Børn fortæller mere vandret på et søskendekurser

At tale med søskende som gruppe om søskende situationen handler primært om at lytte til det børnene og de unge ønsker at fortælle. Det handler om at hjælpe dem med at fortælle om, hvordan det er at være søster eller bror og lytte til deres tanker og følelser, om hvad der er sjovt og hvad de er glade for, om hvad der er svært og om det er noget, børnene og de unge spekulerer på. Så enkelt kan det siges når gruppeleder fra Ådalskolens søskendekursus John Quist Frandsen fortæller om det omdrejningspunkt Ådalskolens søskendekurser arbejder udfra. For det første og måske det vigtige - børn der spørger, har brug for et svar og i børnehavealderen og tidlig skolealder er børns spørgsmål ofte meget konkrete og helt jordnære:

Hvad er der galt med min søster/bror?

Hvordan fik hun sådan et handicap?

Hvorfor har mine forældre ikke så meget tid til mig?

Har jeg gjort noget, der gjorde det sådan?

Er det min skyld? 

Kan jeg også få det handicap?

Børn og unge har brug for præcise svar, hvad de spørger om. Et kort og tydeligt svar er ofte nok og det er vigtigt, at de svar vi giver er sande og nogle svar, der efterhånden kan udvides, som søskende bliver ældre og spørgsmålene kommer på et andet niveau. Vi er også nødt til at finde ud af, hvad vi siger til søskende og for eksempel spørge dem: ”Hvad synes du om, det jeg sagde lige nu? Er der noget andet, du undrer dig over eller gerne vil tale om”? Det giver nemlig mulighed for at vide, hvordan søskende opfatter det, der er blevet fortalt og om barnet ønsker at tale videre. Søskende fortæller ofte på en anden måde end voksne og værdsætter indholdet på anderledes måder. Det kan også siges på denne måde, at børn fortæller mere vandret, mens voksne ofte tænker mere lodret i overflade og dybde. Et eksempel på, hvordan børn kan fortælle, er en dreng på 9 år, som deltog på et af vores søskendekurser på Ådalskolen. Da vi engang talte om, hvad han ikke kunne lide, sagde han: ”Jeg kan virkelig ikke lide handicap, skænderier og ravioli”. For ham var alle disse ting lige og noget han virkelig ikke kunne lide. Jeg tror, ​​at vi voksne nogle gange kommer på et vildspor når vi taler overflade og dybde samt tanker om, hvad søskende barnet måske skal sige og fortælle. Vi bliver måske nødt til at minde os selv om at være opmærksomme på at modtage og bekræfte nøjagtigt, hvad barnet siger og ikke tænke eller tolke, at barnet burde have sagt noget andet eller på en anden måde. Søskendes konkrete erfaringer og spørgsmål er lige så vigtige og lige så værdifulde som hvad voksne tænker som dybe og vanskelige spørgsmål. Eksempler fra andre søskende situationer viser også tydeligt, at de har brug for ord og viden om deres søsters eller brors handicap, så de kan lære, hvad det er de skal være i stand til at fortælle deres kammerater, hvorfor det skete og klart vide, at handicappet ikke skyldes dem eller er nogens skyld. De har brug for hjælp til at skabe en helhedsfortælling og skabe en nær virkelighedskontekst. I alt dette er det naturligvis også vigtigt, at de får mulighed for at have det sjovt, hygge sig, forholde sig til sig selv og opleve et nærvær. Afslutningsvis er her et par gode råd til forældre, hvordan de kan tale med søskende om en brors eller søsters handicap:

Vent ikke og se tiden, tag initiativet og prøv at finde ud af, hvad barnet tænker og ved

Gør handicappet anskueligt og forståeligt

Giv viden til førskolen, så kammeraterne kan få en forståelse af familiens situation

Tal flere gange om det under barnets opvækst

De særlige livsspørgsmål om søskende situationen eksisterer naturligvis gennem hele livet - de forandre sig blot