lørdag den 31. maj 2014

Tak til Kenneth for en fantastisk ærlig historie

Vi har fået en e-mail fra en dreng som hedder Kenneth og har en historie som han gerne vil dele med jer andre søskende. Vi har forkortet lidt i den lange mail for at få plads til det hele. Hej alle sammen. Jeg hedder Kenneth og jeg vil fortælle at det ikke altid er lige nemt at vokse op i en familie med en handicappet lillebror, som tager rigtig meget af mine forældres opmærksomhed og kræfter. Sådan begynder Kenneth i et brev til os som vi har fået lov til at bringe her på bloggen. Navnet har vi selvfølgelig ændret. Jeg har en handicappet lillebror. Det skete pga. iltmangel da han blev født. Han kan absolut ingenting. Han sidder i en rullestol og har ikke engang noget sprog, men alligevel er han et af de mest fantastiske menneske jeg kender. Selvom han ikke har noget sprog kender vi i familien alle hans signaler. Jeg kan bare via hans blik se hvad han vil. Han er en meget glad dreng og jeg er ikke i tvivl om, når han ikke er tilfreds, for ellers smiler han altid. Det har aldrig været et problem for mig at han var handicappet. Han var 2 år da jeg blev født og flyttede på institution som 10 årig, så det har jo altid bare været sådan. Men for min ældre bror har det været meget svært. Han er 3 år ældre og da Jesper, som han nu hedder, blev født forsvandt opmærksomheden jo helt fra min ældste bror. Det var især svært for ham i teenageårene, for han lærte hurtigt, at der ikke var plads til teenageoprør med Jesper i huset. Det er noget af en prøvelse med et sådan barn i huset og jeg har så meget respekt for min mor, at hun har kunnet klare det, for det er en stor opgave. Vi søskende til handicappede børn går ofte rundt med mange ubesvarede spørgsmål, fordi vi ikke vil belaste vores hårdtarbejdende forældre, eller måske fordi der ikke er tradition for at være nysgerrig og stille spørgsmål i vores familie. Men vi har lige som vores forældre brug for viden og information om vores søster eller brors handicap. Samtidig kan vi opleve at have usikre tanker om vores søster eller bror. Alle vi søskende har kontroverser og bliver vrede på hinanden, men det kan være svært at få luft for sine aggressioner over for den handicappede, som der skal tages særligt hensyn til.

3 drenge fortæller fra søskendekurset

"Et søskendekursus du ikke vil hjem fra"
På Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er 3 drenge som i dette forår var på kursus. Et oplevelse hvor det handler om få nye kammerater, lært nyt og ikke mindst at have en god og udbytterig oplevelse med hjem. Drengene er i alderen 11-12 år og har en masse til fælles. En af de ting, som alle drengene kan tale sammen om udover fodbold og computerspil er, at de enten har en bror eller en søster med et handicap. "Vi kan simpelthen ikke undvære søskendekursus”. Det er helt fantastisk, at det kan lade sig gøre for os at komme på sådan et kursus sammen, siger to af drengene i kor. De kendte ikke hinanden inden kurset begyndte, men det har de 3 kursusledere Birgit, Birgitte og John sørget for efter nu kun få timer på Ådalskolen. En af drengene siger, at han ikke kunne forestille sig noget bedre kursus og at han lærer en masse. Det skortede ellers ikke på betænkeligheder, da Nikolajs mor fortalte ham, at hun havde fundet en folder på biblioteket om søskendekursus på Ådalskolen. Nikolajs familie tæller i alt 3 børn, hvoraf den yngste dreng har diagnosen autisme, en gennemgribende udviklingsforstyrrelse som varer hele livet. Nikolajs familie fortæller, at de udmærket kender til en meget presset hverdag, hvor der bruges rigtig meget tid på møder med skolen og kommunen samt alle de andre ting der følger med. Nogle gange kan det være svært at få tid og overskud til de andre søskende, som ikke har et handicap. Nikolaj nyder virkelig at være på søskendekursus, der er andre børn at lege med og han har det virkelig sjovt og når han kommer hjem og fortæller han om en masse spændende aktiviteter. Søskendekurset har et seriøst program samtidig med at der er plads til leg, fritid og masser af hygge. En rigtig god kombination, når man er dreng med vildskab i benene, som en af de andre drenge Peter siger med et stort grin om munden. Ja stemningen er bare rigtig god, siger Nikolaj. Børnene hører og oplever, hvad det vil sige at være søskende til en som har et handicap, der deles historier og lyttes til de mange gode råd på kryds og tværs i børnegruppen. Der kommer en masse gode ideer og erfaringer, som vi tager med hjem i hverdagen," siger Nikolaj. Ja at være på søskendekursus på Ådalskolen er ligesom en rejse, en rejse som man glæder sig til og nødig vil hjem fra.

Tips og tricks til søskendeforholdet

Dette indlæg er blevet skrevet fordi vi i den sidste har fået rigtig mange emails fra forældre "om vi dog ikke kunne videre give nogle tips og tricks" til, hvordan man som familie kan styrke søskendeforholdet. Mange tak for ideen og vi håber, at dette er, hvad I efterspørger. Vi ved godt, at familier er forskellige og derfor er det heller ikke sikkert, at alle rådene gælder i enhver familie. Tag blot dem du kan bruge eller ret dem til så de passer til netop jeres familie. 
Børn som har en bror eller søster med et handicap kan opleve en bred vifte af følelser gennem deres barndom og langt ind i voksenalderen. Mange familier oplever også, at børnene udvikler mange positive menneskelige kvaliteter ved at have en bror eller søster med et handicap. De har en tendens til at have en større forståelse for forskelle, de er mere tolerante, kan virke mere selvsikre og har en øget følelse af familie loyalitet. Vi har skrevet følgende tips, som kan hjælpe forældre til at fremme og styrke forholdet mellem søskende og barnet med et handicap.
1. Vær opmærksom på, at barnet kan have bekymringer omkring hans/hendes brors eller søsters handicap. Besvar spørgsmålene og giv oplysninger til at afhjælpe disse bekymringer. Forklare handicappet og hvad de kan forvente af deres bror eller søster. Fortæl dem om deres søskendes styrker og deres udfordringer både på kort og lang sigt. Lær dem også gode måder at interagere med deres bror eller søster på.
2. Lær barnet måder til hvordan de udtrykke deres behov, følelser eller bekymringer – også selvom der er travlt i hverdagen. Et barn kan opleve en forvirrende blanding af følelser skyld, jalousi eller vrede, som han eller hun kan være bange for at udtrykke. Når børnene opfordres til at udtrykke deres sande følelser er de ofte mindre tilbøjelige til at handle ud via en negativ adfærd.
3. Behandle barnet på en måde, som passer til deres alder, ikke som en ekstra voksenmedhjælp eller som hjælpende vicevært. Kræv ikke at barnet påtager sig et ansvar for søskende med et handicap, der ligger uden for hvad der er fair og naturligt hos jer.
4. Sæt ikke stemplende etiketter på barnet heller ikke selvom de er ment positivt. Lad være med at sige "du giver os da aldrig nogle problemer", eller ”du klarer dig så godt du er altid så dygtig”. Når et barn en gang er mærket vil barnet ofte stræber efter at efterligne denne rolle og kan derfor komme til at undertrykke modstridende følelser eller adfærd.
5. Undgå at foretage sammenligninger søskende i mellem - selv om sammenligninger er positive - da dette kan gøre at barnet føler sig mindre betydningsfuldt.
6. Inddrag børnene i familiens situation afhængig af deres alder selvfølgelig. Fortæl dem i planlægningen, snakkene, diskussioner og giv dem mulighed for at hjælpe med at træffe beslutninger om spørgsmål, der direkte berører dem og familien. Selvfølgelig igen afhængig af hvor gamle børnene er.
7. Et sidste godt råd og måske et af de vigtigste. Udnyt mulighederne for søskendenetværk så som søskendekurser eller andre støttegrupper. De tilbyder en fantastisk mulighed for at stille de svære spørgsmål, muligheder for at udtrykke forvirrende følelser, kendskab til andre børn og udveksling af erfaringer.

Hvad laver man på et søskendekursus?

Vi bliver ofte spurgt om, hvad man egentlig laver på et søskendekursus? Vi vil forsøge at svare med at sammenligne med noget som du helt sikkert kender i forvejen. Du har sikkert en eller flere fritidsinteresser og du har sikkert også prøvet at være afsted på en lejrskole sammen med din klasse. Et søskendekursus er en blanding af disse ting. Altså en blanding af sjov, nye kammeratskab, hygge, leg og aktiviteter mixet sammen til et seriøst forløb som varer 3 weekender. Når du går til en fritidsaktivitet, om det er spejder, sport eller noget kreativt så mødes du med kammerater 1-2 gange om ugen. Du får ganske sikkert masser af frisk luft, lærer nye ting – og du lærer de andre at kende på andre måder end i skolen. På søskendekurset mødes du også andre børn på din egen alder og I har alle det til fælles, at I har en bror eller søster med et handicap. Det at have noget til fælles betyder, at I har en masse at snakke om og at der er en masse ligheder mellem jeres hverdag. På søskendekurset snakker vi om hvordan det er at være søskende, vi ser film om søskende, vi leger og griner, vi snakker også om handicap og hvad der kan være bedst at gøre i forskellige situationer, vi kan snakke om drilleri og mobning hvis du har lyst til det, vi spiser god mad og lidt slik. Det bedste ved søskendekurset er at vi tager afsted på en hyttetur i slutningen af kurset. Vi lejer en hyggelig hytte i et dejligt område og får en masse sjove oplevelser sammen. Der er bål, natløb og sjove aktiviteter. Håber vi ses på søskendekursus. Hilsen Birgit, Birgitte og John.

Søskendekurset møder børnene i øjenhøjde

Ådalskolens søskendekursus kan bedst beskrives som en fantastisk mulighed for søskende som har en bror eller søster med et handicap at opnå gensidig hjælp og støtte i en kreativ kursussammenhæng. Søskende er det familiemedlem som er mest tilbøjelige til at have den længstvarende forbindelse til barnet med handicap. For børnene som er deltagere på søskendekurset samt de energiske voksne, der afholder dem, kan et søskendekursus bedst beskrives som den proces, hvor alle parter flytter sig mentalt. På Ådalskolens søskendekursus erkender vi at det at være bror eller søster til et barn med et handicap for nogle er en uproblematisk ting, mens andre børn gennem deres barndom oplever større udfordringer. Vi har set og oplevet at søskende har rigtig meget at tilbyde hinanden, når de får chancen og de rigtige rammer skabes. Modellen Ådalskolens søskendekursus er opbygget på appellerer til en mangfoldig vifte af forskellige aktiviteter. Der sjov, alvor, fis og ballade og masser af ny læring og erfaringer. Vi forsøger at give søskende muligheder for at støtte og lytte til hinanden og fordi søskendekurset er designet for børn i alderen 9-12 år gives den gensidige støtte i en aktiv lærende og kreativ sammenhæng, som møder dem direkte i øjenhøjde.

fredag den 30. maj 2014

Hvad er formålene med Ådalskolens søskendekursus?

  • Søskendekurset giver børn som har en bror eller søster med et handicap muligheder for at møde andre søskende i en afslappet, sjov, lærerig og kreativ kursusramme
  • Søskendekurset giver børn muligheder for at drøfte fælles glæder og bekymringer med andre søskende som kender til en hverdag med de samme vilkår
  • Søskendekurset give børn muligheder for at lære, hvordan de bedre kan håndtere hverdagens situationer med deres søskende 
  • Søskendekurset giver børnene muligheder for at lære mere om konsekvenserne af deres søskendes handicap 
  • Søskendekurset giver ved hjælp af en meget aktiv blog forældre, fagfolk og kommuner muligheder for at dele viden om de vilkår som ofte opleves af søskende
  • Søskendekurset har en varighed på 45 timer og afsluttes med en søskendecamp
Ådalskolens søskendekursus henvender sig til børn i alderen 9-12 år og er åbent for alle

"Søskendekursus giver mig et sted at være mig selv og møde nye venner"


Hjemme hos mig har vi altid vidst at min lillebror var en anderledes dreng. Min lillebror hedder Martin og var i vuggestuen meget svær for pædagogerne at komme i kontakt med. Han havde svært ved direkte øjenkontakt. Martin havde en kammerat i vuggestuen som voksede fra ham i en alder af 1 år. Mine forældre fortalte mig, hvordan de allerede dengang oplevede at der var et eller andet galt. Det blev til et stort udredningsarbejde som tog et par år. Efter 2 år kunne en børnespykiater komme med en diagnose på Martin. Han havde infantil autisme. Han begyndte i specialbørnehave og pædagogerne gjorde meget for Martin. I dag er han 8 år og selvom jeg synes vi har et helt almindeligt familieliv ved jeg godt, at det har vi overhovedet ikke. Vores hverdag er fuldstændigt indrettet efter Martin. Han har det svært i store forsamlinger og er nogen gange ”på kanten” til at give op, hvis vi presser ham for meget. Vi har i vores familie lært, at vi skal huske på at vi har en 8 årig dreng i en 2 årigs krop. Det i sig selv er en kæmpe udfordring, men det tager vi som det kommer. Ådalskolens søskendekursus hjalp mig til at forstå Martin meget mere og særligt det at møde andre børn og vide at jeg ikke er den eneste i verden var rigtig vigtigt for mig. Jeg lærte også at jeg jo ikke kan forandre Martin og vores situation med en gylden tryllstav, men jeg kan forandre den måde jeg tænker på og det gør jeg i dag.

En kæmpe oplevelse for mig

Det har været en kæmpe oplevelse at være deltager på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. Jeg har fået nye venner og jeg har lært en masse om handicap og hvordan jeg får et nemmere forhold til min storebror. Han hedder Lasse og har ADHD (Attention Deficit/Hyperactivity Disorder). Han har en forstyrrelse i hjernen, der påvirker hans opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. Lasse er ikke et uartigt eller uopdragent barn selvom andre mennesker nogle gang siger det. Lasse har masser af områder, hvor han er kompetent, berigende, sjov og dygtig. Og i mange situationer ligner han helt almindelige børn. Men Lasse har store problemer i skolen og herhjemme. Han forstyrrer ofte mennesker omkring ham, fordi han har svært ved at koncentrere sig. Han handler impulsivt og kan blive hyperaktiv, men han gør det ikke for bevidst at genere. I min klasse er der en anden dreng som også har ADHD og han har nogle af de samme vanskeligheder som min storebror. Mine kammerater siger han er forkælet, egoistisk eller dårlig opdraget. Det er når han hele tiden afbryder, ikke rigtig lytter når vi andre i klassen taler eller f.eks. bliver han ved med at komme i konflikter med os i frikvartererne. Men jeg ved nu, at for både Lasse og min klassekammerat som har ADHD skyldes den slags adfærd ikke, at de ikke vil styre sig eller opføre sig ordentligt, det skyldes at de simpelthen ikke kan. På søskendekurset fik jeg for alvor øjnene op for, hvordan jeg nemmere kan lege med min storebror og være sammen med min klassekammerat uden at det hele ender i konflikter.

torsdag den 29. maj 2014

Kort om næste søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted



Når andre mennesker ikke forstår min storebrors handicap

Min storebror på 13 år er udviklingshæmmet, er tit meget urolig og farer omkring. Jeg hedder Sebastian og er 3 år yngre end ham og jeg oplever ofte – også i min egen familie – en undren over, at min mor og far ikke bare kan få ham til at ”opføre sig ordentligt”. Det gør mig irriteret og ked af det. Det begrænser ofte vores muligheder for at tage på ferie eller bare på indkøb i Bilka. Der er fødselsdage vi må springe over og somme tider er vi også nødt til at køre tidligere hjem fra et arrangement på min skole, fordi min storebror ikke magter at være der længere og det går jo så ud over mig. Det er det valg min far og mor tit står overfor. Det værste er faktisk at andre synes, at de ikke gør det godt nok. At vi er en dårlig familie, fordi en i familien ikke opfører sig som alle andre børn, siger Sebastian og fortsætter: ”Når jeg står i de situationer, har jeg behov for at ”få luftet ud” og vendt mine tanker med andre. Jeg er glad for at jeg fik muligheden for at komme på Ådalskolens søskendekursus her i foråret, hvor der er andre børn at snakke med. Jeg har fået nye kammerater og jeg behøver ikke mere at gemme mine tanker inde i mig selv.

Søskendekurset er det bedste åndehul

Når søskende pointerer, at Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er det bedste åndehul er det værd at udforske lidt nærmere. Fordi hvad er et åndehul egentlig. Er det et positivt eller negativt sted? Sådan som vi forstår det er det afgjort et positivt sted. Et af børnene som har deltaget i forårets søskendekursus siger det på denne måde: ”Når jeg er på søskendekursus er det rart, at møde andre børn på min egen alder som har de samme oplevelser fra en hverdag jeg også kender. Det er på den måde lettere at slippe de bekymringer og frustrationer som jeg nogle gange har”. En anden supplerer: ”Det er blevet lettere at snakke om det, som en normal ting ... her får vi mulighed for at fortælle og sætte ord på, hvilket kan være svært i en travl hverdag.” På søskendekurset kan børnene bringe de ting frem, de i andre sammenhænge synes er vanskelige, og samtidig få inspiration og støtte til at håndtere kontakten med kammerater og voksne i deres omgivelser. Et barn siger: ”Jeg har fået nemmere ved at koncentrere mig, når jeg taler med mine kammerater ... Søskendekurset har gjort, at jeg har fået mere ro i min hverdag. Børnene oplever, at søskendekurset er et fristed til eftertanke, et sted, hvor de tør vove sig frem med tanker og følelser. Et barn siger: ”Jeg har især været glad for, at jeg herinde kan snakke med alle om alt, hvad der går mig på.” De voksne på søskendekurset fortæller, at være søskende til en handicappet bror/søster er først og fremmest, at være søskende. Søskende lever tæt på hinanden, deler mange ting, selv forældrene.

"Når det unormale pludselig bliver normalt"

I foråret 2014 har vi en dreng Niels med på med på Ådalskolens søskendekursus. Han er 11 år og storebror til en pige med infantil autisme i meget svær grad. Hans far havde hørt om søskendekurset fra Ringsted og tænkte, at det ville være godt for Niels at deltage. Lørdagen kom hvor den første mødedag var. Der var masser af sjove lege, aktiviteter og det var en fantastisk oplevelse for Niels at møde og snakke med de andre børn. Allerede fra de første lørdage var det tydeligt at se og mærke, hvordan Niels arbejdede med opgaven som storebror, blev mere selvsikker, modig og ikke mindst stolt. Ikke en oplevelse søskende nødvendigvis oplever så tit i hverdagen, fortæller hans far. Da søskendekurset som varer 45 timer er slut tager Niels hjem og efter 14 dage ringede hans klasselærer til os og sagde ”sikke en fantastisk forvandling, hvad er der dog sket?” Læreren ville bare fortælle, at det var en helt forandret dreng, hun havde fået tilbage i 5. klasse. Den mandag han var tilbage, havde han rakt hånden op – for første gang i sin skoletid. Han spurgte, om han måtte fortælle om søskendekurset og hvad han havde fået ud af det, hvilket han jo naturligvis fik lov til. Med et stort smil på læben fortalte han om de mange oplevelser og om, hvad han havde hørt og lært for at blive en endnu bedre storebror overfor sin søster med et handicap. Han viste stolt både fotobogen og diplomet frem. Da Niels afslutter siger han, at nu er det unormale pludselig blevet normalt.

Søskendekurser - børn som har en søskende med et handicap

Søskendekurser er et tilbud til børnefamilier i hele Danmark. Tilbuddet, der blev etableret i 2013, retter sig til familier, hvor en bror eller søster har et handicap. Søskendekurset henvender sig til børn i alderen 9-12 år og er på sammenlagt 45 timer. Kurset afvikles henover 3 weekends og afsluttes med en søskendecamp med en overnatning. Indsatsen stiler mod at give børnene en øget viden om handicap og om, hvordan det påvirker dem selv og familien. Via information, sjove aktiviteter, film, støtte og samvær er hensigten at fremme en positiv identitetsdannelse, styrke mestringsstrategier og give en øget indsigt i sin egen situation. Søskende møder andre søskende, som er i samme situation som dem selv, og som har prøvet noget, der ligner det, de selv har prøvet. Derfor vil børnene have nemt ved at forstå hinanden. Børnene kan snakke frit om deres tanker og de kan hjælpe hinanden med gode råd og ideer til, hvordan man kan hjælpe sig selv. På søskendekurset sættes der fokus på barnets oplevelse af sin situation, og der findes veje til at komme videre. På kurset vil der blive talt om alvorlige emner som fremtid og eventuelt sygdom, men der er også masser af plads til aktiviteter, film, lege og de gode livsbekræftigende historier. De fleste børn, som har været på vores søskendekurser oplever, at de får det bedre af at deltage. I vores kursusfolder kan du læse om Ådalskolens søskendekursus, som tilbydes igen til foråret 2015.

Et søskendekursus er i høj kurs blandt børnene

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er populære og allerede nu er vi i gang med at forberede det næste kursus i foråret 2016.

"Jeg kan godt lide at snakke med nogen om det. Det er ikke så nemt at snakke med mine forældre fordi de jo har så travlt med min lillebror og jeg vil ikke give dem flere bekymringer”. Sådan lyder tilbagemeldingen fra en dreng på 11 år, som netop har været med et søskendekursus. Kurserne er blevet så populære, fordi de formår at sætte fokus på en pårørendegruppe som har brug for et rum til at ”komme frit frem”. Ifølge John Quist Frandsen, socialpædagog og ansat på Ådalskolen, er fordelene ved kurserne, at børnene får luft for de udfordringer, som de oplever i hverdagen sammen med en bror eller søster med et handicap. ”Først og fremmest får børnene et sted, hvor de kan få sagt nogle af de ting, som de ellers nemt kan gå med alene. Børnene kan gå rundt med følelsen af, at de er årsag til handicappet. På søskendekurserne er der professionelle til at hjælpe dem”, siger han. Ådalskolens søskendekurser optager børn i alderen 9-12 år og tilbuddet er åbent for alle kommuner i hele landet. Undervejs i kursusforløbet har børnene rig mulighed for at tale med andre børn, som de kan dele erfaringer og historier med. ”Vi oplever, at søskendekurserne udfylder et behov hos børnene. Her bliver de taget seriøst af professionelle voksne, der sætter fokus på dem og deres udfordringer i forhold til at leve i en familie med et barn med et handicap. På et søskendekursus er der plads til alle de tanker og følelser man har, når man er barn,« siger John. Blandt andet samværet med andre børn i lignende situationer gør at deres tanker og eventuelle bekymringer bliver lettere at leve med, siger han. ”Det er enormt vigtigt for søskende ikke at føle sig forkerte og blive oversamarbejdsvillige, men opleve at andre børn kan have de samme tanker som dem selv. Selvom der er kammerater på deres skole, som også har en søskende med et handicap er det ikke sådan, at de åbner sig op over for hinanden og spørger ind til, om ens kammerater oplever det samme”, fortæller han. John siger på, at Ådalskolens søskendekurser i Ringsted er et sted, som hjælper børnene til at føle sig ”mødt” i søskenderelationen og som giver dem en vished om at der er nogen, de kan tale med om udfordringerne. Et søskendekursus består af maksimalt 10-12 børn. Læs mere her på bloggen, find vores kursusfolder på www.aadalskolen.dk eller på Facebook.

onsdag den 28. maj 2014

Skolebestyrelsen bakker op

Vi er meget glade for og stolte over, at Ådalskolen har taget initiativ til at afholde kurser for søskende som har en bror eller søster med et handicap. Vi som skolebestyrelsen vil meget gerne bakke op om tiltaget, hjælper med at udbrede det til nær og fjern og anbefaler forældre at gøre brug af muligheden for at søskende kan komme på søskendekursus. At blive forældre til et barn med handicap, oplever de fleste af os som en chokerende oplevelse. At det samtidig også er en berigelse, som giver helt specielle små og store glæder i livet, er noget som kan tage tid at sætte pris på og have øje for. Mange af os føler os i begyndelsen forvirrede over at skulle håndtere blandede følelser af glæde og sorg. Forældreopgaven er særlig for os og særlig bliver opgaven, når vores barn har et handicap, da barnet ikke reagerer på den måde, vi naturligt forventer. Vores barn har et specielt behov. Så hvis barnet med handicap også har ældre eller yngre søskende kan det være en balancegang at fordele sol og vind lige. Vi er flere fra skolebestyrelsen, som har haft børn på Ådalskolens søskendekursus og vi oplever at det er en stor lettelse for dem at møde og tale med andre i samme situation. Søskende får mulighed for at dele deres erfaringer omkring det at have en bror eller søster med handicap. På søskendekurset får børnene et frirum, hvor det er dem og deres tanker og følelser, der er i fokus – og ikke deres søskende med handicap, som i hverdagen typisk får og kræver meget opmærksomhed. Vi håber derfor at Ådalskolens søskendekursus i årene fremover vil strække langt ud over Ringsted Kommune således at rigtig mange søskende får lejlighed til at deltage.

tirsdag den 27. maj 2014

Det er søskende som er de ægte eksperter


Der hersker ingen tvivl om, at det påvirker hele familien, når man får et barn med et handicap. Hverdagen må tilrettelægges på en anderledes måde med faste, daglige rutiner og et barn med handicap vil automatisk kræve mere tid og opmærksomhed fra forældrenes side end de andre børn i familien. Søskende til børn med handicap kan derfor nogle gange opleve at føle sig anderledes, fordi deres søster eller bror er anderledes. Nogle børnene på Ådalskolens søskendekurser fortæller om problemer med mobning og føle sig udenfor i familien, når megen fokus er på broderen eller søsteren. Ældre søskende kan også føle et enormt ansvar over for en lillebror eller lillesøster og bekymrer sig om, hvad der skal ske i fremtiden. Også den tvivl om hvad der skal ske, hvis der skulle ske noget med forældrene, kan bekymre et barn unødigt, hvis man ikke får det talt igennem. Nogle af børnene på Ådalskolens søskendekursus fortæller også om svære konflikter søskende imellem. Specielt omkring tiårsalderen, når børnene begynder at blive selvstændige og mere bevidste, kan der opstå nogle gevaldige skænderier. På søskendekurset arbejder vi med en aktivitet som vi kalder for ”Livets flod”. Aktiviteten er særlig velegnet til at italesætte nogle af disse forhold. Generelt medvirker søskendekurset til at give plads til børnenes stemmer og børnene betragtes som eksperterne, der får mulighed for at sætte ord på deres tanker, glæder, bekymringer og håb.

søndag den 25. maj 2014

Søskendekursus er på Facebook

Ådalskolens (Ringsted Kommune) søskendekursus er på Facebook. Find os, "like os" og hjælp meget gerne til med at dele vores budskab. Vi laver kurser for søskende i alderen 9-12 år, som har en bror eller søster med et handicap. Vi sætter fokus på søskenderelationer og familielivet i familier med et barn med handicap. Undervejs på søskendekurset kommer vi omkring mange forskellige emner og på det sidste søskendekursus var det et kæmpe hit at tale om:
Hvordan er det, at have en anderledes bror/søster?
Hvordan kan jeg selv forstå min bror/søster?
Hvad skal jeg sige til mine venner?

Søskendekursus - børn som har en søskende med et handicap

Søskendekurser er et tilbud til børnefamilier fra hele Danmark. Tilbuddet, som blev etableret i 2013, retter sig til familier, hvor en bror eller søster har et handicap. Søskendekurset henvender sig til søskende i alderen 9-12 år og kurset er på sammenlagt 45 timer. Det afvikles henover 3 weekends og afsluttes med en søskendecamp med en overnatning. Indsatsen stiler mod at give børnene en øget viden om handicap og om, hvordan det påvirker dem selv og familien. Via information, sjove aktiviteter, film, støtte og samvær er hensigten at fremme en positiv identitetsdannelse, styrke mestringsstrategier og give en øget indsigt i sin egen situation. Søskende møder andre søskende, som er i samme situation som dem selv, og som har prøvet noget, der ligner det, de selv har prøvet. Derfor vil børnene have nemt ved at forstå hinanden. Børnene kan snakke frit om deres tanker og de kan hjælpe hinanden med gode råd og ideer til, hvordan man kan hjælpe sig selv. På søskendekurset sættes der fokus på barnets oplevelse af sin situation, og der findes veje til at komme videre. På kurset vil der blive talt om alvorlige emner som fremtid og eventuelt sygdom, men der er også masser af plads til aktiviteter, film, lege og de gode livsbekræftigende historier. De fleste børn, som har været på vores søskendekurser oplever, at de får det bedre af at deltage. I vores kursusfolder kan du læse mere om Ådalskolens søskendekursus, som udbydes igen til foråret 2015.


lørdag den 24. maj 2014

Ådalskolen i Ringsted gør en væsentlig forskel

Mange søskende, der vokser op med en bror eller søster med et handicap, har brug for at møde andre børn i samme situation. På Ådalskolens søskendekurser i Ringsted møder de andre og oplever lettelse over ikke at være de eneste i verden, der en gang imellem føler sig flove og kunne ønske sig noget andet. Mange af de søskende som kommer på søskendekurser fortæller at de påtager sig et stort ansvar derhjemme. Det er ikke ualmindeligt, at børnene hjælper med mange af plejeopgaverne og at det er blevet til hverdagskost, at mor eller far ikke deltager i de årlige skolefester. Nogle søskende får eller påtager sig mange praktiske opgaver, de kan tage forældrerollen over for den bror eller søster med et handicap. Når børn bekymrer sig for meget for deres søskende, er det svært for dem at samle sig om andre opgaver. Nogle bliver typisk ukoncentrerede i skolen, stille og gør ikke så meget ”væsen” af sig selv. Den modsatte adfærd ses også i andre tilfælde. På Ådalskolens søskendekurser er vores klare fokus at læring skal ske gennem leg. Gennem leg og sjove aktiviteter udforsker søskende omverdenen, lærer sig selv at kende, udvikler selvtillid, opnår erfaring med at klare udfordringer, lærer at forholde sig til andre, udvikler social forståelse og danner venskaber.

Ådalskolens søskendekursus hjælper mig

Idag kan jeg kan nemmere acceptere at "sådan er det nu engang"
Jeg hedder Martin og bor i Ringsted – jeg er 12 år gammel, jeg har 2 søskende, Lau er 10 år og Teo er 7 år. Det er Lau som er handicappet. Min brors handicap hedder autisme. Jeg har været på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted og jeg synes at kurset var rigtig godt og rigtig spændende. Undervejs på kurset, som varer 45 timer er der gode muligheder for at fortælle om sin søskende der har et handicap. Det er rart at høre de andre søskende fortælle, hvordan deres bror eller søster fungerer. Det er ligesom om at mange af historierne ligner hinanden. Særligt kunne jeg genkende det der med, at man ikke altid kan komme på de samme ture som andre familier (for eksempel en skiferie eller en badeferie sydpå) og at det måske ikke vil være så nemt at få en hund fordi vi i forvejen har meget at se til, når vi også skal holde styr på Lau. Jeg synes, jeg har lært en masse af søskendekurset og da jeg startede synes jeg det var træls at have en bror med et handicap. Men efter at søskendekurset er slut har jeg fået det nemmere ved at accepterer at sådan er det nu engang. Det er en forandring for hele min familie når der et handicappet barn og det ind imellem kan være rigtig træls for os andre, fordi jeg hele tiden skal holde øje og passe på. Jeg synes Ådalskolens søskendekursus er ret fedt fordi jeg har lært at acceptere min lillebror, fordi han jo er min lillebror og er rar og sød men nogen gange også kan være lidt træls.

fredag den 23. maj 2014

Når de voksne hjælper os med at sætte fokus på vores styrker

På søskendekurset har vi et vigtigt tema som mange søskende er meget begejstrede for. Vi sætter nemlig fokus på børnenes personlige styrker, en ide som stammer fra Positiv Psykologi. Vi er alle født med stærke og svage sider, kort sagt alle har vi en individuel styrkeprofil. Derfor giver det god mening at kende styrkerne og vide hvordan man kan udfolde dem i hverdagen og dermed handle på andre måder. ”Helt automatisk bliver ens svagheder irrelevante”, udbryder en af søskendeskursets drenge på 12 år pludseligt under aktiviteten. På et splitsekund er pointen med styrkekortene blevet klar for rigtig mange af børnene og alle arbejder ihærdigt med at finde og udvælge de 5 styrker som de tiltrækkes mest af. Drengen fortsætter, ”det er en super idé at blive opmærksom på alt det, som fungerer godt for mig – så jeg kan træne styrkerne og bruge dem til at arbejde effektivt med de områder i mit liv, som fungerer mindre godt”. De voksne støtter os til at vælge de 5 styrker, som passer bedst til os. 

tirsdag den 20. maj 2014

Ådalskolens søskendesyn

Søskendekurset på Ådalskolen i Ringsted har det menneskesyn, at alle i en familie har betydning for hinanden og alle er således afhængige af hinanden. Har én person vanskeligheder som for eksempel et handicap, er det ikke den enkelte persons ansvar alene, men alle i ”familien”, har et ansvar for at drage omsorg, således at den enkelte kan udvikle egen integritet og komme i trivsel. Dette søskende- eller familiesyn kan være særligt udfordrende for familier med et barn med et handicap. Vi tror på, at mennesker fødes med grundlæggende kompetencer, som gør dem i stand til at samarbejde med omgivelserne, men også at mærke deres integritet i samspillet. Det er godt og det er det, som udvikler menneskers egenart og evnen til samarbejde m.m. – som sådan er det i virkeligheden fundamentet i det vi egentlig kalder ”opdragelse”. Når vi fødes, er vi afhængige af at indgå i relationer med andre mennesker for at kunne overleve. Både hvad angår mad og klæder – og kontakt og berøring. Vores medfødte evne til aktivt at samarbejde med nære voksne, hjælper barnet til at få nødvendig omsorg. Ethvert nyfødt menneske er noget helt særligt. Både hvad angår personlig egenart, udviklingspotentialer, behov og grænser - integritet. Barnets medfødte behov for at udfolde og udvikle denne integritet, hjælper det hen imod en mental og socialt sund opvækst. Konflikten mellem at samarbejde og at bevare sin integritet er livslang. Søskende som har en bror eller søster med et handicap kan undertiden oplever udfordringer med at ballancere mellem samarbejde og integritet.

En tredje forældre

At være deltager på Ådalskolens søskendekursus er en fantastisk oplevelse, som man kan lære rigtig meget af, det siger Rasmus som er 10 år uden at tøve i stemmen. Det jeg synes var vigtigst og har betydet mest for mig er at andre mennesker nu kan se, at vi søskende har det anderledes i vores dagligdag. Vi vokser op under helt andre vilkår end vores kammerater i skolen og som almindelige børn kan vi nogle gange have rollen som den tredje forældre i forhold til vores søskende. Sådan er det ihvertfald for mig. Jeg har et stort ansvar og jeg gør en masse for min søster. Det er vigtigt at hun er glad det meste af tiden og jeg kan selv blive ked af det, når hun ikke har det godt. Generelt har jeg lært rigtig meget af søskendekurset og af de dygtige og søde voksne og jeg bruger det som redskab, når jeg fortæller andre om hvordan jeg har det. For eksempel til mine forældre, hvis man ikke rigtigt tror, at ens forældre ved, at det godt kan være hårdt at have en søster som er anderledes. Det gør mine og vi taler tit om det. Det er heldigvis blevet nemmere efter søskendekurset.

søndag den 18. maj 2014

En søster fortæller hvordan det er

Hej, jeg hedder Line og er 11 år gammel. Jeg har 2 små brødre Søren på næsten 10 og Mikkel på 5½ og det er ham der er handicappet. Min brors handicap hedder Downs syndrom. Jeg har været på søskendekursus og jeg synes at det var et fedt kursus. Det var første gang og jeg håber jeg må komme afsted igen. På et søskendekursus taler vi om hvordan det er og have en bror eller søster med handicap og hvordan ens hverdag er i forhold til andre børns hverdag. Jeg kunne genkende rigtig meget eks. at man skal tage ansvar. Man er nærmest en tredje voksen, og det er ikke fordi man skal gøre det, men fordi man kan se at ens mor eller far har brug for hjælp og at de er ved at blive ret trætte af det, og så kan jeg bare ikke lade være med at hjælpe, og så kan jeg også genkende det med at ens bror eller søster med handicap får mere opmærksomhed, og det er ret træls nogle gange. Jeg synes at alle børn som har en bror eller søster med et handicap skulle have mulighed for at komme på søskendekursus og have mulighed for at dele de tanker og oplevelser vi har. På den måde bliver det nemmere at forstå, at vi har en mere stresset og mere besværlig hverdag.

"Et kursus som udvider horisonten for alle, der er med…"

Birgitte giver instruktion om den næste aktivitet
Ådalskolens forårskursus 2014 er netop afsluttet og mange af de søskende der deltog er enige om en ting. Når man er søskende til en bror eller søster med et handicap, er der rigtig mange erfaringer og oplevelser går igen og igen.
Som søskende har vi en anden barndom end vennerne...
Som søskende er vi ofte bundet af opgaver i familien...
Som søskende har vi sandsynligvis oplevet at skulle udvise særligt stort hensyn derhjemme…
Som søskende udvikler vi en stor grad af ansvarlighed og det kan nogle gange opleves som frihedsindskrænkende.
Som søskende har vi alle en fantastisk tålmodighed…

Søskendekurset i Ringsted som varer 45 timer er afvekslende og sjovt fordi de voksne er gode til at fortælle om handicap og samtidig også husker på alle de morsomme ting, der er at have en søster eller bror med et handicap. Ådalskolens søskendekursus er for de fleste søskende en øjenåbner til en større forståelse for de særlige vilkår der er forbundet ved at have en søskende med et handicap. I ugen der kommer vil vi bringe forskellige citater fra nogle af de børn som har været med på forårets søskendekursus. 

lørdag den 17. maj 2014

Hvordan tackler de andre børn i familien en bror eller søster med handicap?

Der er ingen tvivl om, at det påvirker hele familien, når man får et barn med handicap. Hverdagen skal tilrettelægges på en anden måde med faste, daglige rutiner, og et barn med handicap vil automatisk kræve mere tid og opmærksomhed fra forældrene end de andre børn i familien. Søskende til børn med handicap kan opleve at føle sig anderledes, fordi deres søster eller bror er anderledes. Nogle børn fortæller om problemer med mobning og føle sig udenfor i familien, hvis al fokus er på broderen eller søsteren med handicap. Ældre søskende kan føle et enormt ansvar over for en lillebror eller lillesøster og bekymrer sig ofte om, hvad der skal ske i fremtiden. Også tvivlen om, hvad der skal ske, hvis der skulle ske noget med forældrene, kan bekymre barnet unødigt, hvis man ikke får det snakket igennem. Nogle af børnene på Ådalskolens søskendekursus fortæller om svære svære konflikter søskende imellem. Specielt omkring tiårsalderen, når børnene begynder at blive selvstændige og mere bevidste, kan der opstå nogle gevaldige skænderier. På søskendekurset arbejder vi med en aktivitet som vi kalder ”Livets flod”. Aktiviteten er særlig velegnet til at italesætte nogle af disse forhold.

onsdag den 14. maj 2014

Næste søskendekursus er i foråret 2015

Allerede nu er der forespørgsler og henvendelser på Ådalskolens søskendekursus, som begynder til marts 2015. Vi har nu åbnet op for tilmeldinger og proceduren er følgende:

  1. Download kursusfolder og tilmeldingen på www.aadalskolen.dk eller skriv til os efter den.
  2. Motivere jeres barn til at deltage på søskendekurset. Aldersgruppen er 9-12 år
  3. Kontakt jeres sagsbehandler i god god tid og send en ansøgning afsted. Her på hjemmesiden er der flere forslag til indhold.
  4. Udfyld kursus tilmeldingen og send den til Ådalskolen. Du modtager en bekræftigelse, når barnet er optaget på søskendekurset.
  5. I modtager et deltagerbrev i slutningen af uge 9 2015 med flere praktiske oplysninger.
  6. I er altid velkommen til at sende os en mail på soskendekursus@gmail.com
Vi glæder os til at høre fra jer
Hilsen
Birgitte, Birgit og John

Søskende har brug for at møde andre børn i samme situation

Mange børn, der vokser op med en bror eller søster med et handicap, har brug for at møde andre børn i samme situation. Det er eftertanken fra de 3 gruppeledere på Ådalskolen Birgit, Birgitte og John, som netop har afsluttet endnu et søskendekursus i Ringsted. Samstemmende siger de, at det er vigtigt at søskende møder andre børn i samme situation og oplever en særlig lettelse over ikke at være de eneste i verden, der engang imellem kan føle sig anderledes, ansvarlige, flove eller forkerte. Alle forældre ønsker det bedste for deres børn, og det er en stor og til tider svær opgave at være forælder. Opgaven bliver dobbelt så svær, når familien også tæller et barn med handicap. Mange søskende, der har handicap i nærmeste familie, kan få bekymringer og udfordringer, som andre børn er frie for. Nogle af de søskende som Birgit, Birgitte og John har haft på søskendekursus er typisk meget modne, de er utroligt gode til at tage ansvar, give omsorg og til at vise respekt og forståelse for andre mennesker. En stor del af børnene, der har deltaget i Ådalskolens søskendekursus siger, at de ikke ville være vilkåret foruden – ”for så var jeg jo ikke den jeg er nu”. For at børnene kan få en hensigtsmæssig balance mellem for eksempel omsorg og egenomsorg, kan de have behov for hjælp og støtte. Børnene har brug for viden, så det de oplever, ser og hører i deres hverdag stemmer overens med det, der fortælles til dem. Når børnene ikke får viden, laver de typisk fantasier om, hvad der er galt og børnenes fantasier er typisk væsentlig værre end virkeligheden. Dette issue er et meget vigtigt emne som der arbejdes med på Ådalskolens søskendekursus.

mandag den 12. maj 2014

En forandring som kan mærkes i hverdagen

11 søskende i alderen 9-12 år har netop afsluttet et søskendekursus fyldt med sjov, ballade, ny læring og venskaber. Takket være indsatsen fra 3 gruppeledere Birgit, Birgitte, John og gode kollegaer på Ådalskolen i Ringsted er børnene vendt hjem med en masse gode oplevelser og erfaringer, de kan mindes og fortælle om derhjemme. Første kursus lørdag var en varm velkomst. Efter ankomsten begiver nogle af børnene sig hjemmevant rundt på Ådalskolen og udfolder sig straks i snak og leg, imens andre tøvende observerer det, som sker omkring dem. Det er vigtigt, at alle børnene på søskendekurset føler sig trygge og får en god velkomst. Derfor lægger vi vægt på, at børnene føler sig trygge og at vi laver en masse samarbejdslege og aktiviteter. Temaet på søskendekurset er ”at være en del af børnenes virkelighed”. At være søskende til en bror eller søster med et handicap er ofte en livslang udfordring på både godt og ondt. Det drejer sig om helt almindelige børn med et ualmindeligt vilkår i livet. De vokser op og modnes under helt andre vilkår end deres kammerater og kan derfor sjældent spejle sig i andres liv og hverdag. De er ofte den eneste i deres klasse, der har en søskende med handicap og de har derfor ikke mulighed for, at dele hverdagens udfordringer med andre, der naturligt genkender og anerkender de anderledes opvækstvilkår. På mange måder er deres bror eller søster med handicap omdrejningspunkt for hele familien.
”En mærkbar forandring”
Programmet på et søskendekursus er udfordrende og veksler mellem leg, undervisning, øvelser, fil og hygge. Børnene er begejstrede og har svært ved at holde latter og smil tilbage, når der legen ”Flagermus og flue” i gymnastiksalen sammen med forældrene. De er nemlig med i den første times tid på den første kursuslørdag. Det er ikke kun i forbindelse med legeaktiviteterne, at der sker forandringer, når børnene begynder at falde til. Nye venskaber udvikler sig, og behovet for at afprøve grænser mindskes. Også den tidligere så skeptiske finder sin rolle, som den ældste i gruppen, og giver en hjælpende hånd med de mindre børn.
På et søskendekursus opdrager vi ikke på børnene”
Det er ikke problemer som er i højsædet, r vi afvikler søskendekurser på Ådalskolen, men derimod omgivelserne og stemningen, som skal være optimale, for at børnene kan få en god oplevelse. Ifølge en af kursuslederne John Quist Frandsen er formålet med kurset ikke at opdrage børnene, men derimod at fylde dem med positive oplevelser og skabe et netværk som de meget ofte har brug for. Det gøres blandt andet ved, at børnene så hurtigt som muligt rystes sammen og kommer ud og afprøver aktiviteter sammen med de andre børn. Allerede efter de 2 til 3 timer føler børnene sig trygge nok til, at de fra hver deres side hiver og flår i os gruppeledere og forsøger at råbe højest om hvem, der skal sidde ved siden af hvem. Den højlydte summen i den pyntede fællessal på Ådalskolen vidner om, at børnene i løbet af kort tid føler sig tilpas på Ådalskolens søskendekursus, som udgør rammerne for de følgende 3 lørdage.

”Fedt de voksne gider at lege hele tiden”
Som lørdagen går får de 11 børn nye kammerater og nyder den opmærksomhed, de får af gruppelederne. Julie på bare 11 år fortæller grinende, at det bedste ved søskendekurset er ”at de voksne gider lege hele tiden”. Nogle af børnene på kurset oplever en uvant bekræftelse og interesse fra gruppelederne, hvis eneste mål er, at indholdet undervejs skal leve op til børnenes forventninger. At dette er lykkes ses tydeligt, når dagen er kommet, hvor der skal tages afsked. Vi afslutter lørdagen med en særlig søskendeceremoni. Der bliver sunget, uddelt kram og sagt på gensyn til de nye venner og veninder.

fredag den 9. maj 2014

Tak til søskendekurset, skriver en mor

Min søn har ADHD
Jeg har netop fået min ældste dreng Jonathan hjem fra Ådalskolens søskendekursus og jeg må bare sige, at han har fået en fantastisk oplevelse for livet. I begyndelsen var han lidt usikker ved at skulle hen til jer, men allerede efter første første søskendelørdag var han fyr og flamme og jeg kunne se mærkbare forandringer. Jonathan har spurgt masser af gange, hvornår der er søskendekursus igen så det er bestemt meget positivt. Jonathans lillebror har ADHD og som de fleste ved, der har ADHD i familien så handler det om opmærksomhedsvanskeligheder koncentrationsbesvær, hyperaktivitet, impulsivitet og besvær med at mærke forskellige sanser. Opmærksomhedsvanskeligheder som viser sig ved, ikke at kunne overskue dagligdags situationer, vanskeligheder ved at planlægge, mangelfuld tidsfornemmelse og vanskeligheder ved at indgå i sociale sammenhænge med flere børn og voksne ad gangen. Alt sammen store udfordringer som påvirker vores familieliv hver eneste dag og som mor ved jeg godt det kan have konsekvenser for Jonathan. Derfor er jeg glad for at han fik mulighed for at møde andre børn som oplever de sammen udfordringer og på den måde oplever at ”han ikke er den eneste i verden”. Tak til Ådalskolen og særligt Birgit, Birgitte og John for en fantastisk indsats.
Hilsen
Lise

Ådalskolens søskendekursus rammer plet

At skabe kursusrammer og arrangere et indhold som rammer plet er altid en kunst og balance, men når så børnene bagefter fortæller en helt ukendt journalist fra LEV, Lasse Rybjerg, at det har været en af de bedste oplevelser som de nogensiden har haft og ikke vil hjem – så er det ikke til at tage fejl af. Et søskendekursus er for børn som har en bror eller søster med et handicap og her i dette forår har 11 børn været på kursus i Ringsted. Udover at der undervejs udvikles et værdifuldt kammeratskab mellem dem arbejder vi også med mange forskellige aktiviteter som giver børnene ny viden og en masse nye erfaringer. For en stund er børnene totalt i centrum og de sætter ord på og deler de tanker som de har i forhold til at være bror eller søster til en søskende med et handicap. Ådalskolen arrangerer igen søskendekursus i foråret 2015. Datoer for næste kursus meldes ud om få uger.

Ådalskolens søskendekursus nåede en succesfuld afslutning

Et kursusforløb på 45 timer er slut og 11 børn kom søndag aften trætte, men glade hjem til deres familier. Det har været fantastisk at lære jer at kende og særlig den måde I hver især har støttet hinanden på har været rigtig godt for os at opleve. Særligt det kammeratskab der opstår på et kursus er vigtigt at værne om. Så husk at skrive til hinanden eller sende en hilsen på SMS. Det er bare så hyggeligt og en god måde at vedligeholde kontakten på. Måske kan I også besøge hinanden? Et venskab er noget man bliver stærkere af så hold fast i venskaberne og pas godt på dig selv.
De bedste hilsner og god weekend

Birgit, Birgitte og John

onsdag den 7. maj 2014

Søskendecampen er højdepunktet

Når Ådalskolen i slutningen af et søskendekursus tager afsted på en camp er det med det sigte at være et afsluttende højdepunkt og samtidig at skabe mulighed for endnu dybere venskaber mellem børnene. En søskendecamp foregår fra lørdag morgen og til søndag eftermiddag. Vi lejer en hytte i området omkring Ringsted og på bedste lejrskolevis tager vi afsted med sovepose, krammedyr og godt humør. Det er en intensiv weekend hvor der er masser af tid til de forskellige aktiviteter og til de gode snakke som opstår spontant. På søskendecampen arbejder vi med "Livets flod" som er en øvelse der går ud på at børnene skaber en flod med sten, grene, græs og kviste. I floden lægger de deres udfordringer og samtidig skriver/tegner de også hvem der hjælper og støtter dem. Det er ofte nemt at beskrive udfordringerne eller vanskelighederne i dagligdagen, men det opleves sværere at sætte ord på hvem der hjælper. I øvelsen italesættes det svære og de vokse gruppeledere støtter børnene med at se de muligheder der også ligger i livet. Livets er en meget virkningsfuld aktivitet som vi har stor succes med. Udover at tale om de bekymringer der kan være, når man har en bror eller søster med et handicap er der god til til at lege, slåskampe for sjov og til bare at nyde campen. Ådalskolens søskendekursus 2014 er netop slut og vi planlægger allerede et nyt til foråret 2015. Nærmere besked følger her på Bloggen.

tirsdag den 6. maj 2014

Sjove citater fra søskendekurset søges

Vi er i fuld gang med at lave en fotobog fra søskendekurset. Vi har undervejs taget en masse gode billeder som vi gerne vil give jer. For at gøre bogen endnu mere personlig synes vi det kunne være sjovt med nogle personlige citater fra blandt andet dig som har været deltager. Så sidder du inde med en god historie eller et sjovt citat vil det være rigtig godt, hvis du skriver det i "kommentar feltet" neden under. Så skal vi gøre vores bedste for at få så mange af dem med som muligt.
De bedste hilsner fra
Birgit, Birgitte og John

mandag den 5. maj 2014

Tak for denne gang søskende

Tusind tak for et super fedt søskendekursus, det har bare været fantastisk. I er for seje og rigtig sjove at være sammen med. Tiden er fløjet afsted og det er ikke til at tro, at vi har været sammen i mere end 45 timer. I har lært os en masse og vi håber selvfølgelig også at vi har lært jer noget, som I kan bruge i jeres hverdag. Når du er blevet udsovet så kik scrapbogen endnu engang og tænk over de mange gode råd og tanker du havde undervejs. I de næste uger skriver vi nogle hilsner her på hjemmesiden og lægger en masse billeder ind. Som jeg sagde til dig sender vi også en fotobog til dig inden for en god uges tid. Pas godt på dig selv, dine søskende, din far og mor og endnu engang mange tak for denne oplevelse.
De bedste hilsner

Birgit, Birgitte og John