At vide jeg ikke er den eneste

Marie og Pernille møder hinanden for første gang på Ådalskolens søskendekursus. De 2 piger kommer fra forskellige steder i Danmark og fra to forskellige familier. Begge var de blevet tilmeldt søskendekurset fordi de har en bror med ADHD. Vi har spurgt Marie og hun ville skrive lidt om oplevelsen og her er det som hun skrev:

Jeg er 11 år og lillesøster til en bror med ADHD og jeg har været på Ådalskolens søskendekursus, hvor jeg har lært en masse. I begyndelsen var jeg meget nervøs for at skulle afsted fordi jeg vidste jo ikke, hvad et søskendekursus var og hvem jeg kom til at møde. Jeg gik og tænkte om det var noget med, at vi alle sad i en rundkreds og skulle fortælle på skift, at den ene var mere ked af det end den anden, at de andre ville grine af mig og alle sådanne tanker.

Men sådan gik det ikke, det viste sig derimod at være total sjovt, en masse andre søskende, sjove aktiviteter og nogle rigtig søde voksne. I løbet af meget kort tid kunne jeg genkende rigtig meget af det alle de andre søskende fortalte og det var en kæmpe lettelse at høre, at der er andre børn som har præcis de samme oplevelser som mig. At vide at jeg ikke er den eneste i verden som har en storebror med et handicap har hjulpet mig meget. Idag har jeg fortsat kontakt med flere af børnene, vi skriver til hinanden og ringer jævnligt. 

Jeg har fået lov til her på søskendekursets blog til at skrive lidt om ADHD fordi det er den diagnose min storebror har. Når man har ADHD har man ofte svært ved at skabe overblik, organisere og planlægge i hvilken rækkefølge ting eller aktiviteter skal foregå. Min storebror er konstant på over­arbejde i forhold til at forsøge at holde styr på hans hverdag. Det, vi andre andre børn ikke bruger særlig meget energi på, er for ham en labyrint uden rød tråd. Min storebror trives bedst med forudsigelighed ellers overvældes han af krav og for­ventninger og oplever at være i en kaostilstand som giver ham ”rod i hovedet” og frustration. Den særlige struktur i vores hjem er med til at give hans hverdag rammer og forudsigelighed, og jeg som lillesøster kan være med til at skabe og tyde­liggøre en struktur, der gør det nemmere for ham at overskue og agere hensigtsmæssigt i hverdagen. I vores køkken har vi for eksempel en stor ugetavle hvor alle vores aktiviteter står skrevet. I starten synes det var pinligt at vi havde en sådan kalender med forskellige billeder hængende. Jeg så det aldrig hos mine veninder og syntes faktisk det var meget unormalt og pinligt. På søskendekurset hørte jeg, at der også var mange andre familier som også brugte en kalender til deres søskende. De voksne fortalte, at hvis ens søskende nu sad i kørestol så ville man give ham en rampe til at køre op ad og sådan er det jo også med ADHD – de skal have en køreplan for så kører de bedre. Vi siger tusind tak til Marie fordi du havde lyst til at bruge lidt tid på at skrive dette indlæg. 

De bedste hilsner fra os Gitte, Nadia og John.

Vi ringer til hinanden

 

Den første lørdag på Ådalskolens søskendekursus er en helt ny begyndelse for os alle. Vi skal lære hinanden at kende, hinandens navne og hvem vi er og hvor vi kommer fra. Senere går vi mere i dybde og spørger til, hvad hinanden godt kan lide og omvendt, hvad vi ikke bryder os så meget om. På den måde opstår der et godt forhold og en tryghed som bliver fundamentet kurset igennem. For tryghed og tillid skal der være for at man har lyst til at fortælle om sin bror eller søster som har særlige behov.

Sjove lege og øvelser er ved at smede hele gruppen af søskende sammen og vi har det rigtig hyggeligt. De søskende som er lidt generte i begyndelsen begynder langsomt at finde sin plads og som tiden går bliver vi alle en god, sammentømret gruppe.

Vi glæder os til at beskrive nogle flere billeder og vi er rigtig glade for, at det var en fantastisk start og en god oplevelse for os og jer.

De bedste hilsner

Nadia, Gitte og John

Den største styrke er at forstå vores bror eller søster

At blive mødt, at blive set, at blive forstået og støttet er vigtigt for alle mennesker. Men det er særligt afgørende for éns trivsel, hvis man har ekstra udfordringer på grund af at man har en bror eller en søster med et udviklingshandicap. En af pigerne på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted, en pige på 11 fortæller os sidste lørdag, ”livet er ikke svært men omgivelserne er”. Hendes ord fortæller tydeligt, at det er i mødet med omgivelsernes holdninger og krav, at hun mærker hendes rolle som søster mest. Ofte er første skridt til at blive set og forstået, at man selv kan få lejlighed til at sætte ord på sine tanker og følelser. Det kræver, at man bruger tid og energi på at lære at forstå det handicap som ens bror eller søster har og særligt udforske, hvilken betydning det har i netop sin egen familie. Det kan også kræve, at man har mulighed for at mødes med andre, udveksle erfaringer med andre, som er i en lignende situation og har nogle af de samme udfordringer i hverdagen. Netop derfor tilbyder Ådalskolen søskendekursus for børn i alderen 9-12 år. Ådalskolen er en specialskole i Ringsted og vi har igennem flere år arbejdet for, at søskende med en bror eller søster som har særlige behov tidligt skal have øget forståelsen for egen situation, skal have mere viden om handicap og så skal de have redskaber til at takle de udfordringer, et særligt behov tilfører familielivet. Ådalskolen i Ringsted har netop her i marts budt endnu et hold af søskende velkommen. Vi glæder os til at lære jer alle at kende endnu mere og vi ses igen efter påske.

Det føles mægtig godt at snakke med de andre søskende

"Det føles mægtig godt at snakke med de andre søskende, det er sådan at de bare forstår hvordan jeg har det", sådan fortæller Mille som er 10 år og deltager på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted.

Vi har samlet nogle af de udsagn og citater, som søskende er kommet med. Søskende oplever generelt, at man kan snakke om alt, hvad der angår ens bror eller søster som har et handicap. Man kan f.eks. snakke om, hvordan man har det derhjemme, hvordan det går med én, efter ens søster er kommet på hospitalet, om hvor tit man ser ens søster der bor på en døgninstitution. Børnene oplever at få snakket ud om alt det, de gerne vil snakke om. Citat: ”Jeg sidder overhovedet ikke med noget tilbage”. Hvis en søskende sidder med noget, som han gerne vil sige, men et anden havde ordet, så venter man og får så mulighed for at fortælle bagefter. Citat: ”Man ser naturligvis forskelligt på, som de andre fortæller, og man snakker jo forskelligt, og hvis der er noget, som man synes, man ikke lige har fået sagt, så venter man, til den har fået sagt færdigt. Og så må man gerne snakke”. Børnene oplever, at nogle ting er svære at snakke om, men at når de har fået sat ord på det og ”kommet ud med det”, så hjælper søskendekurset med forslag til, hvad de kan gøre. Det har betydning, at søskende i gruppen kan få sagt det, som de ikke har turdet snakke med andre om indtil nu.

Børnene finder, at det er nemmere at tale om det vilkår at have en bror eller søster med et handicap – også med kammeraterne. Citat: ”Det er meget nemmere nu end i starten. Den første gang er man jo meget nervøs. Da jeg kom på søskendekursus, da var det meget svært ikke at være nervøs, men blot efter få timer er det meget nemmere. Børnene fortalte ting på søskendekurset, som de ikke havde fortalt andre steder. Citat: ”Fordi man bare vil tro, at alle andre vil grine. Her på søskendekurset må man jo ikke grine af de andre. Fordi det er jo også kun børn som har handicappede søskende, som er her, og så ved de, hvad det er for noget”. En dreng var begyndt at snakke med sin bedste ven om hans brors handicap. Ved søskendekursets afslutning oplevede børnene det at tale om handicappet således: Citater: ”Jeg er ikke træt af at snakke om det. Overhovedet ikke. Det er blevet fuldstændigt naturligt nu”. ”Der er ikke så meget at snakke om, som der var før. Jeg føler ikke det er så pinligt mere. Jeg snakker …….. altså jeg bliver ikke så ked af det mere som før”. 

Citat: ”Man snakker allermest om ens søskende, men også om alt muligt andet”.  ”Man snakker mest om, hvordan man har det. Hver gang man har fortalt et eller andet, så kan de voksne spørge, hvordan har du det med det. Det kan jeg meget godt lide, at det sådan er direkte og ikke noget med udenomssnak. Det er lige på: Hvordan har du det med det? Nogle gange kan jeg have det svært med at udtrykke, hvordan jeg har det, men så er de voksne kommet med forslag, kunne det måske være det eller det? Og det kunne det egentlig godt være! Også sådan at man får snakket om, hvorfor det kan være, at man har det på den måde. Det har også været en god ting”.  ”Det har en eller anden magisk effekt, synes jeg. Fordi jeg kan ikke sige præcis, hvad det er, men jeg kan ligesom mærke for hver gang, at det letter. Uh, det er dejligt, tænker jeg hver gang. Jeg kan mærke i det lange løb, at hver gang folk har snakket om min bror med autisme og ADHD, så er det sådan lidt mere, at jeg også tænker på de gode ting og ikke kun de dårlige ting. Jeg kan mere tåle det”. 

”Jeg får en følelse indeni af, at jeg har fået sagt mine oplevelser ud på søskendekurset, og nu har jeg det dejligt med mig selv. Og det er en dejlig ting, at der er tale om et fortroligt rum”. ”Nogle gange har der nok været noget, jeg ikke har fået sagt. Jeg har tænkt, lad nu lige de andre tale ud. Men det er kun sket 1 eller 2 gange”. ”Jeg har altid fået sagt det, jeg gerne ville. Jeg tror, jeg er en af dem, der har fået mest taletid”. ”Jeg snakker med min mor om det. Det gjorde jeg også før. Jeg synes, jeg har snakket godt med hende hele tiden. Jeg har fået det bedre med at snakke med min mor om det”. ”Jeg har haft lidt svært ved at snakke om det, men det er blevet meget nemmere nu”. ”Jeg tænker bare, gid, det søskendekursus kunne fortsætte”. ”Det er blevet meget nemmere at snakke om min søsters handicap ved at snakke med andre om det”.

Søskende oplever det at tale om handicappet således: ”Nogle gange bliver jeg træt af at skulle tage hensyn til min bror, men det er nemmere når jeg ved at der også er andre børn som oplever det samme. ”Det hjælper mig at tale om det, for jeg synes faktisk ikke, at jeg kan fortælle for meget om det med mindre man slet ikke har lyst til at snakke om det”.