Vejen til Accepstrup

At acceptere at man har en bror eller søster med et handicap kan godt være en vej som både er snørklet og svær. Selvom man gerne vil og man som søskende bestræber kan der være mange situationer og grunde til at det er svært. Man er så at sige programmeret til en "normal" tilværelse og man skal så indstille sig på en lang række indskrænkninger i forhold til tidligere muligheder eller muligheder man godt kunne have ønsket sig. Nogle gange oplever man som søskende uretfærdigheder og andre gange "fylder" handicappet så meget i hverdagen, at det er svært at give og finde plads til søskendes udfoldelser. Nogle søskende oplever også at deres bror eller søster blive diskrimineret eller dømt på forhånd på baggrund af deres handicap eller funktionsnedsættelse. Måske bliver han eller hun også drillet. Derfor kan det være svært at se ud over disse situationer, hvis man ikke selv har accepteret sin egen situation og også kæmper med et lavt selvværd. På søskendekurserne taler vi meget om det at acceptere et handicap som er livslangt og vi fortæller søskende, at de ikke kan påvirke andres meninger og opfattelser men at det er vigtigt at fokusere på sig selv og lære at sortere det fra, som er negativt. Søskende til en bror eller søster med et handicap går ofte "ind og ud af flere forskellige reaktionsmønstre" gennem livet. Det er derfor vigtigt, at omgivelserne har et vist kendskab til sådanne reaktioner. Ofte vil det være dem, der først fornemmer, hvordan barnet eller den unge har det. Og mange familier bruger da også omgivelserne til at dele glæder og - måske hyppigst - sorger med. Det stiller derfor store krav til alle om at kunne rumme det hele. Omgivelserne kan ikke og skal ikke tage reaktionerne fra søskende. Men ved at lytte til dem og ved at turde at være der, når det er allersværest, kan man hjælpe søskende med et forstå og bære deres vilkår. Det er vejen til Acceptstrup og for nogle søskende kan vejen være meget lang.