At vide jeg ikke er den eneste

Marie og Pernille møder hinanden for første gang på Ådalskolens søskendekursus. De 2 piger kommer fra forskellige steder i Danmark og fra to forskellige familier. Begge var de blevet tilmeldt søskendekurset fordi de har en bror med ADHD. Vi har spurgt Marie og hun ville skrive lidt om oplevelsen og her er det som hun skrev:

Jeg er 11 år og lillesøster til en bror med ADHD og jeg har været på Ådalskolens søskendekursus, hvor jeg har lært en masse. I begyndelsen var jeg meget nervøs for at skulle afsted fordi jeg vidste jo ikke, hvad et søskendekursus var og hvem jeg kom til at møde. Jeg gik og tænkte om det var noget med, at vi alle sad i en rundkreds og skulle fortælle på skift, at den ene var mere ked af det end den anden, at de andre ville grine af mig og alle sådanne tanker.

Men sådan gik det ikke, det viste sig derimod at være total sjovt, en masse andre søskende, sjove aktiviteter og nogle rigtig søde voksne. I løbet af meget kort tid kunne jeg genkende rigtig meget af det alle de andre søskende fortalte og det var en kæmpe lettelse at høre, at der er andre børn som har præcis de samme oplevelser som mig. At vide at jeg ikke er den eneste i verden som har en storebror med et handicap har hjulpet mig meget. Idag har jeg fortsat kontakt med flere af børnene, vi skriver til hinanden og ringer jævnligt. 

Jeg har fået lov til her på søskendekursets blog til at skrive lidt om ADHD fordi det er den diagnose min storebror har. Når man har ADHD har man ofte svært ved at skabe overblik, organisere og planlægge i hvilken rækkefølge ting eller aktiviteter skal foregå. Min storebror er konstant på over­arbejde i forhold til at forsøge at holde styr på hans hverdag. Det, vi andre andre børn ikke bruger særlig meget energi på, er for ham en labyrint uden rød tråd. Min storebror trives bedst med forudsigelighed ellers overvældes han af krav og for­ventninger og oplever at være i en kaostilstand som giver ham ”rod i hovedet” og frustration. Den særlige struktur i vores hjem er med til at give hans hverdag rammer og forudsigelighed, og jeg som lillesøster kan være med til at skabe og tyde­liggøre en struktur, der gør det nemmere for ham at overskue og agere hensigtsmæssigt i hverdagen. I vores køkken har vi for eksempel en stor ugetavle hvor alle vores aktiviteter står skrevet. I starten synes det var pinligt at vi havde en sådan kalender med forskellige billeder hængende. Jeg så det aldrig hos mine veninder og syntes faktisk det var meget unormalt og pinligt. På søskendekurset hørte jeg, at der også var mange andre familier som også brugte en kalender til deres søskende. De voksne fortalte, at hvis ens søskende nu sad i kørestol så ville man give ham en rampe til at køre op ad og sådan er det jo også med ADHD – de skal have en køreplan for så kører de bedre. Vi siger tusind tak til Marie fordi du havde lyst til at bruge lidt tid på at skrive dette indlæg. 

De bedste hilsner fra os Gitte, Nadia og John.

Vi ringer til hinanden

 

Den første lørdag på Ådalskolens søskendekursus er en helt ny begyndelse for os alle. Vi skal lære hinanden at kende, hinandens navne og hvem vi er og hvor vi kommer fra. Senere går vi mere i dybde og spørger til, hvad hinanden godt kan lide og omvendt, hvad vi ikke bryder os så meget om. På den måde opstår der et godt forhold og en tryghed som bliver fundamentet kurset igennem. For tryghed og tillid skal der være for at man har lyst til at fortælle om sin bror eller søster som har særlige behov.

Sjove lege og øvelser er ved at smede hele gruppen af søskende sammen og vi har det rigtig hyggeligt. De søskende som er lidt generte i begyndelsen begynder langsomt at finde sin plads og som tiden går bliver vi alle en god, sammentømret gruppe.

Vi glæder os til at beskrive nogle flere billeder og vi er rigtig glade for, at det var en fantastisk start og en god oplevelse for os og jer.

De bedste hilsner

Nadia, Gitte og John

Den største styrke er at forstå vores bror eller søster

At blive mødt, at blive set, at blive forstået og støttet er vigtigt for alle mennesker. Men det er særligt afgørende for éns trivsel, hvis man har ekstra udfordringer på grund af at man har en bror eller en søster med et udviklingshandicap. En af pigerne på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted, en pige på 11 fortæller os sidste lørdag, ”livet er ikke svært men omgivelserne er”. Hendes ord fortæller tydeligt, at det er i mødet med omgivelsernes holdninger og krav, at hun mærker hendes rolle som søster mest. Ofte er første skridt til at blive set og forstået, at man selv kan få lejlighed til at sætte ord på sine tanker og følelser. Det kræver, at man bruger tid og energi på at lære at forstå det handicap som ens bror eller søster har og særligt udforske, hvilken betydning det har i netop sin egen familie. Det kan også kræve, at man har mulighed for at mødes med andre, udveksle erfaringer med andre, som er i en lignende situation og har nogle af de samme udfordringer i hverdagen. Netop derfor tilbyder Ådalskolen søskendekursus for børn i alderen 9-12 år. Ådalskolen er en specialskole i Ringsted og vi har igennem flere år arbejdet for, at søskende med en bror eller søster som har særlige behov tidligt skal have øget forståelsen for egen situation, skal have mere viden om handicap og så skal de have redskaber til at takle de udfordringer, et særligt behov tilfører familielivet. Ådalskolen i Ringsted har netop her i marts budt endnu et hold af søskende velkommen. Vi glæder os til at lære jer alle at kende endnu mere og vi ses igen efter påske.

Det føles mægtig godt at snakke med de andre søskende

"Det føles mægtig godt at snakke med de andre søskende, det er sådan at de bare forstår hvordan jeg har det", sådan fortæller Mille som er 10 år og deltager på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted.

Vi har samlet nogle af de udsagn og citater, som søskende er kommet med. Søskende oplever generelt, at man kan snakke om alt, hvad der angår ens bror eller søster som har et handicap. Man kan f.eks. snakke om, hvordan man har det derhjemme, hvordan det går med én, efter ens søster er kommet på hospitalet, om hvor tit man ser ens søster der bor på en døgninstitution. Børnene oplever at få snakket ud om alt det, de gerne vil snakke om. Citat: ”Jeg sidder overhovedet ikke med noget tilbage”. Hvis en søskende sidder med noget, som han gerne vil sige, men et anden havde ordet, så venter man og får så mulighed for at fortælle bagefter. Citat: ”Man ser naturligvis forskelligt på, som de andre fortæller, og man snakker jo forskelligt, og hvis der er noget, som man synes, man ikke lige har fået sagt, så venter man, til den har fået sagt færdigt. Og så må man gerne snakke”. Børnene oplever, at nogle ting er svære at snakke om, men at når de har fået sat ord på det og ”kommet ud med det”, så hjælper søskendekurset med forslag til, hvad de kan gøre. Det har betydning, at søskende i gruppen kan få sagt det, som de ikke har turdet snakke med andre om indtil nu.

Børnene finder, at det er nemmere at tale om det vilkår at have en bror eller søster med et handicap – også med kammeraterne. Citat: ”Det er meget nemmere nu end i starten. Den første gang er man jo meget nervøs. Da jeg kom på søskendekursus, da var det meget svært ikke at være nervøs, men blot efter få timer er det meget nemmere. Børnene fortalte ting på søskendekurset, som de ikke havde fortalt andre steder. Citat: ”Fordi man bare vil tro, at alle andre vil grine. Her på søskendekurset må man jo ikke grine af de andre. Fordi det er jo også kun børn som har handicappede søskende, som er her, og så ved de, hvad det er for noget”. En dreng var begyndt at snakke med sin bedste ven om hans brors handicap. Ved søskendekursets afslutning oplevede børnene det at tale om handicappet således: Citater: ”Jeg er ikke træt af at snakke om det. Overhovedet ikke. Det er blevet fuldstændigt naturligt nu”. ”Der er ikke så meget at snakke om, som der var før. Jeg føler ikke det er så pinligt mere. Jeg snakker …….. altså jeg bliver ikke så ked af det mere som før”. 

Citat: ”Man snakker allermest om ens søskende, men også om alt muligt andet”.  ”Man snakker mest om, hvordan man har det. Hver gang man har fortalt et eller andet, så kan de voksne spørge, hvordan har du det med det. Det kan jeg meget godt lide, at det sådan er direkte og ikke noget med udenomssnak. Det er lige på: Hvordan har du det med det? Nogle gange kan jeg have det svært med at udtrykke, hvordan jeg har det, men så er de voksne kommet med forslag, kunne det måske være det eller det? Og det kunne det egentlig godt være! Også sådan at man får snakket om, hvorfor det kan være, at man har det på den måde. Det har også været en god ting”.  ”Det har en eller anden magisk effekt, synes jeg. Fordi jeg kan ikke sige præcis, hvad det er, men jeg kan ligesom mærke for hver gang, at det letter. Uh, det er dejligt, tænker jeg hver gang. Jeg kan mærke i det lange løb, at hver gang folk har snakket om min bror med autisme og ADHD, så er det sådan lidt mere, at jeg også tænker på de gode ting og ikke kun de dårlige ting. Jeg kan mere tåle det”. 

”Jeg får en følelse indeni af, at jeg har fået sagt mine oplevelser ud på søskendekurset, og nu har jeg det dejligt med mig selv. Og det er en dejlig ting, at der er tale om et fortroligt rum”. ”Nogle gange har der nok været noget, jeg ikke har fået sagt. Jeg har tænkt, lad nu lige de andre tale ud. Men det er kun sket 1 eller 2 gange”. ”Jeg har altid fået sagt det, jeg gerne ville. Jeg tror, jeg er en af dem, der har fået mest taletid”. ”Jeg snakker med min mor om det. Det gjorde jeg også før. Jeg synes, jeg har snakket godt med hende hele tiden. Jeg har fået det bedre med at snakke med min mor om det”. ”Jeg har haft lidt svært ved at snakke om det, men det er blevet meget nemmere nu”. ”Jeg tænker bare, gid, det søskendekursus kunne fortsætte”. ”Det er blevet meget nemmere at snakke om min søsters handicap ved at snakke med andre om det”.

Søskende oplever det at tale om handicappet således: ”Nogle gange bliver jeg træt af at skulle tage hensyn til min bror, men det er nemmere når jeg ved at der også er andre børn som oplever det samme. ”Det hjælper mig at tale om det, for jeg synes faktisk ikke, at jeg kan fortælle for meget om det med mindre man slet ikke har lyst til at snakke om det”.

Søskendekursus i lørdags

Kære søskende

Tusind tak for en rigtig god og fantastisk lørdag. Det var dejligt at tage hul på et nyt søskendekursus og vi er alle glade for at I alle kom. Vi lavede forskellige aktiviteter, vi fik en begyndende fornemmelse af hinanden, lærte nye navne at kende og vi prøvede også at forklare mere om den hverdag I som søskende har. Hvad I godt kan lide, hvad I mindre godt kan lide, hvad jeres bror eller søster hedder og hvor I hver især kommer fra.

Efter en sådan god dag tegner det til at blive et rigtig godt kursus, som vi alle kommer til at lære en masse af. I de kommende uger lægger vi flere billeder her på bloggen og skriver lidt om programmet og de fælles oplevelser.
Kan I alle have en fortsat god uge

De bedste hilsner
Nadia, Gitte og John

Vi møder søskende i deres egen oplevelsesverden

Hvad vil det sige at møde søskende der, hvor de er? At møde søskende der vil sige at tage udgangspunkt i deres egen oplevede situation. Det vil sige, at vi tilrettelægger et kursus, sådan at søskende oplever, at de bliver taget godt imod og at niveauet for det, der sker på kurset, matcher dem.

Udgangspunktet ’du og jeg’ understreger, at vi og søskende er ligeværdige og forventer gensidig respekt og forståelse. Det handler i udgangspunktet om god og hensigtsmæssig kommunikation, om at lytte godt efter, om at udtrykke vores egne ideer tillidsfuldt til andre og møde andre med nysgerrighed og empati. Vi møder søskende, hvor de er, ved at tage udgangspunkt i situationer, de kender, og ved at give eksempler på ting, de kan genkende fra deres dagligdag og tale et sprog, som de forstår. Men nu er søskende kommet på søskendekursus for at lære noget, så det er også opgaven at skubbe dem et skridt frem, at skabe læring og progression. Derfor handler det om at bevæge sig gradvist fra deres tryghedszone ud i det nærmeste felt for videre udvikling ved at skabe passende forstyrrelser. Denne udvikling sker fint i den ramme som vi skaber gennem de 3 weekender. At møde søskende, hvor de står, handler også om at variere sine formidlingsformer og være opmærksomme på børnenes læringsstile.

Nogle lærer fx bedst gennem det, de hører, andre stimuleres gennem det, de ser, atter andre skal have tingene konkret i hænderne for at forstå dem. Det enkelte barn lærer noget ved at knytte ny viden og nye færdigheder til det, den pågældende allerede ved og kan. Samtidig lærer den enkelte i samspillet med fællesskabet mellem deltagerne og i samspillet mellem deltagere og os som kursusledere. Hvorfor er det vigtigt at møde søskende der, hvor de er? Vi møder børnene der, hvor de er, fordi vores udgangspunkt er respekten for den enkeltes "model af verden". Dette beskrives også som den anerkendende tilgang, hvor alle søskende i et kursus er ligeværdige og har samme ret til opmærksomhed og lærdom. Børnene har krav på at blive taget alvorligt, at der er respekt for alles synspunkter, så alle får mulighed for at udvikle sig. Samtidig gør vi det også, fordi forskningen viser, at denne tilgang giver det bedste indlæringsresultat. Når vi møder søskende, der hvor de er, giver vi dem de bedste forudsætninger for at realisere deres eget potentiale i fællesskab med de andre søskende på søskendekurset.

Forårets søskendekursus

Så kom vi rigtig godt igang med Ådalskolens forårskursus, som er rettet mod søskende som har en bror eller søster med et udviklingshandicap. 12 søskende i alderen 9-12 år er samlet og de kommer fra flere steder på Sjælland.

Søskendekurset matcher alle typer af funktionsnedsættelser og er opbygget af 3 moduler. 2 moduler som finder sted om lørdagene og 1 modul som er et overnatningsmodul og som fungerer som en søskendecamp.

I lørdags hvor vi mødtes for første gang brugte vi naturligvis noget tid på at lære hinanden at kende, navne, hvor man kommer fra, hvad man godt kan lide og hvad man mindre godt kan lide. Det er vigtigt med en god begyndelse fordi den lægger fundamentet for den tryghed, tillid og åbenhed som er så vigtigt på kurset. Uden tryghed, tillid og åbenhed er det ikke muligt at brug søskendekurset til ret meget fordi man som søskende ikke får lyst til at fortælle om de oplevelser og erfaringer, som man har.

De anderledes oplevelser ved at have en bror eller søster med et udviklingshandicap er noget alle søskende har og alle søskende har oplevet, at det kan være svært for andre mennesker herunder også deres egne kammerater helt at kunne sætte sig ind i og forstå. Men, det kan de andre søskende på et søskendekursus. Det er nærmest tydeligt at se, at skuldrene sænkes og lettelsens suk høres når genkendeligheden bliver tydelig i gruppen.

Senere ser vi en film, som også er med til at åbne op for den "verden" som alle søskende så godt kender til. Bagefter snakker vi om filmen - vi taler om ligheder og forskelle og emner som ansvar, pinlighed, mobning, årsager, roller og meget mere.

Følg med her på bloggen, når vi i de kommende uger lægger flere billeder og beskrivelser op med, hvad vi laver på søskendekurset.

Søskendekurset begynder

Vi glæder os rigtig meget til i morgen når Ådalskolens søskende begynder endnu engang. Det bliver fantastisk at møde jer alle sammen og vi glæder os til at høre en masse erfaringer fra jer alle sammen. Vi glæder os også til at kunne inspirere jer og til at vi alle sammen får en rigtig sjov og hyggelig tid sammen. Kom godt til Ringsted og på gensyn i morgen.

De bedste hilsner

Gitte, Nadia og John

Vi lytter til hinandens erfaringer

Formålet og tankerne bag et søskendekursus er at skabe en særlig indsats for de børn, som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. I en søskendegruppe er der særlig fokus på børnenes individuelle behov. Der skabes mulighed for snak og hygge blandt børnene og de kan nemt komme til orde i et mindre og meget trygt forum. Det enkelte barn kan vælge at fortælle sin historie, men det er ikke en nødvendighed for, at gruppen kan fungere og alle børn får noget ud af at deltage. I gruppen arbejdes der med konkrete øvelser, lege og aktiviteter, hvor der eksempelvis tales om det at vokse op sammen med en søskende med et handicap. Vi ser film og taler om ligheder og forskelle bagefter, lytter til hinanden og kommer med gode alternative løsninger på problemer, vi lægger øre til hverdagsoplevelser, drillerier i skolen og taler om tanker og følelser. Ja alt det som de deltagende søskende synes er vigtigt. Som det helt store højdepunkt på søskendekurset tager vi på en søskendecamp der varer 2 dage og som indeholder en overnatning. Det er sjovt og hyggeligt at være afsted og alle børnene kender hinanden rigtig godt på dette tidspunkt. Formålet med søskendegrupperne er også i lige så høj grad at give børnene mulighed for at mødes og hygge sig. Lidt ekstra opmærksomhed og interesse er ofte en stor del af det nogle af børnene har brug for. Dynamikken i gruppen og de fællestræk, der karakteriserer børnenes livs situationer bruges til at støtte det enkelte barn i dets egen færd. Børnene vil meget hurtigt opleve, at der er andre på kurset, der også går rundt med samme tanker og oplevelser og vil derfor føle sig som en del af et unikt midtpunkt i fællesskabet. Ideen er grundlæggende at styrke børnenes mestring i en hverdag sammen med deres bror eller søster med et handicap og skabe grobund for et socialt netværk blandt en eller flere af de deltagende børn.

Jeg har også været med

Marie og Pernille møder hinanden for første gang på Ådalskolens søskendekursus. De 2 piger kommer fra forskellige steder i Danmark og fra to forskellige familier. Begge var de blevet tilmeldt søskendekurset fordi de har en bror med ADHD. Vi har spurgt Marie og hun ville skrive lidt om oplevelsen og her er det som hun skrev:

Jeg er 11 år og lillesøster til en bror med ADHD og jeg har været på Ådalskolens søskendekursus, hvor jeg har lært en masse. I begyndelsen var jeg meget nervøs for at skulle afsted fordi jeg vidste jo ikke, hvad et søskendekursus var og hvem jeg kom til at møde. Jeg gik og tænkte om det var noget med, at vi alle sad i en rundkreds og skulle fortælle på skift, at den ene var mere ked af det end den anden, at de andre ville grine af mig og alle sådanne tanker.

Men sådan gik det ikke, det viste sig derimod at være total sjovt, en masse andre søskende, sjove aktiviteter og nogle rigtig søde voksne. I løbet af meget kort tid kunne jeg genkende rigtig meget af det alle de andre søskende fortalte og det var en kæmpe lettelse at høre, at der er andre børn som har præcis de samme oplevelser som mig. At vide at jeg ikke er den eneste i verden som har en storebror med et handicap har hjulpet mig meget. I dag har jeg fortsat kontakt med flere af børnene, vi skriver til hinanden og ringer jævnligt. 

Jeg har fået lov til her på søskendekursets blog til at skrive lidt om ADHD fordi det er den diagnose min storebror har. Når man har ADHD har man ofte svært ved at skabe overblik, organisere og planlægge i hvilken rækkefølge ting eller aktiviteter skal foregå. Min storebror er konstant på over­arbejde i forhold til at forsøge at holde styr på hans hverdag. Det, vi andre andre børn ikke bruger særlig meget energi på, er for ham en labyrint uden rød tråd. Min storebror trives bedst med forudsigelighed ellers overvældes han af krav og for­ventninger og oplever at være i en kaostilstand som giver ham ”rod i hovedet” og frustration. Den særlige struktur i vores hjem er med til at give hans hverdag rammer og forudsigelighed, og jeg som lillesøster kan være med til at skabe og tyde­liggøre en struktur, der gør det nemmere for ham at overskue og agere hensigtsmæssigt i hverdagen. I vores køkken har vi for eksempel en stor ugetavle hvor alle vores aktiviteter står skrevet. I starten synes det var pinligt at vi havde en sådan kalender med forskellige billeder hængende. Jeg så det aldrig hos mine veninder og syntes faktisk det var meget unormalt og pinligt. På søskendekurset hørte jeg, at der også var mange andre familier som også brugte en kalender til deres søskende. De voksne fortalte, at hvis ens søskende nu sad i kørestol så ville man give ham en rampe til at køre op ad og sådan er det jo også med ADHD – de skal have en køreplan for så kører de bedre. Vi siger tusind tak til Marie fordi du havde lyst til at bruge lidt tid på at skrive dette indlæg. 

De bedste hilsner fra os Gitte, Nadia og John.

Det er fedt at give erfaringer videre til andre

Sådan fortæller mange af børnene undervejs på et søskendekursus. Et søskendekursus, som varer 45 timer og afholdes tværkommunalt og er åbent for alle kommuner og for søskende i alderen 9-12 år, som har en bror eller søster med et udviklingshandicap.

Ådalskolen i Ringsted afviklede i efteråret 2022 et sådant kursus og alle børnene er meget positive og glade for at medvirke og bidrage til kurset. En meget central pointe vi ofte hører er, at børnene oplever en stor glæde og tilfredshed ved at selv mærke, at de også kan videregive deres erfaringer til andre børn, som virkelig får gavn af deres input. Sat lidt på spidsen kan det siges, at børnene oplever, at deres erfaringer med at være bror eller søster til en søskende med et handicap ikke er helt forgæves, idet de kan hjælpe til at forebygge og sætte fokus på det, som mange af de andre også oplever. Om dette fortæller Martin på 11 år blandt andet følgende:

”Jamen, det giver da en stor tilfredshedsfølelse at vide, at jeg kan hjælpe andre, der er i samme situation som én selv”, ”Jeg har været rigtig glad for at være med på Ådalskolens søskendekursus, der er masser af nye og sjove kammerater, masser af sjov og hygge og det har givet mig en følelse af, at jeg kunne gøre gavn”. ”Når jeg hver lørdag er blevet hentet af min far har jeg følt, at jeg har gjort noget godt for andre og naturligvis også fået lært en masse og fået en masse gode oplevelser selv. Forhåbentlig har jeg været med til at bane vejen for, at andre kan få det bedre”. Det er jeg nu helt sikker på, slutter Martin med at sige.

Det positive glemmer vi heller ikke...

Søskende udtrykker naturligvis også, at der er mange positive fordele ved at have en bror eller søster med et handicap. Det kan være en højere grad af tålmodighed, tolerance, medfølelse/empati og naturligvis en sand multikunster i konfliktløsning. Alt sammen rigtig gode sociale kompetencer som er styrkende for børnene. Kompetencerne og styrkerne giver børnene selvtillid, når de står overfor at skulle håndtere andre udfordrende situationer senere i livet. Trods minimal forskning på området er der alligevel belæg for at sige, at børn oplever deres forhold til deres søskende med et handicap som positivt når:

• Når de har en indsigt og forståelse for deres brors eller søsters handicap
• Når de får støtte til at forstå, hvordan de bedst håndterer deres brors eller søsters udfordringer
• Når de oplever positive reaktioner fra forældre og jævnaldrende kammerater til deres bror eller søster

Søskende fortæller, at der gerne vi have at deres forældre hjælper dem med at finde på fælles aktiviteter sammen med deres bror eller søster. Det kan bare være simple aktiviteter og de behøver ikke at koste mange penge. Søskendes tilknytning til hinanden er naturligvis livslang og en søskende er sandsynligvis det menneske som kommer til at være mest sammen med barnet som har et handicap. Nogle søskende fortæller også at forældre gerne må forberede dem på de mange forskellige reaktioner omverdenen ofte har og særligt hvis det er et synligt handicap, hvor barnet sidder i kørestol, har et anderledes udseende eller synlig adfærd. Sørg også for at fortælle søskende om hvad handicappet indebærer og hvad søskende kan forvente. Inddrag dem derfor svarende til deres alder og ikke mindst modenhed. Ikke for meget og ikke for lidt – det er en balance gang, som man må forsøge sig med.

Et søskendekursus gør hvad det kan

Et søskendekursus gør ingen sommer, men det gør hvad det kan…

Hvad har søskende fåret ud af et søskendekursus?

Søskende profiterer af:
At få sat egne ord på de ting, som kan være svære i forbindelse med at have en bror eller søster med et handicap
At få italesat modsatrettede følelser, som ofte forekommer i forhold til søskende
At møde andre børn i samme situation – at kunne dele tanker, erfaringer, glæder og erfaringer
At få et anderledes mod og håb for fremtiden

Fælles for børnene som deltager på Ådalskolens søskendekurset i Ringsted har været, at de har åbnet sig mere og mere i takt med, at de fandt trygheden på kurset. Der har været plads og rum til mange følelser og de har oplevet på skift at mange af de delte erfaringer og historier er meget ens blandt børnene og oplever, at de ikke er alene med forskellige følelser, men i stedet er blevet mødt med genkendelse og forståelse og nogle gange med gode forslag til løsninger. Vi oplever generelt, at børnenes selvværd er vokset undervejs på søskendekurset. De er blevet mere talende og præcise i deres udmeldinger, men også mere fleksible og reflekterende omkring svære følelser. De har fået mere mod til at ”være sig selv” og ikke behøve at gemme sig bag en facade. Vi oplever at søskende har opnået en større nuancering og genkendelighed i forhold til deres egen situation. Det er ikke så diffust for dem længere, hvad deres reaktioner er et udtryk for og de er blevet bedre til at sørge efter hjælp. Et søskendekursus gør ingen sommer men det gør hvad det kan…

Aktiviteter rettet mod søskende

"Ådalskolens søskendekursus gør det nemmere at være søskende", sådan er der mange søskende der siger. 

Når et barn har et særligt behov eller et handicap påvirker det naturligvis hele familien og det kan nogle gange spænde ben for det gode samvær. Erfaringer viser, at søskende som oftest kan være for opmærksomme på deres forældres trivsel på en måde, så de kommer til at tilsidesætte deres egne behov og følelser - også selvom de tilsyneladende virker upåvirkede af situationen. Det kan resultere i særlige udfordringer senere i livet. Når søskende deltager i et søskendekursus er det derfor både forebyggende og en hjælp for barnet her og nu. Søskende forsøger at forstå deres verden og særligt børn, som er pårørende til en bror eller søster med et handicap skal have hjælp til dette. De har brug for alderssvarende viden om, hvad handicappet betyder for deres bror eller søster. Det hjælper barnet til at forstå ens søskende. Søskende bliver klogere på sin egen situation i familien, hvilket gør det lettere for dem at handle i deres eget liv. Søskende har derfor stor glæde af at møde og dele erfaringer med andre i samme situation. Der sidder i gennemsnit 2-4 børn i hver skoleklasse, som er pårørende til en bror eller søster med et særligt behov – de fleste taler ikke med nogen om det. Derfor er det, at Ådalskolen i Ringsted arrangerer søskendekurser for børn i alderen 9-12 år. På kurserne får søskende redskaber til at tale om det at være søskende til en bror eller søster med særlige behov og naturligvis i en anerkendende kontekst. Et af målene med søskendekurset er også, at børnene møder ligesindede og at de kan tale trygt og åbent om deres erfaringer.

Drengene fortæller fra søskendekurset

På Ådalskolens søskendekursus i Ringsted var 3 drenge i efteråret 2022 på kursus. En oplevelse, hvor det handler om at møde andre søskende, få nye kammerater, lært nyt og ikke mindst at have en god og udbytterig oplevelse med hjem. Drengene er i alderen 11-12 år og har en masse til fælles. En af de ting, som alle drengene kan tale sammen om udover fodbold og computerspil er, at de enten har en bror eller en søster med et handicap. "Vi kan simpelthen ikke undvære søskendekursus”. Det er helt fantastisk, at det kan lade sig gøre for os at komme på sådan et kursus sammen, siger to af drengene i kor. De kendte ikke hinanden inden kurset begyndte, men det har de 3 kursusledere Gitte, Nadia og John sørget for efter nu kun få timer på Ådalskolen. En af drengene siger, at han ikke kunne forestille sig noget bedre kursus og at han lærer en masse. Det skortede ellers ikke på betænkeligheder, da Nikolajs mor fortalte ham, at hun havde fundet en folder på biblioteket om søskendekursus på Ådalskolen. Nikolajs familie tæller i alt 3 børn, hvoraf den yngste dreng har diagnosen autisme, en gennemgribende udviklingsforstyrrelse som varer hele livet. Nikolajs familie fortæller, at de udmærket kender til en meget presset hverdag, hvor der bruges rigtig meget tid på møder med skolen og kommunen samt alle de andre ting der følger med. Nogle gange kan det være svært at få tid og overskud til de andre søskende, som ikke har et handicap. Nikolaj nyder virkelig at være på søskendekursus, der er andre børn at lege med og han har det virkelig sjovt og når han kommer hjem og fortæller han om en masse spændende aktiviteter. Søskendekurset har et seriøst program samtidig med at der er plads til leg, fritid og masser af hygge. En rigtig god kombination, når man er dreng med vildskab i benene, som en af de andre drenge Peter siger med et stort grin om munden. Ja, stemningen er bare rigtig god, siger Nikolaj. Børnene hører og oplever, hvad det vil sige at være søskende til en som har et handicap, der deles historier og lyttes til de mange gode råd på kryds og tværs i børnegruppen. Der kommer en masse gode ideer og erfaringer, som vi tager med hjem i hverdagen," siger Nikolaj. Ja at være på søskendekursus på Ådalskolen er ligesom en rejse, en rejse som man glæder sig til og nødig vil hjem fra.

At kunne sætte ord på hverdagens oplevelser er guld værd

Når Ådalskolens søskendekursus er slut spørger vi altid søskende om hvordan de har oplevet det. Nærmest som en slags evaluering, men også som en god måde at få rundet kurset på. Vi har samlet nogle af de udsagn og citater, som søskende i efteråret er kommet med. Søskende oplevede generelt, at man kunne snakke om alt, hvad der angik ens bror eller søster med handicap. Man kunne f.eks. snakke om, hvordan man havde det derhjemme, hvordan det gik med én, efter ens søster var kommet på hospitalet, om man så ens søster der boede på en døgninstitution. Børnene oplevede at få snakket ud om alt det, de gerne ville snakke om. Citat: ”Jeg sidder overhovedet ikke med noget tilbage”. Hvis en søskende sad med noget, som det gerne vil sige, men et anden havde ordet, så ventede man og fik så mulighed for at fortælle bagefter. Citat: ”Man er forskelligt på, som de siger, og man snakker jo forskelligt, og hvis der er noget, som man synes, man ikke lige har fået sagt, så venter man, til den har fået sagt færdigt. Og så må man gerne snakke”. Børnene fandt, at nogle ting var svære at snakke om, men at når de havde fået sat ord på og ”kommet ud med det”, så hjalp søskendekurset med forslag til, hvad de kunne gøre. Det havde betydning, at børnene i gruppen kunne få sagt det, som de ikke havde turdet snakke med andre om.

Børnene oplevede, at det blev nemmere at tale om det vilkår at have en bror eller søster med et handicap – også med kammeraterne. Citat: ”Det er meget nemmere nu end i starten. Den første gang er man jo meget nervøs. Da jeg kom på søskendekursus, da var det meget svært ikke at være nervøs, men blot efter få timer er det meget nemmere. Børnene fortalte ting på søskendekurset, som de ikke havde fortalt andre steder. Citat: ”Fordi man bare vil tro, at alle andre vil grine. Her på søskendekurset må man jo ikke grine af de andre. Fordi det er jo også kun børn som har handicappede søskende, som er her, og så ved de, hvad det er for noget”. En dreng var begyndt at snakke med sin bedste ven om hans brors handicap. Ved søskendekursets afslutning oplevede børnene det at tale om handicappet således: Citater: ”Jeg er ikke træt af at snakke om det. Overhovedet ikke. Det er blevet fuldstændigt naturligt nu”. ”Der er ikke så meget at snakke om, som der var før. Jeg føler ikke det er så pinligt mere. Jeg snakker …….. altså jeg bliver ikke så ked af det mere som før”. 

Her er et par citater fra søskendeholdet: ”Man snakker allermest om ens søskende, men også om alt muligt andet”.  ”Man snakker mest om, hvordan man har det. Hver gang man har fortalt et eller andet, så kan de voksne spørge, hvordan har du det med det. Det kan jeg meget godt lide, at det sådan er direkte og ikke noget med udenomssnak. Det er lige på: Hvordan har du det med det? Nogle gange kan jeg have det svært med at udtrykke, hvordan jeg har det, men så er de voksne kommet med forslag, kunne det måske være det eller det? Og det kunne det egentlig godt være! Også sådan at man får snakket om, hvorfor det kan være, at man har det på den måde. Det har også været en god ting”. ”Det har en eller anden magisk effekt, synes jeg fordi jeg kan ikke sige præcis, hvad det er, men jeg kan ligesom mærke for hver gang, at det letter. Uh, det er dejligt, tænker jeg hver gang. Jeg kan mærke i det lange løb, at hver gang folk har snakket om min bror med autisme og ADHD, så er det sådan endnu mere, at jeg også tænker på de gode ting og ikke kun de dårlige ting. Jeg kan godt tåle meget mere af det”. 

”Jeg får en følelse indeni af, at jeg har fået fortalt om mine erfaringer på søskendekurset og nu har jeg det dejligt med mig selv. Og det er en dejlig ting, at der er tale om et fortroligt rum”. ”Nogle gange har der nok været noget, jeg ikke har fået sagt. Jeg har tænkt, lad nu lige de andre tale ud men det er kun sket 1 eller 2 gange”. ”Jeg har altid fået fortalt det, jeg gerne ville. Jeg tror, jeg er en af dem, der har fået mest taletid”. ”Jeg snakker også med min mor om det. Det gjorde jeg ikke så meget før. Jeg har fået det nemmere ved at snakke med min mor om det”. ”Jeg har haft lidt svært ved at snakke om det, men det er blevet meget nemmere nu”. ”Jeg tænker bare, gid, det søskendekursus dog kunne fortsætte”. ”Det er blevet meget nemmere at snakke om min søsters handicap ved at snakke med andre om det”.

Nogle søskende oplever ved kursets afslutning, det at tale om handicappet således: ”Nogle gange bliver jeg træt af at skulle tage hensyn til min bror, men det er nemmere når jeg ved, at der også er andre børn som oplever det på samme måde. ”Det har i hvert fald hjulpet mig at tale om det, jeg synes faktisk ikke, at man kan snakke for meget med mindre man ikke har lyst til at snakke om det”.

Jeg havde bare ikke ordene

”Imens Sebastian voksede op var det fuldstændig umuligt for ham at have kammerater med hjem efter skoletid”.

"Jeg vidste, at der var noget galt med min storebror fortæller han, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forklare det til andre"

Jeg vidste, at jeg var nød til at fortælle mine kammerater hvorfor vi kun kunne spille computer på mit værelse og altid med døren låst og jeg vidste at jeg i sidste ende var nød til at skulle forklare, hvad der var "i vejen" med min storebror.

"Jeg havde simpelthen bare ikke ordene," fortæller Sebastian. Sådan begynder en snak som vi netop har haft med Sebastian som i dag er 15 år. Nu da Sebastian er blevet teenager har han indset at han som barn følte, at han ikke kunne spørge sine forældre om svar på disse spørgsmål. Jeg var så opmærksom på, at jeg ikke skulle belemre mine forældre om den slags spørgsmål fordi de jo allerede havde nok at forholde sig til. Mange børn i Danmark har en søskende med et handicap og mange af dem vil kende til ovenstående dilemma. I hvert fald er det et dilemma som vi ofte hører på søskendekurserne og som for mange børn betyder rigtig meget i dagligdagen. Mange af børnene står over for de samme udfordringer - og glæder - som deres forældre, men de har også deres egne problemer. Nogle påtager sig de ekstra krav, som stilles til dem i en meget tidlig alder og mange kan føle en forsømthed fra deres forældre som selv kan opleve situationen i familien belastende. Nogle børn siger, at de er bange for at blive smittet af deres søskendes handicap. Andre kan have et egentlig ønske om at de også var handicappet så de også kunne få al den opmærksomhed og mange føler sig pinlige over deres søskendes uhensigtsmæssige adfærd eller unormale udseende og kan føle skyld fordi de føler sådan. Det er vanskelige følelser for børn at håndtere, siger gruppeleder John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted og siger desuden at søskendes behov mange gange ubevidst overses. De fleste kommunale hjælpesystemer er beregnet til børnene med handicap eller til forældrene men støttesystemer til søskende kan der være lang imellem. Søskende vil sandsynligvis have det længste holdbare relation af nogen, forhold, der er let bliver mere end 65 år," siger John. "Derfor er det så vigtigt at de tænkes ind løbende igennem barndommen". Naturligvis er mange søskende også glade for den tidlige modenhed og det ansvar, som følger med at ved at have en bror eller søster med et handicap. Børnene er ofte meget velbevandrede i detaljerne omkring deres søskendes handicap og mange er stolte af at kunne forklare om diagnosen på sofistikerede måder. For eksempel, Martin på 14 år som i begyndelsen ikke ønskede, at hans billede blev brugt af bekymring for hans privatliv, fortalte på et søskendekursus at han havde en bedre relation til voksne end børn på hans egen alder på grund af at han tidligt skulle klare sin lillebrors autisme diagnose. Men den udtalte modenhed betyder ikke at han ikke oplever pinligheder over hans lillebrors adfærd især når de er på ture eller på indkøb. "Nogle gange begynder han at lave lyde, og så kan han begynde at sparke og flappe med sine arme, eller han kan begynde at rocke og skrige," fortæller Martin. "Min mor tager ham udenfor og ofte er turen for os alle slut og vi bliver nød til at køre hjem igen”. Mette på 15 år som har en bror med autisme fortæller, at hendes brors handicap også kan være pinligt og at det med pinlighed især er svært når man selv er teenager. Svaret hænger ifølge John Quist Frandsen sammen blandt andet sammen med, at man som teenager begynder at se på dig selv og ens søskende på en ny måde. Man føler sig som teenager på ingen måde som et barn og er meget opmærksom på, at man ikke er en lille unge mere men det er ikke sikkert at din søskende lægger mærke til det eller naturligt nok ikke følger den samme udviklingskurve. Både du og din søskende skal derfor vænne jer til, at rollerne og forholdet forandrer sig. Når du er teenager skal det gøres samtidig med at du og din forståelse af verden udvikler og ændrer sig helt vildt. Din søskende har været vant til, at du var et barn, som han eller hun kunne lege med. Line på 16 år som har en bror med Downs syndrom fortæller at den største udfordring for hende har været at acceptere at hendes bror løb med al opmærksomheden. Følelsen af jaloux på min bror har ramt mig mange gange og især da jeg var yngre ønskede jeg også, at det var mig som havde et handicap. Line fortæller, at hun undgik at tale med hendes forældre om hendes følelser da hun var yngre og det kan hun i dag godt fortryde. Måske ville det hele have været lidt nemmere for mig men dengang kom bare ikke rigtig på tale. Gruppeleder John Quist Frandsen siger afsluttende, at søskende har brug for et sted, hvor de åbent kan diskutere bekymringerne, erfaringerne og følelserne.

Peter siger, det er nemmere nu end før

På søskendekurset begynder børnene at tænke på hinanden mellem lørdagene, efterhånden som de lærer hinanden bedre at kende: ”Altså jeg har tænkt på, hvordan Nikolaj fra Kalundborg har det sån... Ja altså på den måde, at jeg ved at jeg ikke er den eneste  som har en søskende som har et handicap – i starten tænkte jeg, at der ikke var andre, der havde prøvet det, at det kun var mig – og lige nu tænker jeg også på, at der også er andre, som har det på samme måde som mig. Det får mig til at føle mig mindre alene - også selv jeg ikke ser de andre mellem lørdagene. Jeg tænker også på de andre børn og det de havde fortalt på søskendekurset. Jeg tænker også på, hvad de andre mon laver, og hvordan de mon har det". At deltage i et søskendekursus fører nogle gange blivende venskaber med sig. To af børnene opdagede på grund af søskendekurset, at andre elever på skolen også havde en bror eller søster med et handicap. Børnene fortæller at det er rart at vide, at de andre ”bare er der”. De behøvede ikke mere kontakt end det. De mindste på søskendekurset oplevede, at de godt kunne være venner med nogen, der var ældre end dem selv. ”Altså vi tænker sådan set meget ens. Jeg plejer altid at sige til mig selv, at det er lige meget med alderen, bare man kan finde ud af det” (10 år). Børnene oplever søskendekurset som et socialt sted, ”hvor man møder nye kammerater og lærer dem rigtig godt at kende”. En af drengene som hedder Peter mener, at det er en god måde at lære de andre at kende gennem fælleslegene - og at tale med dem - det gør det nemmere for mig at få venner nu end tidligere: ”Hver gang jeg prøvede at få nye venner i skolen, da jeg ikk’ var i gruppen, der tog det ofte lang tid, men... nu da jeg går på søskendekursus, så tager det kun en halv time” (9 år). Før søskendekurset vidste Peter ikke helt, hvordan han skulle få venner men det at høre de andre børns historier ”om alt muligt” og snakke med dem fortæller mig, at vi hurtigere bliver venner, når vi også spørger, hvad hinanden kan lide og sådan noget” (10 år).

Søskendeindsats på Ådalskolen

Ådalskolens søskendekursus gør det nemmere for søskende. Når et barn har et særligt behov eller et handicap påvirker det naturligvis hele familien og det kan nogle gange spænde ben for det gode samvær. Erfaringer viser, at søskende som oftest kan være for opmærksomme på deres forældres trivsel på en måde, så de kommer til at tilsidesætte deres egne behov og følelser - også selvom de tilsyneladende virker upåvirkede af situationen. Det kan resultere i særlige udfordringer senere i livet. Når søskende deltager i et søskendekursus er det derfor både forebyggende og en hjælp for barnet her og nu. Søskende forsøger at forstå deres verden og særligt børn, som er pårørende til en bror eller søster med et handicap skal have hjælp til dette. De har brug for alderssvarende viden om, hvad handicappet betyder for deres bror eller søster. Det hjælper barnet til at forstå deres bror eller søster. De bliver klogere på sin egen situation i familien, hvilket gør det lettere for dem at handle i deres egen hverdag. Søskende har derfor stor glæde af at møde og dele erfaringer med andre i samme situation. Vi ved, at der i gennemsnit sidder 2-3 børn i hver skoleklasse, som er pårørende til en bror eller søster med et særligt behov – men langt de fleste taler bare ikke med nogen om det. 

Derfor er det, at Ådalskolen i Ringsted arrangerer søskendekurser for børn i alderen 9-12 år. På kurserne får søskende redskaber til at tale om det at være søskende til en bror eller søster med særlige behov i en anerkendende kontekst. Et af målene med søskendekurset er naturligvis også, at børnene møder ligesindede og de kan tale trygt og åbent om deres oplevelser og erfaringer.