkelig vigtigt at have tid til sig selv og være i stand til at lave sit skolearbejde.

Nogle ting kan du gøre, hvis du oplever at du laver for meget:

Lav en liste over alle de ting, du laver for at hjælpe din bror eller søster med et handicap og spørg dine forælder om en anden kan hjælpe med nogle af disse arbejdsopgaver.

Tal med din lærer, hvis de opgaver du laver forhindrer dig i at fuldføre dit skolearbejde.

Aftal med dine forældre at du også kan have en hel fridag eller en friuge.

Vi er ofte nødt til at aflyse ting...

Søskende fortæller os, at familiens aktiviteter ofte aflyst af forskellige grunde. Dette skyldes, at deres bror eller søster har aftaler som kan opleves vigtigere, har brug for at være på hospitalet eller blive akut syge. Søskende synes det er skuffende, når de ikke kan lave ting, de ellers har set frem til.

Nogle ting kan du gøre, hvis ting bliver annulleret:

Fortæl din forælder, hvis du føler dig trist eller ked af det, de vil gerne vide, hvordan du har det.

Skriv dine følelser ned i en dagbog eller notebook.

Spørg din forælder, om de kan hjælpe dig med at arrangere at gøre noget med en kammerat i stedet.

Jeg føler jeg går glip af mange ting...

Søskende kan ofte føle, at de går glip af ting på grund af alt hvad der sker i deres familie. Nogle gange skal udflugter aflyses og andre gange bliver aktiviteter nød til at blive forkortet fordi ens bror eller søster ikke kan klare mere eller det hele bliver for overvældet. Det kan føles trist eller frustrerende, hvis du ikke kan gøre de samme ting som andre mennesker, du kender.

Nogle ting kan du gøre, hvis du føler du går glip af tingene:

Tal med din forælder om de ting, du vil gøre og bede dem hjælpe dig med at gøre disse.

Fortæl din forælder eller en lærer hvordan du oplever det med at gå glip af tingene.

Lav en liste over de ting du kan lide at lave og se om du kan gøre en eller flere af ​​disse hver uge.

Min bror slår mig...

Søskende fortæller os, at de ikke kan lide at blive slået af deres bror eller søster. Det er naturligvis helt foruroligende og undertiden skræmmende, hvis det sker. I disse situationer er det vigtigt at opsøge hjælp for det er ikke OK at blive såret.

Nogle ting kan du gøre, hvis du bliver slået af din bror eller søster:

Fortæl dine forælder eller lærer at du bliver slået af din bror eller søster.

Bed din forælder om at lave en plan sammen med dig for at beskytte dig mod at blive slået.

Træk dig væk fra konfliktsituationer og gå til et mere sikkert sted i huset, hvis din bror eller søster er vred og bliver udadreagerende.

Der er for mange omsorgshjælpere i mit hjem...

Det kan være svært for søskende, når der er masser af omsorgshjælpere i ens hjem. Selvom det er vigtigt, at ens bror eller søster får den rigtige og nødvendige pleje kan det søskende til at opleve at deres hjem er mere som en institution end et hjem.

Nogle ting kan du gøre, hvis der er masser af omsorgshjælpere i dit hjem:

Bed din forælder om at fortælle dig, hvem der skal være i huset hver uge så du ved, hvem der vil være der.

Bed din forælder om at sørge for, at omsorgshjælpere ikke kommer ind i på dit værelse eller flytter rundt på dine ting.

Tal med dine forælder eller en lærer, hvis du føler dig irriteret overfor omsorgshjælpere i dit hjem. Nogle gange kan der været tale om et andet problem som ligger under og som i virkeligheden er det som du er mest ked af.

Hvordan er det at være i vores sko?

Når et barn fødes med et handicap påvirker det naturligvis hele familien hertil er der ikke så megen diskussion. Alt hvad der før var normalt, bliver pludselig vendt på hovedet og intet er længere som det man kendte. Et barn med et handicap ændrer det, som før var familiens virkelighed. Sådan fortæller mange søskende, når vi på søskendekurserne spørger dem, hvordan det er at være i deres sko? En far udtrykker det sådan "vores familie blev ramt af en ubalance af følelser som magtesløshed, frustration, hjælpeløshed og ikke mindst tanker som; Har vi gjort noget galt? Kunne vi have gjort det anderledes"? At have et handicap opleves stadig for mange mennesker som et tabu og ofte taler vi pårørende ikke så meget med vores omgivelser omkring den svære tid, vi har foran os. Måske føler vi os tynget af skyld eller oplever, at det er skamfuldt at skulle fortælle andre at vores barn har et handicap. Tanker som, hvad tænker de andre, naboerne eller kollegaerne kan stoppe os i at fortælle åbent om kvalerne. Som pårørende og ikke mindst de andre søskende til et barn med handicap må derfor hurtigt lære sig at være ligeglad med omgivelsernes reaktioner og om hvad de nu engang tænker. Søskende skal også lære at sige ”pyt”. John Quist Frandsen som er gruppeleder på Ådalskolens søskendekurser i Ringsted fortæller, at vi ofte hører at søskende holder deres bekymringer og tanker for sig selv. De ønsker ikke at belaste forældrene yderligere med deres bekymringer og af hensyn til familien kæmper de nogle gange for at holde sammen på sig selv. Særligt for søskende er det vigtigt at få talt med nogen, som har overskud og er i stand til at kunne lytte, rumme og give plads. En god ven, en skolelærer, en nabo (og har du overskuddet), kan du måske selv række en hånd frem for på den måde give plads til, at barnet kan få luft for sine tanker. Bekymrede tanker kan du ikke altid fjerne men blot det at kunne få lov til at sætte de rette ord på og på den måde få luft, kan være nok til, at søskende samler lidt flere kræfter til at gå den ofte snørklede vej, som ofte ligger foran.

Man oplever et forstående fællesskab

”Hvad kan jeg gøre, når jeg bliver ked af det eller bekymret? Er det okay, at jeg sommetider føler mig pinlig berørt over min bror? Er der andre, der har det ligesom mig? På Ådalskolens søskendekurser i Ringsted deler børn i alderen 9-16 år tanker, følelser og erfaringer med andre, der har en bror eller søster med et handicap. En ofte overset pårørendegruppe er søskende til børn med funktionsnedsættelse. En gruppe, der ikke selv råber systemet op – måske, fordi de har travlt med at holde sammen på familien, eller fordi de er bange for at stille mor og far i et dårligt lys. Mange forældre til børn med funktionsnedsættelse peger dog selv på, at søskende kan blive overset, både af dem selv i en presset hverdag og af systemet, som primært fokuserer på barnet med handicap. Heldigvis er der flere kommuner som er ved at ændre fokus til at familien skal møde en sagsbehandling, som tager udgangspunkt i familiens samlede behov herunder også søskendeperspektivet. På Ådalskolen i Ringsted har vi siden 2011 afholdt søskendekurser for søskende til børn og unge med et handicap. Deltagerne er mellem 9 og 16 år. Det kan være svært at have en bror eller søster, der skiller sig ud, og som måske tager meget af opmærksomheden i hverdagen. Det fortæller kursusleder og underviser på søskendekurserne John Quist Frandsen. ”Vi vil gerne have, at børnene får et fællesskab med hinanden; at de oplever ikke at være alene om deres følelser, og at andre forstår én. Vi skal kunne skabe et trygt rum, hvor de oplever, at det er okay for eksempel at føle sig pinligt berørt over sin bror, når han begynder at råbe højt i supermarkedet, eller at det er ok at føle frustration og vrede over for mor og far, fordi man synes, de aldrig har tid til én. Samtidig vil vi gerne give dem ideer til handlemuligheder i dagligdagen. Og ofte viser det sig, at det er, når børnene bringer deres egne erfaringer i spil og deler dem med hinanden, at vi og de virkelig rykker,” fortæller han. Børnene fra efterårets søskendekursus er ikke i tvivl om, hvad det giver dem at mødes med andre, som af egen erfaring ved, hvordan det er at have en handicappet søster eller bror. For Mette er det især fællesskabet med ligesindede, som tæller. ”Man føler sig knap så alene. Her møder man nye mennesker, der har lidt de samme problemer som én selv. Jeg har aldrig haft en kammerat, der havde det på samme måde som mig. De eneste, jeg ellers har kunnet tale med det om, er mine forældre. Så det er dejligt at vide, at man ikke er alene, og at andre også har søskende med handicap, der har det på samme måde. Og at opleve, at nogle af de problemer, man har, går igen hos andre,” siger hun. Det er en oplevelse, som andre af de børn på kurset kan nikke genkendende til. ”Man kan få talt ud, uden at der er andre, der siger mig imod, ” siger Kristina. ”Man får også nye venner,” supplerer Claus. Ud over at tilbyde børnene et frirum sammen med ligesindede, hvor de kan tale åbent om deres modstridende følelser og identificere sig med hinanden, får børnene også konkret viden om forskellige funktionsnedsættelser med sig fra søskendekurset. Og det er en god hjælp og styrke i hverdagen, fortæller Nikolaj. ”I forhold til ens venner er det meget rart, at jeg nu kan forklare min brors handicap bedre. Det kan jeg, fordi jeg har mødt andre på kurset her, der også forstår, hvad det handler om, og fordi det bliver forklaret så godt her,” siger han. Så er der også lige søskendecampen som Ådalskolen arrangerer. "Et fantastisk initiativ som bare er så hyggeligt" siger flere af børnene samstemmende i kor.

Et søskendekursus giver for de fleste et nyt sæt briller

Børnene og de unge er helt enige om, at de voksne på Ådalskolens søskendekursus kommer med en helt anden baggrund end dem selv, hvilket gør at flere af deltagerne i den grad oplever, at de kommer til at se tingene på nye måde, fra en anden vinkel eller så at sige gennem ”et andet sæt briller”. Sådan bør det også være siger gruppeleder John Quist Frandsen og det er i hvert fald det som vi bestræber os på hver eneste gang. ”Vores fag er jo søskende, så på den måde har vi kunnet tilføre noget, eller måske fået søskende deltagerne til at kigge på tingene og hverdagen på en anden måde eller turdet at stille nogle som før var ustillede”. De nye briller, som børnene og de unge er blevet udstyret med, har gjort, at de oplever at få nuanceret deres forståelse af deres bror eller søster med et handicap og det har for langt de fleste sat gang i en refleksion om, hvad de kan gøre og hvordan de kan gøre det. Det er oplagt at tolke søskendes udsagn netop som en slags anden ordens iagttagelser. Pernille på 12 år siger det på følgende måde: ”Det med at opdage at der bag min storebrors handicap også er en masse positive ting har været med til at nuancere mit perspektiv”. For Pernille har det været med til at give et nyt perspektiv på samme problematik, som så mange andre børn og unge oplever som har en bror eller søster med et handicap. Mikkel på 12 år udtrykker det på denne måde: ”…og så har den voksne fra søskendekurset kunne få mig til at overveje flere ting, nå men har du tænkt over det og det, hvor jeg bagefter tænker, nej, det har jeg slet ikke tænkt over, så på den måde har alle søskendeskursets aktiviteter kunnet tilføre os søskende noget nyt og forskelligt, som vi ikke tænker over til dagligt”. Det er netop denne grundsten, som flere af søskende på søskendekurserne finder virkelig givende og en dreng på 11 år beskriver det som en kæmpe aha-oplevelse, der har givet en mere nuanceret tilgang til hans hverdag: ”De andre søskende kommer fra helt andre familier og har helt andre hverdagserfaringer, så jeg fik virkelig nogle aha-oplevelser”. En anden søskende kan fortælle noget helt åbenlyst: ”Nogle ting blev mere åbenlyse for mig, når de andre søskende på holdet kom med deres betragtninger”. Denne forundring over, at der kommer en masse nye perspektiver frem, selvom de er ”åbenlyse”, er en klassisk systemteoretisk problematik som vi naturligvis er meget optaget af som planlæggere af søskendekurserne på Ådalskolen i Ringsted. Når du ser et fænomen igennem et bestemt systems briller (fx umulighederne), så er der nogle ting, der er klare og åbenlyse, mens andre ting er skjulte, mens hvis du betragter samme fænomen igennem et andet systems (fx mulighedernes) koder eller briller, så vil der fremstå nogle helt andre ting som er åbenlyse og det er netop det afsæt som de forskellige søskende citater kan tolkes ind i. Derfor synes vi, at vi med rette kan sige, at børn og unge som deltager på søskendekurserne får et nyt sæt briller, ”briller som de naturligvis skal huske at gå med i nogen tid inden man kan sige og mærke, at nu har man vænnet sig til dem” afslutter John med at forklare.

Søskende i preteen alderen

Preteen alderen er en tid, hvor roller og sociale normer brydes, udvikles og antager helt nye former. Det er også den tid, hvor man som søskende begynder at tænke og forstå tingene på en mere voksen og selvstændig måde og hvor man forsøger at blive mere uafhængig af familien. For eksempel ved selv at søge information om handicappet eller ønsker kontakt til andre børn, der har en bror eller søster med et handicap. Søskende er erfaringsmæssigt også en gruppe, som kan komme til at påtage sig for stor en omsorgsrolle og for mange ansvarsområder i familier med et eller flere børn med en diagnose. Det er naturligvis hensigtsmæssigt for søskende at gøre en forskel, som styrker selvværdet og er en hjælp i en familie, men det er vigtigt at deles om opgaverne på en sund og balanceret måde. Typisk vil søskende indtage forskellige roller og ikke sjældent påtager de større søskende sig en forælder rolle over for yngre søskende, hvis det ikke signaleres klart nok fra forældrenes side, at dette hverken er meningen eller nødvendigt. Hvis ansvarsfølelsen og medfølelsen tager overhånd, kan det være svært for den unge senere at løsrive sig og prioritere egne interesser og relationer. Denne fare er størst, hvis der ikke er ressourcer nok i familien eller der er andre voksne til at tage over. Så kan teenageren hæmme sin egen udvikling. Den bedste støtte for den unge vil være at opleve, at ens bror eller søster med et handicap klarer sig fornuftigt og får den nødvendige hjælp, uden at den unge får påtaget sig for stor en ansvars- og omsorgsrolle. Det betyder ikke, at man skal undlade at stille krav til teenagere om at hjælpe til i familien, så længe man blot lægger vægt på, at de samtidig også prioriterer deres eget liv. På den anden side er teenagere også en gruppe, som ofte svinger mellem at være meget hensynstagende i forbindelse med diagnosen for i det næste øjeblik at lade deres irritation komme tydeligt til udtryk. Lær søskende at de ikke udelukkende skal identificere sig med deres bror eller søsters diagnose, men først og fremmest skal bevare fokus på sit eget liv. En diagnose har altid en indflydelse på søskendes liv uanset alder, men skal ikke være det styrende for det.

Reaktioner er meget forskellige og ikke to søskende er ens

Det er naturligvis langt fra alle søskende, der spontant vil reagere følelsesmæssigt eller begynde at stille spørgsmål endsige fortælle om, hvad de tænker, når de hører om deres brors eller søsters diagnose første gang. Det er ikke usædvanligt, at der kan gå lang tid, før man ser en reaktion. Hvis søskende slet ikke reagerer, kan man støtte det ved at spørge til, hvad det tænker eller føler, men ikke presse på for reaktionen skal nok komme. Børn og unge har deres eget tempo og viser deres følelser på mange forskellige måder. Som forældre kan man nogle gange selv blive meget berørt og ked af det, når man taler med sine børn om et barns handicap, men husk at det aldrig skader søskende at opleve, at forældre er kede af det, selvom man som forælder gerne vil bevare en vis kontrol over følelserne. Netop ved at søskende oplever, at følelser kan vises og deles, lærer man sine børn, at følelser er naturlige og nogle som kan håndteres. Søskende tager heller ikke skade af at opleve modgang som en del af livet. Tværtimod kan det være medvirkende til at modne dem og gøre dem til mere nuancerede og livsduelige mennesker. Men det er vigtigt, at de får lov til at udtrykke deres følelser og mærker omgivelsernes accept af deres reaktioner – og at de samtidig støttes i, at diagnosens udvikling og konsekvenser ikke er deres ansvar eller noget, de skal bære på deres skuldre alene. Søskende er generelt accepterende, overbærende og nemmere i stand til at klare en bror eller søsters handicap, hvis de gradvist bliver en del af snakken hvorimod kommer en forandring pludseligt eller voldsomt fx i forbindelse med en ulykke eller opstået sygdom, skaber det som oftest usikkerhed og angst hos barnet. Ved pludselig eller drastisk sygdom er det om muligt endnu vigtigere, at de voksne hjælper søskende med at forstå, hvad der sker, og samtidig beroliger det. Her må man som forælder både hjælpe søskende med at forstå diagnosen og de ting, den har medført, samtidig med at man lader det forstå, at det først og fremmest er noget, de voksne tager hånd om, men som barnet naturligvis er berørt af og har sine egne reaktioner på.

Efterårets søskendekurser 2021 på Ådalskolen

 Tilmelding er mulig nu.

Man føler sig knap så alene

”Hvad kan jeg gøre, når jeg bliver ked af det eller bekymret? Er det okay, at jeg sommetider føler mig pinlig berørt over min bror? Er der andre, der har det ligesom mig? På Ådalskolens søskendekurser i Ringsted deler børn i alderen 9-16 år tanker, følelser og erfaringer med andre, der har en bror eller søster med et handicap. En ofte overset pårørendegruppe er søskende til børn med funktionsnedsættelse. En gruppe, der ikke selv råber systemet op – måske, fordi de har travlt med at holde sammen på familien, eller fordi de er bange for at stille mor og far i et dårligt lys. Mange forældre til børn med funktionsnedsættelse peger dog selv på, at søskende kan blive overset, både af dem selv i en presset hverdag og af systemet, som primært fokuserer på barnet med handicap. Heldigvis er der flere kommuner som er ved at ændre fokus til at familien skal møde en sagsbehandling, som tager udgangspunkt i familiens samlede behov herunder også søskendeperspektivet. På Ådalskolen i Ringsted har vi siden 2011 afholdt søskendekurser for søskende til børn og unge med et handicap. Deltagerne er mellem 9 og 16 år. Det kan være svært at have en bror eller søster, der skiller sig ud, og som måske tager meget af opmærksomheden i hverdagen. Det fortæller kursusleder og underviser på søskendekurserne John Quist Frandsen. ”Vi vil gerne have, at børnene får et fællesskab med hinanden; at de oplever ikke at være alene om deres følelser, og at andre forstår én. Vi skal kunne skabe et trygt rum, hvor de oplever, at det er okay for eksempel at føle sig pinligt berørt over sin bror, når han begynder at råbe højt i supermarkedet, eller at det er ok at føle frustration og vrede over for mor og far, fordi man synes, de aldrig har tid til én. Samtidig vil vi gerne give dem ideer til handlemuligheder i dagligdagen. Og ofte viser det sig, at det er, når børnene bringer deres egne erfaringer i spil og deler dem med hinanden, at vi og de virkelig rykker,” fortæller han. Børnene fra efterårets søskendekursus er ikke i tvivl om, hvad det giver dem at mødes med andre, som af egen erfaring ved, hvordan det er at have en handicappet søster eller bror. For Mette er det især fællesskabet med ligesindede, som tæller. ”Man føler sig knap så alene. Her møder man nye mennesker, der har lidt de samme problemer som én selv. Jeg har aldrig haft en kammerat, der havde det på samme måde som mig. De eneste, jeg ellers har kunnet tale med det om, er mine forældre. Så det er dejligt at vide, at man ikke er alene, og at andre også har søskende med handicap, der har det på samme måde. Og at opleve, at nogle af de problemer, man har, går igen hos andre,” siger hun. Det er en oplevelse, som andre af de børn på kurset kan nikke genkendende til. ”Man kan få talt ud, uden at der er andre, der siger mig imod, ” siger Kristina. ”Man får også nye venner,” supplerer Claus. Ud over at tilbyde børnene et frirum sammen med ligesindede, hvor de kan tale åbent om deres modstridende følelser og identificere sig med hinanden, får børnene også konkret viden om forskellige funktionsnedsættelser med sig fra søskendekurset. Og det er en god hjælp og styrke i hverdagen, fortæller Nikolaj. ”I forhold til ens venner er det meget rart, at jeg nu kan forklare min brors handicap bedre. Det kan jeg, fordi jeg har mødt andre på kurset her, der også forstår, hvad det handler om, og fordi det bliver forklaret så godt her,” siger han. Så er der også lige søskendecampen som Ådalskolen arrangerer. "Et fantastisk initiativ som bare er så hyggeligt" siger flere af børnene samstemmende i kor.

At være en god søskende

På Ådalskolens søskendekursus i Ringsted tales der om mange forskellige emner. Nogle af emnerne er dem som vi voksne har bestemt, men mange af jer søskende kommer også med rigtig gode input til kurset blandt andet i pauserne. Sidste gang var der nogle af jer som tog emnet ”de gode søskende” frem. Ja, hvad vil det egentlig sige at være en god søskende? Nogle vil sige, at den gode søskende er den, som gør alt, hvad der er muligt for den bror eller søster som har et handicap og tilsidesætter sine egne behov fuldstændigt. Nogle vil ligefrem sige, at det er et udtryk for egoisme at prioritere sig selv og sige ”nej”, når ens bror eller søster har et handicap og har brug for hjælp. Sætter man som søskende i for høj grad ens egne behov af vejen, kan det nogle gange medføre, at man selv i det lange løb løber tør for kræfter. Det er nemlig krævende at være søskende til en bror eller søster med et handicap, der skal tages mange nødvendige hensyn og ofte kommer man til at skulle sige ”pyt” i hverdagen og derfor er det nødvendigt at forsøge at finde en balance mellem omsorg for ens søskende og omsorgen for sig selv. Vil du fremover være en god støtte for din bror eller søster (og det vil langt de fleste søskende), er det vigtigt, at du husker at lytte til dig selv. Hvad fortæller dine tanker og dine følelser om dine egne grænser og behov? Lyt til det og husk at respektere det. På den måde bliver ”den gode søskende” både en som husker sig selv og tager sig godt at sin søskende som er særlig udfordret af et handicap.

At have en bror eller søster med et handicap

Hvis du er søskende til en bror eller søster, som har et handicap, er det vigtigt at du har andre mennesker at tale med det om. Dine forældre kan være meget optaget af din søster eller bror og har måske ikke altid overskud til at lytte til det, som du egentlig gerne ville spørge om. Brug også dem du kender omkring dig og være åben om dine følelser og oplevelser. Der kommer helt sikkert mange forskellige følelser op hos dig, som gør dig forvirret og utryg. Du kan også opleve og føle at du ikke må belaste dine forældre yderligere, at du føler dig ladt i stikken, fordi dine forældre koncentrerer sig om din søster eller bror at du lægger låg på dine egne følelser, herunder dine behov for støtte og omsorg fra dine forældre og at du måske oplever, at du skal tage mere ansvar og har flere krav og forpligtigelser end din søskende. Det er helt normalt at have det sådan og det er vigtigt at du får talt med nogen om det. Måske oplever du også, at du har en stor følelse af anderledeshed indeni dig, over at du har en søster eller bror som har et handicap og at hverdagen ikke er som den har været eller som andres. At tale med andre hjælper dig med, at få indsigt i den situation du befinder dig i, hvordan du oplever den og hvordan du har det med den. Det er en vigtig proces i at finde nye måde at håndtere situationen på og dermed kunne blive i stand til at støtte sin bror eller søster med et handicap. John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted fortæller, at søskende som har en bror eller søster med et handicap oplever ofte en påvirkning af deres livssituation. Mange af børnene formår at skjule de følelsesmæssige belastninger, andre reagerer derimod kraftigt. Manglende opmærksomhed på børn, der er pårørende til et barn med et handicap, kan få konsekvenser for barnets sundhed, udvikling og velfærd. Derfor er det vigtigt, at børnene ”bliver set”, involveret, informeret og støttet i det nødvendige omfang og i børnehøjde. 

Autisme kan ingen helbrede kun forstå

Jeg er 11 og for nylig blev min lillesøster diagnosticeret som autist. Da jeg fik det at vide kan jeg huske at jeg græd, fordi jeg fandt det virkelig svært at affinde sig med det faktum, at det nu var slået fast, at der var noget klart anderledes ved min lillesøster. Jeg har selvfølgelig gennem vores barndom også haft svært ved at forstå min søster. Der har været rigtig mange konflikter og skænderier. Hun kopierede altid alt, hvad jeg gjorde og lavede en masse larm, som irriterede mig. Mine forældre gav hende en masse af deres opmærksomhed, og jeg følte, at hun kunne slippe af sted med meget mere end jeg kunne. Min familie vidste ikke, hun havde autisme før for nylig og hun har stadig behov for ekstra meget opmærksomhed. Nu ved jeg, at hun bare ikke kan gøre for det og det gør det nemmere at håndtere og acceptere end da jeg var yngre (og før jeg vidste om autisme) Jeg har altid undret mig over hvorfor jeg har diskuteret så meget med min søster. Alle mine venner havde det virkelig fint med deres søskende, men jeg oplevede bare det stik modsatte med min. Mange gange følte jeg mig som en forfærdelig søster og at det var min skyld, vi havde sådan et dårligt forhold. Jeg svor ofte jeg ville forsøge at gøre tingene bedre, men jeg kunne ikke, fordi jeg troede, at hun gjorde de "autisme ting" med vilje og blot for at irritere mig. I dag har jeg stadig svært ved at håndtere det, men efter jeg har deltaget på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er jeg blevet meget mere tålmodig med min søster, end før hen og jeg forsøger at være en bedre søskende for hende. Nogle gange kommer jeg til at mislykkedes med det jeg gerne vil, men hey, jeg kan jo ikke være perfekt hele tiden. Jeg er stadig blot ved at vænne mig til hele autisme adfærden og jeg har endnu ikke forstået det hele. Jeg har altid ønsket mig en søster, som jeg kunne tale med om alt. Måske bliver det ikke som jeg kunne ønske mig det. Men det betyder ikke, at jeg ikke elsker hende. Jeg elsker hende mere end noget, og jeg vil gøre alt for at hjælpe med at beskytte hende og gøre tingene lettere for hende. Ligegyldigt hvad hun vokser op og bliver er hun jo for evigt min søster og vi har en særlig relation, som ingen kan bryde. Autismen kan ingen helbrede kun din egen forståelse hjælper.

Forventninger skal passe til virkeligheden

Søskende udtrykker naturligvis også, at der er mange positive fordele ved at have en bror eller søster med et handicap. Det kan være en højere grad af tålmodighed, tolerance, medfølelse/empati og naturligvis en sand multikunster i konfliktløsning. Alt sammen rigtig gode sociale kompetencer som er styrkende for børnene. Kompetencerne og styrkerne giver børnene selvtillid, når de står overfor at skulle håndtere andre udfordrende situationer senere i livet. Trods minimal forskning på området er der alligevel belæg for at sige, at børn oplever deres forhold til deres søskende med et handicap som positivt når:

• Når de har en forståelse for deres brors eller søsters handicap
• Når de får støtte til at forstå hvordan de bedst håndterer deres søskendes udfordringer
• Når de oplever positive reaktioner fra forældre og jævnaldrende kammerater til deres bror eller søster

Søskende fortæller, at der gerne vi have at deres forældre hjælper dem med at finde på fælles aktiviteter sammen med deres bror eller søster. Det kan bare være simple aktiviteter og de behøver ikke at kost mange penge. Søskendes tilknytning til hinanden er livslang og en søskende vil sandsynlig være det menneske som kommer til at være mest sammen med barnet som har et handicap. Nogle søskende fortæller også at forældre gerne må forberede dem på de mange forskellige reaktioner omverdenen ofte har og særligt hvis det er et synligt handicap, hvor barnet sidder i kørestol, har et anderledes udseende eller synlig adfærd. Sørg også for at fortælle søskende om hvad handicappet indebærer og hvad søskende kan forvente. Inddrag dem svarende til deres alder og ikke mindst modenhed. Ikke for meget og ikke for lidt – det er en balance gang, som man må forsøge sig med.

Fra uvished til vished

Søskende som har en bror eller søster med et handicap går ikke som sådan og bekymrer sig over fremtiden hver eneste dag, men vi tænker da i perioder over, hvad der skal ske med vores søskende når de bliver voksne. Det er drengene fra Ådalskolens søskendekursus helt enige om. Om der er tale om det ene handicap frem for et andet, hvilket handicap som er nemmest at have og hvordan fremtidsudsigterne tegner sig er emner, som ligger drengene meget på sinde. Ådalskolen i Ringsted tilbyder kurser for søskende som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Drengene fortæller, at søskendekurser er en god ting, og det er vigtigt at fortælle til alle søskende, hvad der findes af kurser. Men det er ikke alle, der kommer af sted af sig selv, nogle skal man skubbe mere end andre. ”Jeg var en af de drenge, som egentlig ikke ville afsted på søskendekursus fortæller Niels på 11 år, men min familie og jeg har haft rigtig meget glæde af det. Dog kunne jeg godt ønske mig, at det varede noget længere. På søskendekurser bliver tingene forklaret på vores niveau”. Søskende er pårørende og de pårørende er en vigtig ressource i forhold til den bror eller søster, som dagligt lever med et handicap. Det kræver en særlig forståelse, de kender og forstår de små signaler, der kommer til udtryk i en hverdag hos en person med et handicap. Åbenhed og sammenhold i familien, direkte kommunikation om handicappet samt en god fælles forståelse af problemløsning er faktorer, som kan forebygge udfordringerne af handicappet. Det er dokumenteret, at familiens holdning påvirker søskendes trivsel og mestringsstrategier i forhold til at håndtere og leve med en bror eller søster som har et handicap.

Jo mere søskende er ”tanket op” jo nemmere er det

At deltage i et søskendekursus med jævnaldrende børn, som også oplever hverdagen med en bror eller søster, som har særlige behov eller et handicap er befriende og enormt rart. At være søskende er et livslangt vilkår og et vilkår som rækker længere end kontakten med kommunen eller forældrenes levetid. Forholdet til vores søskende betyder meget for os mennesker, faktisk er det tit den længste relation, vi kommer til at være. Altså er det en total langtidsinvestering at satse på søskende og netop at fokusere og styrke den relation der er mellem søskende og barnet der er udfordret på anderledes måder. Alle de forældre vi møder gennem vores arbejde på Ådalskolen i Ringsted har et stort og kærligt ønske om, at alle deres børn får et sundt og stærkt forhold til hinanden – både som børn, som unge og som voksne. De samme forældre gør sig naturligvis også både tanker og bekymringer om, hvordan de kan lykkes med at hjælpe deres børn med det. Når vi bliver forældre, bliver vi spejlet på vores egen historie med at være barn – både på godt og ondt. Vi har alle en historie med os omkring søskende, vi har alle erfaringer – enten fordi vi har søskende, eller fordi vi ikke har. Når vi så står der med to eller flere små væsener, som vi har sat i verden, bliver det pludselig tydeligt, hvad det er vi gerne vil give vores børn med i baggagen – og hvad vi for alt i verden ikke vil gentage. Eller det bliver tydeligt, at vi er i tvivl om noget, der føles meget vigtigt at få styr på. For hvordan gør man lige, når det ene barn har særlige behov eller et handicap? Hvordan sørger jeg for, at mine børn får en god relation til hinanden. At de bliver gode søskende? Hvad nu hvis de slet ikke kan lide hinanden? Hvordan kan jeg være sikker på, at de begge føler sig set og elsket lige meget? Og hvordan undgår jeg at gøre forskel? Eller er det netop det som jeg skal? Og hvorfor er det så vigtigt for søskenderelationen? Det er det, fordi jo mere ”hel” barnet føler sig, fordi du og andre vigtige voksne ser barnet og alle dets kompetencer og særlige kendetegn, jo mere ”rent” kan det indgå i relationen til sine søskende. Hvis der derimod er noget, der er uforløst i barnet, noget der ”gnaver”, noget der ikke bliver set, eller som barnet føler, der ikke er plads til, jo mere vil de forstyrre relationen til barnets søskende – og også til kammerater, til dig osv. Sagt på en anden måde jo bedre alle parter er ”tanket op”, tager sig af sig selv og tager hånd om det som kan irriterer, jo mindre er der til at forstyrre relationen mellem parterne. Og jo mere plads er der til interessen, kærligheden, omsorgen og relationen. Et søskendekursus bidrager væsentligt til at styrke relationen. Et søskendekursus er en langtidsinvestering og medvirkende til at støtte op om de øvrige tilbud der gives en familie. Ådalskolens søskendekursus i Ringsted tilbyder derfor børn i alderen 9-16 år at deltage i et søskendekursus som varer 42 timer og fordelt over 3 måneder. I mindre grupper på 10-12 nogenlunde jævnaldrende børn støtter og hjælper vi børnene til at forstå sig selv og sin søskende med særlige behov eller handicap bedre. Vores erfaring er, at søskende kan have svært ved at forstå den situation, de er blevet sat i. Derfor er leg, aktiviteter, film, snakke og forklaringer på mange af de spørgsmål der dukker op et godt udgangspunkt samtidig med at det hele foregår i en legende og tryg kontekst.

Fortæl det til andre

På Ådalskolen i Ringsted kan børn og unge deltage i et søskendekursus. Et kursus som handler om at få fortalt, mærket, delt, prøvet og ikke mindst få en god og udbytterig erfaring med hjem. Børnene er alle i alderen 9-16 år og har en masse til fælles. En af de ting, som alle børnene kan tale sammen om udover fodbold. X-factor og computerspil er, at de har en søskende med et særligt behov eller et handicap. "Vi kan simpelthen ikke undvære søskendekursus”. Det er helt fantastisk, at det kan lade sig gøre for os at komme på sådan et kursus sammen, siger to af drengene i kor. De kendte overhovedet ikke hinanden inden kurset begyndte, men det har de 3 gruppeledere Nadia, Gitte og John sørget for efter første lørdag på Ådalskolen. En af drengene siger, at han ikke kunne forestille sig et bedre kursus og at han lærer en masse. Det skortede ellers ikke på betænkeligheder, da Nikolajs mor fortalte ham, at hun havde fundet en folder på biblioteket om Ådalskolens søskendekursus. Nikolajs familie tæller i alt 3 børn, hvoraf den yngste dreng har diagnosen autisme, en gennemgribende udviklingsforstyrrelse som varer hele livet. Nikolajs familie fortæller, at de udmærket kender til den pressede hverdag, hvor der bruges rigtig meget tid på møder med skolen og kommunen samt alle de andre ting der følger med. Nogle gange kan det være svært at få tid og overskud til de andre søskende, som ikke har et handicap. Nikolaj nyder virkelig at være på søskendekursus, der er andre børn at lege med og han har det virkelig sjovt og når han kommer hjem og fortæller han om en masse spændende aktiviteter. Søskendekurset har et seriøst program samtidig med at der er plads til leg og masser af hygge. En rigtig god kombination, når man er dreng med vildskab i benene, som en af de andre drenge Peter siger med et stort grin om munden. Ja stemningen er bare rigtig god, siger Nikolaj. Børnene hører og oplever, hvad andre børn fortæller om at være søskende til en som har et handicap, her deles historier og lyttes til de mange gode råd på kryds og tværs i børnegruppen. Der kommer en masse gode ideer og erfaringer, som vi tager med hjem til min familie," siger Nikolaj. Ja at være på søskendekursus på Ådalskolen er ligesom en rejse, en rejse som man glæder sig til og ikke vil hjem fra.

"Vores hverdag er meget anderledes end andres, fortæller Johannes"

Når man har en bror eller søster, der har ADHD, kan det betyde, at der er nogle ting i ens hverdag, som er anderledes end hos andre familier. Som søskende til en bror eller søster med ADHD kan man godt føle sig noget overset ind imellem, fordi ADHD’en ofte kræver meget af ens forældre. Der kan være ekstra mange konflikter i familien, og det kan være svært at forstå, hvad det her ADHD er for noget, og at det skal fylde så meget. Mange beskriver ADHD som et usynligt handicap, hvor der er nogle ting inde i hovedet, som får ens bror eller søster til at gøre nogle ting, som han eller hun ikke kan styre eller gøre ved. ADHD er noget, som man er født med. Ens bror eller søster ser helt almindelig ud. Så når der er nogen, der siger, at ADHD er et handicap, kan det godt være svært at forstå. Det er jo ikke et handicap på samme måde, som når en person fx sidder i kørestol eller mangler en arm. Men som Johannes siger så ville det nogle gange være nemmere, hvis min storebror havde et mere synligt handicap. Det ville det være nemmere for andre mennesker at forstå ham og tage de hensyn som han faktisk behøver.