mandag den 27. juni 2022

Søskendekursus holder sommerferie

Ådalskolens søskendekursus holder sommerferie de næste 3 uger og vender stærkt tilbage i midten af juli 2022.

Vi glæder os rigtig meget til den næste kursus som allerede er fyldt og som starter i slutningen af august.

Er du interesseret i en kursusplads er der gode muligheder for opstart i marts 2023.

Tusind tak for et rigtig godt år og vi glæder os til at vi ses igen.

De bedste sommerhilsner

Gitte, Nadia og John



fredag den 24. juni 2022

Hvordan støtter et søskendekursus?

Hvis vi piller det hele fra hinanden og det er sundt en gang imellem så kan vi se, at søskendekurset er med til at udrette mere end vi blot kan se. Vi har her blogget lidt af det vi oplever. Vi slår søskendekurset an på et fællesskab, et særligt mødested, hvor genkendelighed og spejling i andres oplevelser og erfaringer. Et centralt aspekt ved processen på et søskendekursus er børnenes indbyrdes interaktion. De opdager hurtigt et givende fællesskab og høj grad af identifikation. Således giver alle børnene i gruppen udtryk for, at de oplever genkendelighed i det, de andre børn fortæller og beretter om det giver dem en oplevelse af en fælles forståelse i forhold til det at have en bror eller søster med et handicap eller særlige behov. Som en konsekvens af dette fortæller børnene, at de har fået lettere ved at sætte ord på handicappet, de er blevet klogere på, hvad det betyder, ligesom de har fået viden om, hvilke reaktioner man kan forvente, når man har en bror eller søster med et handicap eller særlige behov. 

En dreng på 15 år udtrykker det således: ”Det er som om jeg har fået ryddet op i mine tanker…jeg føler mig ikke så anderledes mere, det hjælper at tale med nogen man ikke på forhånd kender, og som oplever det samme, de forstår det, og jeg er ikke bange for at de griner…de andre omkring mig kender til det samme og kan sætte sig ind i dem….Jeg ved også, hvordan andre reagerer, jeg er på en måde blevet klogere på andre mennesker…mine meninger er OK…nu ved jeg, at andre har det ligesom mig”. Følelsen af at være anderledes og alene ser ud til over tid at blive transformeret til at større indsigt i sig selv og andre. Ligesom det at blive genkendt og forstået i det man siger, betyder, at børnene oplever at få mere orden i deres tanker. At blive bekræftet ved feedback fra de andre børn på søskendekurset opleves som at ”få ryddet op” i tankerne. John Quist Frandsen, som er en af de 3 gruppeledere på søskendekurset fortæller, at på den måde bliver børnenes individuelle erfaringer, tanker og følelser gjort fælles i et forum, hvor de med det samme oplever genklang. På et søskendekursus som det vi arrangerer får børnene mulighed for at fortælle om det de er optaget af. Ikke alle børn har lyst til det i begyndelsen, men de fleste får lyst hen ad vejen. Gennem aktiviteter og lege fortæller de, hvem deres bror eller søster er, hvad deres handicap er, hvordan det viser sig, hvad de tænker om det, hvad de oplever osv. De andre børn lytter under fortællingerne og får efterfølgende mulighed for at give udtryk for deres refleksioner over det, de har hørt. Noget helt karakteristisk er, at søskendes fortælling i denne kursusramme får en dobbelt betydning. Dels det, at fortællingen i sig selv kommer til at skabe sammenhæng for det enkelte barn, dels det, at fortællingen giver mulighed for, at de andre børn på søskendekurset kan spejle sig i fortællingen. 
F.eks: beskriver Søren på 14 år det tydeligt: ”Det er rigtig rart at høre Hans fortælle om, hvordan det er for ham……..det er flot, at han kan fortælle så meget og jeg kan genkende rigtig meget af det, han siger”. På den måde opstår der en slags brobygning over tid, hvor begge børn får nye perspektiver. Søskende får mulighed for at se, at andre børn som måske er lidt ældre er et andet sted nu. Der foregår en indre og en ydre dialog forskudt i tid, som alle søskende på kurset kan tage del i, aktivt eller ved blot at lytte. Gruppeprocessen på Ådalskolens søskendekursus bliver så at sige, fødselshjælper for nye erkendelser slutter John med at sige.

Det er fedt at give erfaringer videre til andre

Sådan siger mange af børnene undervejs i et søskendekursus. Et søskendekursus, som varer 45 timer og afholdes tværkommunalt således at det er åbent for alle kommuner og for søskende i alderen 9-16 år, som har en bror eller søster med et handicap.

Ådalskolen i Ringsted har endnu engang i dette forår afviklet et søskendekursus for unge og alle deltagerne var meget positive og glade for at medvirke samt bidrage til kurset. En meget central pointe vi hører er, at børnene oplever en stor glæde og tilfredshed ved at selv mærke, at de også kan videregive deres erfaringer til andre børn, som virkelig får gavn af deres input. Sat lidt på spidsen kan det siges, at børnene oplever, at deres erfaringer med at være bror eller søster til en søskende med et handicap ikke er helt forgæves, idet de kan hjælpe til at forebygge og sætte fokus på det som mange af dem oplever. Om dette fortæller Martin på 15 år blandt andet følgende:
”Jamen det giver da en stor tilfredshedsfølelse at vide, at jeg kan hjælpe andre, der er i samme situation som én selv” ”Jeg har været rigtig glad for at være med på

Ådalskolens søskendekursus, der er masser af nye og sjove kammerater, masser af sjov og hygge og det har givet mig en følelse af, at jeg kunne gøre gavn”. ”Når jeg hver lørdag blev hentet af min far har jeg følt, at jeg har gjort noget godt for andre, naturligvis også fået lært en masse og fået en masse gode oplevelser selv. Forhåbentlig har jeg været med til at bane vejen for, at andre kan få det bedre”. Det er jeg nu helt sikker på, slutter Martin med at sige.

onsdag den 22. juni 2022

"Hvis han kan leve med det så kan jeg også..."

Sådan forklarer Cecilie på 11 år som har en storebror med autisme. Cecilie deltager på Ådalskolens søskendekursus og fortæller her lidt om hendes oplevelser. At leve i en familie, hvor mange af vores hverdagsting er så meget anderledes stiller store krav til os søskende. Cecilie opdagede egentlig selv, at der var noget galt med hendes storebror, da hun var 5 år gammel. Hun husker, at hun havde lagt mærke til, at han havde problemer med at tale, gik med ble, være sammen med andre og blev hentet i taxa hver morgen, når han skulle på specialskole. Min mor fortalte mig, at Johannes var handicappet, men det påvirkede mig ikke ret meget. Autismen gør i hverdagen, at der er flere ting som fungerer anderledes i hans hjerne. Alligevel var der perioder i min barndom, hvor jeg husker jeg var utryg og bange fordi jeg var i tvivl om, hvilke konsekvenser det ville få for vores fælles fremtid. Jeg var usikker på, om det måske ville skræmme mine veninder og jeg var bange, når min storebror blev vred og smadrede ting på hans værelse. I dag efter jeg har været på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er det blevet meget nemmere for mig. Jeg er glad for, at der var andre søskende som med det samme forstod mig og som kunne fortælle om de samme udfordringer fra deres søskende. En af de ting som Cecilie særligt tager med sig fra søskendekurset er, at hendes uvished er blevet til en vished om, at hendes storebror vil være handicappet resten af livet. Inden kurset tænkte hun om der var bedring på vej lige rundt om hjørnet eller det ville gå væk om nogle få måneder, måske år? Et søskendekursus er med til at sætte det hele på rette plads for mig. Så når min storebror skal leve med det, kan jeg også, slutter Cecilie med at sige.

Jeg tæller til 10, siger "pyt" og finder genveje


Hvad fik du ud af at deltage på et søskendekursus?

Vi har spurgt Christian, hvad han fik ud af at deltage på Ådalskolens søskendekursus. Christian er 14 år og har en storebror med autisme. Christians mor fortæller inden, at Christian i mange år har ”levet i skyggen” at hans storebror og at de fleste hverdagsting har været langt styret af, at hans storebror har en gennemgribende udviklingsforstyrrelse som autisme.
Det helt afgørende for mig da jeg skulle deltage i et søskendekursus var at lære at håndtere og forebygge konflikter. Jeg er efter søskendekurset nu kommet så meget tættere på min storebror. Vi har så at sige en fælles forståelse nu. Jo mere min storebror føler sig forstået og set, jo nemmere bliver det at være mig fortæller Christian. Det overskud, jeg fik takket være Ådalskolens søskendekursus, har givet plads til at arbejde videre med udviklingen på mange andre områder – bl.a. i skolen, hvor det for tiden går rigtig godt for mig. Det havde jeg ikke haft overskud til før. Jeg fik ikke lavet lektier, jeg var ikke glad og mine lærere var temmelig bekymrede for mig. Nu er jeg kommet ind i en god spiral. Som søskende skal vi lære at forholde os til det som virker. Det giver virkelig selvtillid som søskende. Det er blevet meget nemmere at vise tydelighed overfor min storebror, aflede når en situation tilspidser når selvtilliden er højere. Jeg oplever langt færre konflikter med min storebror end tidligere og de konflikter, som vi har, bliver nu hurtigere dysset ned. Udviklingen frem mod færre konflikter er sket gradvist over tid og når først der bliver færre konfliktsituationer, får man som søskende også mere overskud til at håndtere situationerne hensigtsmæssigt og får på den måde mere og mere overskud. De ideer fra søskendekurset, som jeg benytter mig allermest af, er at huske mig selv på, at jeg skal finde gode genveje (tælle til 10, bøje af og sige pyt pyt) og generelt være med til at finde på løsninger.

tirsdag den 21. juni 2022

Er der andre som os?

Ifølge hans mor var det Mikkels første kommentar da han fik at vide, at han skulle deltage på et søskendekursus. Det er slet ikke unormalt at føle sig lidt alene eller ensom somme tider, fortalte Mikkel på søskendekurset tilbage i marts 2022. Mikkel har en lillebror med en hjerneskade og det påvirker hans liv på ret afgørende vis. Mange søskende oplever, at de er ret alene i deres hverdag med diagnosen, og der kan ligge en stor ensomhed i at skulle leve med at være anderledes end omgivelserne. På Ådalskolens søskendekursus sætter vi derfor fokus kraftigt på, hvordan det er at leve som pårørende med en søskende som har en livslang funktionsnedsættelse og hvilke udfordringer der kan følge med. På vores søskendekursus har vi valgt at lave 4 kursusdage, som hver gang belyser nogle hjørner af søskende perspektiverne på godt og ondt. Søskende til børn med handicap har nogle helt specielle opvækstvilkår. Ingen er ens, så derfor findes ingen standard søskende til børn med handicap, men en masse forskellige børn og unge med forskellige behov. Alle med et behov for at finde genkendelse og spejling hos andre. Ofte er søskende til børn med handicap mere

modne, hvilket naturligvis har mange positive sider. De forstår i en meget ung alder sociale sammenhænge på et langt dybere plan, som deres klassekammerater måske aldrig når frem til i deres liv. Det skal vi huske at sætte pris på som en meget fin menneskelig kompetence. Men vi skal også huske at håndtere forskellighederne, forståelsen og relationerne, hvilket netop er formålet med at deltage i et søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted.

fredag den 17. juni 2022

Søskende må lære at være ligeglad med omgivelserne

At være bror eller søster til en søskende med et særligt behov eller et handicap betyder ofte en meget anderledes barndom, at tingene bliver mere uforudsigelige og for nogle børn kan man pludselig blive indrullet i konflikter, hvor man ikke selv er instruktør. En bror eller søster med et handicap stiller anderledes krav og man må især hurtigt lære at være ligeglad med omgivelserne og om hvad de nu end tænker. Men alt dette gør noget voldsomt ved én. Søskende holder tit deres bekymringer og tanker for sig selv og også i forhold til forældrene. De ønsker selvsagt ikke at belaste forældrene yderligere med deres bekymringer og af hensyn til dem holder de sammen på sig selv. Når man er barn – og ikke har et særligt behov – betyder det ikke, at man er i stand til at klare alt. Det betyder heller ikke, at man skal klare alt! På den måde kan det også hjælpe barnet med det særlige behov i forhold til et klart billede af dem, der er omkring. Barnet med det særlige behov kan nemlig heller ikke bruge det til noget, at søskende siger ja til noget, men så alligevel på halvvejen må trække sig, fordi det overskred deres grænser. For søskende er det vigtigt at få talt med nogen, som har overskud og er i stand til at kunne lytte, rumme og give plads. Er du ven eller veninde til én, som er søskende til et barn med særlige behov (og har du overskuddet), kan du måske selv række en hånd

frem og på den måde give plads til, at søskende kan få lidt mere luft f
or de mange tanker og bekymringer. Bekymringerne kan du ikke fjerne – og skal heller ikke – men bare det at kunne få lov til at sætte ord på, og på den måde få luft, kan være nok til, at søskende kan samle lidt flere kræfter til at gå den ofte snørklet vej, der ligger foran. Så næste gang du møder én familie, som har et barn med særlige behov eller et handicap, kan du måske, når du har spurgt til barnet med handicap også spørge til, hvordan de andre søskende har det med alt det, der sker i deres liv – da det ikke kun påvirker barnet med handicap, men også dem, som står på sidelinjen.

Søskende skal ikke blive for pligtopfyldende

"Ingen kan blive ved med at drage omsorg for andre uden også at drage omsorg for sig selv"

Et søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted henvender sig til børn i alderen 9-12 år og som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Der er ca. 10-12 børn i hver gruppe og vi mødes gennem 3 måneder i alt 45 timer. Der er søskendekursus i foråret og i efteråret. Gruppelederne er pædagoger og lærere som har stor erfaringer med handicaps og børn med særlige behov. Et søskendekursus på Ådalskolen er en gruppe, hvor indholdet og samtalerne bygges op omkring børnenes egne oplevelser, tanker og følelser fra deres liv. Via øvelser og lege hjælper grupperne børnene til at blive mere opmærksomme på, hvilke handlemuligheder de har, hvis vanskelighederne fylder meget, så de i længde bliver bedre til at mestre deres liv. På et søskendekursus møder børnene andre børn i lignende situationer, og det giver dem en stærk følelse af, at de ikke er alene i verden med bekymringerne og vanskelighederne. Ved at dele oplevelser, tanker og følelser med hinanden mindskes børnenes følelse af ansvar.

Søskendekurset hjælper børnene til at forstå deres egne behov, følelser og muligheder, samt det, de 
allerede gør for at beskytte sig selv. Kurset giver det enkelte barn øget tro på sig selv, samt øget tro på evnen til at mestre eget liv. Kontakt os for at blive skrevet op til et søskendekursus på Ådalskolen. Vi modtager naturligvis børn fra alle kommuner og søskendekurset retter sig mod alle handicaps.

Hvordan er det at være i vores sko?

Når et barn fødes med et handicap påvirker det naturligvis hele familien hertil er der ikke så megen diskussion. Alt hvad der før var normalt, bliver pludselig vendt på hovedet og intet er længere som det man kendte. Et barn med et handicap ændrer det, som før var virkeligheden. Sådan fortæller mange søskende, når vi på søskendekurserne spørger dem, hvordan det er at være i deres sko?

En far udtrykker det sådan "vores familie blev ram af en ubalance af følelser som magtesløshed, frustration, hjælpeløshed og ikke mindst tanker som; Har vi gjort noget galt? Kunne vi have gjort det anderledes"? At have et handicap opleves stadig for mange mennesker som et tabu og ofte taler vi pårørende ikke så meget med vores omgivelser omkring den svære tid, vi har foran os. 
Måske føler vi os tynget af skyld eller oplever, at det er skamfuldt at skulle fortælle andre at vores barn har et handicap. Tanker som, hvad tænker de andre, naboerne eller kollegaerne kan stoppe os i at fortælle åbent om kvalerne. Som pårørende og ikke mindst de andre søskende til et barn med handicap må derfor hurtigt lære sig at være ligeglad med omgivelsernes reaktioner og om hvad de nu engang tænker. Søskende skal også lære at sige ”pyt”. John Quist Frandsen som er gruppeleder på Ådalskolens søskendekurser i Ringsted fortæller, at vi ofte hører at søskende holder deres bekymringer og tanker for sig selv. De ønsker ikke at belaste forældrene yderligere med deres bekymringer og af hensyn til familien kæmper de nogle gange for at holde sammen på sig selv. Særligt for søskende er det vigtigt at få talt med nogen, som har overskud og er i stand til at kunne lytte, rumme og give plads. En god ven, en skolelærer, en nabo (og har du

overskuddet), kan du måske selv række en hånd frem for på den måde give plads til, at barnet kan få luft for sine tanker. Bekymrede tanker kan du ikke altid 
fjerne men blot det at kunne få lov til at sætte ord på og på den måde få luft, kan være nok til, at søskende samler lidt flere kræfter til at gå den ofte snørklede vej, der ligger foran.

torsdag den 16. juni 2022

At kunne se situationen med nye og andre øjne

Martin som netop har deltaget i Ådalskolens søskendekursus er 11 år. Han har en storebror som har autisme og udviklingshæmning. Fra allerførste søskendelørdag fortalte Martin rigtig meget om den uretfærdighed som han oplever fordi hans storebror ikke skal lave de samme pligter pligter. Undervejs i søskendekurset italesættes dette dilemma mange gange og Martin nævner det ofte. Hans storebror har ikke de samme kompetencer som Martin men det er vældig svært for bare en 11-årig dreng at forstå og acceptere. I løbet af de 3 måneder søskendekurset varer gennemgår Martin ifølge hans mor en meget positiv forvandling som hun helt klart tilskriver søskendekursets indsats. En forvandling fra at være meget negativ overfor storebrorens manglende evner til at bidrage til familiens pligter til nu at have en meget mere accepterende holdning og attitude. Martins mor er meget taknemlig og fortæller os at det har løsnet op for familiens nogle gange fastlåse situation og interne stridigheder. John Quist Frandsen som er gruppeleder på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er glad for den feedback og siger, at det store arbejde naturligvis er Martin som har gjort det. John nævner at både Martin og alle de andre søskende som deltager forandre sig i de måneder søskendekurset varer. Nogle søskende er i begyndelsen meget generte og tilbageholdende, men åbner sig undervejs. Andre søskende kan være mere ”larmende” men falder ledes mere til ro og hviler bedre i det "vilkår" det er at have en bror eller søster med et udviklingshandicap. Sådan er det også for Martin, som i den grad har lært at acceptere situationen med en storebror som ikke på samme måde som ham selv kan bidrage til de hjemlige pligter. Alligevel viser det sig, at Martins storebror kan bidrage til familiens fællesskab. I dag tømmer han familiens postkasse efter skoletid, går ud med skraldespanden efter aftensmaden og tømmer opvaskemaskinen hver morgen inden skolebussen kommer og henter ham. Nogle gange handler det om at se situationen med nogle andre øjne og finde på pligter som ”giver mening” for det store fællesskab i familien.

At se min storebrors styrker i stedet for hans fejl

Det er netop et af vores allerbedste bud på et rigtig godt trick til de søskende som deltager i søskendekurser på Ådalskolen i Ringsted. Helt præcist tror vi på, at der bag alle vanskeligheder og problemer findes en drøm eller et ønske om noget bedre – og i stedet for at bruge krudt og irritation på det, som ikke virker, handler det om at fokusere på det, vi ønsker og det vi vil have mere af. For søskende bliver det netop en meget væsentlig forskel på om de irriteres af deres søskendes fejl, problemer og vanskeligheder eller lærer af fascineres af deres styrker og det de kan. På søskendekurset bruger vil lege og aktiviteter til at faciliteter denne proces og børnenes læring. Vi vil gerne lære søskende at have det godt med sig selv og at være i stand til at mestre de udfordringer og vilkår, som hverdagen og omgivelserne uvilkårlig byder på. Hvis man som søskende bruger for meget energi på at være irriteret over sin søskendes handicap havner man nemt i en negativ cirkel. En cirkel som ikke er støttende for dig og som det kan være svært at komme ud af. 

Måske har du også oplevet at din søskende går dig på nerverne, og du kan mærke at du bruger alt for meget energi på at være irriteret. Hvad skal jeg dog gøre tænker du måske? Hvorfor skal jeg se mine problemer på en anden måde? Hvorfor skal jeg tænke anderledes over tingene? Hvordan kan min bror forandre sig? Vores påstand er, at når noget ikke fungerer som man gerne ønsker det, kan forældrene og andre komme med nok så mange forklaringer, men det løser ikke problemet. Men lige så snart forandringen kommer indefra, dvs. fra dig selv og dit syn på dig selv og relationerne, så sker der noget som forandre det hele. Det vil sige at du kan ikke forandre på din søskendes handicap, men du kan forandre den måde du tænker om handicappet på.  

Beretning fra et søskendekursus

En søskendes behov for støtte begynder tidligt, siger socialpædagog John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. De fleste børn som vokser op sammen med en bror eller søster der har et handicap oplever og mærker forskellige følelser gennem en barndom, fra forlegenhed til irritation til vrede og ofte flere former for skyld. Nogle søskende fortæller også, at de føler sig presset til at være ekstra gode søskende for at skabe balance på skalaen. Mange længes efter et venskab og et "normalt" søskendeforhold. Erfaringerne har naturligvis også sine fordele. Søskende til børn med særlige behov har tendens til at udvikle en tidlig modenhed, en øget tålmodighed, diplomati, samarbejdsevner, kampgejst mod ulighed, tolerance og accept af forskellighed, siger John. Mange forfølger senere i voksen tilværelsen et ”omsorgserhverv”, hvor de er stærke fortalere for marginaliserede befolkningsgrupper.

"Når vi bekræfter og validere søskendes bidrag, som de vokser op med, så øger vi chancerne betydeligt for, at de vælger at forblive kærligt involverede i deres handicappede søskendes liv, fortæller John. Ret tidligt i livet kan mange søskende nemlig begynde at bekymre sig om, hvilke forpligtelser, de vil have til deres bror eller søster i fremtiden. Dette er helt naturligt. Måder hvorpå forældre kan berolige deres børn på er at fortælle om planer og om fremtiden for barnet med særlige behov, inddrage og ikke mindst lytte til de andre søskende i familien. Naturligvis meget afhængig af hvor gamle søskendebørnene er. Børnene "bringes aldersmæsigt ind i snakken" og budskabet gives tidligt, at de har deres forældres accept til at forfølge deres egne drømme og at deres fremtidige engagement med deres søskende er et valg i stedet for en forpligtelse. For børnenes eget bedste og til gavn for deres søskende, som har handicap skal børnene sikres retten til deres eget liv. Det omfatter indflydelse på, hvordan de vil blive inddraget i livet med deres søskende som voksne og navnlig niveauet, typen og varigheden af involvering.

tirsdag den 14. juni 2022

10 ting til forældrene

Vi har her samlet lidt op på de ting som søskende fortæller om på et søskendekursus. Et mødested for søskende som har en bror eller søster med et handicap.




mandag den 13. juni 2022

De populære søskendekurser

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er populære og allerede nu er vi i fuld gang med at forberede de kurser, som begynder efter sommerferien. Læs her hvad andre søskende fortæller om søskendekurset og send en e-mail, hvis du er interesseret i en kursusplads.

"Jeg kan godt lide at snakke med nogen om det. Det er ikke så nemt at snakke med mine forældre fordi de jo har så travlt med min lillebror og jeg vil ikke give dem flere bekymringer”. Sådan lyder tilbagemeldingen fra en Martin, en dreng på 11 år, som har været med et søskendekursus. Kurserne er blevet så populære, fordi de formår at sætte fokus på en pårørendegruppe som har brug for et rum til at ”komme frit frem”. Ifølge John Quist Frandsen, socialpædagog og ansat på Ådalskolen, er de direkte fordele ved kurserne, at børnene får luft for de udfordringer, som de oplever i hverdagen sammen med en bror eller søster med et handicap. ”Først og fremmest får børnene et sted, hvor de kan få sagt nogle af de ting, som de ellers nemt kan gå med alene. Børnene kan gå rundt med følelsen af, at de er årsag til handicappet. På søskendekurserne er der professionelle til at hjælpe dem”, siger han. Ådalskolens søskendekurser optager børn i alderen 9-12 år og tilbuddet er åbent for alle kommuner i hele landet. Undervejs i kursusforløbet har børnene rig mulighed for at tale med andre børn, som de kan dele erfaringer og historier med. ”Vi oplever, at søskendekurserne udfylder et behov hos børnene. Her bliver de taget seriøst af professionelle voksne, der sætter fokus på dem og deres udfordringer i forhold til at leve i en familie med et barn med et handicap. På et søskendekursus er der plads til alle de tanker og følelser man har, når man er barn,« siger John. Blandt andet samværet med andre børn i lignende situationer gør at deres tanker og eventuelle bekymringer bliver lettere at leve med, siger han. ”Det er enormt vigtigt for søskende ikke at føle sig forkerte og blive oversamarbejdsvillige, men opleve at andre børn kan have de samme tanker som dem selv. Selvom der er kammerater på deres skole, som også har en søskende med et handicap er det ikke sådan, at de åbner sig op over for hinanden og spørger ind til, om ens kammerater oplever det samme”, fortæller han. John siger på, at Ådalskolens søskendekurser i Ringsted er et sted, som hjælper børnene til at føle sig ”mødt i søskenderelationen" og som giver dem en vished om at der er nogen, de kan tale med om de forskellige dilemmaer og udfordringer. Et søskendekursus består af maksimalt 10-12 børn. Læs mere her på bloggen og skriv efter en kursusfolder, hvis du er interesseret i mere information.

søndag den 12. juni 2022

"Jeg kan ikke forestille mig noget bedre kursus"

På Ådalskolens i Ringsted begynder 14 børn i alderen 9-12 år om få måneder i et søskendekursus. En oplevelse som handler om at møde andre børn som også har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap, lære nyt og naturligvis få en positiv og udbytterig oplevelse med hjem. Børnene har en masse til fælles. En af de ting, som alle børnene kan tale sammen om udover fodbold, gymnastik og computerspil er, at de enten har en bror eller en søster med et handicap. "Vi kan simpelthen ikke undvære søskendekursus”. Det er helt fantastisk, at det kan lade sig gøre for os at komme på sådan et kursus sammen, siger to af drengene i kor. De kendte ikke hinanden inden kurset begyndte, men det har de 3 kursusledere Gitte, Nadia og John sørget for efter nu kun få timer på Ådalskolen. En af drengene siger, at han ikke kunne forestille sig noget bedre kursus og at han lærer en masse. Det skortede ellers ikke på betænkeligheder, da Martins mor fortalte ham, at hun havde fundet en folder på biblioteket om et søskendekursus på Ådalskolen. I Martins familie er der 3 børn, hvoraf den yngste dreng har infantil autisme, en gennemgribende udviklingsforstyrrelse som varer hele livet. Martins familie fortæller, at de udmærket kender til en meget presset hverdag, hvor der bruges rigtig meget tid på møder med skolen og kommunen samt alle de andre ting der følger med. Nogle gange kan det være svært at få tid og overskud til de andre søskende, som ikke har et handicap. Martin nyder virkelig at være på søskendekursus, der er andre børn at lege med og han har det virkelig sjovt og når han kommer hjem og fortæller han om en masse spændende aktiviteter. Søskendekurset har et seriøst program samtidig med at der er plads til leg, fritid og masser af hygge. En rigtig god kombination, når man er dreng med vildskab i benene, som en af de andre drenge Peter siger med et stort grin om munden. Ja stemningen er bare rigtig god, siger Martin. Vi hører og oplever, hvordan andre børn oplever at være søskende til en som har et handicap, vi fortæller historier og lytter til de mange gode råd. Der kommer en masse gode ideer og erfaringer, som vi andre kan tage med hjem i hverdagen," siger Martin. Ja at være på søskendekursus på Ådalskolen er ligesom en rejse, en rejse som man glæder sig til og nødig vil hjem fra.

fredag den 10. juni 2022

"Du kan ikke bare bestemme hvad du har lyst til"


Sådan siger Daniel på 14 år, som har en storesøster med et handicap. For ham var det en øjenåbner da han her i foråret deltog i Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. Daniels storesøster er 2 år ældre og han har i hele hans liv kun kendt til det vilkår det er at have en storesøster, som ikke er som de andres. At have en autisme diagnose påvirker os alle i familien og der er både gode og mindre gode dage. Daniel fortæller os på søskendekurset, at han oplever konsekvenser og afsavn på grund af søsterens diagnose. Diagnosen har stor betydning for hendes trivsel og handicappet påvirker os alle. Udover udfordringer i hverdagen er Daniel også fyldt med tanker om alt det, handicappet tager fra ham og det kan være svært at acceptere tabet af kontrol. Som han siger: ”Du kan ikke bare bestemme, hvad du har lyst til at gøre. "Der er altid en anden som har det sidste ord". Du kan ikke bare gøre det, alle andre gør. Der er nogen, der har taget en beslutning for dig: At nu har du en søster med et handicap og det betyder at I ikke kan tage sammen i Tivoli”. For Daniel på 14 år er det et stort savn, at han ikke kan det samme som de andre drenge i klassen. Stort set alle søskende fortæller, at der er konsekvenser ved et handicap og at det påvirker dem. Det kan handle om selve hverdagen, når deres bror eller søster skal til check på hospitalet men det kan også handle om familiens liv og muligheder som er påvirket af handicappet. Nogle handicaps betyder, at søskendes liv ligger i meget faste rammer og det stiller krav, som deres jævnaldrende kammerater ikke møder. Daniel fortæller: ”Det er et helt andet ansvar, du har for dig selv. Du står op, og mærker som det første hvordan din søsters humør er. Er der råb og skrig, smækken med dørene så ved du bare hvordan resten af dagen bliver. Sådan er det bare hver eneste dag. Oplevelsen af at være anderledes, og at ingen helt kan sætte sig ind i deres livssituation, går igen hos søskende som har en bror eller søster med et handicap. De føler sig ofte alene med deres oplevelser og savner at kunne tale frit om, hvordan de har det. Det er svært at tale helt åbent med forældrene om, hvor hårdt de egentlig har det, fordi søskende frygter, at de også bliver kede af det. Og det er ensomt ikke at have nogen at tale med, som går igennem det samme. Dette understøtter Ådalskolens erfaringer som viser, at søskende der ikke har nogen at tale med det om oftere føler sig ensomme end andre børn. Mange søskende oplever dog, at det er rigtig rart at tale med sin mor og far, og hun har stor tillid til dem. ”Jeg kan tale med mine forældre om næsten alt. De lytter meget, hvis jeg har noget, jeg vil sige, kan jeg tale med dem om det. Men for andre søskende kan det at snakke med forældrene også være svært fordi det svære jo også handler om dem. Derfor er det nemmere at gøre det på et søskendekursus. Og på trods af at forældrene gør alt, hvad de kan, er det ikke altid nemt at rumme søskendes bekymringer. Daniel fortæller: ”Hvis man prøver at forklare min mor, hvor hårdt det er ikke at have nogen ligesindede på det punkt, er hun sådan: ’Jamen, du kan ikke gøre noget ved det! Du er nødt til at lære at leve med det’. Hvor man har det sådan lidt: ’Jamen, hvis jeg bare kunne lære at leve med det, så havde jeg gjort det’. Og det er, fordi det ikke er hende, der ligesom står med det og hende der er en søskende.” Søskende har også gode oplevelser med at tale med andre voksne og på et søskendekursus kan man også åbne op på en anden måde, end over for deres familie, og de behøver ikke at tage så meget hensyn, når de taler om deres brors eller søsters handicap og egne bekymringer. Søskende siger også, at de ikke på den måde ønsker medlidenhed men blot et lyttende øre.

onsdag den 8. juni 2022

Erfaringsdeling på søskendekurser


Erfaringsdeling er ikke en bestemt metode som sådan, men en meget vigtig faktor når snakken indledes blandt søskende på søskendekurserne. På Ådalskolens søskendekursus i Ringsted mener vi, at det gælder om at udvide søskendes viden og forståelse af et handicap og give et fornuftigt bidrag til den selv refleksion som søskende har i forhold til deres egen hverdag. Børnene kan derfor lære rigtig meget af at dele ud af deres erfaringer med andre og som flere gange nævnt på denne blog så værdsættes erfaringsdeling virkelig højt af søskende. Erfaringsdelinger kan bruges i mange forskellige sammenhænge. Det kan for eksempel være en del af en dialog, enten i fællesskab eller i mindre grupper, det kan være en del af et gruppearbejde, en leg, en konkret øvelse, tegninger, fotos, billeder eller det kan tage form som egentlige søskendefortællinger fra børnenes hverdag. På søskendekurserne kan man også arbejde med erfaringsdelinger ved at lave søskende interviewe hinanden. Det kan være en god ide at lægge nogle rammer for erfaringsdelinger og tage nogle områder op et efter et. Samtidig med erfaringsdeling er det at etablere et netværk også en meget væsentlig og vigtig del af et søskendekursus. Søskende som alle har en bror eller søster med et handicap lærer nemlig meget af hinanden og har meget glæde af at etablere netværk.

mandag den 6. juni 2022

Både det vanskelige og det nemme har en plads


Mathias på 11 år fortæller os på søskendekurset, at det „ikke så let at snakke med forældrene om det, som er vanskeligt, når det vanskelige handler om ens egen søster med autisme“. Mathias fortæller også at det er svært at finde tid til at tage emnet op – det drukner simpelthen i hverdagen. Søskendes stemmer kommer derfor ikke altid frem, bare fordi man spørger – men man kan høre den tydeligere, når der gives tid, tillid og ro. Dertil skal man være opmærksom på, at nogle gange ønsker søskende ikke at sige alle de ting, de har på hjertet til deres forældre. De ved jo, at også de kan være både kede af det, forvirrede og ikke mindst trætte. „Hvordan går det“, spørger vi voksne ofte hinanden, når vi mødes tilfældigt på gaden. „Fint“, svarer mange af os så. Helt kort og godt. Det samme gør børn: „Hvordan gik det i skolen i dag“, spørger far ved aftensmaden. „Meget godt“, svarer sønnen. Et svar, som sikkert ikke er spor ukendt for mange forældre, når de sidst på eftermiddagen spørger til barnets skoledag. På lignende vis svarede 10-årige Ida da også kort og roligt: „Det går udmærket“, da vi en lørdag på søskendekurset spørger hende, hvordan det går for hende nu, hvor hendes storebror er kommet godt igennem hjerteoperationen. Men heldigvis fik Ida lov til at fortsætte på søskendekurset og dermed mulighed for at fortælle de andre søskende og os gruppeledere gennem ord og tegninger, hvordan det så ud inde i hende, kom her kom et andet billede frem. Halvdelen af tegningen var fyldt med glade og fine farver, mens den anden halvdel bestod af ret mørke og grå nuancer. Da der lidt efter lidt kom ord på tegningen, viste det sig, at der var mange tanker, spørgsmål og bekymringer. Hvordan det opleves for Ida at have en bror med en hjertesygdom kan man ikke lige opdage, når man bare spørger i første omgang. På denne måde kan vores overflade være meget forskellig fra det, der er inde bag. Derfor er det også vigtigt for os gruppeledere at understrege, at de tanker og udsagn, som børn kommer med på søskendekurserne ikke kommer ved hurtige samtaler i en hvilken som helst kontekst. De fleste af dem er kommet frem i den ramme, hvor søskende over en rum tid har haft mulighed for at blive trygge, og hvor der er opbygget tillid til, at de bliver hørt på – både af voksne og af de andre søskende, som har oplevet noget lignende i deres liv. Dette er et af kendetegnene bag de søskendekurser som afholdes på Ådalskolen i Ringsted.

"Det er ikke kun i min familie at det slår flik flak"

Tanken og ønsket om at samle børn på et søskendekursus er ikke alene at formidle nogle fælles videnstemaer til børnene. Et selvstændigt formål er også at bruge fællestrækkene i børnenes baggrund til at skabe et fællesskab og netværk børnene imellem. I tråd med det formål vurderer gruppelederne Nadia og John på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted, at børnene i kraft af de temaer, de har haft oppe i gruppen, ikke alene har fået en større forståelse for deres egen situation men også for hinanden i gruppen. Og netop deres fælles baggrund har gjort, at de har følt sig trygge i gruppen og haft mod på at åbne sig: ”Jeg oplever, de har følt sig trygge her i situationen og har turdet fortælle og dele deres oplevelser. Måske fordi de ved, de har samme ”baggrundsvilkår". En mor udtrykker meget præcist, hvordan børnenes erkendelse af, at de alle er søskende til handicappede, har været det vigtigste udbytte af børnegrupperne: ”Det vigtigste han har lært er, at han ikke er den eneste dreng, og at det ikke kun er i vores familie, at der er en søskende med et handicap og at hverdagen nogle gange slår flikflak. Der er også andre børn, som oplever og erfarer præcis de samme udfordrende situationer i hverdagen. Nogle af forældrene peger også på, at deres børn er begyndt at lege med nogle af de andre fra søskendekurset, og at de har besøgt hinanden derhjemme efterfølgende. Hvorvidt det netværk på sigt rækker ud over børnenes deltagelse på søskendekurset, er dog ikke til at vurdere umiddelbart når søskendekurset når sin afslutning, men helt klart et stort håb og ønske.

lørdag den 4. juni 2022

Evaluering af søskendekurset

Når et søskendekursus er slut på Ådalskolen i Ringsted bruger vi altid god tid på en evaluering. Vi er først og fremmest meget interesserede i at høre fra søskende, hvordan de har oplevet kurset og hvad de synes om det. Vi som gruppeledere kikker naturligvis også "bagom" forløbet og analyserer på om der er behov for ændringer og hvordan de kan implementeres i kursusrammen. Et søskendekursus er altid helt unikt fordi det er de enkelte søskende som der deltager som har "tegningsretten". Det er dem som byder ind med erfaringer og oplevelser og det er dem som er de vigtige. Således er et søskendekursus naturligvis altid forskelligt fra gang til gang. Vi som gruppeledere har "hånd i hanke" med den røde tråd og dermed er det vildt interessant at se, hvordan og på hvilken måde vi nåede igennem. Her er et par kommentarer om det netop afholdte søskendekursus.







torsdag den 2. juni 2022

Min bror/søster

Min bror har et handicap der hedder autismespektrumforstyrelse. Det er noget han er født med og det betyder, at hans hjerne fungerer anderledes end min. Det var for 4 år siden, at vi fik at vide at de mange problemer med ham skyldtes, at han har autisme. Min familie og jeg har været på kursus for at få noget mere at vide om hvordan det er at have autisme. På kurset var der andre familier og søskende og jeg fandt mig et par gode veninder som jeg stadig har kontakt med. Senere har jeg også selv været på søskendekursus. Det var rart at møde andre på min egen alder som vitterlig forstår, hvad jeg fortæller fordi de jo også har en bror eller søster med et handicap. På en eller anden måde er det nemmere at ”grine lidt af det hele” og de skøre ting ens søskende nogle gange gør når de andre søskende kan fortælle lignende historier. Som for eksempel når min lillebror er vildt optaget af kirkeklokker og hver gang vi kører forbi en kirke vil han ind og kikke. Så I kan tro vi har besøgt rigtig mange kirker her på Sjælland.