søndag den 24. december 2023

Glædelig jul og godt nytår

I ønskes alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Tak for året som snart er gået og vi glæder os rigtig meget til alt det nye, som kommer i 2024.

De bedste hilsner

Louise, Maria og John 


mandag den 18. december 2023

Søskende om ansvar og fremtid

Forældre, vi møder på Ådalskolens søskendekurser i Ringsted har ofte et blik og en bekymring for det store ansvar, som de føler, at deres søskendebarn påtager sig derhjemme. Vores erfaring er, at søskende i langt højere grad tager et ansvar, end de tildeles et. Forældrenes bekymring er reel nok. De ser et søskendebarn, der giver utrolig meget af sig selv, og som ikke altid får mærket efter, hvor deres egne grænser går. Som en far udtrykte det på et søskendekursus: ”Vi er meget opmærksomme på ham i forhold til skolen. Vi synes altid, at lærerne bruger ham til at passe på de mere sårbare elever. Men hvad med ham og hans grænser?” Ansvar kan være en tyngende byrde, men den kan også være en hjælp til at føle, at man gør en forskel. Vi har gennem tiden talt med mange søskende, der følte, at de var med til at hjælpe og gøre en forskel hjemme ved at tage et ansvar. Her kunne de se en umiddelbar effekt på resten af familien, hvilket gjorde dem glade og stolte. Opmærksomheden ligger på, om ansvaret tager søskendebarnet væk fra at gøre andre ting – såsom at være sammen med venner, dyrke fritidsinteresser mm. Hvis dette er tilfældet, er der en forældreopgave i at få ansvaret omplaceret, således at der er plads til både at hjælpe og at have et børneliv. Vi ved ikke, om søskende til en bror eller søster med autisme vokser op med et ”pleaser-gen”, hvor de er mere optaget af andres behov end af deres egne. Vi ved heller ikke, om søskende vokser op med en skærpet viden om deres egne grænser, fordi de hele tiden har skulle formulere dem skarpt overfor omgivelserne. Begge dele kan sagtens være i spil og er et opmærksomhedspunkt for forældre og fagfolk. Det er også et opmærksomhedspunkt som vi italesætter og arbejder med på søskendekurset.


Stort fokus på søskendes perspektiv

Ådalskolen i Ringsted har netop i dette efterår afviklet to meget succesfulde søskendekurser. Denne feedback får vi fra de søskende som deltog men også fra forældrene som mange gange kan mærke en mærkbar forskel på deres børn. Når vi som gruppeledere selv sidder tilbage med en god følelse i maven er det meget naturligt, at vi forsøger at ”grave lidt” efter, hvad der egentlig er som med til at give det gode søskendekursus. Svarene kan være mange, men her et  af vores bud. 

Søskendekurset er bygget på et ligeværd mellem børnene og de voksne som et ideal vi er stolte af og vi gør det helt konkret ved at have stor fokus på at se tingene fra børnenes perspektiv og naturligvis anerkende det. Sådan siger gruppeleder fra Ådalskolens søskendekursus John Quist Frandsen, som er en af de voksne bag kurserne. "Hos os kommer børnenes perspektiv helt klart på banen". Vi skal sørge for at se tingene fra barnets perspektiv – som man fx gør når man står over for et barn der græder og man forsøger at sætte sig ind i grunden for at kunne give barnet den rigtige omsorg. I den situation er barnets perspektiv lige så relevant som den voksnes. Og den tankegang overfører vi på søskendekurset ”for når du indtager barnets perspektiv, anerkender du at barnet er forskelligt fra dig selv". Den voksnes erfaring med at være menneske er ikke identisk med barnets, og ved at opleve verden fra barnets perspektiv anerkender du barnet som et menneske der har lige så stor værdi som dig selv,” siger John Quist Frandsen.

Vi er sammen om noget værdifuldt
Der ligger en stor udfordring i at se verden fra en andens perspektiv, medgiver John og for nogle kan det nærmest være umuligt. Man kan starte med at lytte til hinanden, undersøge hvordan den anden oplever verden og forholder sig til den, men man kan aldrig krybe helt ind under huden på hinanden. Derfor har man brug for noget at være sammen om når man forsøger at skabe en ligeværdig relation. Det kan være en aktivitet som vi afvikler på søskendekurset, et terningespil med gode spørgsmål eller det kan være fodboldkampen i pausen hvor vi er sammen med børnene og om noget man deler og mødes om – et ”tredje led” i forholdet. ”Når to søskende fx laver vores terningespil udforsker hvordan et spørgsmål bliver til et svar og et svar som oftest er genkendeligt for den anden, de er sammen optaget af noget tredje – og de er ligeværdige i deres udforskning,” fortæller John og supplerer med et andet eksempel om en situation hvor en gruppe drenge sidder og snitter. En af drengene har svært ved at koncentrere sig, og vi viser ham en bestemt snitteteknik som gør at han nemmere når sit mål med pinden og igen kan koncentrere sig om at snitte. ”Den voksne satte sig ind i barnets situation og så at drengen havde svært ved at holde kniven. Derfor foreslog hun ham en enkel løsning som han kunne koncentrere sig om – hun viste engagement i den aktivitet han sad med. Det fik ham til at engagere sig i snitteopgaven på ny.”

Vi voksne skal engagere os
Vores engagement er et af de absolutte kodeord til at skabe en ligeværdig relation mellem barn og voksen på søskendekurserne, mener John Quist Frandsen. Vi voksne på kurserne viser, at søskende har en masse at byde på, og at vi er interesserede og engagerede sammen med børn om aktiviteter. Vi voksne er ikke bare ’maskiner’ der skal få børnene til et eller andet, men vi er selv aktive.” Det er vores ansvar, at der er noget meningsfuldt at være sammen om, slutter John Quist Frandsen og navnlig hele tiden at bestræbe os på at se verden fra søskendes perspektiv.

Når søskende fortæller

Camilla er 11 år og en af de søskende som har været med på søskendekurset denne gang. Hun har skrevet en historie til vores søskendeblog. Tak for hjælpen og tusind tak for denne gang og fordi vi fik lov til at lære dig at kende. Jeg har gennemført Ådalskolens søskendekursus i Ringsted i 2023. Det foregik hver måned og startede tidligt en lørdag i august. Det var min mor som havde fundet en brochure på internettet og spurgte mig om det ikke var noget for mig. I begyndelsen sagde jeg ”nej”, men mest fordi jeg ikke anede hvad et søskendekursus var og hvad man lavede. Jeg havde aldrig før hørt det ord. Her bagefter kunne jeg godt tænke mig, at kurset havde fortsat endnu længere. Det vil jeg gerne fortælle om. Det er rart at snakke med andre børn, der er i de samme udfordringer som mig. Det er godt at få nogle nye vinkler på det, jeg oplever. Selvom vores brødre eller søstre er meget forskellige er der alligevel mange oplevelser som minder om hinanden. Jeg kan godt komme til at lukke det inde og synes, at det hele bare er noget lort. Det er også rart, at der er nogle voksne, som jeg ikke kendte og derfor kunne snakke mere åbent med. Selv om jeg selvfølgelig har fortalt at min bror har et handicap til mine nære venner, kan de godt være bange for at spørge ind til det, fordi de sikkert tænker, at det kan være svært for mig at snakke om. På den måde er det rart at komme ind til et sted, hvor man ikke er bange for at sige noget. På søskendekurset troede jeg først, at vi skulle snakke intenst om min brors handicap. Men sådan var det overhovedet ikke. Vi fik emnet serveret på alle mulige sjove og legende måder. Gennem film, lege, nip napper, dilemmaspil og så har vi fået en scrapbog hvor det hele er samlet i, for eksempel. Der er forskel på, hvordan piger og drenge reagerer når man har en bror eller søster med et handicap. Jeg blev faktisk overrasket over, hvordan nogle af drengene reagerede. De er meget åbne og fortalte, at de har det på samme måde som mig. Det kom bag på mig. At de kunne udtrykke sig så præcist. Jeg troede, at drenge var nogle, at man ikke må se er kede af det. Især i min alder er de begyndt at blive nogle rigtig hårde typer, som bare skal vise, hvor seje de er. Jeg er en meget åben person, og jeg tier ikke stille i timerne. Men jeg havde i en lang periode været meget stille i timerne og blev lettere irriteret når min lillebror var hjemme, og derfor var det også rart at få forklaret på søskendekurset, hvorfor jeg havde det sådan. Min anden lillebror skal bestemt også på søskendekursus om 3 år, når han har alderen til det. Han siger ikke så meget endnu. Han synes det er mere sjovt, men han er også kun 6 år. I forhold til følelser snakker han ikke så meget. Det er svært for mig at finde ud af, hvordan han har det, og det kunne være rart, når vi kan snakke mere om det. Det kommer vi til når vi bliver ældre. Jeg havde en forventning om, at jeg ville have det bedre, efter jeg havde været på søskendekursus. Det har jeg også fået, men jeg havde også lidt en forventning om, at alt bare ville være kureret. Og det skal man ikke regne med. Man skal selv arbejde for det og det første skridt at er at acceptere og leve med, at vores bror har et handicap og sådan bliver det ved med at være resten af livet. Jeg bruger så ofte som jeg kan de grønne tanker som jeg lærte at finde frem til på Ådalskolens søskendekursus.


Søskende vil gerne vide og fortælle

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er i daglig kontakt med familier som har handicap tæt inde på livet og som kan berette om et svært liv, hvor udfordringer af stor forskellighed er en dominerende faktor. Familierne efterspørger i høj grad generel viden om handicap og funktionsnedsættelser, hjælp til at få indsigt i deres barns problemer og til at lære at leve med den. De fleste har behov for forslag til strategier, som kan gøre hverdagen lettere og herunder nyttige redskaber og ideer. Og det viser sig, at de ofte har søgt ganske længe efter svarene. Fælles for rigtig mange søskende er ønsket om at bidrage mest muligt til familiens hele liv. Der er heldigvis ved at komme lidt mere fokus på søskende som har en bror eller søster med et handicap og hvordan de kan opleves som en kolossal styrke både nu og resten af livet. Livet sammen med et barn der har et handicap kræver noget anderledes en i andre familier. Kort sagt, at få det bedste ud af livet, fortæller en af gruppelederne på søskendekurserne John Quist Frandsen. Ådalskolen i Ringsted tilbyder søskendekurser for børn i alderen 9-12 år, som har en bror eller søster med et handicap. Næste kursus begynder til marts 2024.


onsdag den 13. december 2023

På søskendekurserne genkendes mange oplevelser

At være et barn med et handicap stiller ikke kun store krav til barnet selv, men også de andre i familien må yde en ofte meget stor indsats og i perioder ”huse bekymringer”. Der skal i perioder arbejdes hårdt for at klare de mange ekstra opgaver som er på hjemmefronten. Hele familien er på godt og ondt involveret i hinanden og alle familiens medlemmer reagerer på situationen – naturligvis også søskende. Hvordan de reagerer, vil imidlertid afhænge af flere ting, f.eks.:

• Hvordan plejer I at tackle udfordringer i familien?
• Hvordan er søskendes forhold til barnet med handicap?
• Hvor gamle er børnene?
• Hvordan har søskende det i skolen og vennerne?
• Og vigtigt: Hvordan har du det som far eller mor med situationen som nogle gange vender op og ned på dagligdagen og hvordan reagerer du?

Ådalskolen i Ringsted tilbyder søskendekurser til børn i alderen 9-12 år, som har en bror eller søster med et handicap. Sammen med andre børn på samme alder deltager søskende på et kursus hvor de får lejlighed til at opleve en masse nyt, fortælle om de oplevelser og erfaringer som de synes er vigtige og ikke mindst får de nye venner som kender til præcis de sammen dagligdags tanker som dem selv.



mandag den 11. december 2023

En lang erfaring med søskendekurser


Ådalskolen i Ringsted har en lang erfaring med at arbejde med familier til børn med handicap. Vi har erfaret, at det er vigtigt at støtte op om søskende til børn med handicap. Når en familie får et barn med handicap, vil en stor del af forældrenes opmærksomhed gå til dette barn både praktisk i form af hjælp, mødedeltagelse, undersøgelser m.v., men også i form af sorg og bekymring. Tiden til de andre søskende bliver uundgåeligt mindre, og der er risiko for, at de bliver overset. Søskende risikerer at blive "små voksne", der tager overdrevent hensyn til den handicappede søster eller bror og ikke af sig selv giver udtryk for de bekymringer og den tvivl, de selv kan bære rundt på.

Formålet
Det primære formål med et søskendekursus er at invitere til et netværk for børn med handicappede søskende og give dem det frirum, hvor de selv er i centrum. Det er målet, at børnene opnår viden om forskellige handicaps og en større selvindsigt i deres egen situation, og derigennem får konkrete redskaber til at tackle hverdagen praktisk og følelsesmæssigt og til at håndtere det at være søskende til en handicappet. Det er desuden målet at aflaste forældre med handicappede børn i forhold til søskendeproblematikken, og dermed bidrage til at få familien fungerer endnu bedre.

Målgruppe
Målgruppen er søskende til børn med handicap. De er mellem 9 og 12 år og der vil normalt være 10-12 deltagere i en gruppe. Søskendegruppen mødes 42 timer gennem 3 måneder og afsluttes med en hyggelig søskendecamp. Et søskendekursus hos os er ikke programsat ud fra en bestemt diagnose.

Metode og mere information
Udgangspunktet er, at børnene vil få størst udbytte af emnerne, når de bliver formidlet gennem aktiviteter og lege. Der gøres derfor brug af oplæg, gruppearbejde, øvelser, leg og diskussion. Indholdet kan f.eks. være at få besøg af en voksen søskende, at finde ud af, hvad det vil sige af have et handicap, at lege et "diagnose-spil" eller at tale om fremtiden. For at tilgodese de forskellige aldersgruppers behov, vil aktiviteterne kunne deles op, så der arbejdes i mindre grupper. Deltagerne på søskendekurset vil løbende have mulighed for at påvirke indholdet alt efter deres interesser og behov. Hvis du er interesseret i, at dit barn skal deltage i på et søskendekursus kan du kontakte søskendekurset på e-mail soskendekursus@gmail.com eller ved at ringe på 41 99 40 71. Kik eventuelt rundt på vores Blog, hvor du kan læse nærmere om, hvornår der starter et nyt søskendekursus.


"Når vi taler med hinanden lærer vi rigtig meget"


På de søskendekurser som Ådalskolen i Ringsted udbyder giver børnene udtryk for, at læring ikke kun foregår i de planlagte aktiviteter- og undervisningssituationer. De fortæller faktisk i høj grad at det de også lærer meget af er de mange uformelle snakke med hinanden og fodboldkampene og legene i gymnastiksalen. Her taler børnene om dagligdagens problematikker og udveksler gode idéer til, hvordan de lettere kan mestres. Et eksempel er Rasmus, som har en lillesøster med infantil autisme. Samtalen drejer sig om at det er så svært for ham, at forstå hans søster fordi hun intet sprog har og så er Rasmus i øvrigt bange for at blive drillet at de andre henne i skolen. Da de andre børn også har søskende med et handicap kan flere af dem nemt kende det, som Rasmus fortæller. 

Spørgsmålet åbner op for en snak på fodboldbanen om hvordan de andre børn klarer deres søskende og en oplagt mulighed for at dele tips og erfaringer. Rasmus lærer i høj grad af de andre søskende og den oplevelse er for børnene en total win win situation. Vi voksne vurderer, at snakkene medvirker til at styrke relationerne blandt børnene på søskendekurset og er meget relevante. Et vigtigt skridt på vejen er at være opmærksom på disse søskendeoplevelser og at synliggøre de gevinster, der kan være for den enkelte søskende samt udveksle idéer til, hvordan man kan arbejde med at støtte op om disse grupperelationer. Vores erfaring siger os, at sammenholdet virker som en stor motivationsfaktor for at komme af sted, knytte nye venskaber og gennemføre kurset med succes for den enkelte. 

Et søskendekursus har en meget stor betydning. Kurset varer sammenlagt 42 timer og foregår over cirka 3 måneder. Der indgår ca. 12 børn, både drenge og piger og aldersgruppen er de 9-12 årige. Næste mulighed for et søskendekursus på Ådalskolen er i marts 2024. Send os en mail og reserver allerede nu en kursusplads.



onsdag den 6. december 2023

Alles erfaringer er lige vigtige

Formålet og tankerne bag et søskendekursus er at skabe en særlig indsats for de børn, som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. I en søskendegruppe er der særlig fokus på børnenes individuelle behov. Der skabes mulighed for snak og hygge blandt børnene og de kan nemt komme til orde i et mindre og meget trygt forum. Det enkelte barn kan vælge at fortælle sin historie, men det er ikke en nødvendighed for, at gruppen kan fungere og alle børn får noget ud af at deltage. I gruppen arbejdes der med konkrete øvelser, lege og aktiviteter, hvor der eksempelvis tales om det at vokse op sammen med en søskende med et handicap. Vi ser film og taler om ligheder og forskelle bagefter, lytter til hinanden og kommer med gode alternative løsninger på udfordringer eller dilemmaer, vi lægger øre til hverdagsoplevelser, drillerier i skolen og taler om tanker og følelser. Ja, alt det som de deltagende søskende synes er vigtigt. Som det helt store højdepunkt på søskendekurset tager vi på en søskendecamp, der varer 2 dage og som indeholder en overnatning. Det er vildt sjovt og hyggeligt at være afsted og alle børnene kender hinanden rigtig godt på dette tidspunkt. Formålet med søskendegrupperne er også i lige så høj grad at give børnene mulighed for at mødes og hygge sig. Lidt ekstra opmærksomhed og interesse er ofte en stor del af det mange af børnene fortæller, at de har brug for. Dynamikken i søskendegruppen og de fællestræk, der karakteriserer børnenes livs situationer bruges til at støtte det enkelte barn i dets egen færd. Børnene vil rigtig hurtigt opleve, at der er andre på kurset, som også går rundt med de samme tanker og oplevelser og vil derfor føle sig som en del af et unikt midtpunkt i det store fællesskab. Ideen er grundlæggende at styrke børnenes mestring i en hverdag sammen med deres bror eller søster med et handicap og skabe grobund for et socialt netværk blandt en eller flere af de deltagende børn.

tirsdag den 5. december 2023

Der bliver løftet en byrde af skuldrene


”Nogle børn på søskendekurserne fortæller og taler meget og andre siger ikke så meget i hvert fald i begyndelsen. Men vi oplever ofte, at de børn, der ikke siger så meget, med tiden og når de er blevet trygge siger meget mere – eller de fortæller derhjemme, at de har fået en masse ud af at høre de andre søskende fortælle. Det er også en vigtig del af det at finde ud af, at man slet ikke er den eneste i verden med en bror eller søster med særlige behov,” siger John Quist Frandsen, som er en af gruppelederne bag Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. ”Et af vores gode eksempler er en familie, hvor storesøsteren har infantil autisme og hårdt ramt af stress på grund af nylig flytning til et bosted. Barnet får talt om det her hos os og det lykkedes også at få inddraget skolen i det så der kan blive taget de fornødne hensyn. Barnet er holdt op med at have ondt i maven, for nu er der pludselig en åbenhed om, hvordan storesøsteren egentlig har det og hvorfor,” siger han. ”Børnene forstår pludselig, at deres søskende har nogle helt særlige udfordringer og at det er noget der hører til handicappet. Nogle af børnene sover fx ikke ret godt om natten oftest på grund af bekymringer. Når de begynder her på søskendekurset, hører vi ofte, at så går det bedre med at få sovet,” siger John.

Søskendekurset bryder med anderledesheden


”At have en bror med et handicap kan godt nok være udfordrende, det ændrer hverdagen og mange forskellige følelser opstår” sådan siger Tobias som bare er 12 år. Han er ligesom mange andre drenge glad for fodbold og computerspil. Det er ikke til at se, hvis man ikke lige ved det siger Tobias, da vi spørger ham, hvordan det er at være lillebror til en dreng som har et handicap. Tobias fortæller, hjemme hos os er min storebror i aflastning et par dage hver uge. Det giver mig og min søster en mulighed for at lave noget sammen med vores forældre for når min storebror er hjemme optager han rigtig meget af vores tid. Min storebrors handicap fører til mange anderledesheder i min familiens hverdag og den måde vi fungerer på. Han bliver temmelig ofte hverdagens omdrejningspunkt både med hensyn til ens tanker og følelser og i forhold til praktiske gøremål og aktiviteter. Min storebror har autisme og det er meget vigtigt for ham, at kende til hvad der skal ske og i hvilken rækkefølge. Ellers kan han nemt blive forvirret og ”køre op”. Følelserne hos min søster og jeg er mange og forskelligartede. Nogle af de følelser, som ofte opleves, er kærlighed, vrede, sorg, fortvivlelse, afmagt, jalousi, ensomhed, skyld samt en følelse af at være overset. Det kan være svært at integrere de mange forskellige følelser, ikke mindst da min søster og jeg ofte føler os overladte til os selv og ikke har nogen at snakke med. Det var først da jeg deltog på et søskendekursus i Ringsted, at jeg for første gang oplevede et sted, hvor det er muligt at sætte ord på tankerne, give udtryk for følelserne og dele mine oplevelser. At høre, at andre børn har oplevelser, som minder om mine egne. Gruppeleder fra Ådalskolens søskendekursus John Quist Frandsen fortæller, at mange søskende oplever det som en meget stor hjælp at snakke med andre børn og det er helt klart, at netop mødet mellem disse børn bryder med den isolation og anderledeshed, som ofte omgiver søskende.

Martin "vi lærer at leve sammen med det"


"Vi skal lære at leve godt med det", siger Martin på 12 år som var med på årets søskendekursus også selvom det mange gange er rigtig svært. Det medgiver vi. Tak Martin fordi du ville dele dette udsagn med os og tak fordi vi må blogge lidt om det. God jul til dig.

Det er egentlig ikke handicappet i sig selv, som er det vigtigste men mere, hvordan den enkelte søskende oplever det. Sådan begynder vi denne blog fordi vi nogle gange ser, at forældre spørger om Ådalskolens søskendekursus retter sig mod autisme, ADHD, udviklingshæmmede eller Downs Syndrom. Vores svar er, at vores kursus koncept retter sig mod flere diagnoser samtidig og bevæggrundene vil vi gerne uddybe i dette indlæg. Vores erfaringer med søskende er, at de generelt ved en masse fakta om deres brors eller søsters handicap, faktisk er flere af dem omvandrende leksikons, hvor det ene adfærdsmønster efter det andet kan beskrives udfra den officielle diagnosemanual. 

Børnene har fået fortalt en masse om diagnosen, udvikling og kendetegn af deres forældre mens andre selv har opsøgt den ønskede viden. En viden som er en styrke og som er med til at give forståelse for den særlige familiesituation, det er at have en søskende med et handicap. Alligevel handler det meste af alt om hvordan man ser på situationen. Oplever man som søskende familie situationen som noget man gerne ”vil væk fra” eller oplever man situationen som noget man ”skal lære at leve med”. Det sidste er det bedste, når man er søskende. 

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted støtter søskende i den sidste tilgang fordi vi tror på, at det er den måde hvorved det bedste fundament skabes.

Niels på 11 år


Ådalskolen i Ringsted tilbyder kurser for søskende, som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Drengene fortæller, at søskendekurser er en fantastisk ting og det er vigtigt at fortælle alle søskende, hvad der findes af kurser. Men det er ikke alle børn, som kommer af sted af sig selv, nogle skal man skubbe mere til end andre. ”Jeg var en af de drenge som egentlig ikke ville af sted på et søskendekursus fortæller Niels på 11 år, men min familie og jeg har haft rigtig meget glæde af dem. Dog kunne jeg godt ønske mig, at de varede noget længere. På søskendekurser bliver tingene forklaret på vores niveau”. Søskende er pårørende og vi pårørende er en vigtig ressource i forhold til den bror eller søster, som dagligt lever med et handicap. Det kræver en særlig forståelse, at kende og forstå de ofte meget små signaler, der kommer til udtryk i en hverdag hos et barn med et handicap. Åbenhed og sammenhold i familien, en direkte kommunikation om handicappet samt en god fælles forståelse af problemløsning er faktorer, som ofte kan forebygge udfordringerne pgr. handicappet. Det er vel dokumenteret, at familiens holdning påvirker søskendes trivsel og strategier i forhold til at håndtere og leve med en bror eller søster som har et handicap.

torsdag den 30. november 2023

Søskendekursus på Ådalskolen

Søskendekurset begynder igen til marts 2024. Kontakt os, hvis du er interesseret i en plads på kurset.



onsdag den 29. november 2023

Søskende samles på et søskendekursus


Ådalskolens søskendekursus henvender sig til børn i alderen 9-12 år, som har en bror eller søster med et udviklingshandicap. Søskendekurset skaber en anerkendende kursusramme, hvor vi som gruppeledere understøtter, inspirerer og udfordrer børnenes læringsprocesser. Gennem dialoger, aktiviteter og lege udfordrer vi børnene til at søge en undren og refleksion af egne oplevelser, følelser, forståelser og handlinger. Søskendekurset tager afsæt i, at børnene med tryghed og respekt skal have mulighed for at udvikle konstruktive og nære relationer til de andre børn og komme godt ind i gruppen, hvor de kan give, tage, opnå anerkendelse samt opleve sig betydningsfulde og finde styrke i fællesskabet. Derfor er vi naturligvis opmærksomme på, at hvert enkelt barn inddrages og støttes i at være aktive deltagere og samarbejder med de andre ved at deltage i de mange fælles aktiviteter og øvelser.

Jo, jeg tænker over fremtiden...


”Jeg tænker over, hvad der vil ske med min lillesøster i fremtiden. Kommer hun til at få et arbejde”? Fremtiden er til evig bekymring når man har en søskende med særlige behov. Hvad kommer der til at ske for os og vores omgivelser? Hvor er vores udvikling på vej hen? Hvad er uundgåeligt? Og hvad har vi selv indflydelse på? Sådanne spørgsmål har Nikolaj som bare er 12 år gammel og deltager på søskendekurset på Ådalskolen i Ringsted. Når børn nærmer sig 12-13 års alderen begynder de naturligt at tænke mere over, hvad der vil ske med deres søskende i fremtiden. Børnene har mange tanker og nogle kan bekymrer sig om deres bror eller søster vil få et job eller skal bo på institution resten af livet. De kan også bekymre sig om, hvem der skal se efter ham eller hende, når forældrene ikke længere er i stand til det. De kan også bekymre sig om, om han eller hun vil være i stand til at leve på egen hånd. Alle disse bekymringer er vigtige for søskende at sætte ord på. Fælles for børnene på vores søskendekursus har været, at de har åbnet sig mere og mere i takt med, at de fandt trygheden i gruppen stabil. Der er plads til mange følelser og de har oplevet på skift at kunne fortælle om det som ligger dem på sinde, frustrationer og tvivl – oplevet, at de ikke var alene med disse følelser, men i stedet blev mødt med genkendelse og forståelse og nogle gange forslag til løsninger. Vi oplever afgjort, at børnenes selvværd er vokset undervejs i forløbet. De er blevet mere talende og præcise i deres udmeldinger, men også mere fleksible og reflekterende omkring svære følelser. Mange af børnene får således mere mod til at ”være sig selv” og behøver ikke at gemme sig bag en facade. 

Den fælles vidensdeling og refleksion på kurset har sikret at mange nuancer og perspektiver er kommet med i børnenes oplevelser historie og sikret kontinuitet og mulighed for videre udvikling. Arbejdet med de enkelte børns tanker og oplevelser i forbindelse med at have en bror eller søster med et handicap har øget deres bevidsthed og oplevelse af mestring, samt endnu bedre indflydelse på egen situation. Det er vores vurdering, at børnenes udbytte i forbindelse med deltagelse i søskendekurser primært skyldes ovenstående, idet børnene har været glade for at møde andre børn i samme situation. Ådalskolens søskendekursus skaber rammen for at søskende i alderen 9-12 år og søskende er med til at fylde den til bristepunktet. 

Ting du kan gøre er
Skriv alle de ting ned, som du tænker på omkring fremtiden for din søskende. Vis listen til dine forældre og spørge dem, hvad de mener der vil ske.
Spørg de pædagoger og lærere, som hjælper din bror eller søster om de kan fortælle dig om handicappet og hvad der sker når din søskende bliver ældre.
Spørg dine forældre om deres planer for hvem der skal se efter din bror eller søster i fremtiden.
Søskende fortæller, at de tænker meget på livet og så er det helt naturligt, at også tanker om fremtiden presser sig på. Det kan være svært at tænke på fremtiden, hvis man ikke synes nutiden fungerer eller hvis man er særlig bekymret. Derfor kan det være en god ide at give dig selv en pause på fx en måned, hvor du sætter fokus på nutiden (altså forsøger at sætte fremtidstankerne på standby) og hvor du som søskende øver dig i at få den personlighed du helst vil være til at fylde noget mere? Måske vil det give dig mere energi til at tænke på fremtiden og måske vil det give dig svaret på nogle af de spørgsmål, du stiller dig selv om livet og fremtiden. Nogle børn kan have et lavt selvværd og i perioder er det meget normalt. Det vil ofte være mere betydningsfuldt for mange børn, hvis de kan få mere fokus på alle deres stærke sider. Mange af børnene er meget omsorgsfulde, der gerne vil tage hånd om både dem selv, deres søskende og faktisk også andre. Sommetider kan man sige, at hvis man kun kigger på alt det man ikke føler man kan, så får man ikke øje på alt det man kan og faktisk er bedre til end man selv tror. 
På søskendekurserne plejer vi at sige, at børnene skal prøve at forestille sig, at det er helt mørkt og de skal lede efter de ting de kan, i mørket...det er ikke nemt af finde i mørket. Derfor får de en lygte, der kan lyse og hjælpe dem med at finde de ting som de synes, de er gode til, er godt ved dem og hvordan alle disse ting gør børnene til noget helt særligt. Når man leder efter noget, finder man kun det man kigger efter. Mange af børnene kan bruge historien med lygten til at se, at de skal huske at kigge efter de ting de rent faktisk rummer og ikke kun se på andre som dem, der er bedre end eller kan tingene bedre. Kort sagt brug dine styrker til en masse godt for dig selv og dem du har omkring dig. 

Hvad laver man på et søskendekursus?

Vi bliver tit spurgt om, hvad man egentlig laver på et søskendekursus? I dette blogindlæg vil vi forsøge at svare på spørgsmålet ved at sammenligne med noget som du helt sikkert kender i forvejen. Du har sikkert en eller flere fritidsinteresser og du har sikkert også prøvet at være afsted på en lejrskole sammen med din klasse. Et søskendekursus er en blanding af disse ting. Altså en blanding af sjov, nye kammeratskab, hygge, leg og aktiviteter mixet sammen til et seriøst forløb som varer 3 weekender. Når du går til en fritidsaktivitet, om det er spejder, sport eller noget kreativt så mødes du med kammerater 1-2 gange om ugen. Du får ganske sikkert masser af frisk luft, lærer nye ting – og du lærer de andre at kende på andre måder end i skolen. På søskendekurset mødes du også andre børn på din egen alder og I har alle det til fælles, at I har en bror eller søster med et handicap. Det at have noget til fælles betyder, at I har en masse at snakke om og at der er en masse ligheder mellem jeres hverdag. På søskendekurset snakker vi om, hvordan det er at være søskende, vi ser film om søskende, vi leger og griner, vi snakker også om handicap og hvad der kan være bedst at gøre i forskellige situationer, vi kan snakke om drilleri og mobning hvis du har lyst til det, vi spiser god mad og lidt slik. Det bedste ved søskendekurset er, at vi tager afsted på en hyttetur i slutningen af kurset. Vi lejer en hyggelig hytte i et skønt område og får en masse sjove oplevelser sammen. Der er bål, natløb og spændende aktiviteter. 

Håber vi ses på søskendekursus. 

Hilsen Louise, Maria og John

onsdag den 22. november 2023

"Mange søskende får en byrde løftet fra skuldrene"

”Nogle børn på søskendekurserne fortæller og taler meget og andre siger ikke så meget. I hvertfald i begyndelsen men vi oplever tit, at de børn, som ikke siger så meget, med tiden og når de er blevet trygge siger meget mere – eller de fortæller derhjemme, at de har fået en masse ud af at høre de andre søskende fortælle. Det er også en vigtig del af det at finde ud af, at man slet ikke er den eneste i verden med en bror eller søster med særlige behov,” siger John Quist Frandsen, som er en af gruppelederne bag Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. ”Et af vores gode eksempler er en familie, hvor storesøsteren har infantil autisme og hårdt ramt af stress på grund af nylig flytning til et bosted. Barnet får talt om det her hos os og det lykkedes også at få inddraget skolen i det så der kan blive taget de fornødne hensyn. Barnet er holdt op med at have ondt i maven, for nu er der pludselig en åbenhed om, hvordan storesøsteren egentlig har det og hvorfor,” siger han. ”Børnene forstår pludselig, at deres søskende har nogle helt særlige udfordringer og at det er noget der hører til handicappet. Nogle af børnene sover fx ikke ret godt om natten oftest på grund af bekymringer. Når de begynder her på søskendekurset, hører vi ofte, at så går det bedre med at få sovet,” siger John.

tirsdag den 21. november 2023

"Et fantastisk initiativ..."

”Hvad kan jeg gøre, når jeg bliver ked af det eller bekymret? Er det okay, at jeg sommetider føler mig pinlig berørt over min bror? Er der andre, der har det ligesom mig? På Ådalskolens søskendekurser i Ringsted deler børn i alderen 9-12 år tanker, følelser og erfaringer med andre, der har en bror eller søster med et handicap. En ofte overset pårørendegruppe er søskende til børn med funktionsnedsættelse. En gruppe, der ikke selv råber systemet op – måske, fordi de har travlt med at holde sammen på familien, eller fordi de er bange for at stille mor og far i et dårligt lys. Mange forældre til børn med funktionsnedsættelse peger dog selv på, at søskende kan blive overset, både af dem selv i en presset hverdag og af systemet, som primært fokuserer på barnet med handicap. Heldigvis er der flere kommuner som er ved at ændre fokus til at familien skal møde en sagsbehandling, som tager udgangspunkt i familiens samlede behov herunder også søskendeperspektivet. På Ådalskolen i Ringsted har vi siden 2011 afholdt søskendekurser for søskende til børn og unge med et handicap. Deltagerne er mellem 9 og 12 år. Det kan være svært at have en bror eller søster, der skiller sig ud, og som måske tager meget af opmærksomheden i hverdagen. Det fortæller kursusleder og underviser på søskendekurserne John Quist Frandsen. ”Vi vil gerne have, at børnene får et fællesskab med hinanden; at de oplever ikke at være alene om deres følelser, og at de møder andre som forstår dem. Vi skal kunne skabe et trygt rum, hvor de oplever, at det er okay for eksempel at føle sig pinligt berørt over sin bror, hvis han begynder at råbe højt i supermarkedet eller at det er ok at føle frustration og vrede over for mor og far, fordi man synes, de aldrig har tid nok til én. Samtidig vil vi gerne give søskende ideer til handlemuligheder i dagligdagen. Det viser sig ofte, at det er, når børnene bringer deres egne erfaringer i spil og deler dem ud blandt hinanden, at vi og de virkelig rykker,” fortæller han. Børnene fra forårets søskendekursus er slet ikke i tvivl om, hvad det giver dem at mødes med andre, som på egen krop ved, hvordan det er at have en handicappet søster eller bror. For Mette er det især fællesskabet med ligesindede, som tæller. ”Man føler sig knap så alene. Her møder man nye mennesker, der har lidt de samme problemer som én selv. Jeg har aldrig haft en kammerat, der havde det på samme måde som mig. De eneste, jeg ellers har kunnet tale med det om, er mine forældre. Så det er dejligt at vide, at man ikke er alene, og at andre også har søskende med handicap, der har det på samme måde. Og at opleve, at nogle af de problemer, man har, går igen hos andre,” siger hun. Det er en oplevelse, som andre af de børn på kurset kan nikke genkendende til. ”Man kan få talt ud, uden at der er andre, der siger mig imod, ” siger Kristina. ”Man får også nye venner,” supplerer Claus. Ud over at tilbyde børnene et frirum sammen med ligesindede, hvor de kan tale åbent om deres modstridende følelser og identificere sig med hinanden, får børnene også konkret viden om forskellige funktionsnedsættelser med sig fra søskendekurset. Og det er en god hjælp og styrke i hverdagen, fortæller Nikolaj. ”I forhold til ens venner er det meget rart, at jeg nu kan forklare min brors handicap bedre. Det kan jeg, fordi jeg har mødt andre på kurset her, der også forstår, hvad det handler om, og fordi det bliver forklaret så godt her,” siger han. Så er der også lige søskendecampen som Ådalskolen arrangerer. "Et fantastisk initiativ som bare er så hyggeligt" siger flere af børnene samstemmende i kor.

"Det er os som må justere os"

Ådalskolens søskendekursus rummer et stærkt og klart budskab om at gå til udfordringer med udgangspunkt i en forståelse af den autistiske verden. Sådan siger en af gruppelederne John Quist Frandsen som står bag søskendekurser på Ådalskolen i Ringsted. Når vi lærer at forstå, hvordan verden ser ud igennem børnenes briller, lærer vi at være mere tolerant og har nemmere ved at kompensere. Det gør det rimeligt, at barnet med et handicap skal behandles på en anden måde end andre børn. Det hele handler nemlig om tilgange – altså om at forstå, at vi ikke kan indrette vores børn efter en bestemt verden, men at vi bliver nødt til at sørge for, at verdenen kommer vores børn med et et handicap i møde. Og hvad der måske er endnu vigtigere: Et søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted giver søskende en ny mængde viden, som gør dem bedre i stand til at tale og være sammen med deres søskende i de særlige vanskeligheder, de har på grund af deres handicap. Når søskende begynder at forstå sig selv og præmisserne for deres måde at være bror eller søster på, vil de for alvor få anvendelige og konstruktive redskaber til at tackle hverdagens udfordringerne – uden at det går ud over deres eget selvværd og selvtillid. De fleste søskende fortæller på søskendekurserne, at de naturligvis elsker deres bror eller søster uendeligt højt. Det er det, alle forældre ønsker at opnå med deres børn. Trods alle vores gode intentioner som forældre vil vi aldrig helt kunne sætte os ind i vores barns måde at opleve verden på – fordi vi ser verden fra en noget anden vinkel. På søskendekurset er der et kursus indhold som matcher børn i alderen 9-12 år og indholdet formidles gennem den legende tilgang med mange sjove aktiviteter. For søskende betyder det lettilgængelige og jordnære ideer til at forstå de mange anderledes ting, som det medfører at have en bror eller søster med et handicap og en støtte til at se hverdagen i et anderledes lys.

onsdag den 15. november 2023

Søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er ofte i kontakt med familier, som har handicap tæt inde på livet og som kan berette om et svært liv, hvor udfordringer af stor forskellighed er en dominerende faktor. Familierne efterspørger i høj grad en generel viden om handicap og funktionsnedsættelser, hjælp til at få indsigt i deres barns problemer og evnen til at lære at leve med den. De fleste har behov for forslag til strategier, som kan gøre hverdagen lettere og herunder også nyttige redskaber og ideer. Og det viser sig tit, at de ofte har søgt ganske længe efter svarene. Fælles for rigtig mange familier og herunder også søskende er et inderligt ønsket om at bidrage mest muligt til hele familiens liv. Nu er der heldigvis mere fokus på søskende som har en bror eller søster med et handicap og hvordan de søskende kan opleves som en kolossal styrke både nu og naturligvis videre i voksenlivet. Livet sammen med et barn der har et handicap kræver noget meget anderledes end i andre familier. Kort sagt, at få "sat spiren" til det bedste i livet, fortæller en af gruppelederne på søskendekurserne John Quist Frandsen. Et søskendekursus på ådalskolen er spiren til det bedste i livet. Vi tilbyder nemlig søskendekurser for børn i alderen 9-12 år, som har en bror eller søster med et handicap. Næste kursus begynder til marts 2024.

torsdag den 9. november 2023

Jo mere lys vi retter mod det vanskelige jo nemmere er det at tale om det


Når søskende deltager på Ådalskolens søskendekursus har de alle en bror eller søster med et handicap. Det er kendetegnet for målgruppen. Børnenes forældre fortæller, at informationen, at kurset er sammensat af mange forskellige typer af handicaps er grunden til, at de søgte om optagelse på kurset og ikke et andet. Beslutningen er truffet på en forestilling om, at skulle være sammen med nogen, som befinder sig samme sted i livet som en selv. Søskende selv giver udtryk for, at netop denne kursussammensætning har en positiv betydning for deres udbytte af søskendekurset. Børnene oplever at være sammen med en gruppe ligesindede, som ikke benægter at have en bror eller søster med et handicap, men har eller forsøger at acceptere det som et vilkår, de altid skal leve med. At man har været sammen med andre børn som også har en bror eller søster med et handicap vurderer børnene, har givet ro på og overskud til at fokusere på emner, som denne man som søskende også kan være optaget af. Det er fx kontakten til kammerater, almen robusthed, forståelse af det offentlige system og at være vedholdende og tålmodig. Et søskendekursus er et mikset hold af børn i alderen 9-12 år, med kendskab til forskellige handicaps og bosiddende forskellige steder. Ådalskolens søskendekursus i Ringsted samarbejder med alle kommuner og vi optager deltagere fra hele Danmark. Netop dette miks er noget børnene oplever som meget givtigt og har et meget positivt betydning for deres udbytte af kurset. Her er både ligheder og forskelle blandt ligesindede været en væsentlig læringsmarkør. Som mange af børnene bemærker, fylder erkendelse og accept af et handicap meget for gruppen af børn, som har en søskende med et handicap i familien. Det fortæller søskende ganske tydeligt selv. For mange af dem er det en kæmpe inspiration og hjælp at møde andre søskende som også har en bror eller søster med et handicap, fordi de med deres levestrategier og erfaringer viser, at man kan have et rigtig godt liv på trods af visse besværligheder i relationen. Det skaber håb når tanker omkring frygt, angst, vrede og irritation i fællesskab bliver ”sparket til hjørne”. Dermed bestemt ikke sagt, at der ikke kan opleves besværligheder når man har en bror eller søster med et handicap men besværligheder og irritationer vokser bedst i tavshed og med et søskendekursus er det lige det modsatte vi ønsker. Jo mere ”lys” vi kan rette mod det som irriterer eller ”fylder”, jo nemmere er det at tale om det og jo nemmere er det at se tingene på ny. Børnene fortæller, at de når de deltager på et søskendekursus får en stærkere ballast som er med til at styrke deres identitet. Mange oplever desuden et stort fællesskab og fortæller at det er berigende at møde de andre søskende. For det første, fordi det giver en "mega a-ha oplevelse" at erfare, at man måske selv er kommet længere i forståelsen af ens bror eller søsters funktionsnedsættelse. Den erkendelse bliver naturligvis ikke fremstillet i en hoverende forstand, men mere som en anledning til at være tilfreds med sig selv og den mestring, som man arbejder med over de 3 måneder søskendekurset varer. De andre søskendes beretninger og erfaringer skaber så at sige et tydeligt blik for, at man selv har flyttet sig og måske længere end man selv i virkeligheden er klar over. Et andet aspekt er, at søskende kan fungere som inspiration (til andre søskende) i form af en livsvilje til at fastholde socialt liv og undgå at trække sig tilbage eller påtage sig roller som man ikke alligevel er tilfreds med. I kampen for at modsætte sig accepten af en bor eller søsters handicap ligger en form for drivkraft mod et så "almindeligt" liv som muligt og dermed at opdage og gribe de muligheder, som eksisterer. For gruppen af søskende ligger der et stort potentiale til at se muligheder for forandringer, som kan understøtte tilværelsen nu og ikke mindst i fremtiden. Også set udefra ligger der en stærk dynamik i de miksede søskendehold. Gruppelederen fra Ådalskolens søskendekursus John Quist Frandsen fortæller, at han kan se, at for nogle søskende kan det opleves meget svært at have en bror eller søster med et handicap og for andre børn væsentligt nemmere. Når søskende lytter til hinandens erfaringer bliver de inspireret til at se tingene på andre måder end de selv tidligere har gjort. Det giver nemlig erkendelse at kunne lytte og selv fortælle om de oplevelser og erfaringer man har som søskende. Rent faktisk er der mange søskende som erkender ”jamen, jeg klarer mig faktisk ret godt, det er godt nok lidt hårdt ind i mellem, men nu kan jeg også konstatere, at det er OK, at jeg faktisk føler det på den måde”. Det gjorde Martin i hvert fald, som var deltager på Ådalskolens søskendekursus i foråret 2023.

fredag den 3. november 2023

Lidt lettere når man går hjem


Om Ådalskolens søskendekursus i Ringsted

Søskendekurset henvender sig til børn i alderen 9-12 år, som har en bror eller søster med et udviklingshandicap. På kurset er børnene sammen med andre børn på deres egen alder og de arbejder sammen på kryds og tværs. Kurset basseres på alt fra leg til snak, og for os som voksne handler det om at skabe et trygt rum, hvor børnene kan tale om alting. Der er fokus på søskende og de skal møde andre, der har det på samme måde som dem selv. Og så ved søskende generelt utroligt meget om deres søskende med handicap og hvordan de bedst skal omgås. Det er børnene, som er eksperterne – de ved det bare ikke selv endnu, det får de en øget bevidsthed om, imens de er på kursus. Pointen at opleve, at de ikke er alene med de daglige udfordringer giver dem en stor mulighed for at ”spejle” sig i andre børn. Kursus indholdet er bredt og alderssvarende lige fra sjove, udfordrende aktiviteter og lege til undervisning i handicap samt italesættelse af følelser, tanker og oplevelser der er forbundet med at være søskende. Alle metoder og aktiviteter der bruges på kurset er i direkte børnehøjde. Børnene forbinder sig meget hurtigt med hinanden og efter ganske få timer er nye venskaber skudt frem. Set udefra virker det som om, at søskende rigtig hurtigt finder frem til det fællesskab, som de er samlet om.

Et godt og tæt samvær på søskendekurset


Det tætte samvær på søskendekurserne opstår gradvist hen ad vejen og man flere finder flere gode venner efterhånden, som kurset skrider frem. Som flere af børnene fortæller, kan det være svært at snakke med ens kammerater i skolen om en bror eller søster som har et udviklingshandicap. De kan jo ligesom ikke vide, hvordan det er og mange af dem kan heller ikke rigtig forstå, hvad  et handicap er. På søskendekurset kan det være forløsende at møde nogen, der kan forstå situation. Det fortæller Peter på 11 år om:

”Det bedste ved at være på søskendekursus har været at lære nogen andre børn at kende, som oplever nogle af de samme udfordringer, som jeg selv har. Jeg har altid tænkt, at der var nogen, der har det som mig, men jeg har aldrig mødt dem. Og det synes jeg bare, er rigtigt rart.”
Når børnene deltager på søskendekurset oplever mange, at der bliver knyttet særlige bånd på grund af den situation, de sammen står i. Som 10-årige Kristine siger: ”Det er vildt fællesskabsagtigt. Jeg føler mig som en del af noget, og så glemmer jeg helt, at det er svært at have en lillebror med infantil autisme”. 

søndag den 29. oktober 2023

Et søskendekursus hjælper søskende


Når vi piller det hele fra hinanden og det er sundt en gang imellem - så kan vi se, at søskendekurset er med til at udrette mere end vi blot kan se med det blotte øje. Vi har skrevet om lidt af det som vi oplever.

Vi slår altid søskendekurset an på et fællesskab, et helt særligt fællesskab, hvor genkendelighed og spejling i andres oplevelser og erfaringer er meget vigtig. Et centralt aspekt ved processen på et søskendekursus er derfor børnenes indbyrdes interaktioner. De opdager hurtigt et forstående fællesskab og en høj grad af identifikation. Således giver alle børnene i gruppen udtryk for, at de oplever en genkendelighed i det, de andre børn fortæller og beretter om det giver dem en oplevelse af et fællesskab i forhold til at have en bror eller søster med et udviklingshandicap. Som en konsekvens af dette fortæller børnene, at de har fået meget lettere ved at sætte ord på handicappet, de er blevet klogere på, hvad det betyder på den korte og lange bane, ligesom de også har fået viden om, hvilke reaktioner man kan forvente, når man har en bror eller søster med et handicap.

En pige på 11 år udtrykker det på denne måde: ”Det er som om jeg har fået ryddet op i mine tanker…jeg føler mig ikke så anderledes mere, det hjælper at tale med nogen man ikke på forhånd kender, og som oplever det samme, de forstår det, og jeg er ikke bange for at de griner…de andre omkring mig kender til det samme og kan sætte sig ind i dem….Jeg ved også, hvordan andre reagerer, jeg er på en måde blevet klogere på andre mennesker…mine meninger er OK…nu ved jeg, at andre har det ligesom mig”. Følelsen af at være anderledes og alene ser ud til over tid at blive transformeret til at større indsigt i sig selv og andre. Ligesom det at blive genkendt og forstået i det man siger, betyder, at børnene oplever at få mere orden i deres tanker. At blive bekræftet ved feedback fra de andre børn på søskendekurset opleves som at ”få ryddet op” i tanker og følelser.

John Quist Frandsen, som er en af de 3 gruppeledere på søskendekurset fortæller, at på den måde bliver børnenes individuelle erfaringer, tanker og følelser gjort fælles i et forum, hvor de med det samme oplever en tydelig genklang. På et søskendekursus som det vi arrangerer får børnene mulighed for at fortælle om det de er optaget af. Ikke alle børn har lyst til det i begyndelsen, men de fleste får lyst hen ad vejen. Gennem aktiviteter og lege fortæller de, hvem deres bror eller søster er, hvad deres handicap er, hvordan det viser sig, hvad de tænker om det, hvad de oplever osv. De andre børn lytter under fortællingerne og får efterfølgende mulighed for at give udtryk for deres refleksioner over det, de har hørt. 

Noget helt karakteristisk er, at søskendes fortælling i denne kursusramme får en dobbelt betydning. Dels det, at fortællingen i sig selv kommer til at skabe sammenhæng for det enkelte barn, dels det, at fortællingen giver mulighed for, at de andre børn på søskendekurset kan spejle sig i fortællingen.

F.eks: beskriver Line på 10 år det tydeligt: ”Det er rigtig rart at høre Hans fortælle om, hvordan det er for ham……..det er flot, at han kan fortælle så meget og jeg kan genkende rigtig meget af det, han siger”. På den måde opstår der en slags brobygning over tid, hvor begge børn får nye perspektiver. Søskende får mulighed for at se, at andre børn som måske er lidt ældre er et andet sted nu. Der foregår en indre og en ydre dialog forskudt i tid, som alle søskende på kurset kan tage del i, aktivt eller bare ved at lytte.

Gruppeprocessen bliver så at sige, fødselshjælper for nye erkendelser slutter John med at sige.

tirsdag den 24. oktober 2023

Søskendeindsats på Ådalskolen i Ringsted


Ådalskolens søskendekursus gør det nemmere for søskende. Når et barn har et særligt behov eller et handicap påvirker det naturligvis hele familien og det kan nogle gange nemt spænde ben for det gode samvær. Erfaringer viser, at søskende som oftest kan være for opmærksomme på deres forældres trivsel på en måde, så de kommer til at tilsidesætte deres egne behov og følelser - også selvom de tilsyneladende virker helt upåvirkede af situationen. Det kan resultere i særlige udfordringer senere i livet. Når søskende deltager i et søskendekursus er det derfor både forebyggende og en hjælp for barnet her og nu. Søskende forsøger ihærdigt at forstå deres verden og særligt børn, som er pårørende til en bror eller søster med et handicap skal have hjælp til dette. De har brug for en alderssvarende viden om, hvad handicappet betyder for deres bror eller søster både på den korte- og lange bane. Det hjælper barnet til at forstå ens bror eller søster. Søskende bliver med et søskendekursus klogere på sin egen situation i familien, hvilket gør det lettere for dem at handle i deres eget liv. Søskende har derfor stor glæde af at møde og dele erfaringer og oplevelser med andre i samme situation. Der sidder i gennemsnit 2-4 børn i hver skoleklasse, som er pårørende til en bror eller søster med et særligt behov – men langt de fleste taler ikke med nogen om det. Derfor er det, at Ådalskolen i Ringsted arrangerer søskendekurser for børn i alderen 9-12 år. På kurserne får søskende redskaber til at tale om det at være søskende til en bror eller søster med særlige behov og naturligvis i en anerkendende kontekst. Et af målene med søskendekurset er også, at børnene møder ligesindede og at de kan tale trygt og åbent om deres erfaringer.

søndag den 22. oktober 2023

Med et lille skub bagi


Ådalskolen i Ringsted tilbyder kurser for søskende, som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Drengene fortæller, at søskendekurser er en fantastisk ting og det er vigtigt at fortælle alle søskende, hvad der findes af kurser. Men det er ikke alle børn, som kommer af sted af sig selv, nogle skal man skubbe mere til end andre. ”Jeg var en af de drenge som egentlig ikke ville af sted på et søskendekursus fortæller Niels på 11 år, men min familie og jeg har haft rigtig meget glæde af dem. Dog kunne jeg godt ønske mig, at de varede noget længere. På søskendekurserne bliver tingene forklaret på vores niveau og så vi kan forstå det”. Søskende er pårørende og vi pårørende er en enormt vigtig ressource i forhold til den bror eller søster, som dagligt lever med et udviklingshandicap. Det kræver en særlig forståelse, at kende og forstå de ofte meget små signaler, der kommer til udtryk i en hverdag hos et barn med et handicap. Åbenhed og sammenhold i familien, en direkte kommunikation om diagnosen samt en god fælles forståelse af problemløsning er faktorer, som ofte kan forebygge udfordringerne pgr. handicappet. Det er efterhånden vel dokumenteret og erfaret, at familiens holdninger påvirker søskendes trivsel og strategier i forhold til at håndtere og leve med en bror eller søster som har et udviklingshandicap.

Det er sagt af søskende


At være søskende til et barn med et handicap kan for mange være en stor og anderledes mundfuld – også psykisk. Derfor er det en stor og god støtte for søskende at udveksle erfaringer og tale med andre i samme situation på et søskendekursus. Martin kendte Lukas fra skolen, hvor de af og til havde talt sammen. Talt om alting mellem himmel og jord også nogle gange om, at de begge har en søskende med et handicap. Venskabet mellem drengene udviklede sig og da Martins familie nævnte muligheden om et søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted sprang Lukas på lige med det samme. ”Jeg havde i noget tid haft noget frustration over at jeg nærmest blev regnet for en servicefunktion i min familie” siger Lukas. Det var derfor rigtig godt at høre, andre børn kunne have det på samme måde, og det var godt at kunne komme ud med det. I det hele taget gav vores snakke på søskendekurset en kæmpe afklaring, der blev løsnet op for en masse ting for os alle. Man kan sige, at vi fik en slags fred i sindet, siger Martin og Lukas i kor. Drengene er helt enige om at det til tider kræver meget styrke, at være søskende til et barn med handicap både hos os men også i familien. Efter vi har været på søskendekurset har vi fået mere selvtillid og vi har i dag ikke svært ved at give udtryk for vores mening i en gruppe, og vi påtager os gerne rollen som dem, der "provokerer" de andre altså på den gode måde. F.eks. ved at minde andre om, at man ikke altid kan tænke på den handicappede – men den pårørende skal også tænke på sig selv, ”for hvis vi bliver kede af det og slidte, bryder systemet da helt sammen”, er begge drenge helt enige om.